Læsetid: 10 min.

Vil unionen gå på grund i et hav lunkne europæere?

Finanspagten løser ikke Europas grundlæggende problem: at både borgere og den politiske elite fortsat føler sig mere forpligtet på nationalstaten end på den europæiske union, skriver den tyske filosof Jürgen Habermas
Rend os. Spaniere brænder dukker af den spanske premierminister Mariano Rajoy og den tyske kansler Angela Merkel af til den årlige Fallas-festival i marts. Og foragten fra befolkningerne har EU’s politiske elite nedkaldt over sig selv, mener filosof Jürgen Habermas.

Rend os. Spaniere brænder dukker af den spanske premierminister Mariano Rajoy og den tyske kansler Angela Merkel af til den årlige Fallas-festival i marts. Og foragten fra befolkningerne har EU’s politiske elite nedkaldt over sig selv, mener filosof Jürgen Habermas.

Heino Kalis

24. marts 2012

Hvordan kan den europæiske integration gøre fremskridt? For at besvare dét spørgsmål, må vi skelne mellem to dimensioner: En integration mellem stater handler om fordelingen af magtbeføjelser mellem på den ene side EU og på den anden side de enkelte medlemslande. Her bliver udfordringen at styrke de europæiske institutioners magt. Men heroverfor står spørgsmålet om, hvordan vi kan fremme de europæiske borgeres integration. Dette må nødvendigvis ske igennem en demokratisering af de europæiske institutioners øgede magt. Sagt på en anden måde: Hvordan kan vi i langt højere grad inddrage de europæiske borgere i EU’s beslutningsprocesser?

Med den såkaldte finanspagt, som 25 ud af de 27 EU-lande (Storbritannien og Tjekkiet valgte at stå udenfor, red.) nu har tiltrådt, formodes integrationen mellem de europæiske stater at være ført et skridt videre. Men for første gang siden Europa-Parlamentets oprettelse har vi fået en stærkere integration uden en samtidig konsolidering af de europæiske borgeres integration.

Legitimeringsrum

Den europæiske politiks fjerne og teknokratiske karakter er en følge af Unionens tilblivelseshistorie, for frem til i dag har beslutningsprocessens drivende kraft bestandig været de europæiske regeringer og ikke de europæiske befolkninger. Som medlemmer af det økonomiske og retlige fællesskab var europæerne kun privatretslige subjekter. Men fra 1979 blev Europa-Parlamentet draget ind i lovgivningsprocessen, og igennem de sidste tre årtier har dets magt været støt voksende. Som et resultat af den proces er de europæiske økonomiske borgere nu også blevet til politiske EU-borgere, i takt med at det økonomiske fællesskab har udviklet sig til en politisk union.

Dette gælder dog unægtelig mere på papiret end i ånden. De europæiske borgere føler omtrent lige så stor afstand til deres parlament, som de gør til Kommissionen og Rådet. Grunden til dette er, at det legitimeringsrum, der forbinder dem til deres parlament, så at sige aldrig er blevet ordentligt opdyrket. Selv når der afholdes valg til Europa-Parlamentet, bliver dette rum helt og aldeles domineret af nationale dagsordener.

EU har således altid været skæmmet af et demokratisk underskud. Men efter tre år med virkningsløse politiske reaktioner på statsgældskriser, som fulgte i kølvandet på den den finansielle nedsmeltning i 2008, bliver vi nu nødt til at spørge os selv – her med sociologien Hauke Brunkhorsts ord:

»Kan EU blive ved med at holde sin ulmende legitimationskrise latent i en situation, hvor euroens politiske krise er åbenlys for alle, og hvor unionens overlevelse ser ud til at kræve, at vi trækker på den ressource af solidaritet, som af teknokratiske grunde blev holdt nede på et minimum?«

Med det spørgsmål peger Hauke Brunkhorst på den politiske dimension, som stedet, hvor løsningen på den finansielle krise i sidste ende skal ende søges. Jeg vil her forsvare den tese, at kun en effektiv og bred demokratisk diskussion om en fælles europæisk fremtid kan føre til plausible politiske beslutninger. Og kun beslutninger, der har en sådan plausibel karakter, vil efterfølgende kunne gøre tilstrækkeligt indtryk på de finansielle markeder og sætte de spekulanter, der spiller på europæiske nationers statsbankerot, på plads.

Forlegne hyklere

Når Eurogruppen konstant må gøre sig nye bestræbelser på at vinde de finansielle markeders ’tillid’, er det, fordi ingen rigtig tror på den. EU-landenes regeringer udviser ikke tilstrækkelig vilje til at sikre, at deres kortsigtede beslutninger følges op af handling. De handler som forlegne hyklere, der forsøger at skjule det sande omfang af aftaler, som de har indgået i Bruxelles på deres vælgeres vegne. Hvis de europæiske stats- og regeringschefer vil virke troværdige i spekulanternes øjne, må de enes om at anlægge et mere langsigtet perspektiv for Den Europæiske Monetære Unions fremtid og føre en aktiv kampagne for denne vision på deres nationale offentlige arenaer. Men som risikovillige magtopportunister, der kun lægger planer for den nære fremtid, skyr de dette skridt, som var det pesten selv.

De tre (eller to et halvt) proeuropæiske partier i den tyske Forbundsdag risikerer vel også at pådrage sig store omkostninger, dersom de virkelig skulle finde på at omdirigere det europæiske eliteprojekt, som nu er gennemført hen over hovedet på befolkningerne, til en støjende og polariserende borgerdeltagelse. Politikernes rutinemæssige forsikringer vil muligvis slet ikke kunne modvirke den skepsis, som højreorienterede populister forstår at fyre op under.

Men medlemsstaternes erklærede hensigt om at gennemføre en glidende harmonisering økonomisk politik og skattepolitik i om ikke alle EU-lande, så i eurozonelandene, har for tiden en rent retorisk karakter. For at opnå troværdighed må en større integration af de europæiske stater finde støtte i en større integration af de borgere, der udtrykker sig i de proeuropæiske majoriteter. Kun sådan kan politikken genvinde handlefrihed over for de internationale kreditvurderingsbureauer, de store banker og de store hedgefonde.

Det er bestemt ikke risikofrit at politisere så kontroversielle emner. Men er noget mere risikobetonet end dét pokerspil, Angela Merkel for tiden spiller med de finansielle markeder?

Stabilitet, samordning og styring

Efter min mening har en tøvende tysk regering nu omsider gjort nogle ting rigtigt i sin europapolitik, om end den fortsat gør en mængde forkert. ’Mere Europa’ er absolut det rette svar på en krise, der har udstillet en skæbnesvanger indbygget fejl i Den Europæiske Monetære Union.

Men den politiske beslutningskapacitet, som er nødvendig for at opveje de økonomiske ubalancer, der er vokset frem i eurozonen, er fortsat en mangelvare. Den nødvendige konvergens mellem nationale økonomiske udviklinger, der er på vej væk fra hinanden, vil på længere sigt kun kunne skabes igennem et samarbejde, der foregår inden for rammerne af et demokratisk organiseret fælles ansvar, hvor en eller anden grad af omfordeling på tværs af landegrænser tillige må kunne nyde anerkendelse som legitim.

Finanspagten er det første skridt i denne retning. Som det fremgår af dens fulde officielle navn – »Traktaten om stabilitet, samordning og styring« – består pagten af to dele. På den ene side forpligter den regeringerne til at opretholde den nationale budgetdisciplin. På den anden side forpligter den regeringerne til at gennemføre en institutionaliseret ordning for styring af den økonomiske politik med henblik på at overvinde de voksende økonomiske ubalancer, i det mindste for så vidt angår eurozonen.

Sanktionsfiksering

Men hvorfor hylder Angela Merkel kun den første del – det mere eller mindre fuldførte sanktionsregime mod overtrædelser af budgetdisciplinen – og tier offentligt om alt det, der vedrører samordning af den økonomiske politik?

Selv om indførelsen af gældsbremser og underskudsprocedurer mod forventning ser ud til at have beroliget markederne på kort sigt, vil nye kriser gang på gang bryde ud, så længe Den Monetære Unions konstruktionsfejl ikke er udbedret.

I én og samme valutazone vil eksportoverskud og lave lønninger i ét land være systemisk forbundet med importoverskud og høje lønninger i et andet. For at bringe de forskellige niveauer i den europæiske konkurrenceevne i bedre overensstemmelse med hinanden, er det ikke tilstrækkeligt, at alle regeringer overholder samme regler. Selv om den tyske forbundsregering hævder at have forpligtet sig på yderligere integration, så bidrager den i realiteten til at forlænge krisen.

For det første: Man behøver ikke at tage stilling til de politiske økonomers tvist om, hvorvidt nationale budgetunderskud bliver overvundet mest effektivt gennem nedskæringer eller ved at trykke flere penge for at indse, at den ensidige stramningspolitik, som den tyske regering har gennemtrumfet i EU, vil komme til at drive de kriseplagede lande ud i deflation. Uden en opfølgning i form af vækstfremmende økonomiske stimuluspakker vil den ’sociale fred’ i de samfund, som nu er sat under økonomisk tilsyn, snart blive brudt af mere end velordnede fagforeningsprotester.

For det andet: Den økonomiske stramningspolitik er dikteret af den forfejlede forestilling, at alt er i skønneste orden, når blot medlemsstaterne overholder alle reglerne i stabilitets- og vækstpagten. Det er her, vi skal finde forklaringen på Merkels særegne fiksering på sanktioner. Den formanende pegefinger vil blive overflødig, i det øjeblik vi integrerer en fælles økonomisk styring i unionstraktaternes almindelige lovgivningsprocedure. I baggrunden lurer utvivlsomt den opfattelse, at den rigtige økonomiske traktat – og dermed også ’faste regler’ – vil frigøre os for forpligtelsen til at føre en samordnet økonomisk politik og dermed også forskåne os for de omkostninger, der genereres igennem demokratisk legitimering af beslutninger, som har fordelingsmæssige konsekvenser.

Postdemokratisk styrkelse

For det tredje: Hvad Merkel og Sarkozy stiler imod, er en ny mellemstatslig form for samarbejde, som kan blive et politisk upåfaldende skridt mod yderligere integration af de europæiske stater, men ikke af de europæiske borgere. Statscheferne for de 17 eurolande, der er samlet i Det Europæiske Råd, formodes at kunne håndhæve stram kontrol. Til det formål vil de være udstyret med kompetencer inden for økonomisk styring, der annullerer de nationale parlamenters traditionelle budgetmæssige forrang. Efter dette må vi indstille os på, at der er sket en postdemokratisk styrkelse af den udøvende magt af hidtil uset omfang. Men i det mindste vil de uundgåelige protester fra parlamenter, der må vinke farvel til deres beføjelser, efterhånden afsløre den legitimationskløft, der kun kan lukkes gennem en demokratisk reform af samspillet mellem EU’s organer.

For det fjerde: ’Ingen solidaritet uden soliditet’ er blevet varemærket for en politik, der har vakt mistanke om tysk økonomisk nationalisme i nabolandene. Det af Berlin fremsatte forslag om at udpege et en sparebudgetkommissær for Athen, hvor tre højtstående tyske embedsmænd i forvejen udgør en kontrolinstans, vidner om en ubegribelig ufølsomhed over for et land, hvis borgere ikke har glemt de grusomheder, som den tyske værnemagt og SS udsatte grækerne for. I en lidenskabelig tale har den tidligere forbundskansler, Helmut Schmidt med rette beklaget, at Tysklands nuværende regering skødesløst bortkaster den tillid, som tyske regeringer har genvundet i de omkringliggende lande igennem mere end et halvt århundrede.

Massernes fantasi

Det overordnede indtryk af famlende arrogance og tøvende indrømmelser over for de afpressede finansielle markeder afspejler tilstanden i en europæisk politik, der endnu ikke blevet et tema i national politik. Igen og igen ser partileder Angela Merkel ud til at formane forbundskansler Angela Merkel om at sætte den europæiske integration på lavt blus af hensyn til de forbehold, hendes EU-skeptiske vælgere måtte have. Hvordan skal den offentlige debat i de øvrige medlemslande kunne udvikle et mere visionært indhold, end tilfældet er i Tyskland, når EU-venligheden i det land, der for øjeblikket anslår tonen, kan sammenfattes i udbruddet: ’Jeg vil både blæse og have mel i munden’?

Ej heller kan denne forsigtige holdning forsvares med de velkendte argumenter om, at alle integrationstiltag i sidste ende er dømt til fiasko som følge af manglen på et europæisk folk eller manglen på en fælleseuropæisk offentlighed. Begreber som ’nation’ eller ’folk’ fremkalder forestillinger om homogene makrosubjekter. Sådanne forestillinger invaderede massernes fantasi i det det nittende århundrede, især i de former, hvorigennem de blev kanaliseret i offentlig uddannelse og massemedier. Men den idéverden, som de nationale historieskrivninger skabte, kunne ikke uskadt overleve det tyvende århundredes katastrofer.

Hvad vi i dag har at gøre med i Europa, er ikke indbildte folkefællesskaber, men konkrete nationalstater, sproglig mangfoldighed og nationale offentligheder.

Nationalstaterne vil bevare deres plads i et EU, der rykker tættere sammen. De bør på ingen måde absorberes i en europæisk forbundsstat, men fortsat fungere som garanter for det høje niveau af demokratiske friheder vi har været så heldige at opnå i Europa. Men i hver af os må rollen som national borger kunne kombineres med rollen som borger i Den Europæiske Union. Jo mere bevidste EU-borgerne bliver om, hvor dybt de beslutninger, der træffes på EU-plan, griber ind i vores dagligdag, jo større må også vores interesse blive i at påvirke en europæisk politik, der om nødvendigt også må omfordele omkostninger.

Mediernes EU-forpligtelse

Hvad der har manglet indtil nu, er nationale offentlige sfærer, hvor der kan udvikle sig diskussion og viljedannelse i forhold til europæiske emner. Til dét formål kræves ikke en ny slags medier, men blot en anden praksis hos de eksisterende medier. De europæiske medier må investere i en helt anderledes grundig dækning i ikke blot de europæiske temaer, men også i de kontroverser, som europæiske temaer giver anledning til i de øvrige medlemslande. Den europæiske offentlige sfære vil ikke være andet end summen af de nationale offentlige sfærer, som på denne måde bliver mere lydhøre over for hinanden. Hermed løses også problemet med den sproglige mangfoldighed, for det er medierne, der automatisk står for at oversætte og formidle.

På de europæiske medieredaktioner dominerer den nationalstatslige tankegang imidlertid fortsat. I Tyskland deler pressen mere eller mindre den letkøbte og uforpligtende EU-venlighed, som vores kortsynede og geskæftige kansler udviser. Holder vi fast i den opfattelse, at det europæiske fællesskab er struktureret af nationalstater, vil vi stå magtesløse over for det problem, at et Europa med små stater og faldende befolkningstal er på vej til at blive marginaliseret i forhold til ’fødte’ verdensmagter som USA, Kina, Rusland, Brasilien og Indien, og snart ikke vil være i stand til at udøve indflydelse af betydning på problemer, der kun kan løses på det globale plan.

Det siges, at Weimar-demokratiet gik til grunde som følge af mangel på demokrater. Skal Den Europæiske Union gå til grunde som følge af en overflod af lunkne europæere?

© Jürgen Habermas og Information. Bragt efter aftale med Leonhardt & Høier Literary Agency

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Jørgensen

Det helt centrale citat i Habermas' artikel lyder:

Den nødvendige konvergens mellem nationale økonomiske udviklinger, der er på vej væk fra hinanden, vil på længere sigt kun kunne skabes igennem et samarbejde, der foregår inden for rammerne af et demokratisk organiseret fælles ansvar, hvor en eller anden grad af omfordeling på tværs af landegrænser tillige må kunne nyde anerkendelse som legitim.

Her i ligger forestillingen om en solidaritet mellem de europæiske befolkninger, en solidaritet som er under gradvis nedbrydning indenfor de enkelte nationalstater, jfr. den angrebene på og den gradvise nedbygning af velfærdsstaten.

Hvad Habermas ikke vil (kan?) indse og anerkende, er, at forskellige nationer og grupper indenfor disse, har forskellig adgang til den kapitalistiske økonomi og dens produktionsbetingelser (virksomheder, kapital, råstoffer mm). Privilegier på disse områder ønsker man ikke at give afkald på eller dele med andre.

Jfr. Gentofteborgernes protester mod en øget kommunal udligning.

Hvis vi ser på den demokratiske udvikling i Danmark de siden 1945, så har udviklingen støt og roligt bevæget sig mod mindre folkelig deltagelse i de demokratiske processer. Tænk blot på de mange kommunalreformer, med stadig større afstand mellem vælgere og politikere.

Demokratisk engagement i EU, som ønsket af Habermas, vil forudsætte demokratiske opkvalifikationer i de enkelte medlemslande.

Måske er det et kendt retorisk kneb totalt at ignorere kerneproblemet i komplicerede problemstillinger. Det betyder ihvertfald at det der siges bliver rimeligt uklart, hvilket Jürgen Habermas så benytter sig af, i sin meget ordrige fabuleren over det demokratiske underskud i EU. Han reflekterer jo overhovedet ikke over 'massernes' mulige reaktion på en massearbejdsløshed og omfattende fattigdom, der er skabt af EU's interne økonomisk centralisering (Tyskland suger arbejdet til sig), samt den generelle globaliserings jobtyveri.

Men inden masserne (som jo er det onde dyr i Habermas lille univers) efter en standret klynger ham op i en lygtepæl sammen med de andre misædere, så bør følgende dog komme ham til gode:

"Jeg vil her forsvare den tese, at kun en effektiv og bred demokratisk diskussion om en fælles europæisk fremtid kan føre til plausible politiske beslutninger. Og kun beslutninger, der har en sådan plausibel karakter, vil efterfølgende kunne gøre tilstrækkeligt indtryk på de finansielle markeder og sætte de spekulanter, der spiller på europæiske nationers statsbankerot, på plads."

...her er han dog lige ved at være enig med formanden for socialdemokratisk ungdom, som dog formulerer sig mere skarpt:

http://www.information.dk/296881#comment-541217

DR2 viste igår aftes dokumentaren 'Den græske tragedie' - en såkaldt roadmovie, der udstillede den menneskelige elendighed og modløshed, der er helt tydelig i de græske byerne - og konklusionen var, at: "Grækere, er rasende på politikerne, frustrerede over EUs krav, men - som det hed sig - sagde de ikke fra, dengang grækernes lånefinansierede forbrugsfest kørte i højeste gear, kickstartet af kæmpeprojektet OL 2004 - og milliarder af euro blev kanaliseret ned i de forkerte lommer."

600 mia. græske euro ligger der under de Svejtsiske bankhvælvinger, penge som den græske elite har svindlet sig til, oven i de græske euro, der er investeret i England, Tyskland og Frankrig. Grækenland blev dengang i 2001 kigget ud som korruptionens pengemaskine og udnyttet af den økonomiske elite til at skabe den største gæld nogensinde i forhold til BNP.

Det havde klædt Habermas hvis han havde fokuseret på den mistillid sådan et ’set up’ skaber hos "de lunkne europæere"...

Habermas er og bliver en del af the establishment.

PS. Det positive i udsendelsen var at man fornemmer at den menige græker ikke har tænkt sig at spille med på "et nyt opsving", men at de foretrækker ’civil ulydighed’ og vil nægte at betale skat for så at klare sig med naturalieøkonomi og et gæstfrit sind.

...hvilket absolut fremstod som det modsatte af Habermas "lunkne europæere".

Problemfri er denne menigmands strategi dog ikke, da EU planlægger en række større projekter for jordsalg i Grækenland - jordgrabbing.

EU har ikke noget demokrati, de færreste aner hvad der sker i det regi, at de er folkevalgte hjælper ikke meget. Måske man mener de 15.000 lobbyister, der trods alt bliver hørt, når $andhedsværdien er tilstede- foreslår.

Jeg ville sige nej igen, intet peger på eu vil demokratiseres, tværtimod. Spørgsmålet er om det ikke netop er en Weimar der er på vej via overbygningen.

Demokratiets svagheder er selvudslettende, en af dem er en sideløbende ideologi uden struktur og forankring i det aktuelle miljø. Vi mangler en samfundsmodel der tager udgangspunkt i de globaliserede forhold.

Som i at synliggøre lobbyarbejde, støtte, og samarbejde. Hvordan det ikke er tilfældet er uklart, ikke om det skal indføres.

En uvildig presse m.m

Der er helt grundlæggende ting i Danmark og eu der skal ændres før detaljen er vigtig. Men tiden går selvfølgelig, og de fattige, bliver fattigere alt i samme stund.

Hvis det er hvad dagens filosofi kan ophøje sig til, så er der ikke næring til meget håb.

Ser en dansker eller en græker sig selv som europæer? Nej. Der er problemet, og det er ikke et man kan løse med frygt og intimidering som man har set magthaverne gjorde det med Grækenland. Tværtimod så giver den slags løsninger grobund for en endnu stærkere nationalisme, der før eller siden vil få unionen til at bukke under.

Niels P Sønderskov

Heldigvis er ikke alle som Martin Skov, der måske er afrikaner? Jeg er da selv både europæer og eu-borger. I en moderne verden har afrikanerne hver et vist ansvar for hvad der foregår i Afrika, Martin. Ligesådan tager jeg et vist medansvar her i EU, og det er da højest besynderligt hvad nogen kan få ud af den græske tragedie. Som om det var tyskernes skyld? Eller danskernes, måske? Den udsendelse, der refereres til ovenfor, dokumenterer helt klart, at netop de grækere, der har været, og er meget imod at betale skat, selv er skyld i redeligheden. De har valgt de uduelige politikere, der har ladet det hele skride på den mest uansvarlige måde.

@Niels Sønderskov.

Så prøv at gå udenfor, væk fra rygklapperne og enigheden om cafe bordet og spørg tilfældige mennesker om de ser sig selv som Danskere eller Europæere? Eller lad os få en folkeafstemning om EU een gang for alle og se hvad flertallet siger?

Grækenland, nej.. man tørrer regningen af på befolkningen efter de overtog gælden i bankerne og for at redde de tyske og franske banker, da de jo har et udestående og på den måde lige slamsuget hele eurozonen omkring sig for værdier i gældsposter. Funky fun er det ikke, som man prøver på at gøre dem til både syndebuk og skræmmekampagne for alle andre hvis man ikke makker ret.

Det vil også blive unionens undergang da det bærer brænde til nationalismens bål og før eller siden sker der en løsrivelse. Det er stort set kun politikerne og resten af aristokratiet der er EU liderlige. Hvorfor er man ellers så bange for at lade folket komme til orde? Spørg dig selv om det.

@Niels Sønderskov.

Jeg kan da også lige dokumentere gadekampene i Athen der helt klart dokumenterer det modsatte med den marionetdukke regering man har indsat fra EU's side. Sådan kører propaganda maskinen jo.

Og for god ordens skyld.. så ser jeg ikke mig selv som værende andet end et menneske, når det kommer til stykket. Det er hverken dansker, europæer eller afrikaner. At du så vil lave personangreb og hele det der intrigante spil, siger vel bare at jeg ramte et meget ømt punkt.

Niels P Sønderskov

Der var ikke tale om noget personangreb, Martin Skov, men hvad stiller man op med et erklæret uansvarligt 'menneske' i et demokrati? Jeg kan ikke tage den slags alvorligt.