Læsetid: 4 min.

Dansk kulturel mangfoldighed

I egen selvforståelse står Danmark sig fint, når det gælder mindretalskulturer. Men der er rigtig god plads til forbedringer, viser høring om dansk tilslutning til UNESCO-konvention om mangfoldighed
I egen selvforståelse står Danmark sig fint, når det gælder mindretalskulturer. Men der er rigtig god plads til forbedringer, viser høring om dansk tilslutning til UNESCO-konvention om mangfoldighed
14. april 2012

I Danmark kan man afslutte sin ungdomsuddannelse uden at have læst en eneste afrikansk eller kinesisk tekst og stort set uden at vide noget om tyrkisk kultur. Derimod vil man med sikkerhed have hørt, at Dannebrog kom dalende ned fra himlen i 1219. Her i landet fylder minoritetskulturer proportionalt meget mindre i kulturlivet, end de gør i befolkningen. Selv inden for det gammeldanske er der ringe kulturel variation. Samme butikker på Strøget i alle købstæder, samme anglo-amerikanske programkoncepter i tv og samme nicheopdelte musikgenrer i radioen.

Disse kedelige forhold blev for nylig diskuteret ved en høring om kulturelle udtryksformer. Anledningen var, at det snart er fem år siden, at Danmark tiltrådte en international overenskomst om at beskytte og fremme kulturel mangfoldighed. Til dags dato har 121 stater tilsluttet sig UNESCO’s konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed.

EU var en stærk drivkraft i arbejdet for aftalen. Det siges, at initiativet især kom fra franskmændene, der ville sikre sig mod kulturel ensretning efter amerikansk skabelon. De ville sørge for, at international lovgivning fortsat skulle beskytte fransk kulturpolitisk protektionisme, så staten stadig lovligt ville kunne støtte fransk kunst og kulturliv økonomisk uden at blive anklaget for eksempelvis konkurrenceforvridning.

En række udviklingslande havde lignende ønsker, blandt andet fordi deres kultureksport i høj grad bygger på kulturstøtteordninger og uden beskyttelse ville havde svært ved at klare sig i international konkurrence.

Af samme grunde var amerikanerne derimod modstandere af sådan en international overenskomst. USA står sig godt på det globale kulturmarked. Kulturproduktion er en af USA’s største indtjeningskilder og desuden vigtig for fastholdelsen af amerikanernes internationale indflydelse. De havde ingen interesse i at beskytte lokale kulturstøtteordninger. Amerikanernes interesse var snarere at sikre et frit, globalt konkurrencemarked. Diskussionen tydeliggjorde, at kulturel udfoldelse ikke bare handler om kreativitet, fællesskab, kulturarv, livsglæde og dannelse, men også om magt, hårde værdikampe og store handelsinteresser (hvilket de seneste debatter omkring ACTA og ophavsret også har vist). USA tilsluttede sig derfor ikke aftalen. Det gjorde eksempelvis Rusland og Saudi-Arabien heller ikke, måske fordi aftalen ikke kun handlede om beskyttelsen af nationale kulturindustriers kommercielle interesser og kulturarvsprojekter, men også om kulturelle menneskerettigheder.

Kulturel beskyttelse

Der var nemlig i UNESCO også ønske om at beskytte minoritetskulturer og indfødte befolkningsgruppers kulturudtryk. Også kvinders ret til selvstændig kulturel aktivitet havde behov for juridisk beskyttelse, mente man. Konventionen kom til at omfatte alle disse forhold og fastslog, at national flertalskultur i en stat skal anerkende minoritetskulturers rettigheder. Men det er jo lettere sagt end gjort. Mange steder i verden forhindres indfødte folk stadig i at videreføre deres kulturtraditioner, og minoritetskulturer forsøges undertrykt eller ignoreret, i håbet om at de hurtigt kan assimileres ind i den dominerende kultur. De kendte redskaber til assimilation er sprogundertrykkelse og forbud mod bestemte former for danseoptræden, religiøse ceremonier, teater og musikudøvelse. Selv i vores del af den demokratiserede verden var det mange steder helt op i 1960’erne almindeligt, at indfødte befolkningers børn blev fjernet fra deres forældre og opdraget hos plejefamilier, der sørgede for at tilpasse børnene til flertalskulturen. Dette skete med grønlandske børn i Danmark og med børn fra urbefolkninger i blandt andet Australien, Canada og flere latinamerikanske lande. I Canada var der eksempelvis helt frem til 1951 forbud mod indfødte ceremonier. Andre steder i verden forsøger statskulturer stadig at forhindre mindretalskulturer i at vedligeholde deres kulturtraditioner.

Her skulle mangfoldigheds-konventionen ideelt set gøre en forskel. I praksis er det dog svært at gennemføre, fordi UNESCO ikke har nogen effektive redskaber mod staterne, og fordi de mange deltagere i konventionsudformningen har melet hver deres kager og skabt en ganske flertydig fælles aftale. Alligevel spiller aftalen en kulturpolitisk rolle, og her i Danmark er den blandt andet blevet brugt som anledning til gennemførelsen af den konservative kulturministers kulturkanon i 2006. Den handlede vel til dels om bevarelse og fremme af dansk kulturarv i mødet med amerikanisering og globalisering. Men det kulturelt mangfoldige inden for rigets grænser har vi ikke hørt meget til, og det var blandt andet derfor, den nylige høring om aftalen blev afholdt.

Kulturel rigdom

I lyset af kulturovergrebene andre steder i verden, er det nemt for danske myndigheder at pudse glorien. Ved høringen sagde en embedsmand, at Kulturministeriet betragter konventionen som en selvfølgelig ’global grundlov for kulturen’, der sikrer de enkelte landes ret til at have en kulturpolitik og til at støtte kunst og kultur økonomisk. På det område har Danmark jo stået sig fint de seneste 50 år, mente embedsmanden. Andre høringsdeltagere mente dog, at Danmark bør være knap så selvglad på kulturlivets vegne. De senere år har kulturen især været spændt for en national identitetsdannelsesvogn. Og så har den fra politisk side ofte været reduceret til eksportfremmer.

Men kulturpolitik skal kunne langt mere. Kulturel mangfoldighed handler ikke kun om at formidle dansk kultur ud af landet, men også om at bringe verdens kulturudtryk til Danmark. Og så handler den om at anerkende og styrke variationen i dansk kultur. Og det er gået sløvt de senere år. Det er blevet sværere for kunstnere fra lande i Asien og Afrika at få visum til kulturarrangementer i Danmark, og minoritetskulturer fylder ikke meget i dansk kulturliv — om det så er arabisk kunsthåndværk eller dansk kvalitetsjazz.

Svenske medier har til sammenligning et bredere kulturelt udsyn. Kulturministeriets embedsmand medgav, at der godt kunne komme et »forøget fokus på den del af integrationspolitikken, der handler om kulturmødet, og det vil være et løbende aspekt ved kulturinstutionerne i deres fremadrettede arbejde, også når der skal forhandles public service-kontrakt fremover«. Det kunne lyde som nye toner, som regeringen kan holdes fast på. Hidtil har Danmark mest brugt UNESCO-konventionen til styrkelse af en ganske snæver kulturforståelse. I stedet kunne den bruges til at genvinde den kulturudveksling og mangfoldighed, som tidligere har skabt menneskelig, kulturel og økonomisk rigdom i Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@amathea holmsson, m. fl.

det er eller var tilsyneladende så ekstremt
( ligesom bl.a. overrepræsentationen af mænd, blandt de kendteste videnskabsfolk og kunstnere )
så hvis / når det vender
så går det forventeligst til de næsten stik modsatte yderligheder,

bla.a. derfor er betegnelsen: uhyggelig , en meget overdreven betegnelse;
især hvis det, af nogle, var med vilje at fremtræde så fhv. "fåsidet", dvs. for at fremprovokere modsigelserne tydeligere, for så var det godt nok galant

Marianne Mandoe

Her kommer "m.fl." stormende. ;-)

Ja vi trænger i høj grad til mere varieret kultur.
Og vi behøver ikke "pådutte" vores ungdom noget så "eksotisk" som Kinesisk literatur.
Vi kunne nøjes med at se en lille smule længere mod øst end Bornholm.
Rusland har gennem tiderne fosteret et skatkiste af værker som, efter min mening, burde være "Must reads" for alle der vil mere end bare folkeskolen.

Eller vi kunne kigge mod syd. Såmænd ikke længere end til Spanien og Italien.
Begge centre for kulturel udvikling på et langt højere plan end de fleste er klar over.

Ikke fordi der er noget ondt at sige om Afrikansk moderne musik og teater. Ofte er det den rene nydelses-fest når man engang i mellem er så heldig at rende ind i det.

jette tofte bøndergaard

Jeg er enig med artiklen i, at mangfoldige kulturudtryk gerne måtte fylde mere i skolernes undervisning. Jeg er også enig i, at 'dansk kultur' for tiden mest defineres national(-konservativt).

Jeg er mindre enig i det implicitte syn på kulturer: at de skal beskyttes. I min og min datter Nanna Bøndergaard Butters bog "At gøre kultur i skolen" skriver vi s. 21: "Anerkendelsen af etno-religiøse grupper og deres rettigheder bliver ofte en underkendelse af individuelle rettigheder."

Det er en bekymring, som jeg mener man bør overveje, hvis man vil tilkende 'kulturer' rettigheder. I min optik er det menneskerettigheder, der skal beskyttes. Menneskers ret til at udfolde sig på mangfoldige måder (med diverse kulturelle udtryk), må beskyttes for så vidt, at de ikke underkender andre individers ret.

Artiklen er et eksempel på, at en gennemtænkning af kulturbegrebet er væsentlig, når vi diskuterer mangfoldighed og respekt.

Det er meget ambitiøst at kræve kulturel mangfoldighed, når vi ikke giver vores børn kreative værktøjer i folke-skolen. Det er nærmest dumt.

Lidt som at smide en bog foran en der lidt forlegent spørger ;

"Hvad er de der sorte krusse-duller for nogen."