Læsetid: 9 min.

Fire store, seks små – kun én vinder

I virvaret af franske præsidentkandidater er der ved at indfinde sig en vis orden. En uge før første valgrunde er der trods socialistisk føring en vis spænding om udfaldet af duellen mellem Hollande og Sarkozy. Og kampen om at blive størst blandt de små er atter en kamp mellem de politiske yderfløje
Kandidaterne. Franske G8-aktivister demonstrerer med blomsterpotter med de 10 kandidaters portrætter som led i en kampagne for forandringer i G8.

Kandidaterne. Franske G8-aktivister demonstrerer med blomsterpotter med de 10 kandidaters portrætter som led i en kampagne for forandringer i G8.

Martin Bureau

14. april 2012

»Bare det dog snart var slut,« brokker en mand sig i køen ved boden med økologiske grøntsager på et marked midt i Paris. Det er søndag morgen og ved den nyrensede Saint-Eustache-kirke lidt længere henne ad gaden kæmper ræverøde Mélenchon-tilhængere højlydt med le Pen-tilhængere om at få stukket løbesedler i hånden på kirkegængerne. Manden, der prøver at koncentrere sig, er tydeligvis nybegynder i økologi, beder om modne tomater og får med et strengt blik fra grønthandleren forklaret, at det virkelig ikke er sæson for det. Le Pen-tilhængerne med trikolorefarvede flammer på deres T-shirts råber endnu højere.

Og hvilket program passer egentlig til en katolsk sjæls evige frelse? Arvtagerne til den rene kommunisme eller en nationalisme, der ynder at henvise til mystikeren Jeanne d’Arc? Front rouge eller Front nationale?

Det er sæson for fransk præsidentvalgkamp, og i skyggen af de store klassiske kandidater fra højre og venstre står slaget i Frankrig i disse dage om, hvem der bliver valgets famøse ’tredje mand’. De små kandidater er for længst distanceret. Har den formastelige tomatkøber måske tænkt sig at stemme på Eva Joly, de grønnes kandidat? Næ, forklarer han, han er bare sendt på indkøb af sin kone.

Og hvad er der på hylderne til første runde 21. april?

Sarkozys problemer

Den nu 57-årige Nicolas Sarkozy er omsider faret ud af Elyssépalæet for at slås på sit yndlingsterræn. 15. februar erklærede den tydeligvis utålmodige præsident sig officielt som kandidat på den populære tv-kanal TF1. At der ifølge regeringspartiet UMP skulle have været internt primærvalg, blev fejet ind under gulvtæppet med den jernhånd, Sarkozy stadig har over for sine tropper, trods rekordstor upopularitet.

Upopulær, fordi sloganet fra forrige kampagne om et Frankrig, der står tidligt op og blot skal arbejde mere for at tjene mere, er blevet til en karikatur i et land med rekordstor arbejdsløshed. Upopulær, fordi samarbejdet med Tysklands Angela Merkel om netop den økonomiske krise og hendes uforbeholdne opbakning til ham er en varm kartoffel. Franskmænd vil helst bestemme selv. Og upopulær, fordi Sarkozys såkaldte bling-bling-stil endnu ikke er tilgivet af en vælgermasse, der med krisen har svært ved at tro på kapitalismens mirakler. Præsidentens eneste mea culpa har da også gået ud på officielt at fortryde den festmiddag på luksusrestauranten le Fouquet’s og ferie på en rig vens lystyacht, der fulgte sejren i 2007.

Vendingen

For det er op ad bakke at genskabe det stemmegrundlag, der førte til Sarkozys sejr i 2007. Det bestod ikke kun af en broget samling borgerlige og liberale, men især af de vælgere Sarkozy havde formået at trække til sig fra det yderste højre. Trofaste Sarkozy-soldater er i de forløbne måneder sendt som fortrop for atter at fiske stemmer fra Le Pen. Indenrigsminister Claude Guéant har sagt alt det, en præsident ikke selv kan tillade sig at sige. I februar skabte Sarkozy-væbneren polemik ved at hævde, at »ikke alle civilisationer er lige meget værd«. I marts forklarede Guéant, at det socialistiske forslag om at give valgret til indvandrere ved kommunalvalg ville tvinge franske børn til at spise halalkød i kantinerne. I adskillige uger overskyggede halaldebatten al anden politisk diskussion. I løbet af to måneder er det lykkedes Sarkozy at få vendt sine chancer fra rekordstor upopularitet til nu at så småt at kunne konkurrere med socialisternes 28 procent i første runde.

Men det skulle det blive de tragiske drab på franske militærfolk og jødiske børn begået af en islamisk og sandsynligvis sindsforvirret fundamentalist, der for alvor fik vendt kurven for Sarkozy. Han indtog sin rolle som sikkerhedspræsident understreget af resolutte arrestationer i islamiske cirkler. De arresterede er nu atter på fri fod, men selv socialisterne kom ikke med indsigelser mod det, man fra rød front kaldte »en ren teaterforestilling«.

Med på et afbud

For også socialisterne har fundet en dygtig strateg, der ikke begik den politiske dumhed, at skælde ud på politi og indenrigsminister på et tidspunkt, hvor en ængstelig fransk befolkning krævede handling.

Den 58-årige socialist François Hollande er den tålmodige og trofaste partipolitiker, der med skæbnens hjælpende hånd overraskende er på plads som kandidat til sin drømmepost. Det var der ikke de store udsigter til for bare et år siden, men det var før Dominique Strauss-Kahns seksuelle udskejelser med eller mod en stuepige på et hotel i New York væltede den ukronede socialistkonge af tronen. (Afsløringen af gruppesexorgier med prostituerede betalt af korrupte bygherrer har siden slået fast, at DSK selv for franskmænd var for meget libertiner.)

François Hollande er af en anderledes tillidsvækkende natur, med et lune, der for mange franskmænd virker aldeles upræsidentagtig. Socialistkandidaten har derfor i det forløbne år i enhver forstand forsøgt at arbejde hvalpefedtet af sig. Han har tabt 10 kilo og renset sit sprog for den ironisk distancerende humor, han var kendt for. Han vandt i DSK’s larmende fravær socialisternes interne opstillingskamp i efteråret med et program, der lignede de andres til forveksling. Partiformand Martine Aubry røg på sin DSK-solidaritet og den tidligere præsidentkandidat Ségolène Royal kom aldrig rigtig på banen. Til gengæld blev det i familien, Hollande er Royals tidligere livsledsager, de har fire børn sammen og deres ældste søn er kampagneleder, ganske som han var det for mor. I modsætning til Royal har Hollande formået at skabe fælles fodslag hos socialisterne. Selv ekskonen bakker ham op i en kamp, hvor antisarkozysmen er vægtigste argument.

Den lokale magt

I en lille landsby nær Troyes har Nadine lagt dametøj parat til sin mand, borgmester Jacques. Der er karneval i forsamlingshuset, og ved sådanne lejligheder fester landsbyen. På fladskærmen, der kører TF1 uafbrudt dagen lang, sveder Hollande lidt i sin nye stil, hvor han kikker skiftevis til høje og til venstre som Obama, fægter med armene som de Gaulle og misser med øjnene som Mitterrand. Man kan ikke høre, hvad han siger, Nadine har skruet ned, for egentlig interesserer hun sig ikke for politik.

Det er ude i sådanne små kommuner det afgøres, hvem der overhovedet kan stille op som fransk præsidentkandidat. Det er forklaringen på det ekstremt uhomogene felt uden om de store kandidater, der kan overraske udenlandske iagttagere. Der skal nemlig 500 underskrifter fra folkevalgte politikere til at stille op, og af de godt 47.000 af slagsen er 36.000 borgmestre.

Men når Jacques går til bal og tager sig af borgerne i sin lille by, er det vigtigt, forklarer han, at han er en partineutral borgmester. Sådan er det ofte i de mange meget små kommuner, hvor det derfor er svært at hente underskrifter. I de større kommuner og andre institutioner er situationen anderledes. Her følger de folkevalgte oftest partifarven. Sarkozys greb om UMP har sandsynligvis gjort det umuligt for rivalen, den tidligere premierminister de Villepin at stille op. Han måtte trods en kampagnestart med stærk mediebevågenhed ydmygende trække sig igen. Højreekstremisten Marine le Pen har også, ganske som sin far i utallige år, haft svært ved at finde underskrifter. Ikke mange lokalvalgte har lyst til at skilte med Nationalfronten. Front National opnåede så som altid og in extremis sine underskrifter med den reklame, det altid giver partiet at være offer for et uretfærdigt politisk system.

Til gengæld opnår temmelig obskure kandidater ved et effektivt fodarbejde den fornødne tilslutning. Den tidligere topembedsmand Jacques Cheminade, inspireret af den lige så obskure amerikanske millionær Lyndon LaRouche og anklaget for at være leder af en sekt, er med sit parti Solidarité et progres atter med i opløbet. Han har siden 1995 over for stærkt skeptiske journalister advaret mod en økonomisk krise og fører nu kampagne på at han fik ret. Det går lige ind hos mange små stærkt gældsplagede kommuner.

Også hos det tidligere UMP-medlem Nicolas Dupont-Aignan står finansmarkederne for skud. Han vil ligesom Le Pen ud af euroen, EU og NATO, men undgår den fremmedhadske nationalisme som Front National fører sig frem med. Som et af de eneste alternativer på højrefløjen, der ikke har trukket sig under presset fra Sarkozy, har han formået at samle over 800 underskrifter.

Den grønne nedtur

Til venstre er der også små kandidater med i kampen. Philippe Poutou, der er ansat på en bilfabrik kalder sig præsidentvalgets eneste arbejder. Han har taget over efter den karismatiske og hurtigttalende Olivier Besancenot i det, der engang hed Revolutionære Kommunister, nu omdøbt til Det Nye Antikapitalistiske Parti. Der er også Nathalie Arthaud, efterfølger til trotskisten Arlette Laguiller, der var den første kvinde, der nogensinde stillede op til præsidentposten i Frankrig og slog alle rekorder ved at gøre det seks gange. Hun sluttede sin karriere ved sidste præsidentvalg med en vælgertilslutning på omkring én procent. Efterfølgeren Arthaud ser ikke ud til at kunne gøre det meget bedre. Men både Poutou og Arthaud har via deres forgængere et vidt forgrenet netværk i det franske politiske landskab.

Mens det fra starten af kampagnen har været nogenlunde klart, at disse kandidater næppe kommer til at sluge mere end hver én procent af stemmerne, er det til gengæld en overraskelse, at de franske økologers fælles kandidat, Eva Joly, også er på vej ned mod én procent. Eva Joly, der er af norsk oprindelse, har trods sin sympatiske fremtoning med en tydelig accent ikke udvist skyggen af den politiske tæft, der skal til i en fransk valgkamp. Et forlig mellem økologer og socialister har sandsynligvis også været med til at hive tænderne ud på en kampagne, der trods økologiens aktualitet aldrig er lettet.

Den anden kandidat, der står til en kæmpelussing, er midterpolitikeren François Bayrou, der ved i 2007 med over 18 procent stod som valgets tredje mand. Tv-journalister følger ham i disse dage nærmest medlidende rundt i det franske rige med en kampagne, han insisterer på at tro på, skønt barometret nu viser under 10 procent.For hvis vælgerne i 2007 turde drømme om et Frankrig hen over midten, har de seneste fem år sendt dem tilbage til mere velkendte fronter. Det nye er så, at der ikke kun er Front National som alternativ. Skrækscenariet er 2002, hvor spredningen af stemmer på 16 kandidater svækkede socialisternes kandidat Lionel Jospin så meget, at anden runde kom til at stå mellem Chirac og le Pen.

Og Front National er stadig et stærkt parti med en stærk kandidat. Marine le Pen har overtaget faderens post og bragt et moderne schwung til partiet, der fortsat har det som sit vægtigste programpunkt at lukke Frankrig for fremmede. Også Marine le Pen har plejet sit look, tabt adskillige kilo og fået ny frisure, men ikke mindst er hun en fremragende demagog, der får både Sarkozy og Hollande til at virke kunstige. Blandt unge mellem 18 og 25 ligger le Pen i spidsen. Skulle nogen undre sig over, hvorfor både Sarkozy og Hollande i kampagnens sidste uger finder det yderst vigtigt at love billigere kørekort, skal forklaringen findes her.

En overraskelse

Men den mand, der for alvor ser ud til at redde Frankrig ud af truslen fra maj 2002 er valgkampens store overraskelse Jean-Luc Mélenchon. Den tidligere socialist brød i 2008 med et parti, han mente gav alt for mange indrømmelser til kapitalen. Han skabte sit eget parti, Parti de Gauche, og står nu blandt andet med opbakning fra det skrantende kommunistparti for en fælles Front de Gauche. Og hvor både Sarkozy, Hollande og Bayrou men også Le Pen er stivnet i en vision om uundgåelige nedskæringer, byder Mélenchon på radikale løsninger. Mindstelønnen skal fordobles, bankerne skal sættes stolen for døren, og vejen ud af krisen er ikke besparelser i den offentlige sektor, men en socialisme med forbillede i Morales og Chavez. Og mens programmet er hørt før, er formen ny. Mélenchon har vist sig som den politiske scenes stand-up’er, analytisk, knivskarp og fræk som en slagterhund. Han har intet at miste. Hans vælgermøder er blevet tilløbsstykker, f.eks. med kampagnens hidtil største, der samlede 70.000 jublende tilhængere i Toulouse den 5. april. Hos både Sarkozy, Hollande og Le Pen er der tomme stole bagerst i de sportshaller, hvor de artigt holder taler for deres tilhængere. På to måneder er det lykkedes for den nu meget glade Mélenchon at gå fra en forventet stemmeprocent på syv til at kæmpe om tredjepladsen med Le Pen omkring de 15 procent.

Og derfor skændes de to fronter så heftigt denne morgen på markedet i Paris. Alt tyder foreløbig på, at det bliver Sarkozy og Hollande, der når frem til at kæmpe i anden omgang. Og alt tyder fortsat på, at Hollande bevarer sit forspring og nærmest på afbud bliver Frankrigs næste præsident med 53 procent af stemmerne. Men hvilken retning hans regering derefter skal tage, kan der stadig råbes forstyrrende højt om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu