Baggrund
Læsetid: 7 min.

Det sociale Europas forfald

De europæiske lande adskiller sig på et væsentligt punkt fra USA: deres sociale modeller. Men finanskrisen har ramt EU hårdt og sidste uge erklærede formanden for den europæiske centralbank (ECB), Mario Draghi, den europæiske sociale model for død
/h4> I forrige uge indkaldte den europæiske fagbevægelses sammenslutning ETUC til protest mod angreb på sociale rettigheder. Særligt i Spanien var mange på gaden, her i Madrid under bl.a. parolen ’Uden brød, ingen fred’.

/h4> I forrige uge indkaldte den europæiske fagbevægelses sammenslutning ETUC til protest mod angreb på sociale rettigheder. Særligt i Spanien var mange på gaden, her i Madrid under bl.a. parolen ’Uden brød, ingen fred’.

Javier Soriano

Moderne Tider
10. marts 2012

»Der er ikke noget alternativ,« lød Margaret Thatchers slogan i 80’ernes Storbritannien. Budskabet var ikke til at tage fejl af: Neoliberalismen var den eneste vej. Premierministerens ord blev et af de stærkeste symboler på højrefløjens opgør med socialismen.

Men sloganet kunne imidlertid lige så godt have været brugt om EU’s nuværende kurs. For med finanskrisen og destabiliseringen af de europæiske økonomier har højreorienterede kræfter anet mulighed for et opgør med velfærdsstaterne og den europæiske sociale model.

Det har affødt intense kampe i de europæiske hovedstæder og i EU’s institutioner om retningen for EU-projektet.»Der er et opgør i gang i EU om velfærdsstaten og den sociale model i Europa,« siger Henning Jørgensen, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet. »Den europæiske sociale model, som vi kender den i dag, er under angreb fra højreorienterede kræfter og fra erhvervslivet, der ser krisen som en mulig anledning til at få den afviklet.«

»Det er et opgør om, hvorvidt vi i Europa skal have en ren markedsmodel i stil med den amerikanske, eller om vi skal bibeholde de europæiske velfærdsstatslige rammer,« mener Henning Jørgensen.

EU-landene har ikke udviklet én samlet social model. Men de europæiske lande har det til fælles, at de i langt højere grad end eksempelvis USA har tilstræbt, at økonomisk vækst kombineres med sociale sikringsordninger, høje levestandarder og gode arbejdsvilkår. Derfor omtaler man ofte de europæiske velfærdsstater som en europæisk social model. Der har desuden på EU-niveau været flere sociale tiltag, som blandt andet har ført til, at eksempelvis arbejdstagerrettigheder i dag står indskrevet i EU-traktaterne.

Det er disse sociale kendetegn ved EU, som flere nu mener er under angreb fra borgerlige kræfter i Europa.

Finanskrise og sparekrav

I EU har den politiske modreaktion på finanskrisen været en stram finanspolitik og krav om nedskæringer i medlemslandenes udgifter, hvilket er gået hårdt ud over flere landes velfærd og sociale sikringsordninger.

Det entydige fokus på nedskæringer har fået blandt andre Bernadette Ségol, generalsekretær for sammenslutningen af de europæiske fagforbund (ETUC), til at frygte, at krisen benyttes til at afvikle den sociale model.»Finanskrisen har ført til recession i Europa, og recessionen har været efterfulgt af en sparepolitik, der fokuserer på lønninger, arbejdsvilkår og svækkelse af de sociale rettigheder og offentlig service. Men der er behov for alternative løsninger til den kurs, der lige nu udstikkes af EU,« siger hun.

EU’s entydige fokus på besparelser hænger sammen med, at langt størstedelen af EU-landenes regeringer tilhører den borgerlige fløj. Desuden har Tyskland med den konservative Angela Merkel i spidsen spillet en central rolle i forløbet om EU’s håndtering af finanskrisen, blandt andet fordi Tyskland på trods af umiddelbare økonomiske tab er kommet styrket ud af krisen. Lighederne mellem EU’s restriktive finanspolitik og Tysklands tradition for det samme er da også slående.

Den sociale models død

Debatten om den europæiske sociale model nåede sit højdepunkt, da den italienske formand for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, i sidste måned erklærede den europæiske sociale model for død.I et interview til the Wall Street Journal udtalte han, at den europæiske model allerede er forsvundet, og at han ikke ser nogen grund til, at det bør være anderledes, heller ikke selvom det kan have sociale omkostninger for de europæiske befolkninger.

Fordi, som Mario Draghi udtrykker det: der findes ikke et alternativ til den »finanspolitiske konsolidering« – EU-landenes strukturelle reformer for at sikre økonomien er kun tilstrækkelige, hvis landene følger en stram finanspolitisk kurs, mener han.

Draghis kommentar om den sociale models død faldt, samtidig med at den europæiske centralbank endnu engang bevilgede billige lån til bankerne for ikke mindre end 500 mia. euro i forsøget på at stabilisere euroen.

Den franske avis Le Monde har tidligere påpeget, at Mario Draghi har det til fælles med Mario Monti, den fungerende regeringsleder i Italien, og Lucas Papademos, der er udpeget til regeringsleder i Grækenland, at de alle tre tidligere har været ansat hos den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, hvilket banken angiveligt benytter til at udøve indflydelse på europæisk finanspolitik.

Mario Draghis udtalelser har vakt både harme og forundring blandt mange. Der gik kun kort tid før formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, tog afstand fra Mario Draghis udtalelse og flere gange forsikrede sine tilhørere om, at den europæiske sociale model ikke er død.

Hos den europæiske fagbevægelse var man »fuldstændig chokeret« over Draghis udtalelse, fortæller Bernadette Ségol, særligt fordi den kommer fra formanden for Den Europæiske Centralbank.

»Vi mener bestemt ikke, at den europæiske sociale model er død. Se bare hvor godt den fungerer i de nordiske EU-lande. Den er god for både økonomien og befolkningen, så vi mener, at Mario Draghi bør trække sin udtalelse tilbage,« siger hun.

Der har været mange gætterier om årsagen til Mario Draghis udfald mod den europæiske sociale model.

Et bud lyder, at Mario Draghi har timet sin udtalelse med forårets valg i Grækenland, Italien og Frankrig. Udtalelsen skal sende et klart signal til vælgerne om, at der ikke er mulighed for at ændre kurs nu; uanset udfaldet af valgene vil de nye regeringer være nødt til at slutte op om EU’s stramme finanspolitik samt krav om reformer af arbejdsmarkedet og nedskæringer i velfærdssystemerne.

Meget tyder desuden på, at de borgerlige europæiske regeringsledere vil gå langt for at fastholde deres stærke position i EU.

For nylig erfarede det tyske nyhedsmagasinet Der Spiegel, at den tyske kansler Angela Merkel har indgået en aftale med de konservative regeringsledere fra Italien, Storbritannien og Spanien om helt at undgå de franske socialisters præsidentkandidat François Hollande, der stiller op mod den Frankrigs nuværende præsident Nicolas Sarkozy til præsidentvalget i april.

Muligvis fordi Hollande under sin præsidentkampagne har udtalt, at han vil forsøge at genforhandle finanspagten, hvis han kommer til magten.

Mario Draghis udtalelser opfattes af mange som et led i kampen om, hvordan EU skal løse krisen.

»Draghi hører til den del af lejren, der – ført an af Merkel – mener, at løsningen på krisen er økonomiske nedskæringer. Det er dem, der har designet krisepolitikken, og som nu får de europæiske lande til at skære koordineret og samtidigt,« siger Emilie Turunen, der er medlem af Europa-Parlamentet for SF.Men der findes ikke en alternativ løsning, mener medlem af Europa-Parlamentet for Venstre Jens Rohde.»Hvis man betragter den sociale stat og socialismens opgave som at låne en helvedes masse penge og skabe et underskud, der så kan deles ud af, så er den sociale model forhåbentlig noget, der hører den europæiske historie til. Man kan godt kalde budgetdisciplin en klassisk borgerlig dyd, men jeg mener, det er forudsætningen for, at du kan føre en socialpolitik, der er ansvarlig,« siger han.

Finanspagten

Den netop vedtagne finanspagt anses af andre for at være en alvorlig spændetrøje for den sociale model, fordi de mener, den umuliggør en ekspansiv finanspolitik.

Finanspagten binder med sine finanspolitiske mål EU-landene til at leve op til en række krav, herunder at landenes strukturelle underskud (budgetunderskuddet renset for konjunkturudsving) ikke må være højere end 0,5 pct. af bruttonationalproduktet, samt krav om en reduktion af en række landes offentlige bruttogæld. Overholder landene ikke målene, kan de blive slæbt for EU-domstolen, der har beføjelser til at idømme landene bøder.

Den tidligere danske EU-kommissær Ritt Bjerregaard (S) påpeger, at finanspagten, som hun selv er tilhænger af, i høj grad er endt med at afspejle det borgerlige flertal, der er at finde blandt regeringerne i EU.

»Den består næsten kun af besparelser og ikke særlig meget oprindelig socialdemokratisk tankegang om at få gang i væksten og den slags tiltag. Så det er helt klart, at den sociale dimension er under angreb,« siger hun.

Umiddelbart er der dog ikke meget, der tyder på, at EU vil forsøge sig med andre tiltag. De hårde sparekrav fra EU allerede er ved at blive udført. Samtidig er al snak om skat på finansielle transaktioner, en styrket rolle for ECB som en sidste lånemulighed for medlemslandene og udstedelsen af europæiske obligationer indtil videre blevet afvist, hvilket mange tilskriver Tysklands store indflydelse på EU’s finanspolitiske kurs.

Den sociale models redning

Flere af socialdemokraterne i Europa-Parlamentet er enige med Mario Draghi om behovet for reformer i de sydeuropæiske lande. De mener dog ikke, at det skal opfattes som den sociale models død – snarere som dens redning.

»Det har længe været tydeligt, at der er et stort behov for reformer af arbejdsmarkederne i flere sydeuropæiske lande, som de ikke selv har formået at gennemføre,« siger Britta Thomsen, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne.

Hun frygter dog, at reformerne vil gå for vidt.

Bernadette Ségol påpeger, er den sociale model i Europa udgør selve sammenhængskraften i unionen:

»Hvis man siger til den europæiske befolkning, at den europæiske sociale model er død, mister man al opbakning til EU. EU er jo også et samarbejde om at forbedre leve- og arbejdsvilkår for EU’s borgere, og det er netop det, den sociale del af det europæiske projekt bidrager til,« siger Bernadette Ségol.

Også Ritt Bjerregaard mener, at EU er afhængig af en social dimension:

»EU er nødt til at have det sociale perspektiv med, for det beror trods alt på nationalstater og politikere, der skal vælges. Man er nødt til at tage hensyn til, at folk kræver en vis sikkerhed i deres liv, og det kan den sociale kontrakt være med til. Man kan prøve at fjerne dele af det sociale sikkerhedsnet, men jeg tror ikke, det vil forsvinde – og det synes jeg bestemt heller ikke, det skal.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Aksel Gasbjerg

Den internationale finanskapital får større og større magt. De ikke-folkevalgte monetære centralbanker (EU's ECB og USA's Federal Reserve) samt Valutafonden, IMF, bliver efterhånden verdens økonomisk styrende organer på bekostning af de folkevalgte parlamenter.

Pengesedlen vinder over stemmesedlen. Privatiseringer frem for fællesskabet. Markedsmodel i stedet for velfærdsmodel. Massive sociale nedskæringer gennemføres for at fodre finanskapitalen med umættelig profit.

Udviklingen til gunst for den udemokratiske pengepolitik, og dermed flere økonomiske magtbeføjelser til ECB, Fed og IMF: De styrende parametre i den vestlige verden bliver gæld, renter, bankpolitik, valuta og de multinationale selskaber.

Udviklingen til ugunst for den demokratiske finanspolitik og dermed mindre økonomisk magt til de folkevalgte parlamenter: Overdragelse af finanspolitisk suverænitet til EU (finanspagten), de multinationale selskabers stigende indflydelse/lobby/bestikkelse på det parlamentariske arbejde (ikke mindst i USA), økonomi-teknokrater sættes i spidsen for regeringer (Italien, Grækenland) for at underkaste sig ECB’s krav.

»EU er nødt til at have det sociale perspektiv med, for det beror trods alt på nationalstater og politikere, der skal vælges. Man er nødt til at tage hensyn til, at folk kræver en vis sikkerhed i deres liv, og det kan den sociale kontrakt være med til. Man kan prøve at fjerne dele af det sociale sikkerhedsnet, men jeg tror ikke, det vil forsvinde – og det synes jeg bestemt heller ikke, det skal.«

Det socialdemokratiske synspunkt på EU-udviklingen? Der skal tages hensyn til at politkerne jo skal vælges af befolkninger som kræver en vis tryghed. Og man kan da godt prøve at fjerne dele af det sociale sikkerhedsnet, men bestemt ikke det hele.

Brikkerne falder fint på plads.

'Politikere der skal vælges'. Kan vi så fortsat stemme på politikere der lover os guld og grønne skove, uden at vi selv skal yde noget?

Næh, det ender sg'u nok med, at vi alle sammen skal til at bestille noget.

Så det er altså et nyt USA man vil skabe. Spæææændende. Det skulle bare ikke ud i offentligheden lige nu...

Britta Hansen

Jeg kan forestille mig, at den tendens vil føre til megen uro og opstande. Igennem hele Europa, og ikke som nu, mest i syden.

De første tiltag skal drøftes og gennemføres nu - af S, som i stor stil viderefører V-politik.

Mon den danske befolkning snart for alvor vil slutte op om protesterne som Occupy m.v.?

Det er en gang vrøvl at tale om en europæisk social model.
Forskellen mellem landenes systemer er alt for stor til, at det giver mening - og grundloven i EU er markedsøkonomi.

Niels Engelsted

Det der tegnes op her er ikke en lille intern strid blandt eliten i Bruxelles. Det er et afgørende historisk valg, der vil bestemme Europas fremtid for meget, meget lang tid.

Der er tre veje herfra, hvor vi er nu:
--Der er det neoliberale EU som Monti, Goldman Sachs og deres europæiske allierede allerede tror at have vundet.
--Der er nationalstaternes Europa, som mange venstreorienterede håber på efter EU's sammenbrud.
--Der er det rød-grønne EU med den sociale dagsorden, som Delors havde håbet på, men som Monti nu erklærer for en død sild.

Den første vej kan ikke lade sig gøre. En international finanselite kan ikke i længden regere mod Europas befolkninger, der udpines økonomisk.

Men de nationalstater, der måtte følge EU's økonomiske og politiske sammenbrud vil med sikkerhed blive højre-populistiske og det der er værre, og ikke små demokratiske folkehjem, som mange venstreorienterede forestiller sig.

Europas eneste gode chance er derfor det rød-grønne EU med den sociale dagsorden. Tager man klimatruslen alvorligt er det også Europas eneste chance. Alle der vil deres børn og børnebørn det godt, hvad enten de er røde eller blå, må derfor insistere på, at EU skifter kurs nu.

@Niels Engested
Problemet er, at det vil ikke blive afgjort af indbyggerne i Europa med valghandlinger. Det vil blive afgjort af lobbyister, af embedsmænd, karrierepolitikere og andre interessenter der alene har en fordel af den kapitalistiske model som man har i USA da de har deres på det tørre.

Man taler også om at have samme slags valgsystem som ovre i USA.. så 'man ikke kan stemme sig til andres penge'. Så hvor det bærer hen er helt klart. Det er planlagt på forhånd. Der bliver ikke nogen kamp og sporadiske oprør som det i grækenland kan man sætte indsatsstyrker ind overfor. Velkommen til "realpolitik".

ved frøet hvilken plante den vil blive ?

Et samfund kan ikke forbruge større værdier (privat forbrug, sociale ydelser, forbrug af udddannelse, forbrug af hospitalsbehandlinger, forbrug af veje og offentlig transport o s v o s v) end det producerer - uden at forgælde sig.

Det gælder uanset "økonomisk model" , politisk styreform o s v.

Så orden i økonomien er en forudsætning for en velfungerende velfærdsstat.

Heinrich R. Jørgensen

Britta Hansen:
"Mon den danske befolkning snart for alvor vil slutte op om protesterne som Occupy m.v.?"

Næppe. I det mindste næppe på en meningsfuld måde. Desværre.

OWS handler, som jeg ser det, om at etablere et fællesskab med fokus på gensidigt oplysning. Det er præcis, hvad der er behov for. Men hvem gider lytte og forsøge at fatte, i råbefrihedens land?

@Robert Kroll
Det kan et samfund faktisk godt, men det er et solidarisk samfund. Der er en grund til at skatten i Danmark er 10% lavere end i Tyskland, og vi får meget mere for pengene end tyskerne. Der er ikke nogen profitmargin i fællesskabet. Sålænge der eksporteres ligeså meget som der importeres så pengene ikke forsvinder ud af landet så handler det kun om omsætningen af dem til at 'klippe hinanden' og 'gøre det bedre'. Bemærk også at det er - alle - der er dækket og ikke bare dem der arbejder som i andre lande hvilket også sænker kriminaliteten.

http://www.oecd.org/document/6/0,3746,en_2649_34533_44993478_1_1_1_1,00....

Der er ikke en europæisk social model, men mindst to forskellige modeller i Europa, nemlig den nordiske / socialistiske /socialdemokratiske model med skattefinansieret velfærd til alle og så den i EU dominerende konservative /katolske model, hvor familien, arbejdspladsen, kirken og forsikringer spiller en stor rolle.

Jamen, Robert Kroll, sagen er, at alt dette kun har de værdier, vi tilskriver dem. I virkeligheden er de jo gratis, al den stund folk bare kan give sig i kast med dem, sålænge nogle andre foretager sig andre ting og f.eks. sikrer tag over hovedet og mad i munden.
Det er kun, når det kommer til udveksling landene imellem, at man kan have et problem; men her bør det fælles store marked komme os til hjælp, så vi ikke kun har vort eget indenfor grænserne at bytte rundt med, men også noget fra de andre europæiske lande.

@Engelsted: Et rød-grønt EU er definitorisk umuligt. EU er neoliberalt, centralistisk, udemokratisk og har evig økonomisk vækst som sit mål.

Demokrati og selvstændighed fremmer ikke den ekstreme højrefløj, men mangel på demokrati og selvstændighed kan gøre det.

Delors er og var i øvrigt også neoliberal i lighed med mange andre af datidens (og nutidens) socialdemokrater.

Niels Engelsted

@Martin Skov
Sålænge lopperne kan overbevise hunden om, at det er dem, der bestemmer, javist.

Men hvis hunden rigtigt knurrer, så vil den nok få ørenlyd hos dine "lobbyister, embedsmænd og karrierepolitikere." Indsatsstyrker imod de europæiske befolkninger har ingen fremtid, heller ikke i Grækenland, så meget "realpolitik" vil de herskende nok forstå. I sidste ende har det været den folkelige mobilisering, der har bestemt de store vendepunkter i historien, og det vil det nok også være i fremtiden.

Jakob Lindblom

Hvis I ikke har gjort det, så skriv under på kravet om en folkeafstemning her:

http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article=4405

Og når I har gjort det, så meld jer ind i en progressiv og demokratiorienteret EU-modstandsbevægelse, så Niels Engelsted ovenfor ikke får ret i, at højrepopulister løber med hele frustrationen. Det gør I her:

http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article528

Henrik Klausen

Det vigtigste, der er sket i verdensøkonomien inden for de sidste to år, var ECBs beslutning over november til februar om at trykke 1.000 mia. euro og låne dem meget billigt ud til bankerne. Alligevel ønskede politikerne på det seneste EU-topmøde hinanden tillykke med, at den i bedste fald irrelevante finanspagt har afværget euroens krise.

Spiller politikerne blot deres rolle i en farce om demokratiet, eller er de ikke engang selv klar over, at de er med i et teaterstykke? Den eneste grund til, at Italien nu kan sælge sin gæld billigere, er at en brøkdel af de 1.000 mia. euro er lånt videre til staterne. Det har intet med pagten at gøre.

Artikel 130 fra Lissabon-traktaten cementerer, at centralbankerne skal holdes uden for politisk indflydelse. Vi hører desuden ofte centralbankdirektører som Bernstein og Draghi komme med politiserede meninger - senest Draghi om den europæiske 'sociale model':

"You know there was a time when (economist) Rudi Dornbusch used to say that the Europeans are so rich they can afford to pay everybody for not working. That’s gone."

En højreorienteret joke, som man ikke ville acceptere fra en departmentschef. Men fordi centralbankdirektøren står over demokratiet, så er det i orden.

En centralbank er en konservativ institution, som skal holde styr på pengemængderne og således sikre tilliden til valutaens værdi. Man vælger derfor en ældre, velklædt mand til direktør. Han skal udstråle troværdighed, sikkerhed og mådeholdenhed. Vi forventer at røgtes af den højre herre i habitten, som en streng lærer fra den sorte skole. Vi små mennesker har alligevel ikke forstand på penge og bruger altid flere end vi har. Så kommer far og giver os smæk og sætter os i skammekrogen. Det er kun godt; det er for vores egen skyld.

Teknokratiet marcherer videre, hen over demokratiet, og det er et højreorienteret teknokrati. Politik føres for kreditor, mod debitor, for arbejdsgiver, mod arbejdstager, stok frem for gulerod. Europas millioner af arbejdsløse er en af konsekvenserne, for et af målene er billigere arbejdskraft.

Niels Engelsted

@Jean Thierry
Selvfølgelig er et rødt-grønt EU ikke en DEFINITORISK umulighed, ligesom en rød-grøn sokkeskuffe ikke er en definitorisk umulighed bare fordi den er fyldt med sorte og blå sokker. EU har det indhold det nu har, fordi den herskende samfundsmodel er neoliberalistisk og satser på blind vækst. Hvis samfundsmodellen bryder sammen vil EU selvfølgelig få et andet indhold. Det er det man skal kæmpe for.

Du kan have helt ret i, at demokrati og selvstændighed ikke fremmer den ekstreme højrefløj, men demokrati og selvstændighed er jo netop det, som finansmarkederne REELT har berøvet nationerne, og det fremmer den ekstreme højrefløj i de enkelte nationer. Begynd med Ungarn.

Min påstand er, at kun EU har størrelsen til at gå op mod markedsmagten, ingen europæisk nation kan gøre det alene. Så valget står mellem EU-socialisme eller nationale socialismer.

Endelig om Delors og socialdemokraterne. Fair skal være fair, de går aldrig længere til højre end de føler sig tvunget til.

Jeg hævder ikke at have ret i ovenstående, kun at jeg meget vel kan have ret.

Michael Kongstad Nielsen

Der er flere forskellige sociale modeller i Europa, som andre debattører har været inde på. Alle er de under pres. Men hvad mange glemmer er, at der stadig er utrolig meget rigdom i Europa, ikke mindst sydpå. Store private formuer og indtægter, der ikke bliver beskattet ordentligt. Det gælder hele Middelhavsområdet. Gini-koefficienterne ligger på omkring 35, hvor de i Tyskland og Skandinavien er nede på 25. Skal den store sociale deroute undgås, er eneste alternativ at tage pengene der, hvor de er, nemlig hos de rige. Op med skatterne, og se at få dem kradset ind.

Valget i Grækenland kan blive et fingerpeg. Er vælgerne parate til at prøve noget nyt, eller skal de to gamle partier, der er lige uduelige og fører samme politik, og har samme svar på krisen, fortsætte.

Skræmmende især i disse tider - at skepsis omkring EU i folketinget er skrumpet ind til Enhedslisten, LA og DF. Hvor hulen er SF' bagland i øjeblikket?

"EU har det indhold det nu har, fordi den herskende samfundsmodel er neoliberalistisk og satser på blind vækst. Hvis samfundsmodellen bryder sammen vil EU selvfølgelig få et andet indhold. Det er det man skal kæmpe for.

I så fald skal traktaterne jo skrives grundlæggende om; EU er ikke konstitueret til at håndtere en socialistisk orienteret samfundsmodel - ihvertfald ikke hvis denne skal hvile på direkte og deltagerdemokratiske principper. Og hvis traktaterne skal skrives helt om, findes EU jo ikke længere. Og så kan man naturligvis godt bygge nogle andre og langt mindre autokratiske og markedskapitalistiske samarbejdsstrukturer op. Det er jo noget i dén retning, EU-modstandere i årevis har advokeret for.

Det kan iøvrigt undre at det så kategorisk hævdes at en nedlæggelse af EU vil resultere i højreradikal nationalisme rundt omkring i de europæiske lande. Specielt da vi jo de seneste årtier har bevidnet en betydelig vækst i de højreradikale bevægelser, under indtryk af EU's samtidige vækst. Denne mulige korrelation bør vel næppe helt ignoreres, hvorfor vi muligvis står med en ganske omvendt problemstilling (store, autokratiske samfundskonstruktioner fremmer radikalisering).

Der er flere forskellige sociale modeller i Europa, som andre debattører har været inde på. Alle er de under pres.

Overvejende kan man vel sondre mellem residuale, selektive og universelle velfærdsmodeller i Europa. Det er den universelle, som står med de ringeste odds for at overleve - idet den ligger længst fra europæisk konsensus, som centrerer sig om residualitet (nådsens brød og privat forsikring) og selektivisme (typisk arbejdsmarkedsbaset forsikring). Disse to sidstnævnte modeller matcher iøvrigt såvel markedsorienteringen som workfare-tænkningen i EU-udviklingen fortrinligt.

Hér er en rudimentær skitse over modellerne:
http://www.itrojka.dk/samf_C/figur/fig17_2.pdf

Mon ikke det skræmmer de fleste 'røde' at være oppe imod et borgerligt europa.

Jeg mener stadig venstrefløjen er en stråmand, efter den nye regering, synes den tese selv at kunne kravle.

Modstanden mod disse overgreb på den nordiske model er til at overse.

SF's bagland er nok ikke hvad det har været. Mon ikke mange er skredet?

Jens Thorning

Bare en påmindelse om, at verdens store imperier Ægypten, Babylon, Rom og USA - jo ikke kommer sovende til det. Der føres ikke krig blot en gang imellem, men hele tiden, også mod deres egne allierede. Præmien er ros i film og TV-serier, æren ved at dø i Afghanistan og "gøre en forskel" i kampen mod piraterne, der kun er en undskyldning for at dominere farvandene dernede. At Wolfowitz skal være præsident for Verdensbanken tegner ikke godt for Europa, men det er i øvrigt snart på tide, at Danmark og Polen belønnes for deres femte kolonne- og spionagevirksomhed herovre.

Jens Thorning

Tak for anbefalingen, men Wolfowitz HAR været præsident for Verdensbanken, udpeget af Bush Jr. Det var en artikel fra 2005 jeg så på nettet og troede var aktuel ... en efterhånden udbredt fejlkilde. Robert Zoellick hedder præsidenten; han er også østkyst-amerikaner med friske europæiske rødder.

I August 2009 kom Henrik Jensen med bogen "Det ordentlige menneske".
Der er vist ingen tvivl om at "Det ordentlige Menneske" er gået fløjten hos mange mennesker fra 1990'erne og indtil nu. Tror sagtens vi kan finde fejlene ved at kigge os selv i spejlet. Finansmarkederne med hjælp fra politikerne skabe "friværdien" og folk begyndte at spekulere i gevinst i egen bolig. Sosu assistenter demonstrerede for mere løn med at deres hænder var det rene "guld". Overlæger drev egen klinik på hospitalets faciliteter, samtidig med de modtog løn.
Sygeplejersker demonstrerede i solidaritet, men var nødt til vagtskifte, da de lige havde en tjans med lidt overarbejde ovre i "privaten". Håndværkere skøjtede rundt fra det ene bygmester til den anden, med store timeløns-forhøjelser for hver skift. Finansverdenen ragede til sig.

Samtidig er de mindre biblioteker skåret ned til noget der minder om en mindre bladkiosk. Skolerne ligner det der er løgn. Børnene i børnehaverne bliver syge af skimmelsvamp. De psykiske syge bliver lukket ud på gaderne, og folk i matchgruppe 4-5 ryger pr. automatik i glemmebogen, nu skal der fokuseres på matchgruppe 2-3.

Det virker som om krisen blotlægger "alt", vi kommer til at stå nøgne - ikke kun finansverdenen men også skatteunddrageren i Grækenland. Magtbegæret i EU. Lysten til at se gennem fingre med at vores alle sammens Grundlov, moralsk bliver forulempet, men jurisdisk godkendt.

Jeg fornemmer en kraft, der vil have "Det ordentlige menneske" tilbage i Europa. Et Danmark hvor vores fælles værdier bygger på en Skandinavisk vælfærdsmodel og ikke en Central Europæisk model. Og hvor jo Sydeuropa har deres måd at have velfærd på. I DK har vi mange alderdomshjem, i Grækenland bor de gamle hos deres børn.

Jeg tror også magthaverne i EU er klar over det, og derfor har de forbanet travlt med at "lukke leddet".
Finanpagten, EU-Staten, og nu invitationen til Villy omkring EU-traktaten, således de kan afskære sig fra at skulle tage stilling til den stigende utilfredshed blandt befolkningerne i Europa.

Såfremt den den kraft der vil have det ordentlige menneske tilbage er årsagen til at Europa trækkes ned, hjælper det ikke at EU, magthaverne og ECB Banken, at forhindre den ved at hælde flere og flere 1000-milliarder Euro på det nuværende system. Da det er det selvsamme system der har initieret kraften nedad. I såfald kæmper EU mod vindmøller

"Der er ikke en europæisk social model, men mindst to forskellige modeller i Europa, nemlig den nordiske / socialistiske /socialdemokratiske model med skattefinansieret velfærd til alle og så den i EU dominerende konservative /katolske model, hvor familien, arbejdspladsen, kirken og forsikringer spiller en stor rolle."
Lige en væsentlig bemærkning mere; den nordiske/skandinaviske, universelle velfærdsmodel er ikke socialistisk; den er i sin grundfilosofi socialdemokratisk. Modellen gør ikke op med - en knæsætter klasseforskelle og uligheder - i og med at den udtrykker et kompromis mellem klasserne; et klassesamarbejde. Pragmatisk set er der tale om at staten/arbejderklassen har lavet en handel i porten med de velstillede/rige; alle parter får adgang til samme ydelser, så vi forebygger at de velstillede/rige vægrer sig ved at betale til velfærden. For dette er jo netop hvad vi empirisk ellers ser; wel-fare for the poor is poor welfare. Modellen sigter altså mod at vi løfter bunden for alle og tåler at dette også sker for velstillede/rige - som ellers godt ville kunne betale selv. Og dette har ikke meget med en socialistisk samfundsmodel at gøre (en sådan vil jo gøre op med ulighed og sikre en radikalt anderledes lige fordeling af ressourcer/adgang til værdiskabelse m.m.).

I denne sammenhæng er det værd at notere sig at udviklingen i EU end ikke kan give plads til en ellers kapitalismetolerant og kompromissøgende velfærdsmodel … så hvordan i alverden EU skulle kunne udvikle sig i en retning hvor en langt mere radikal samfundsmodel som den socialistiske ville kunne få foretræde, er mig svært at begribe. Man sagde jo noget lignende, da det nationale kompromis blev født og SF (apropos dette parti og dets baglands nuværende position i spørgsmålet) accepterede en såkaldt reformistisk anerkendende tilgang til EU. Enhver kan vel i dag se hvordan denne strategi omgående blev kapitaliseret og bidrog til en fortsat accelererende, centralistisk udvikling af EU.

Henrik Jensen

Katrines - og mange andres - kardinalsynd i omgangen med EU er, at de ser på hvad Bruxellles siger - ikke hvad eurokraterne rent faktisk gør.

Et par eksempeler: EU siger, man vil have et bedre miljø - men designer en transportpolitikm som tvinger varerne over på lastvognene.

Eller kræver at jernbanerne går gennem en vanvittigt komplicaret licitationsprocedure før nye tog bliver købt, så en række europæiske jernbaneselskaber nu sidder med det, banefolk kalder for "grønne bananer" - ubrugelige togsæt med en umoden teknologi.

Talen om det sociale Europa er sådan en gang "gedöns", som tyskerne siger. Rent sludder.

Meningen med unionen har aldrig været en anden end at asfaltere vejen for Mercedes, Aldi, Oetker og alle de andre koncerner.

Der er to veje at gå for et en nation (og et kontinent) :

1) At lade mennesker og økonomi tørre ind og visne.
Først fattiggøres nationen og bagefter bruges fattigdommen som argument for at afskaffe al velfærd.

Dette kan gøres ved at at spare og indskrænke, sørge for at så mange som muligt står til rådighed for så lidt som muligt, prioritere forkert og bruge de penge der er destruktivt, f. eks. ved at overbetale privathospitaler, aktivere ledige til halv løn og ved tåbelige idiotiske kurser. Herved kan man trykke løn- og arbejdsvilkår for alle.

Man krydrer med at gøre befolkningen til analfabeter så ingen aner uråd. De rigeste tildeles godt med skattelettelser så man sikrer sig stigende ulighed og en magtelite af herremænd.

Det hele gøres gradvis så ingen når at opdage hvad der foregår. Samtidig bruger man den borgerlige presse til at fortælle hvor ufattelig godt det går og til at skjule evt. problemer;

2) At lade mennesker og økonomi trives og gro. Først bringes nationen på fode ved kloge investeringer i fremtiden, uddannelse af befolkningen, skabelse af rigtige job og tilvejebringelse af tryghed og muligheder for alle, uanset pengepungens størrelse.

Nationen gøres herved rigere og rigdommen bruges som argument for at opbygge et stærkt velfærdssamfund i verdensklasse.

Dette kan gøres ved at at investere pengene klogt og spare op, udvide, sørge for at så mange som muligt kan få arbejde og uddannelse, prioritere rigtigt og bruge de penge der er konstruktivt,
f. eks. ved at sikre et godt hospitalsvæsen og få ledige i rigtige job på normale løn- og arbejdsvilkår. Man kan herved sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for alle.

Man krydrer ved at dygtiggøre befolkningen så alle f. eks. kan læse, skrive og regne. De rigeste hjælper til ved at bidrage godt med skatter så man sikrer sig stigende lighed og styrker demokratiet.

Det hele gøres gradvis så alle kan være med i fællesskabet. Samtidig bruger man den frie og uafhængige presse til at fortælle hvor ufattelig godt det går og til at fortælle hvordan man løste problemerne;

Dette er de to veje en nation kan gå.
Lad os håbe at vi har visdom til at vælge rigtigt ;o)

Fuzzy Math: The Essential Guide to the Bush Tax Plan (by Paul Krugman)

http://www.amazon.com/​Fuzzy-Math-Essential-Guide-​Bush/dp/0393050629