Læsetid: 7 min.

»Dræber han, så dræber vi ham«

Det syriske oprør er for længst ophørt med blot at være en civil protest. Bevægelsen er smeltet sammen med en guerillahær, der venter på tunge våben for at kunne tage kampen op med den overlegne syriske hær. Det er en oprørshær, der forsvarer sig, angriber – og dræber
Opgør. De tilfangetagne soldater bliver forhørt af folk, der er specialiseret i det, og hvis vi finder ud af, at de er skyldige, bliver de dræbt med en kugle, forklarer Abu Saleh, der er tidligere officer i regeringshæren.  Han siger, at det foregår efter en grundig proces, men netop det punkt er omstridt i vurderingen af oprørshæren.  Nederst: et udsnit af patruljens gardarobe.

Opgør. De tilfangetagne soldater bliver forhørt af folk, der er specialiseret i det, og hvis vi finder ud af, at de er skyldige, bliver de dræbt med en kugle, forklarer Abu Saleh, der er tidligere officer i regeringshæren. Han siger, at det foregår efter en grundig proces, men netop det punkt er omstridt i vurderingen af oprørshæren. Nederst: et udsnit af patruljens gardarobe.

Tobias Havmand

28. april 2012

De første væbnede oprørere dukker op kort efter, grænsen er krydset. I et lille hus midt i en frugtplantage ligger de rundt omkring på madrasser og drikker den grønne mate-te, som tilbagevendte udvandrere har hjembragt fra Argentina og Brasilien til Syrien og Libanon. På væggen hænger gruppens våben på en improviseret knagerække i stedet for jakker. Forskellige varianter af kalashnikovs, pistoler, en antikveret riffel, et lige så mosgroet raketstyr og et par enkelte moderne, amerikanske M16-automatgeværer.

En af de unge mænd mangler en arm, og de fleste er langskæggede. De kalder sig selv Ali Ibn Abou Taleb-gruppen efter en af islams vigtige figurer. Da de hører, gæsten er fra Danmark, stiller én et kritisk spørgsmål om Muhammed-tegningerne, men accepterer svaret og trækker på skuldrene.

Frygten for hvepsereden

Drengene er fra den nærmeste landsby og har selv købt deres våben. En kalas koster omkring 2.000 dollar, som regel købt fra de samme syriske regeringssoldater, man kæmper imod. En M16 er noget dyrere, omkring 3.500 dollar, men let tilgængelig på den anden side af grænsen i Libanon.

De unge understreger, at de ikke er en angrebshær.

»Ingen af os har kæmpet før, men vores venner og familier blev arresteret og dræbt, og så købte vi våben og begyndte at kæmpe. Mest beskyttelse, ind imellem angriber vi, hvis vi kan se et svagt punkt hos Assads hær, men vi kan ikke kæmpe mere end en time ad gangen, vi er ikke stærke nok,« erkender en af dem, mens de forsikrer, at deres kamp ikke er sekterisk:

»Lige i nærheden findes en kristen landsby, som vi også beskytter. De var med Assad i en kort periode, men da han bombede deres kirke, vendte de sig mod ham. De er vores gode venner,« forklarer en anden, og de unge hopper på ramponerede motorcykler og viser en kirke i nærheden, der ganske rigtigt er strejfet af granater.

Turen gennem landskabet ind mod byen Qusayr går hurtigt og hektisk. Walkie-talkier informerer om fjendens bevægelser, ruten zigzagger mellem regulære veje og markstier for at undgå en fjende, der reelt kontrollerer landskabet. Et sted må en landevej passeres i spurt, fordi Assads soldater har et checkpoint med tanks et par hundrede meter nede ad vejen.

Det internationale samfund har svært ved at kategorisere de unge syriske oprørere i Den Frie Syriske Arme, som er Assads hær åbenlyst militært underlegne.

Er de en slags ny version af Afghanistans mujahediner, som Vesten først regnede for en allieret gruppe med legitime motiver og metoder, men som siden viste noget mere uldne i kanten? Er de idealistiske frihedskæmpere med humanistiske principper, der er til for at beskytte en fredelig protestbevægelse? Eller er de religiøse fundamentalister med skjult mål om at undertrykke andre religiøse grupper? Hvad end de er kan i sidste ende blive afgørende for, om det internationale samfund til sidst vælger at gribe ind i den vanskelige konflikt. Man er på den ene side ikke begejstret for Assad-styrets voldelige fremfærd, men på den anden side er man bange for at blive fanget i en hvepserede.

Køber våben af fjenden

Og oprørshæren er åbenlyst en sammensat størrelse. Fra de unge lokale knægte til forretningsmænd og ingeniører til professionelle soldater, der er hoppet af fra Assads hær.

En af dem er Bakr Mustafa eller Abu Saleh. En eksofficer i 30’erne, som for syv måneder siden deserterede fra den syriske hær.

»Egentlig ville jeg have sluttet mig til oprørerne tidligere og talte med venner, jeg vidste var i oppositionen, men de sagde til mig, at jeg gjorde større nytte ved at blive. Så i stedet smuglede jeg våben ud og videregav informationer, indtil jeg til sidst blev væk fra en orlov og sluttede mig til oprørerne,« forklarer han under en pause i patruljeringen af Qusayr.

Han fortæller, at han som commander leder omkring 120 soldater i det, der er kendt som al-Faroukh-brigaden. De er under ledelse af oberst Riad al-Asa’ad, Den Frie Syriske Armes leder, mens området omkring Qusayr ledes af en mand, der er kendt som Abu Arab (som Bakr Mustafa imidlertid nægter at være underordnet), men det er tydeligt, at de enkelte grupper opererer relativ selvstændigt.

Kommandøren præsenterer en af sine nyeste soldater, en ung alawit, som et eksempel på en typisk rekrut.

»Jeg var udstationeret ved et checkpoint, da oprøret startede, og jeg skulle arrestere eftersøgte. Men på et tidspunkt blev jeg overført til en enhed, hvor vi skulle stoppe demonstrationer og skyde på dem. Det kunne jeg ikke. Vi var flere, der nægtede, og så skød de en af de andre. Jeg blev senere advaret om, at de ville gøre det samme ved mig, og så hoppede jeg af,« forklarer han, siddende på hug i et sikret rum midt i Qusayr med sit gevær hvilende mod lårene.

Han trækker på skuldrene ved et spørgsmål om det ikke er svært som alawit – samme religiøse gruppe som Assad-familien og store dele af magteliten.

»Jeg tænker ikke så meget over det. Regimet lægger stor vægt på det, men min familie ved godt, at jeg kæmper for oppositionen, og de er enige med mig.«

Oprørshæren fører en bizar dødedans med regeringshæren. Bakr Mustafa fortæller, at de geværer og få tunge våben, oprørshæren har, i vidt omfang bliver købt via aktive soldater i regeringshæren. Samtidig har våbenhandlere i Libanon efter forlydender lagrene fyldt med raketter og tunge våben, der venter på at blive opkøbt og smuglet ind af oprørerne, som dog mangler penge til at købe våbnene for.

Afregning med fjenden

Mange oprørere er afhoppere fra hæren, som forbyder sine rekrutter at tale med lokale og ofte roterer kompagnierne rundt for at undgå desertering. Bakr Mustafa fortæller, hvordan tilfangetagne soldater søges overtalt til at hoppe af.

»Vi fængsler dem og afhører dem, får navne på deres officerer og andre vigtige oplysninger. Prøver at finde ud af, hvor de befinder sig psykologisk, og om de er klar til at hoppe af,« forklarer han. »Ellers lader vi dem gå.«

Det er imidlertid et af de kontroversielle punkter omkring oprørshæren. For nylig vakte det internationalt opsigt, da Der Spiegel bragte et interview med en såret soldat i Libanon, der hævdede at være bøddel for oprørshæren og dræbe tilfangetagne soldater, der var blevet grebet i grusomheder. Magasinet blev anklaget for forfalskning, og artiklen blev dementeret af lederen af al-Faroukh-brigaden. Over for Information bekræfter kommandøren imidlertid, at henrettelserne finder sted. »Hvis vi ved og kan bevise, at den tilfangetagne soldat er en dræber, så dræber vi ham. Der er mange trin i den proces. Vi samler beviser. Ofte har de selv dokumenteret deres overgreb; voldtægter, mord, tortur. Vi har mange SIM-kort med optagelser, og vi får nye hver dag. De tilfangetagne soldater bliver forhørt af folk, der er specialiseret i det, og hvis vi finder ud af, at de er skyldige, bliver de dræbt med en kugle hér,« siger han og presser sin pegefinger mod tindingen.

»Så tager vi et billede. Deres familier har også ret til at vide, hvad der er sket med deres slægtninge, når alt dette er forbi,« siger han.

Standretter med henrettelser er ikke nyt i borgerkrigshærgede lande, hvor et almindeligt retssystem er sat ud af kraft og praktiske forhold gør det umuligt at holde krigsfanger i store tal indespærret i længere tid ad gangen. Men det er et punkt, der kan påvirke offentlighedens syn på oprørerne.

Dokumentationsindsamling

På vej ind i det borgerkrigshærgede Syrien giver en eksileret syrisk advokat i oppositionen sin version af retstilstanden i landet i et af de ’sikre huse’, der danner mellemstation for forskellige folk på vej i landet:

»Jeg er begyndt at samle dokumentation ind om menneskerettighedskrænkelser. Der er beviser til hundredevis af retssager. Dokumentation, som vi vil overgive til Den Internationale Krigsforbryderdomstol, og som vi indsamler i samarbejde med Human Rights Watch. Morderne skal dømmes ved rigtige domstole, så der ikke forekommer summariske henrettelser i Syrien af regeringens folk. Det er vigtigt for os,« understreger advokaten.

Allerede i det næste ’sikre hus’, hos en anden jurist, er versionen imidlertid anderledes.

»Der vil ikke blive et blodbad, men det er klart, at de folk, der har blod på hænderne, må dø. Shabiha-militsfolkene må dø,« forklarer juristen med henvisning til de paramilitære enheder, der står bag mange af de værste overgreb.

Tilbage på den uroplagede side af grænsen er der ikke nogen, der modsiger dødsdommene. I det improviserede hovedkvarter for regionens øverstkommanderende, Abu Arab, viser en anden officer rundt i det blomstrende forårslandskab, hvor røde valmuer breder sig i det grønne græs, og hvide blomster er sprunget ud overalt på æbletræerne. Mens granaterne detonerer i det fjerne, viser han, hvor fjendtlige granater og raketter har splittet æbletræerne og skabt kratere i den frodige jord, før han fører mig tilbage til ’stabshovedkvarteret’, et tæppe bredt ud under en presenning med en gasbrænder og endnu en omgang arabisk kaffe på vej.

»Her er ingen salafister eller al-Qaeda-medlemmer. Her er ingen problemer med kristne, heller ikke med alawitter,« siger en officer. »Ikke engang shabiha-militsfolk vil vi slå ihjel, hvis de erklærer sig imod Assad. Men hvis de har gjort noget skidt, og hvis de stadig er med Assad, vil vi slå dem ihjel. Altid.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Om oprørenes udrensning af minoriteter i Al Qusayr Fra Vatikanets nyheds bureau:

'...the ethnic minorities and religious such as Alawites, Christians, Shiites have been subjected to violence and atrocities perpetrated by armed Sunni groups...'

"are trying to resurrect the old intra-community clashes or to bring a sectarian war against the minorities who do not join the opposition"

http://www.news.va/en/news/asiasyria-minorities-and-civilian-victims-of-...