Interview
Læsetid: 8 min.

’Det er en sag mellem mig og skuespilleriet’

Skuespilleren Henning Moritzen har spillet sin sidste rolle. ’Det er jeg iskold over for,’ siger han – for han kan ikke længere leve op til sine egne krav. Og så kan man lige så godt lade være
Moderne Tider
24. marts 2012
Henning Moritzen har ingen tårer over at have forladt scenen. Det var fantastisk, så længe det varede, og nu har han ikke længere det, han synes skal til. Så kan man nyde livet på andre måder og udleve skuespiltrangen hjemme i stuen.

Henning Moritzen har ingen tårer over at have forladt scenen. Det var fantastisk, så længe det varede, og nu har han ikke længere det, han synes skal til. Så kan man nyde livet på andre måder og udleve skuespiltrangen hjemme i stuen.

Jakob Dall

Han spiller stadig med i alle rollerne, når han ser tv. Svarer, når nogen spørger, forlænger dialogen, opfinder spørgsmålene.

»Det var da noget pis at sige,« kan han svare.

»Det passer jo ikke,« eller: »Sådan har vi aldrig haft det sammen«.

»Jeg er i fuld gang, når fjernsynet kører. Jeg spiller alle rollerne og med fuld stemme,« siger Henning Moritzen, der er blevet kaldt en af sin tids største skuespillere, en skuespiller »dyppet i ynde«, som kollegaen og vennen Ghita Nørby sagde engang.

Nu er han fyldt 83. For to år siden havde han sin sidste filmrolle. Han siger nej til alt, bliver stadig sjældnere spurgt, for »de har nok vænnet sig til, at jeg humper rundt med stok«.

Så siger man nej nogle gange, og så holder de op med at spørge. Men når fjernsynet kører, snakker han med.

Spørger i stedet for studieværten, svarer i stedet for dem, der sidder i panelet. Det er meget til Deadline på DR2, TV-Avisen eller hvad som helst, der kører på tv, især interviews og ofte om sager, han ikke aner noget om.

»Jeg er vel ikke helt færdig med det. Jeg gør det, hvor jeg kan komme af sted med det. Også hvor jeg ikke kan komme af sted med det. Det kan godt være, jeg ikke er rigtig klog, hvad det angår.«

Ikke det ydre

Henning Moritzen griner et hjerteligt grin. Med fuld stemme. Det er heldigt, mener han, at der ikke længere er nogen, der hører ham, at der ikke længere er publikum på, for det er vrøvl, det han siger.

»Jeg kan ligefrem komme til at grine af mig selv, for jeg synes, det kan være ganske underholdende. På den anden side, så synes jeg også, det er en stor hjælp for mig. At man ikke føler sig helt afdød, at man stadig er med hele tiden. Man har vel et behov for at udtrykke sig som skuespiller, det er vel også derfor, jeg sidder og pjatter med; trangen til at udtrykke mig.«

Han gør det ikke for at blive set, det er han færdig med for længst, for han har spillet sin sidste rolle, og det er han klar over.

»Det er jeg fuldstændig iskold over for, det er, som det er. Det er ikke sådan, at jeg sidder her og savner det. At jeg tænker ’Åh, dengang’. Nej. Det er noget andet, der interesserede mig inden for skuespillet end det ydre, det, de taler om, og det, de skriver om. Det handlede ikke om de andre, der deltog i det, det måtte de jo så klare. Det er en sag mellem mig og skuespilleriet.«

Det manglede bare

Henning Moritzen savner ikke noget. Igen og igen siger han det. Han er tilfreds. Nu handler det bare om, at hver dag skal være god. Han har fået alt, haft alt, fået lov til det hele, haft vidunderlige år på teatret, vidunderlige år med sin kone og sine børn i huset på Frederiksberg.

»At have haft lejlighed til at bruge det, man ved om andre mennesker, at sætte sig ind i andre menneskers psykologi, granske dem – det er meget interessant. Og så oversætte det til sig selv og sin egen krop og hjerne. Det må jeg sige: Man skulle da være en sjover, hvis man ikke var taknemmelig for det. Jeg har fået alt. Men det manglede sgu også bare.«

Henning Moritzen griner, sekundet efter er han alvorlig igen. »Så jeg har ikke noget til gode, mener jeg.«

»Få – om nogen – danske teaterskuespillere har måttet kæmpe med så megen medgang som Henning Moritzen,« skrev Informations Morten Piil om ham tilbage i 2003. »Det er ikke nødvendigt, som H.C. Andersen mente, at gå så gruelig meget igennem for at blive berømt. Man kan også hedde Henning Moritzen,« sagde Politikens teateranmelder Harald Engberg.

Selv siger Moritzen, at han altid har haft det i sig. Han har altid troet på sig selv, vidst, at han rummede alle de forskellige karakterer, instruktører og teaterledere lod ham spille. Det var naturligt, siger han, næsten som en selvfølge. Men det er ikke, fordi han kom sovende til det.

»Nej, slet ikke, selve arbejdet har jo interesseret mig hele tiden. Nu har jeg altid forberedt mig meget grundigt, så jeg synes, det har været godt hver gang. Men jeg har også været heldig, at instruktører og teaterledere planlagde vejen så godt for mig. De gav mig ofte noget, man ikke troede, jeg skulle spille. Og det er altid det mest interessante.«

Han har stort set aldrig fået negativ kritik, og hvis han har, kan han ikke huske den.

»De kunne da også bare lige understå sig.« Moritzens ansigtsudtryk skifter i et splitsekund, og bliver straks mildt igen. Tydeligvis et gammelt skuespiltrick, der stadig sidder i ham. Hvad det bedste, han nogensinde har lavet, er, kan han ikke svare på.

»De baner har jeg aldrig rigtig tænkt i. Det har mere handlet om at få det til at gå op, så det kunstnerisk lykkedes. Jeg er forkælet, det vil jeg gerne indrømme. Der står fem Bodilstatuer inde i den anden stue. Der er to Roberter. Og der er hende der … «

Han peger mod hylden over pejsen, hvor der står en statue af en kvinde, der er krøbet sammen med benene mod brystet. Den fik han, fordi han blev udnævnt til æresborger på Frederiksberg. Ved siden af står statuen af Svejk – det var vist en privatperson, der lavede den til ham, husker han.

Er du glad for statuerne?

»Åh, jeg er vel nok ret ligeglad. Når man er blevet lullet sådan ind i flødeskum og honning, som jeg er, så kan man ikke sådan falde i svime over statuer. Det faldt vel egentlig ganske naturligt. Nu sidder jeg lige pludselig og stirrer rundt … Der skulle også være teaterpokalen. Jeg håber ikke, den er smadret.«

Det er den nok ikke, konkluderer han selv, for det havde han opdaget. Den var lavet af blåt glas – eller er, korrigerer han, for den er der forhåbentlig stadig et sted. Henning Moritzen slår ud med armene i dagligstuen i villaen på Frederiksberg. Det er stuen, der nu er hans scene, ikke Det Kongelige Teater. Heldigvis, for han ville ikke kunne klare det længere, hverken fysisk eller mentalt, og selv en lille filmrolle kræver meget fysik.

»’Spring lige op’, ’prøv på ryggen i stedet’ og ’i morgen tidlig har vi kostumeprøver’ og sådan nogle ting. På den måde føler jeg næsten en stor lettelse ved, at jeg ikke skal ind på scenen. Jeg kan ikke længere leve op til de ting, jeg helst ville, hvis jeg skulle have en rolle. Og jeg må indrømme, at den der grænseløse lyst til det, har jeg heller ikke længere.«

Her det foregik

Der lugter af pibe. Ved døren står flyglet, Henning Moritzen har spillet klaver stort set hele sit liv, indtil hans kone, skuespilleren Lise Ringheim, døde for 17 år siden. Siden har han ikke rørt det. Han har ikke haft lyst. »Velsagtens fordi vi havde så meget tilfælles omkring det flygel, hun og jeg. Det er her, det hele er foregået.«

Fingrene er efterhånden blevet stive og knoklede, så han ikke længere ved, om han kan. Benene har fået svært ved at gå. Der er 19 trappetrin fra huset og ned til garagen, hvor bilen står. Han tager et skridt af gangen, holder sig til stokken og til gelænderet, og når han først når bilen, er det ikke længere noget problem.

»Jeg fornemmede det nok, da det sluttede. Det var ikke, fordi jeg vidste, at nu er det sidste gang, jeg står på en scene. Det var ikke bevidst, og jeg har næppe været klar over det. Det var bare sådan, det var, og så holder det op. Helt automatisk.«

Det er helt naturligt, siger han igen. Ligesom det var naturligt for ham at stå på en scene. Det opdagede han allerede, da han som dreng læste op i dansktimerne, og de andre grinede.

Det er lige så naturligt, som at de lyshårede, søde manderoller, han havde som ung, udviklede sig til at blive mere nuancerede, mere interessante, da han blev ældre, og toppede, da han spillede faren, der blev anklaget for incest i Thomas Vinterbergs ’Festen’.

»Jeg tænkte mig længe om, inden jeg sagde ja, for sådan noget med incest kan jeg ikke engang holde ud at læse om i aviserne. Men jeg fandt et lille stikord, og det var, at min kone i filmen siger om drengen, der står og anklager mig, ’Ja, han er vel nok meget fantasifuld’. Og så tænkte jeg, nå ja, det behøver måske ikke at være sandt alt sammen, og det hjalp mig igennem. Jeg blev nødt til at minimere forbrydelsen for mig selv.«

Et professionelt blik

Henning Moritzen går stadig i teateret. Forleden var han inde og se sin skuespilsøn i stykket Kongen skal dø på Sorte Hest.»Holdt kæft, hvor var der mange trapper op. Men det var det værd. Det var et godt stykke, de var gode.«

»Instruktøren gjorde noget, som var interessant. Han lod skuespillerne bytte roller gennem hele forestillingen, så de alle kom til at spille den konge, der skal dø. Det var en modig ide. Og en rigtig ide.«

Henning Moritzen kan ikke lade være med at vurdere. Er arrangementet godt, var det rigtigt, hvorfor står han op ad væggen, hvor skal skuespillerne gå, stå og forsvinde? Vurdere, som han har gjort det hele livet.

»Det fysiske rum er afgørende for en præstation. Det ville du mærke, hvis du var skuespiller. Og det er derfor, det er godt at have en instruktør, du kan diskutere med. At du kan spørge: Jamen, nu henvender jeg mig til hende, hvorfor fa’n vil du så have, at jeg skal vende ryggen til?«

Det tænker han stadig over, når han går i teateret. Det evaluerer han, når han ser film, når han ser sin søn spille, for det kan han slet ikke lade være med. Men han er holdt op med at tænke sig selv ind. Det er flere år siden, han gjorde det.

Serie

Forhenværende

Seneste artikler

  • De tager dit liv

    17. marts 2012
    Han var på 24 timer i døgnet; gik i bad med sin mobiltelefon, tog telefonen om natten, var altid klar, arbejdede altid og var altid til rådighed. Men da tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg i 2008 blev fyret i kølvandet på politireformen, forsvandt jorden under ham
  • Først føles det som at holde sommerferie

    10. marts 2012
    Hendes arbejde var at være topinformeret. At kunne forklare økonomiske kriser og valutaudsving, at rydde op i krakkede banker, at udtale sig om Danmarks økonomiske situation. Men da tidligere nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen trak sig tilbage, blev der stille. »Jeg toppede, da jeg var 60. Jeg følte det så udpræget dengang ...«
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Asger Schnack

God artikel.

Mogens Michaelsen

Man kan ikke sige, at den mand ingen rolle spiller!