Nyhed
Læsetid: 6 min.

De eneste helte, vi har tilbage

Modstandsmanden er billedet på den danske helt, og filmen om Hvidstengruppen har allerede trukket flere end 600.000 danskere i biografen. Det er historien om det helt almindelige menneske, som træffer et valg og derved bliver en del af verdenshistorien, der fascinerer os
Modstandsmanden er billedet på den danske helt, og filmen om Hvidstengruppen har allerede trukket flere end 600.000 danskere i biografen. Det er historien om det helt almindelige menneske, som træffer et valg og derved bliver en del af verdenshistorien, der fascinerer os
Moderne Tider
14. april 2012

Han er stadig den største helt, vi har i Danmark. Her, 67 år efter, står modstandsmanden under Anden Verdenskrig stadig som eksponent for »den stærke og seje urdanske oprindelighed, det almindelige menneske, der tog en beslutning og kæmpede for friheden«, som det står på hjemmesiden for filmen Hvidsten Gruppen. Det var mennesker, der var opdraget med at »tro på det gode«, som der bliver sagt i traileren til filmen, der havde premiere for nylig og alene i åbningsweekenden trak 87.725 danskere i biografen.

Det er den største danske åbning siden Klovn i 2010, og billetsalget er nu på niveau med filmen om de to kendte modstandsfolk Flammen og Citronen fra 2008, der trak 673.741 i biografen. Dermed er den allerede blandt de mest sete danske film nogensinde i Danmark.

Det overrasker ikke Anette Warring, professor i historie på RUC, som sammen med historiker Claus Bryld skrev Besættelsestiden som kollektiv erindring.

»Attraktionskraften ved modstandskampen er, at det er den sidste store begivenhed i Danmark, der i den grad forbinder så mange menneskers enkeltliv med hele verdens historie,« siger hun og understreger, at hun ikke har set filmen.

»Men så vidt jeg har forstået, så er det historien om, hvordan det enkelte menneske bliver hvirvlet ind i den største historie, vi overhovedet har, og som bliver forbundet med store eksistentielle spørgsmål, som altid interesserer. Om godt og ondt, valg, man bliver stilet over for, frivilligt eller ufrivilligt, det er historien om komplicerede handlingers valg. I mange år blev det valg ikke fremstillet som særligt kompliceret,« siger hun.

Det er det stof, helte er gjort af: Det helt almindelige menneske, der træffer en beslutning. Som Informations grundlægger og modstandsmanden Børge Outze, der for nylig fik sin egen mindetavle ved Informations indgang med citatet: »Pressens opgave er i en demokratisk verden er at fortælle Sandheden Morgen, Middag og Aften«. Eller som skuespilleren Mads Mikkelsen forleden udtrykte det i DSB’s magasin Ud & SE:

»Jeg ved, jeg ville have gjort et eller andet dengang,« siger skuespilleren, der spillede modstandsmanden Citronen i Flammen og Citronen.

»Jeg ville sikkert have været med i en eller anden lille modstandsgruppe med en dårlig leder, der ville få os alle sammen skudt i løbet af ingen tid. Men jeg kan genkende idealismen.«

Det er helt vildt, lyder det fra filmens instruktør, Anne-Grethe Bjarup Riis.

»Jeg var godt klar over, at vi havde med materiale at gøre, der var allemandseje, men at folk følelsesmæssigt ville koble sig sådan på ... Jeg får fem mails om dagen, folk takker mig, de synes, det er den bedste skildring af besættelsestiden, der er lavet,« siger hun.

Modstandsdatabasen

På Frihedsmuseet i København er man netop blevet færdig med at registrere modstandsbevægelsens frihedskæmpere. Det har taget fire år at gennemgå det enorme materiale af lister, bøger, artikler, erindringer om modstandskampen, som ligger til grund for Modstandsdatabasen, hvor alle kan gå ind og søge på deres bedsteforældre.

»Det er der overvældende mange, der gør,« siger museets leder Esben Kjeldbæk.

»Siden databasen blev lanceret har vil ligget på 700 om ugen. Det er et højt tal, også fordi det er seriøse brugere. Vi mener, at mange af dem er mennesker, der er inde og se på, hvem deres bedsteforældre var, fordi brugerne i snit bliver derinde i syv minutter, hvor brugere normalt kun bliver på en hjemmeside i cirka et halvt minut, hvorefter de surfer videre. Da filmen om Hvidstengruppen blev lanceret steg tallet til 3-4.000 om ugen. Og da Weekendavisen forleden præsenterede databasen, kunne vi se, at der havde været 12.000 inde og kigge,« siger Esben Kjeldbæk om databasen, der har taget hele 85.000 modstandsfolk med i sin database, hvorimod man tidligere opgjorde tallet til et par tusinde.

»En nation af modstandsfolk« lød rubrikken i Weekendavisen. Den vil Esben Kjeldbæk dog godt indrømme er en smule misvisende.

»Men vi kan konstatere, at folk er ekstremt interesserede i at finde ud af, om deres egne forældre og bedsteforældre var med i modstandsbevægelsen,« siger han.

— Handler det om at inddele sit ophav i helte og ikkehelte?

»Vi er ikke interesserede i heltehistorien, men vi giver mulighed for at vores brugere selv skal kunne afgøre, om deres mormor eller morfar var en rigtig modstandsmand.«

Heltefortællingen

Heltefortællingen har været nyttig for Danmark, forklarer historiker Anette Warring.

»Den har haft en helt speciel funktion. For det første var den meget nødvendig i opgøret om neutralitetspolitikken, hvor Danmark gør sig klar til at være en del af den vestlige blok under Den Kolde Krig. Man brugte den også til at ægge til forsvarsvilje og beredskab i et land, som skulle kunne være en del af en militær alliance,« siger hun om modstandskampens politiske funktion. Men den havde også en helt klar funktion i forhold til at opbygge en selvforståelse i den danske befolkning, hvor Danmark ved hjælp af sin frihedskamp bidrog til nazismens fald.

»Efter krigen blev alt tegnet i sort og hvidt. Og det var bestemt en meget forståelig reaktion i den brede befolkning. Det er forståeligt, at mennesker ønsker at stå på den rigtige side. Fortællingen om Danmark som modstandsnation var så stærk som den kunne blive, der var fotografier og film, der viste den militære, bevæbnede modstandsmand som soldat i den allierede hær. Han blev figuren for Danmarks deltagelse i den allierede kamp mod Nazityskland,« siger hun og påpeger, at der efter krigen var et desperat behov for patriotiske erindringer. Det var nødvendigt for at genrejse nationen som var blevet besat og siden befriet af fremmede hære. Men det var et billede, Anette Warring selv var med at punktere, da hun og Claus Bryld udgav deres bog.

»Billedet i dag er langt mere nuanceret,« siger hun og påpeger, at hun selv har været kritisk, men samtidig er forstående over for det behov.

I en af Frihedsmuseets montre ligger der et lommeur og en fyldepen. De tilhørte Hvidstengruppens leder Marius Fiil. I en anden står de originale pæle, han og de syv andre medlemmer blev henrettet ved i Ryvangen. Der er en rekonstruktion af cellen i Vestre Fængsel, hvor gruppen sad, og den taburet, man fandt efterfølgende, hvor gruppens navne var blevet skrevet ned på undersiden af sædet. Også Informtions første duplikator står udstillet. Det er heltefortællingen. Genstande som mindesmærker.

En moralsk beslutning

10-årige Thomas Tue Flink Bergqvist er inde og se udstillingen med sin mor.

»Min morfar var modstandsmand,« siger han. Det er derfor, han er interesseret i emnet. Og fordi han er i gang med en skoleopgave om en person, der gjorde en forskel.

»Jeg er da stolt over, at min morfar var med til at arbejde imod Hitler,« siger han.

Men personligt er Esben Kjeldbæk ikke optaget af at udpege helte i sit muesum. Også selv om han godt vil indrømme, at museet er opbygget omkring netop denne figur.

»Ja, og folk er ekstremt optagede af det. Jeg tror, det hænger sammen med, at der ikke har været krig i Europa siden da,« siger han, der tror, at de, der grundlagde muset i 1957 ville være blevet overraskede over, at det stadig er så velbesøgt, som det er.

»Jeg tror, at det skyldes, at mennesker altid er interesserede i modstanden, i censur, undertrykkelse, og Danmark var enestående. Vi havde den mildeste besættelse af alle de besatte lande, de færreste tab af menneskeliv og materiel, de færreste lidelser og den mindste nedgang i levestandard og alligevel finder du alle undertrykkelsens former i den danske udgave, og netop fordi det var så forholdsvist mildt i Danmark, så havde danskerne et valg. I Danmark kunne du vælge at leve dit liv som normalt, eller du kunne gå ind i modstandsbevægelsen, og det var en beslutning, som du selv kunne tage. Det var en moralsk beslutning, og det er det, der interesserer folk, tror jeg.«

For de var helte, mener Anne-Grethe Bjarup Riis.

»Men selvfølgelig har jeg fået sure kommentarer og debatindlæg om, at jeg ikke har fortalt om hele besættelsestidens kompleksitet. Det er for tykt, det er for meget, Weekendavisen skrev, at det var nationalistisk klægt. Åbenbart må man ikke fortælle en historie om helte,« siger Anne-Grethe Bjarup Riis, der bevidst er gået ind i det simple, det enkle og det jyske, siger hun.

»Det er den sandfærdige historie om nogle, som rejste sig og gjorde noget. Det har også trukket i mig, at min morfar var modstandsmand. Og at min farfar samarbejdede med tyskerne. Min film er helt klart en heltehistorie. De var ikke klar over, at de var det på forhånd, men de er helte, og på den måde bliver de vores ikoner.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Brian Pietersen

jeg bryder mig slet ikke om helte.

Jeg bryder mig om mennesker der hjælper hinanden.

Hvornår bliver den korrekte historie fortalt? Nemlig den om at BOPA fra efteråret 1940 eller foråret 1941 begyndte modstanden mod den tyske besættelse af Danmark?

Anne Grethe Bjarup Riis's film, så prisværdig og rosværdig som den er, viderefører myten om det danske folk som stod samlet i de fem forbandende år. (1940-1945). Og at alle mente, at modstandskamp mod tyskerne var godt.

Muligvis - men så først efter tyskernes nederlag i vinteren 1942/1943 ved Stalingrad. Og efter en vis Th. Staunings tale om at når "Tyskland har vundet krigen må Danmark finde sin plads i det tyske Europa".

Pointen her er ikke at forklejne modstandskampen under 2. verdenskrig, men blot fortælle, at langt de fleste danskere kom med i modstandskampen efter 1943, fra foråret 1943 og frem til krigens afslutning i maj 1945 (i Europa). Og langt de fleste kom altså med i de sidste 3-6 måneder af krigen...

Og det uanset hvad Frihedsmuseet skriver og siger om antallet af modstandsfolk under krigen. Der skal såmænd nok have været omkring 80-85.000 modstandsfolk i alt, hvis man tæller alt med. Altså kurere mv. Men når folk tænker modstandsfolk tænker de på de sabotører som udøvede jernbane-sabotage eller de folk som modtog våben-nedkastninger som Hvidstengruppen. Og af dem var del vel højst et par tusinde eller 5.000 i alt.

Mariuus Fill er et mennske jeg kan forholde mig til, netop fordi han klart så at det ikke var den enkelte tysker, eller nationen Tyskland, der var fjenden, men det mørke, der havde taget dem.

Og hvis vi ikke er påpasselige, så tager det mørke,. der tog Tyskland og tyskerne også os - danskerne og Danmark - i dag.

Mads Kjærgård

Det mest interessante ved historien er jo at politikerne og store dele af befolkningen anså modstandsbevægelsen, som terrrorister! Vi har altså at gøre med nogle personer, der aktivt valgte at blive terrrorister, men som alligevel bliver hyldet som helte! Jeg synes det burde give anledning til overvejelser hos nutidens danskere om alting er så forbandet sort og hvidt som vore politikere fremstller det!

Esben Maaløe

"Og hvis vi ikke er påpasselige, så tager det mørke,. der tog Tyskland og tyskerne også os - danskerne og Danmark - i dag."

Påpasselig kunne f.eks. være at undlade svulstige nationaldramaer om dansken og hans renfærdige heltemod.

Henrik Jensen

Karsten - nu var det jo ikke just sådan, at BOPA kunne slå dørene op til hvervekontorerne den 10. april.

Men fortællingen om den danske modstand, som først kom i gang efter Stalingrad er faktuelt ikke sand. (Jeg har selv troet på den).

Hvad med de danskere, som var ude af landet den 9. april: Det er en langt mere reel målestok?

6.300 var i udlandet da vi blev besat. Af dem faldt 850 i allieret uniform - i alt døde 2000.

De kunne nemlig gå ind på de rigtige hvervekontorer.

Og du skal ikke underkende faren. Min far ville opfordre en god ven til at gå med i hans modstandsgruppe; men kom fra det. Efter krigen, da han så Bovrup-kartoteket, vidste han, at dette var den bedste beslutning han nogensinde har taget.