Læsetid: 10 min.

De tager dit liv

Han var på 24 timer i døgnet; gik i bad med sin mobiltelefon, tog telefonen om natten, var altid klar, arbejdede altid og var altid til rådighed. Men da tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg i 2008 blev fyret i kølvandet på politireformen, forsvandt jorden under ham
Afskediget. ’Det var som om jorden forsvandt under mig. Sådan føles det, næsten i bogstaveligste forstand,’ siger Torsten Hesselbjerg om dengang han blev fyret som rigspolitichef i 2008.

Afskediget. ’Det var som om jorden forsvandt under mig. Sådan føles det, næsten i bogstaveligste forstand,’ siger Torsten Hesselbjerg om dengang han blev fyret som rigspolitichef i 2008.

Jakob Dall

17. marts 2012

Han havde sagt det til sig selv. I flere år havde han sagt, at det kunne være slut i morgen, at der kunne komme en justitsminister, der ville have en ny rigspolitichef, at det ikke bliver ved for evigt, at han måtte sikre sig, gardere sig mod chokket, forberede sig på det. Og så skete det.

»Det var som om jorden forsvandt under mig. Sådan føles det, næsten i bogstaveligste forstand,« siger Torsten Hesselbjerg, der blev fyret som rigspolitichef i 2008 og i dag sidder som kommitteret i Justitsministeriet.

I praksis vil det sige 37 timer om ugen i Kriminalforsorgens beskedne bygning på Christianshavn med 10 ansatte under sig. Engang havde han 14.000.

»Det er nok den bedste måde at forklare det på. Gulvet forsvinder under dig. Det er som politikeren Niels Helveg sagde engang: ’Før bliver du kørt rundt i ministerbil, og pludselig befinder du dig stående ved et busstoppested.’ Så står du der selv sammen med de andre pensionister med dit lille buskort. Det hele ramler. Du kommer fra alt til intet, og så skal du komme videre derfra.«

Der havde været problematiske mediesager. Tilbage i 2006 var Hesselbjergs tjenestebil blevet filmet i at køre for stærkt på motorvejen – en sag, der efter et langt efterforskningsforløb endte med en bøde på 1000 kroner til chaufføren. I 2008 kom det frem, at Hesselbjerg i forbindelse med en tjenesterejse i Rio de Janeiro i 2005 havde holdt nogle dages ferie på samme regning – Rigsrevisionen konkluderede senere, at Hesselbjerg flere gange havde overskredet hoteldispositionsbeløbet. Og så var der problemerne med politireformen, som Hesselbjerg var sat til at gennemføre.

»Det var som sådan et krokodillespil, så snart du fik lukket en sag, dukkede der en anden op herovre,« siger Hesselbjerg, rejser sig op og slår hænderne i skrivebordet, først her, så der, som om han stadig prøver at lukke sagerne – som om politireformen stadig sidder i ham.

Som konsekvens blev han fyret af daværende justitsminister Brian Mikkelsen (K). Det er nøjagtig tre år og to måneder siden. Torsten Hesselbjerg behøver ikke engang at regne efter. Det var i december 2008.

»Jeg tænker ikke over det hver eneste dag længere, der kan gå en enkelt dag eller to, men pludselig vælter det op i én. Man siger, at tiden læger alle sår, og det er selvfølgelig en banalitet og en floskel, men den er meget rigtig. Selv om det fylder mindre og mindre, fylder det stadig. Det er en proces, der varer år. Det fader ud, men jeg tror aldrig nogensinde, jeg kommer til at slippe det helt.«

Det kan man ikke forberede sig på. Det kan man heller ikke virkelig forstå eller have en fornemmelse af. Folk sagde til ham, at det jo var noget, han havde gået rundt og sagt i fem år.

De sidste måneder i politiet havde han gået og sagt sætninger som: ’Det går op, og det går ned’ og ’Sådan er det’. ’Ydmyghed, ydmyghed, ydmyghed,’ havde han prædiket for sig selv. Torsten Hesselbjerg banker let i bordet igen, i takt med ordene. Ydmyghed.

»Det skal du mærke på din egen krop for at forstå. Det er som om alt forsvinder, og du er alene. Det er den brutale sandhed. You are on your own. Det her er noget, du selv må klare.«

Som narkotika

Torsten Hesselbjerg ser ud af vinduet fra sit kontor. Solen titter frem, himlen over København er blå, på den anden side af vandet ligger Nyhavn, Vor Frue Kirke, Marmorkirkens kuppel.

»Der ser så idyllisk ud,« konstaterer han.

»Der ser så fint og stille og roligt ud. Men forestil dig hvad der er for dramaer, der udspiller sig bag facaderne. Der til højre – den høje bygning – det er Rigshospitalet. Der er folk, der dør derinde lige nu. Og folk der føder. Der er død og ulykke, lykke og triumfer. Du sidder her og ved ikke, hvad der sker. Du ved ikke, at der er sat hak ved dig, og at du i morgen bliver ramt af et eller andet. Tænk over det. Det er i virkeligheden ret uhyggeligt.«

I ni år havde Torsten Hesselbjerg været vant til at være til rådighed. 24 timer i døgnet var han på. Han tog mobiltelefonen med, når han gik i bad, svarede, når han lå og sov på den anden side af jorden – hvis nu der skulle ske noget, en terrorhandling, noget andet. Når han forlod huset om morgenen, stod der en bil uden for på vejen, chaufføren holdt døren og Torsten Hesselbjerg satte sig ind på bagsædet og begyndte at arbejde. Og så arbejdede han lige indtil han kom hjem igen sent om aftenen, ofte med sager i tasken, som han lige skulle se igennem, læse og orientere sig i, inden det begyndte forfra næste dag.

»De tager dit liv,« siger Torsten Hesselbjerg.

»Ja, det gør de jo faktisk. Det er hele tiden, og man bliver revet med i sådan en malstrøm. Min søn, der er 17 i dag, siger til mig, at jeg i de år altid arbejdede og altid talte i mobiltelefon.«

Han behøvede aldrig virkelig at overveje, hvor han nu skulle hen, hvad han nu skulle kaste sig over, eller hvad han havde lyst til, for dagsordenen var lagt. Det var bare om at følge med.

»Det æder en, det tager en, det er ikke bare et arbejde, det er et liv og en livsstil, og det mener jeg slet ikke som en beklagelse. Som rigspolitichef er du ekstremt privilegeret, prisen er, at du skal være til rådighed hele tiden. Altid; man kan aldrig holde fri. Nogle gange kører det i døgndrift, og man er nærmest ved at segne. Andre gange er det mere normalt.«

Et slags narkotikum kalder han det selv. For det er spændende, det går hurtigt, det er fascinerende, og man har indflydelse – man får alle muligheder for at føre sine ideer ud i livet, man er sammen med inspirerende og interessante mennesker, der har drive og vil noget.

»Man er lige i centrum, i orkanens øje. Det er en stilling, man bare ikke siger nej til. Den tror jeg ingen vil sige nej til, hvis man er i det her game. Bare den måde du bliver udvalgt på. I begyndelsen er du en ud af 200, og langsomt bevæger du dig op i feltet, mens de andre falder fra, én efter én, og så sidder du der til sidst. Du kan aldrig nå højere. Det er klart, at det er en form for narkotika, det kan ikke undgås, at du som menneske på en eller anden måde bliver lidt ødelagt af det.«

Der var æren, selskaberne, anerkendelsen, populariteten. Han blev udnævnt til kommandør af Dannebrogsordenen, modtog mange også udenlandske ordener, og det første år var han nummer 16 i Nyhedsmagasinets magtmåling.

»I øjeblikke kan man forfalde til selvovervurdering,« konstaterer Hesselbjerg.

»Også selv om man prøver at holde benene på jorden, og man bliver ved med at fortælle sig selv, at man skal bibeholde sin ydmyghed. Selv om man siger, at nu må du arbejde hårdt, du må ikke slippe foden fra speederen. De fleste stiger det til hovedet alligevel på en måde, hvor man mister blikket for, hvordan andre opfatter tingene. Folk roser en, de hjælper en, er der for en. Man har alle de goder, man kan ønske sig. Jeg har altid sagt, at man skal lægge ansigt til musikken, at man skal have empati, men det tror jeg, man mister, fordi man er så fyldt af sig selv. Det tror jeg de færreste kan sige sig fri for.«

Og det er på mange måder en lettelse at være sluppet ud af, siger han.

»Dels fordi det æder ens liv. Og dels ...«. Torsten Hesselbjerg holder en kort pause.

»Dels er det på mange måder et cirkus. Når du er kommet dig over det første chok, så er det en lettelse. Det er det faktisk.«

Afbrød kontakten

Torsten Hesselbjerg tager en lille sort notesbog frem. Han fjerner elastikken, der samler siderne, bladrer i den. For tre år og to måneder siden skrev han ting i den, som han skulle huske. »Nå ja,« kunne han tænke, når han bladrede i den. Der var jo også lige det, han skulle have ordnet. Han bladrer lidt mere. I dag skriver han ordsprog og livsvisdomme, det ene efter det andet, side efter side, skrevet sirligt med kuglepen.

»Det må være muligt at mætte ulvene og lade fårene urørte.«

Torsten Hesselbjerg griner, da han læser det op. Læser det så op igen.

»Det må være muligt,« siger han så.

Selv har han afbrudt kontakten til sin gamle verden. Han følger ikke med mere, ved ikke, hvad der sker i det, han engang brugte alle døgnets minutter på. Han møder kun nogle få gamle arbejdskolleger, læser ikke om det, siger ikke noget om det, bliver ikke interviewet om det.

»Det er en befrielse for mig at lægge det bag mig, og det har jeg gjort. I den grad. Det gik hurtigt op for mig, at det var det, der var bedst for mig,« siger han.

Han opdagede, at jo mere han hang fast i den gamle verden og bevarede kontakten med personerne, problemerne og sagerne, jo mere han læste om det, og jo mere han gik op i det, jo mere deprimeret blev han.

»Det ødelagde mit humør, for jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg tror nogle ville sige, at jeg var blevet bitter. Det er overhovedet ikke det, det drejer sig om. Det handler om, hvad man har det bedst med, og hvis andre ikke kan hjælpe dig, så må du gøre det selv.«

Det kan andre ikke helt forstå, mener Torsten Hesselbjerg, der ofte har fået kommentaren: ’Nu må du da have glemt det’. Nu var der gået så lang tid, på et eller andet tidspunkt må man da komme over det.

»Nej, siger jeg til dem: Jeg glemmer det aldrig. Men det fylder mindre. Man oplever også ret ofte, at andre mennesker slet ikke kan rumme det. De har deres eget liv, deres egne problemer, de kan give én sympati og sige ’det er også for galt’, men hvad kan du stille op med det?«

Så han måtte hjælpe sig selv. Ved at kaste sig ud i en tretimers cykeltur i Gribskov, så han blev fysisk træt, ved at læse historiske biografier indtil han var helt udmattet. Han tog ud at rejse – langt væk, hvor ingen kendte ham.

»Til Singapore, for eksempel. Det er fantastisk.«

Og efter noget tid begyndte han at arbejde i Kriminalforsorgen.

»Den største omvæltning er, at du bliver nødt til selv at strukturere dit liv. Tidligere blev der sat en dagsorden for en. Nu skal du selv til at finde ud af, hvad du vil: I dag, i morgen og i det hele taget. Hvad vil du kaste dig over? Hvis de tidligere tog dit liv, så skal du nu selv skabe det.«

I begyndelsen planlagde han hver eneste dag. Han tvang sig selv til det, skemalagde, hvornår han ville dyrke motion, og hvad han ville dyrke, hvornår og hvad han skulle læse, og hvornår han ville se hvilket program i tv. Han planlægger stadig, cykler i Ordrup cykelklub, dyrker motion fem til seks gange om ugen. Det er det, der har reddet ham igennem.

»Jeg prøver at stille mig det spørgsmål hver eneste dag: Hvad nu? Hvor kan du skabe dig noget?«

Livet i dag kan ikke sammenlignes med det, han havde for tre år og to måneder siden.

»Selvfølgelig er det en deroute. Enormt. Og selv om jeg stadig lever et fint og privilegeret liv og folk stadig siger: Nå ja, han har da fået en fin ny stilling og lider ingen økonomisk nød, så kan jeg stadig synes, det er lidt uretfærdigt, at det er meget svært – hvis ikke umuligt – i min branche at komme igen. Hvis du sammenligner med sportsverden, så er der altid en ny kamp weekenden efter. Her er du færdig, når du er færdig. Men igen: det må du affinde dig med. Og nu var jeg omkring 60 år, der er jo mange, der bliver pensioneret omkring den alder.«

Han holder en pause, påpeger, at det var heldigt, han ikke var yngre.

»Der må sidde en del derude, som bliver tabt i en meget ung alder, fordi de er brændemærket, stigmatiseret. Det er meget uhyggeligt i virkeligheden.«

- Det er dit eftermæle, der er blevet ødelagt. Hvordan har du det med det?

»Jeg har stadig min faglige stolthed. Jeg tænker ikke, at det skete, fordi jeg ikke var dygtig nok. Der er selvfølgelig ting, jeg kunne have gjort anderledes, det er jeg godt klar over, men når jeg er kommet så godt igennem det, så er det, fordi jeg stadig har min selvrespekt.«

 

Torsten Hesselbjerg

Født 18. januar 1950, cand.jur. og rigspolitichef fra 2000 til 2008.

Har tidligere arbejdet som politifuldmægtig, kontorchef i Justitsministeriet, dommer ved Retten i Lyngby, lektor i strafferet ved Københavns Universitet, direktør for Registertilsynet og har været chef for Justitsministeriets lovafdeling.

Han arbejder i dag som kommitteret i Justitsministeriet og leder kontoret for Statistik og Sundhed, Grønland og Færøerne i Kriminalforsorgen og er stedfortrædende forligsmand ved Statens Forligsinstitution.

Serie

Seneste artikler

  • ’Det er en sag mellem mig og skuespilleriet’

    24. marts 2012
    Skuespilleren Henning Moritzen har spillet sin sidste rolle. ’Det er jeg iskold over for,’ siger han – for han kan ikke længere leve op til sine egne krav. Og så kan man lige så godt lade være
  • Først føles det som at holde sommerferie

    10. marts 2012
    Hendes arbejde var at være topinformeret. At kunne forklare økonomiske kriser og valutaudsving, at rydde op i krakkede banker, at udtale sig om Danmarks økonomiske situation. Men da tidligere nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen trak sig tilbage, blev der stille. »Jeg toppede, da jeg var 60. Jeg følte det så udpræget dengang ...«
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørn Andersen

Et menneskeligt realistiskt og sympatisk portrait.
Og som det næsten er for vane i relation til læserkommentarerne i Information :
Den som er ren kaste den første sten.