I udkanten af den lille landsby Nhangau i Sofala-provinsen i Mozambique bor Rongi Christoba. Hun er 19 år gammel. Huset er ét af de tolv huse, som danner rammen om et børnehjem for fattige familier, der har mistet én eller begge forældre.
Rongi har boet her sammen med sin mor og lillesøster på 15 år, siden faren af uvisse årsager døde for en del år siden. Huset består af to små tomme rum. De manglende møbler fortæller, hvor svært livet er for hendes familie.
Rongi har sit eget værelse med et lille vindue, der er dækket af et grønt myggenet. På det rå betongulv ligger en tynd sivmåtte med et hvidt lagen, der står i kontrast til de skimmelsvampemønstrede vægge. I det ene hjørne står en lille kinesisk kuffert, der indeholder alle hendes ejendele. Uden for huset er et bålsted og et køkkenstativ lavet af tynde grene.
Familien har fået en lille mark sammen med huset, men selv om de arbejder hårdt, yder den ikke så meget, at der er mad hver aften, og ofte må familien krybe under tæppet med sult i kroppen. Rongi Christoba er født her i Nhangau og var dygtig i skolen, hvor hun gik indtil 8. klasse – så havde familien ikke råd til hendes skolegang længere. I fritiden hjalp hun byens ældre og legede med de mindre, forældreløse børn. Rongi var meget vellidt på grund af sit engagement i landsbyen.
Første møde
Da jeg første gang i 2009 møder Rongi Christoba, er hun kun 17 år og står uden for det lille hus i sin tynde mønstrede kjole. Hendes hårde blik fanger min opmærksomhed. Og da jeg hilser på hende, mærker jeg, hvordan hendes hånd koger og ryster. Sveden løber fra det flettede hår ned over panden på hende, og da jeg spørger ind til hende, kan hun næsten ikke tale, så moren, der står et par meter væk og kigger på hende med væmmelse i blikket, forsætter datterens historie.
Da Rongi som 17-årig møder en mand fra storbyen Beira, der ligger en times kørsel væk, vælger hun at følge kærligheden. Hun pakker kufferten og flytter sammen med ham i storbyen.
Beira er desværre ikke en ufarlig by, hvad udbredelsen af hiv/aids angår. Byen lever af sin udskibningshavn for mange varer fra hele regionen, og den er endestation for transportkorridoren fra Zimbabwe. Langs lastbilernes rute findes nogle af de højeste koncentrationer af mennesker med hivsmitte, og landsgennemsnittet på over 12 procent er her mere end fordoblet.
Rongis uvidenhed om sygdommen gjorde, at hun kort efter brylluppet blev smittet af sin mand. Sygdommen spredte sig hurtigt i hendes krop, og da hun også blev ramt af tuberkulose, var hun tvunget til at tage bussen mod landsbyen. Hun vendte hjem, så hendes mor kunne hjælpe med at passe hende. Selv om hun er kommet i behandling for sin tuberkulose, og selv om hun får kopimedicin mod sin hivsmitte, kan hun næsten ikke stå på benene. Hun får også lokale urter, som skal tage smerterne.
Andet møde
Da jeg i 2011 vender tilbage til Mozambique, er jeg opsat på at finde Rongi igen. Når jeg spørger efter hende i landsbyen, er svaret, at hun vistnok er død.
Jeg finder hende i familiens hus, hvor hun ligger på den tyndesivmåtte og hviler sig. Hun er levende. Hun har taget på i vægt, og et lille smil kommer over hendes læber ved gensynet.
Vi sætter os udenfor. Hun går i gang med at tænde et bål, hvor hun skal tilberede aftensmåltidet, som består af en kogt Kasawa-rod. Mens roden simrer i gryden, viser jeg Rongi portrætfotografiet af hende fra 2009 på min telefon. Hun lukker øjnene, og tårerne får frit løb ned over hendes kinder.
Rongi begynder at fortælle om sine indre smerter, tanker og savn. Billedet minder hende om, hvor dårligt hun havde det i starten og den foragt, som hun hver dag bliver mødt med. Både hendes familie og hendes naboer ser ned på hende, fordi hun er smittet med hiv. Selv om hendes nabo er på samme alder og bor bare ti meter væk, snakker de aldrig sammen. Folks uvidenhed i landsbyen er med til at udstøde de syge.
Det værste ved sygdommen for Rongi er ensomheden. Hendes mand døde af aids, men hun fik det først at vide, efter han var blevet begravet. Hun har stadig håb for fremtiden. Et eller andet sted drømmer hun om, at hun en dag kan blive rask nok til at møde kærligheden igen. For selv om hun har det bedre i dag, er hun fortsat afhængig af familien og har kun få kræfter til at hjælpe i hjemmet og på familiens mark.
Kasawa-roden er kogt færdig og bålet næsten gået ud. Den lille familie sætter sig på jorden og deler grydens indhold i tavshed.
