Læsetid: 7 min.

De glemte tulipaner

Barcelonas særlige fodboldkoncept lader sig ikke let indfange af traditionelle taktikforståelser, for mestertræneren Josep Guardiola er gået sine egne veje
Barcelonas særlige fodboldkoncept lader sig ikke let indfange af traditionelle taktikforståelser, for mestertræneren Josep Guardiola er gået sine egne veje
7. april 2012

Inden det afgørende kvartfinaleopgør mod AC Milan tirsdag aften havde Barcelonas træner forudset, milaneserne garanteret ville score mindst et mål. Hvilket, efter 0-0 i den første kamp, ville tvinge Barcelona til at score mindst to gange:

»Jeg har på fornemmelsen, at Milan scorer mod os. Det er de i stand til at gøre. Det har jeg sagt til mine spillere. Derfor har vi de seneste dage fokuseret på at kunne skabe mange chancer, så vi kan score så mange mål som muligt. Vi skal finde en god måde at gribe deres gode forsvar an på,« sagde Josep ’Pep’ Guardiola på et pressemøde mandag aften.

Og det gik som forudset. På hjemmebanen Camp Nou vandt Barcelona 3-1. Med to straffespark effektivt eksekveret af Lionel Messi, der dermed fik sat endnu et flueben på listen af rekorder, og en enkelt fuldtræffer af Andrés Iniesta blev italienerne sendt ud af den lukrative turnering.

Barca dominerede vanen tro, men ikke overbevisende. Heldigt for dem virkede Massimiliano Allegris milanesere idéforladte i store stræk. Kampen var intens på grund af nerverne – især da Milan kom på 1-1 på mål af Antonio Nocerino – men de 90 minutter på et tætpakket Camp Nou var først og fremmest en taktisk lækkerbisken. Det store spørgsmål er nu, om Josep ’Pep’ Guardiola tør stille med samme formation længere fremme i turneringen.

Catalonierne er nu i semifinalerne i Champions League for femte år i træk, og det var taktisk kløgt, der gjorde forskellen. På San Siro havde Pep insisteret på at sætte Seydou Keita ind på den defensive midtbane i et forsøg på at matche Milans muskler og til gengæld skubbe Iniesta op som en slags hængende centerforward med tilbøjelighed til at søge over på venstre kant. Ganske vist endte kampen 0-0, hvad der for langt de fleste mandskaber i verden må siges at være en bedrift på San Siro.

Men resultatet var ikke på Barcas præmisser. Forud for tirsdagens titanopgør ville de spille deres eget spil, for, som Guardiola meddelte:

»Vi er ikke i stand til at forsvare et resultat i lang tid. Milan er et hold, der evner at dominere kampene. Når de selv bliver domineret, er de gode til at forsvare sig og er meget stærke til at slå kontra. De kan godt slå os ud. De fører den italienske liga og har gode spillere.«

Den 41-årige catalonier og tidligere klubkammerat til Michael Laudrup havde på forhånd udpeget Zlatan Ibrahimovic som den store trussel:

»Når de spiller en høj bold til Zlatan, er han os overlegen. Vi giver op på forhånd. Derfor vil vi forsøge at holde ham så langt væk fra feltet som muligt, så han ikke deltager i spillet,« sagde Guardiola.

Så i stedet for at gentage noget, der kunne ligne en typisk 4-2-3-1 som dén på San Siro med Keita og Sergio Busquets som centrale midterdefensiver, installerede Guardiola sin egen forfinede variant af den klassiske ’tulipan’-taktik: 3-3-1-3. I princippet går systemet tilbage til de glade Johan Cruyff-dage og hollandsk totalfodbold, men styrmanden – der samtidig er et lidt fortrængt ikon i Barcas moderne historie – er Louis van Gaal.

Den falske 9’er

Overhovedet at analysere Barcas fodbold i tal er måske i dybeste forstand forkert, eftersom holdet inkarnerer det, man kan kalde konceptfodbold. Gang på gang bliver grundlæggende værdier, som læres på det berømte La Masia-akademi, omsat til virtuos fysik på grønsværen: Tænk på det høje presspil; den ligeledes høje forsvarskæde, som lynhurtigt kan skifte fra tre til fire mand; fullbacks, der konverterer til deciderede wings, og ikke at forglemme de superelastiske positioner, som Cesc Fabregas – den moderne ’boks til boks’-spiller – og Lionel Messi, den falske 9’er, indtager på klodens førende mandskab.

Efter kampen i tirsdags søgte jeg på nettet efter taktiske holdopstillinger. Det er ganske interessant – nuvel, for nørder – at langt de fleste overtager UEFA’s officielle talkombination: 4-4-2. Det sker selvfølgelig for at forklare, at Fabregas er placeret som toppen af en diamant i hullet lige bag de to angribere, nemlig Messi og Isaac Cuenca. Problemet er bare, at Cuenca i højere grad er decideret wing, hvad der peger i retning af mindst tre på toppen, og at Messi langtfra er en traditionel forward, altså en 9’er. Og nok så vigtigt: Med 4-4-2 overser man, at Dani Alves ikke optræder i forsvarskæden på sin ellers normale backplads ude til højre, men derimod excellerer i en position, som er længere fremme end midtbanen med Xavi Hernández, Iniesta og Busquets. Hvis man således kigger ned i banens dybde fra Milans mål, vil man spotte først Cuenca, så Alves, dernæst Messi og så Fabregas.

Hvorfor så ikke 3-4-3? Fordi man i så fald ikke fokuserer på det bindeled, Fabregas udgør på Guardiolas hold. Med Fabregas, der hos Arsenal netop fik skærpet rollen som tovejsspiller, har catalonierne en mand, som ikke alene er spilfordeler højt på banen, men som ydermere enten kan komme i overløb med Messi (der så glider længere ned) med front mod målet, eller søge ned i banen i et decideret tiki-taka-samspil med de to midtbaneguder Xavi og Iniesta.

Det var ikke desto mindre skrøbeligt. For med 3-3-1-3 renoncerede Guardiola på tvisten om fysik på midten mod i stedet at skabe så mange offensive overtalssituationer og kreative rum som muligt. Og da først Milan kom på 1-1 efter 32 minutter, skiftede Guardiola prompte til en 4-1-4-1. Alves gled ned som højreback, Carles Puyol holdt op med at agere tredje hjul i den centrale defensiv, Busquets passede midtbanen side om side med Xavi (i stedet for at lade sig falde ned som forsvarsmakker til Gerard Piqué), og Fabregas og Messi lurede begge som en slags falske centerforwards i smørhullet lige bag Cuenca.

3-3-1-3, altså. Vi har set det hos en anden mesterstrateg i moderne tid, argentinske Marcelo Bielsa, der brugte formationen på det chilenske landshold, og nu – dog ikke til fulde – har implementeret den hos Athletic Bilbao.

Den geniale galning

Men skal man finde den egentlige inspirator, der som sagt er lidt klemt i Barcelonas historiebøger, skal man tilbage til Louis van Gaal – den ’geniale galning’, som han ofte kaldes.

Inden Aloysius Paulus Maria ’Louis’ van Gaal blev cheftræner for Barca, havde han sin storhedstid i Ajax. Og hvilken tid! I 90’erne blev kæmpenavne fostret, ikke mindst fordi van Gaal insisterede på at give chancen til unge stjernefrø: Edwin van der Sar, Michael Reiziger, Frank De Boer, Marc Overmars, Edgar Davids, Clarence Seedorf og Patrick Kluivert er alle fra van Gaals Ajax-periode, og flere af dem blev senere importeret til Barca, da van Gaal tog over efter Bobby Robson i 1997. Hollænderens tendens til at sætte taktik før spillerne – og de fleste af dem var stjerner – var dog ofte noget uspiselig for Barcas socios. Selv om van Gaal vandt La Liga to gange og en enkelt Copa del Rey, var hans optræden i medierne og ikke mindst hans offentlige skænderier med brasilianeren Rivaldo ganske enkelt for meget for klubben, og da Barca i 2000 sluttede som nr. to i Primera Division, var det slut for den stædige hollænder. Man glemmer tit, at det var under van Gaal, at Xavi fik sin debut.

I FC Barcelonas selvforståelse giver det flest point at påkalde sig mægtige Johan Cruyffs beskyttende ånd, og Guardiolas Dream Team sammenlignes derfor ofte med Laudrup & Co. Men Guardiola er gået sine egne veje og har tilført Barca et forunderligt miks af Robson og van Gaal: En engelsk 4-4-2-stil med fløje og højt presspil og en hollandsk model, der i totalfodboldens hippiedage hed 1-3-3-3 (fordi der var en libero nede i bunden af grønsværen), og som nu er moderniseret i kraft af ’toppunktet’ på midten, det store bindeled, som altså ikke kun er centerforward som i gamle dage, men ’boks til boks’-spiller. Man forstår derfor, hvorfor Guardiola så gerne ville have Fabregas og samtidig var fuld af ydmyg beundring for, hvad Arsène Wenger havde påduttet den 24-årige spanier i London: Fabregas var lige præcis den krumtap, der skulle til, for at de andre ’mobile’ stationer faldt på plads: Messi som falsk 9’er, Alves som en konstant elastik på flanken, Busquets som halvt defensiv midt, halvt centerforsvarer. Og selvfølgelig Xavi, der er trukket længere og længere ned i banen. Manden bliver jo ældre. Det er det, der sker for de moderne 10’ere: Femten meter tilbage the Italian way. Se bare Andrea Pirlo i Juventus, Xabi Alonso i Real Madrid og for den sags skyld Paul Scholes i Manchester United.

Barca spiller med stor risiko, og der er ingen tvivl om, at deres naturlige defensiv hurtigt kan blive shaky, hvis den sættes under pres. Også mod Milan kom Zlatan og især Nocerino flere gange i overtag med Puyol fanget for højt oppe på banen og en Dani Alves, som var mange meter fra kampens hede. Men Guardiola mestrer i de afgørende øjeblikke omstillingens kunst. Efterhånden er formlen indgroet i Barcas rygrad: 3-4-3, når de angriber, og 4-3-3, når de forsvarer. Om det så er Alves eller Busquets, der glider ned og gør tremandskæden til en firebackkæde, er ikke afgørende. Læg dertil, at Guardiola heller ikke har været bleg for at overtage en taktik, vi kender fra eksempelvis Chelsea, nemlig 4-1-4-1, en mere fysisk betonet model, der handler om spilovertag og symmetri.

Alt bliver til tulipaner i Guardiolas univers. Selv gælden til Louis van Gaal, manden, der ligner en gusten forretningsmand, bliver forvandlet til sexede mekanismer i FC Barcelonas velsmurte maskine. Selv på de dage, hvor Blaugranas ikke spiller som guder, er de stof nok til taktisk mesterklasse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fin gennemgang af 10 tals kombinationer, - det afgørende for mange kampes udfald er dog dommerens position, og barca havde ikke vundet omtalte kamp uden at have dommeren på deres side.

Anders Hansen

jeg er enig, dommeren forærede Barcelona sejren, den havde intet at gøre med deres fodboldevner.

Selvfølgelig er det vilkårene i sport, men jeg forstår ikke, hvorfor kampen bliver brugt som afsæt, til en artikel der hylder Barcas spillestil...