Deres Kongelige Højhed Kronprins Frederik, mine damer og herrer!
For nylig var jeg tilhører ved en poesioplæsning, hvor den ene digter efter den anden kom på scenen: Nogle var rigtig gode, et par stykker okay, andre igen måske knap så spændende. Pludselig spidsede jeg ører – en ung digter, jeg aldrig havde hørt om, læste en tekst op, der fra første sekund fik mig ud på kanten af stolen. Hvad var det her? Ja, hvad meningen med hendes digte var, skal jeg ikke kunne sige, men at betydningerne stod i kø, var der ingen tvivl om. Mening og betydning er nemlig ikke det samme, og i dag, hvor vi kan glæde os over museets nyophængning og med god grund skal fejre kunsten, er det værd at tænke lidt over forskellen.
Hvor tit har man ikke stået over for en skulptur eller lyttet til et stykke musik, hvis hensigt man umuligt kunne gøre rede for, men hvorfra der ikke desto mindre, hver eneste gang man vendte tilbage, blev ved med at strømme ny betydning?
Mange mennesker fortæller, at de har fået deres forhold til poesien ødelagt i skolens dansktimer, hvor de blev præsenteret for digtet som en mærkelig kode, der skulle brydes og oversættes til en anden tekst, kaldet fortolkningen, som så var en slags klartekst, der i modsætning til digtet dannede en sammenhængende mening. Men hvis poesien alligevel i sidste ende kan koges ned til en anden og mere meningsfuld tekst, hvorfor så overhovedet gå vejen om ad digtet, eller som Per Højholt sagde:
»Hvorfor siger de det ikke bare ligeud?«
Mon ikke man ville få meget mere ud af kunsten, hvis man i første omgang glemte alt om at spørge til dens mening og gav sig lov til simpelthen at opleve formen (og det vil for poesiens vedkommende sige: lade sig rive med af ordene, af deres musik og af de billeder, der opstår i sproget)? Så vil man nemlig opdage, at noget, som på den ene side ikke kan reduceres til en mening, men på den anden side heller ikke er meningsløst, begynder at pible frem, og det er dette noget, jeg kalder betydning.
I kunsten er det ikke sådan, at værket udtrykker en tanke, der forelå før formen, men omvendt – at værket tænker, mens det tager form. At skabe kunst er ’at tænke i materialet’, og derfor kan man heller ikke skrabe kunstens tanke fri af formen, lægge meningen på en sølvske og i triumf bære den rundt uden for museet.
Som eksemplet med dansktimernes digtanalyser viser, kan det ligefrem være en hindring for oplevelsen af værkets betydning straks forhippet at spørge til dets mening. Dén erkendelse er vel at mærke ikke ensbetydende med en antiintellektualisme, der vil hævde, at det er forgæves eller direkte ødelæggende at tænke over kunsten: Men forudsætningen for, at museumsgæsten standser op og spontant går ti meter tilbage for tankefuldt at kaste nok et blik på billedet, han netop passerede, er jo, at dette billede i første omgang talte til ham som billede – som farve, som form, som penselstrøg – og gav ham lyst til at tænke med materialet, ligesom billedet selv er blevet til i det stoflige.
Når jeg taler om forskellen mellem mening og betydning, taler jeg altså ikke om en modsætning mellem kunsten og tanken, men om at kunstens betydning er bundet til det konkrete værk, som man hver gang er nødt til at gå tilbage til, konfrontere sig med og opleve på ny, hvis man vil tænke over det.
Og når jeg understreger, at et kunstværks betydning ikke kan opsummeres i en mening, er det ikke det samme som at sige, at det dårlige værk har et budskab, mens den virkelige kunst ikke handler om noget. Men jeg siger, at uanset hvor meget budskab et værk har, og uanset hvor magtpåliggende det er for kunstneren at kommunikere sine synspunkter, er det, når det kommer til stykket – og det gør det jo altid i et konkret værk – ikke kunstnerens holdninger, der gør billedet, skulpturen eller installationen til kunst, selv om det heller ikke er så enkelt, at hensigterne så i sig selv nødvendigvis nedsætter værkets betydning: Har man ikke ofte stået over for et billede, et digt eller et stykke musik, som førte en højrøstet politisk eller religiøs tale, men samtidig sagde så meget andet og vrimlede med betydninger, ophavsmanden måske slet ikke havde gjort sig klare? Hvad skulle ellers være grunden til, at vi kan vende tilbage til kunst, som er båret af trivielle pointer, af en obskur eller til tider måske ligefrem frastødende ideologisk selvforståelse, men hvor selve værket ikke desto mindre rummer så meget andet og mere, end det var kunstnerens hensigt? Hvis surrealisterne kun artikulerede deres banale forståelse af psykoanalysen, hvis der kun stod ortodoks lutherdom på Cranachs tavler, og hvis de vilde værker af min egen generations malere var ren illustration af forestillingerne om det postmoderne, var gensynet med dem i museets nye ophængning ikke nær så stor en oplevelse, som det faktisk er blevet.
Ligesom kunstnerens intentioner altså ikke behøver at udelukke, at betydninger, han intet aner om, trænger sig frem i værket, kan det samme være tilfældet i et værk, der omvendt ikke udtrykker en bestemt mening, for at kunsten ikke er styret af en sådan hensigt, er ikke det samme som, at den ikke handler om noget.
Da jeg som ung deltog i Poul Borums kursus for digterspirer, blev vi sat til at bedømme hinandens digte ud fra to spørgsmål: Fungerer det? Og er det nødvendigt? Da jeg blev lidt ældre, tror jeg nok, at jeg fandt denne værktøjskasse lidt mager, men i dag giver jeg Borum ret i, at her er de to vigtigste krav til et værk formuleret. Hvad nytter det, at man har alverdens gode grunde til at udtrykke sig, hvis man ikke kan, og hvad er kunstnerisk virtuositet værd, hvis den intet har at sige? Hvad der så skal forstås ved, at et værk fungerer, kan man hurtigt blive uenige om, men om der er noget på færde i værket, om det har været nødvendigt at skabe det, mærker de fleste med det samme.
Lad mig for et øjeblik vende tilbage til den fascinerende digtoplæsning, jeg hørte for nylig. Selv om hverken jeg som tilhører – og givetvis heller ikke den unge digterinde selv – ville kunne redegøre for meningen med digtene, var det meget tydeligt, at elektriciteten i hendes poesi stammede fra en dygtig sprogkunstners livtag med et stort stof, der pressede sig voldsomt på og ville udtrykkes.
»Det, hvorom man ikke kan tale, om dét må man tie,« sagde Wittgenstein.
Men hvad stiller man op med dét, hvorom man hverken kan tale eller tie? Dét, man ikke kan tale om, fordi det ligger uden for sprogets grænse, men heller ikke tie stille med, fordi det presser sig på? Man skaber kunst, for kunsten er ikke et sted, hvor tanker, som allerede er tænkt af filosoffer, semiotikere og teologer, finder form, men derimod et sted for nye betydninger, som man først kan tænke over, når de er kommet til verden som kunst.
Ikke sjældent er jeg bekymret blevet spurgt, om jeg ikke er bange for, at mine digte skal ’gå i stykker’, når de bliver analyseret. Det er jeg ikke. For det første, fordi der ud over de dårlige fortolkere, som tager førergreb på teksten, indtil den tilstår, at den betyder én, og kun én, ting, også findes de dygtige analytikere, som forstår at åbne værket – ikke så det nu omvendt kan betyde hvad som helst, men så man ser det fra flere sider som et hus med mange etager, stejle vindeltrapper og en sortklædt kvinde, der det ene øjeblik står i vinduet og det næste er væk. Men når jeg for det andet ikke er bange, skyldes det, at det kun er et dårligt kunstværk, der ikke kan tåle at blive analyseret. For et dårligt kunstværk kan jo faktisk udtømmes i fortolkningen og restløst oversættes til en entydig mening, og når det er sket, er der ingen grund til nogensinde at læse digtet igen eller til at standse op på museet, gå de ti meter tilbage og kigge en ekstra gang på billedet.
De af mine digte, som gik i stykker, fordi de ikke kunne tåle at blive analyseret, var alligevel ikke bedre værd, mens andre netop viste deres værd, fordi analyserne igen og igen kunne lokke nye betydninger ud af dem.
Nu ville det jo så ligge lige for at konkludere, at de enkleste og umiddelbart mest tilgængelige værker så ville være dem, der gik under i analysen, mens de mere sammensatte ville holde længere, og værker, som i deres uigennemtrængelighed helt modsætter sig fortolkning, vil stråle evigt på firmamentet. Men så enkelt er det heller ikke. For selv om der sandt nok findes digte, som f.eks. Per Højholts, som jeg aldrig ville kunne udlægge, men ikke desto mindre er livslangt hypnotiseret af, vender jeg også gang på gang tilbage til digte, jeg bildte mig ind at forstå ved første gennemlæsning. Ikke bare er f.eks. Ingemanns Morgen- og Aftensange så enkle, at de kan læses af ethvert barn, en tematisk analyse vil også uden videre kunne gøre rede for deres univers, bygget op som det er omkring simple modsætninger mellem lys og mørke, oppe og nede, liv og død. Men skønt analysen hurtigt har overskuet disse digte, bliver man som læser mærkelig nok aldrig færdig med dem. Og omvendt er det langtfra alle digte, man gider læse én gang til, bare fordi de ikke er til at få styr på, for kunsten kan udmærket være rig på kompleksitet og fattig på fascinationskraft. På trods af at Ingemanns digte ser så enkle ud, har ingen kunnet gøre ham kunsten efter, så måske er det slet ikke digtene, men analysen, der er for simpel, og når man igen og igen får lyst til at læse Højholts poesi, skønt den heller ikke denne gang gav mening, er det nok, fordi hans mærkelige – og mærkeligt besættende – digte hver gang afgiver ny betydning.
Det var en stor oplevelse for mig, da jeg forleden blev vist rundt i hele museets nyophængte samling. Værker, jeg troede, jeg kendte, så jeg som for første gang, fordi kurateringen lod et helt nyt lys falde på dem, andre så jeg virkelig for første gang, hentet op som de var fra museets magasiner, og ligesom enhver anden museumsgæst blev også jeg udfordret til modsigelse: Hvorfor er lige dét billede valgt og dén kunstner repræsenteret, men ikke dén strømning og dét hovedværk?
Selv om ophængningen er fleksibel og på det smukkeste indrettet på løbende at kunne inddrage nye værker og lade andre glide i baggrunden, vil en kronologisk samling på statens eget kunstmuseum naturligvis altid have karakter af bud på en kanon, den være sig nok så relativ og foranderlig.
Men før vi begynder at hidse os op over noget så kulturkonservativt, skal vi huske, at meningen med en kanon ikke er, at man uden videre skal acceptere og underordne sig den, men netop at man kan diskutere med den, fordi der faktisk først kan stilles spørgsmålstegn ved kunsthistorien, når nogen har vovet en version af den. Selv om de fleste er enige om, at man ikke i objektiv forstand kan afgøre et værks kvalitet på samme måde, som man kan måle sukkerindholdet i blodet, slipper man heller ikke for diskussionen ved at trække på skulderen og erklære, at kunstnerisk kvalitet kan man slet ikke tale om, da »smag og behag er forskellig«. For selv om de måske nok tror det selv, er der i virkeligheden ingen, som mener, at kunstnerisk kvalitet er komplet relativ. Ikke så snart har kommunen stillet en skulptur op på torvet, før de selvsamme mennesker, der for et øjeblik siden var glade relativister, nu forbitret fastslår, at »det dér har ikke noget med kunst at gøre« og altså så alligevel opererer med et begreb om, hvad god kunst er.
Vilkåret er nemlig, at vi aldrig kan få begrebet om kunstnerisk kvalitet til at stå helt stille: Kvalitet er hverken noget fuldkommen absolut eller noget rent relativt, men vil altid rokke uroligt imellem de to positioner, for selv om nogle mennesker afgjort har bedre begreb om den end andre, vil kunsten altid stå til diskussion, og dér står den godt.
Skønt det måske nok kan accepteres, at det ikke er produktivt at klippe det enkelte kunstværk ned til en let håndterlig mening, falder det da naturligt at spørge, hvordan kunsten som sådan kan bidrage til samfundet, og hvad meningen med at støtte den altså er. Jeg skal ikke fortænke hverken politikere eller skatteydere i at stille det fornuftige spørgsmål om, hvorfor de skal lægge deres penge i kunstens verden, når midlerne er begrænsede og indlysende nok kunne gøre virkelig nytte andre steder. Og på en dag som i dag, hvor de bevilgende myndigheder må formodes at lytte med, er det da også rigtig fristende at begynde at begrunde kunstens plads i samfundet – f.eks. med, at den gør os til bedre, klogere, friere og måske oven i købet mere tolerante, innovative og demokratiske borgere. Men selv om vi har god grund til at løfte glasset for museets nye ophængning, skal vi ikke falde for fristelsen til dén slags skåltaler.
Hvis Det Skønne – som man kaldte kunsten i gamle dage – var det samme som Det Gode og Det Sande, ville vi ikke have problemer med at begrunde den. For selv om meget kunst såvist har lært mig ting og sager om både mig selv og andre og om verden, vi lever i, er der lige så meget kunst, som ikke har gjort mig til et klogere, endsige bedre, menneske og heller ikke har tilført mig andre egenskaber til brug for nogen eller for noget som helst, men som ikke desto mindre har været meget vigtig for mig.
Når et kunstværk tilfældigvis rent faktisk har gjort os f.eks. mere indsigtsfulde eller etisk ansvarlige, er det fristende at generalisere virkningen, men på trods af intentionen om at forsvare kunsten er man i så fald i færd med at gøre den mindre, end den er, for i samme sekund kommer man i tanker om andre værker af samme høje æstetiske værdi, men måske blottede for gode og sande bivirkninger: En forfatter kan udmærket tale usandt, men på en måde, så man nødigt ville være hans løgne foruden, en billedkunstner kan prædike et højst betænkeligt livssyn, men male så hans billeder ikke er til at få øjnene fra.
Når jeg før talte om, at kunsten altid vil stå til diskussion – skulle man så alligevel til sidst vove et bud på en begrundelse og sige, at kunsten er et vigtigt enzym i den store samfundsmæssige samtale? Nej, selv ikke dén artighed skal vi lade os forføre af, for selv om kunstens frihed kendetegner et ægte demokrati, kan man ikke omvendt slutte, at kunsten så nødvendigvis er demokratisk – uanset hvor godt det ville lyde. Vi kan udmærket begrunde sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet, men netop fordi det ikke i samme forstand giver mening at gå på Statens Museum for Kunst, og vi alligevel hele tiden skal tilbage og se lige dén skulptur og dén installation én gang til, må det være af største betydning.
Det er den samme vise om og om igen og igen. Den moderne kunsts nødvendighed forklares med, at dens formål og hele mening er tabu. Det er just det fine ved den nemlig, at den er sit eget formål og ikke tjener noget andet formål end eventuelt at nogle kan gøre sig interessante ved at udtale sig med sagkyndighed om den og dens absolutte formålsløsheds allerstørste betydning.
Forleden var jeg til en digtoplæsning med Søren Ulrik Thomsen, hvor han - efter insisterende spørgsmål fra salen - åbent indrømmede, at hans filosofiske dannelse var mangelfuld. Derfor overraskede det mig, at den wittgensteinske titel: "Dét, hvorom man hverken kan tale eller tie" stammede fra hans hånd (frem for Center for Vild Analyse, som jeg havde ventet, da jeg trykkede på overskriften i mit RSS-feed.)
Yderligere forvirret blev jeg, da han lavede distinktionen mellem mening og betydning, som efter Wittgensteinparafrasen sendte associationer til Frege (som i den danske Philosophia-oversættelse tilskrives denne - omend 'betydning' nok var bedre oversat med 'reference'). Gad vide, om SUT selv er klar over dette 'fregian slip' og den følgende forvirring?
Uanset hvad, tror jeg, at jeg foretrækker SUTs definition af 'betydning'. Også kunne fregianerne i øvrigt lære en ting eller to af (digt)analysens uudtømmelighed.
"Deres kongelige højhed". Den passus siger i øvrigt indirekte en hel del om den aura af ufolkelighed og snobbisme der i dag er kendetegnende for al viraken omkring den angivelige moderne kunst.
Meget af det, der omgiver kunsten på nutidens museer, er den stærke prægning af iscensættelse og kuratering.
Intet får lov at være noget i egenskab bare af sig selv. Der skal arrangeres og præsenteres og holdes taler.
Som tilskuer bør man lægge det meste af dette bag sig og så se udstillingen på sine egne personlige præmisser.
Den første sætning diskvalifiserer resten for mig. Kan vi ikke snart blive fri for dette kongelige gylle.
Jeg mener, at Søren Blaabjerg ikke har forstået noget videre af, hvad SUT siger - og muligvis heller ikke ønsker at forstå det - og at han og M.K.Nielsen lader udenværkerne begrænse deres forståelse. Det skader ikke SUT, men det gør, at de går glip af et væsentligt udsagn om emnet.
Maj-Britt K:Hansen: Billederne skal jo hænges op, for at vi kan se dem; og det kan lige så godt gøres af folk, der har en mening med det. Når indvielsen er overstået, kan vi bare gå ind og lade os berige, hver udfra sine forudsætninger og på sin måde.
Udenomsværker.
I en vis forstand er åbningsceremonien, Søren Ulrik Thomsens tale, ophængningen, iscenesættelsen, ja hele museet, udenomsværker. Alle stjæler de kraft og opmærksomhed fra selve kunsten og værket. De kappes nærmest om det, som reklamer i en avis. Og som i avisen præger udenomsværkerne ikke bare den samlede oplevelse, men desværre også det egentlige indhold, der farves af de ubudne gæster, som skønnes så vigtige for foretagenets rentabilitet. Derfor er udenomsværkerne dræbere, man skal omgå med stor varsomhed.
Desværre, for der er faktisk nogle gode ting i Thomsens tale.
Fotoet er også godt.
@ Tom
Ikke desto mindre tager kurateringen nu ofte overhånd. Man ryster posen, hænger indholdet op på en anden måde og mener dermed, at man har skabt og formidlet ny indsigt.
Men lad os se udstillingen - og se, hvad vi så mener.
Udover artiklens indhold, glædes jeg over Søren Ulrik Thomsen's fine beherskelse af sproget!
Citatet stammer oprindeligt fra Derrida i hans opgør med Wittgenstein. Citatet lyder (efter hukommelsen): "Det er muligt at der er noget hvorom man ikke kan tale, men så kan man skrive om det." Det handler altså om, at tanken i skriftens form så at sige overskrider dødens tærskel. Og det stammer altså hverken fra SUT´s egen hånd eller Center for Vild Analyse. Men SUT har selvfølgelig ret, når han skriver, at kunst er "et sted for nye betydninger, som man først kan tænke over, når de er kommet til verden som kunst."
Søren Ulrik Thomsen siger nogle rigtig interessante ting her. Denne tekst kan tages frem og lægges væk og tages frem igen, og stadig gemmes. Der er meget i den. Man kan ikke kapere det hele med det samme.
Nogle gange synes jeg, at kunst kan ses som undren. Undren indeholder fremdrift. Undren kan føre til ny erkendelse, viden, man finder man ud af noget. Kunsten udforsker, men giver ikke svar. Kunsten er forsøg på at begribe, og vi kan sanse forsøget og lade det indgå i vores dialog med os selv og hinanden.
At turde opleve eller ej, det er spørgsmålet.
At turde lade noget virke på sig, det er spørgsmålet.
At vove, er at miste fodfæstet for en stund - Ikke at vove, er at miste livet. (Kirkegaard)
Kunst er den menneskelige løgn, som kommer sandheden nærmest (A. Hafink)
At vove at være, opleve og iagttage (kunst)fordomsfrit - eller ikke at vove det - Dét er spørgsmålet.
Uden for sprogets grænser?
En digter?
Bo Carlsen - jeg studsede også over den sætning:
"Men hvad stiller man op med dét, hvorom man hverken kan tale eller tie? Dét, man ikke kan tale om, fordi det ligger uden for sprogets grænse, men heller ikke tie stille med, fordi det presser sig på? Man skaber kunst,..."
Den indskudte bisætning "..., fordi det ligger uden for sprogets grænse, ..." vil jeg tro, Søren Ulrik Thomsen ærgrer sig over, hvis han tænkte over det igen. For sådan en grænse ønsker en god digter vel ikke at anerkende. Mon ikke han bare skulle have sagt: "... fordi man endnu ikke ved, hvad det er,...".
Kunst-iagttagelses-proces: (Bruger billedet i baggrunden af fotoet foroven af artiklen som eksempel)
Man ser en flade. Tre flader. Som er stillet sammen. Successivt. Et forløb af 3 flader. Jeg starter fra venstre og går mod højre i min fremadskridende betragtning af fladerne. - Om rigtigheden heraf kan måske disputeres. Men det er nu sådan, jeg engang gør. Bogstaverne indikerer for i øvrigt mig, at det er den vej fladerne skal LÆSES. Indgangen til værket/værkerne/fremstillingen af billedfladerne. Der er er bogstaver og dem læser man således. (Bemærker i parentes at en araber ville læse den modsatte vej. Spørgsmål: Vil det have nogen betydning for iagttageren af væket? – Hvilken? Hvordan?) - Læser fladerne fra venstre gående mod højre. Afsøger fladerne for betydninger. For spor af betydning. - To markante elementer: Bogstaver og en silhuet. Bogstaverne dominerer på samme måde fladernes baggrund successivt gennem hele forløbet. Silhuetten træder frem i forgrunden på samme måde over de tre flader. Men hvor silhuetten tilsyneladende ændrer sin positur, er bogstavernes opstilling statisk. Selvom det ikke er de samme bogstaver på de tre flader. Man kan iagttage at bogstavforløbet minder om en alfabetisk opstilling. Men det er det ikke. Men det er dog forskellige bogstaver. Det ser ud til at der ikke er nogen gentagelser: fra venstre mod højre og linjevis nedad læses således: gætter på et halvt U – K-S-J-LX-I (uden prik over)-V- måske C – men en antydning af streg forneden på C’et kunne indikere et Q – næste linje:silhuetten skygger for det første bogstav, så R, V…og så fremdeles.
Finder herfra at identifikationen af bogstaver er irrelevant for iagttagelsen. Skifter iagttagelse. Meningsløs. Blindgyde. Tilsyneladende. Det vigtigeste er ikke om der er en bogstav-kombination, som måske indikerer et reelt ord, det vigtige er tilsyneladende, at bogstaverne dominerer med sine store typer i baggrunden af fladen. ’Læsningen snød mig’. Skal der findes en betydning her: At ved at LÆSE værket, som man læser en TEKST, gik jeg vild?? – Det vigtige er, at de fremstår, som om, de er BAG silhuetten. Man bemærker at visse steder fremkommer denne virkning om foran og bagved, de to elementer, bogstaver og silhuet, den rumlige virkning (illusion) de to elementer imellem, fremkommer ved at værkets skaber har ladet silhuetten SKYGGE for flere af bogstaverne. Finder det fuldstændig irrelevant for iaggttagelsen at afsøge en yderligere afklaring af hvilke bogstaver som der skygges for. Det vigtige er at silhuetten skygger for visse af dem. At der er skabt er FORHOLD. En illusion eller illustration af et RUM, hvor der opstår et FORHOLD, mellem de to elementer. Silhuetten og bogstaverne.
Opsummering af markante muligvis menings-dannende iagttagelser: DE STORE BOGSTAVERS DOMINANS FORLEDTE mig til at LÆSE værket, som man læser en bog. Jeg troede, at der måske var et skjult ord, som jeg skulle gætte mig frem til, en mulig indikeret sammenhæng af bogstaver, som kunne lede mig i retning af et ord, som kunne indikere en mening. Men det er tilsyneladende ikke det, som er hensigten med fortællingen om bogstaverne. De indikerer i min optik kun, at man skal foretage sine betragtninger fra venstre mod højre, som man læser. Men, at man IKKE skal LÆSE, altså at bogstaverne ellers tilsyneladende ingen særlig betydning har, selvom de er så store. Og her kommer noget mere frem om bogstavernes betydning: DE ER MEGET STORE – DOMINERENDE – KÆMPETYPER – MÅSKE LIGEFREM PROPAGANDADISTISKE??! Men hvis man læser dem som jeg har vist ovenfor, så forekommer den mærkværdighed, at der INGEN MENING ER MED DEM - UDOVER AT DE ER SÅ STORE. Store i forhold til billedfladerne som sådan, men OGSÅ i forhold til silhuettens størrelse. => 2.
2. Nu bliver det interessant! For hvorfor er bogstaverne så STORE men UDEN MENING I ØVRIGT? Hvorfor er det så store i forhold til både VÆG eller GULV, hvad det nu er, jeg gætter på en VÆG, perspektivet er ikke naturalistisk, der kan iagttages en slags forvrængning af perspektivet en ubestemmelighed om silhuetten på den første tavle til venstre STÅR ved SIDEN AF en væg med STORE BOGSTAVER, eller PÅ en FLADE med bogstaver. Man kan fordybe sig i dette. Jeg vil gå videre med at afsøge en mulig betydning i det forhold som fremkommer mellem silhuetten og bogstaverne.
Jeg har iagttaget en betydning eller antydningen af en betydning som man kan gå videre med. DE STORE ALTDOMINERENDE BOGSTAVER forledte mig til at afsøge en mening, en betydning i dem selv, men det viste sig at være EN BLINDGYDE. Bogstaverne, hvis man læser dem som man læser en bog, en tekst GIVER INGEN MENING. Men hvorfor er de så så STORE??! Det mener jeg indikerer en mulig indikation af en betydningsfuld iagttagelse af forstålsen af værkets fortælling. MODSÆTNINGSFORHOLDET mellem bogstavernes STØRRELSE og deres MANGEL på mulig meningsdannende sammenhæng.
Jeg mener også at kunne iagttage noget væsentligt ved det forhold som fremkommer mellem de STORE BOGSTAVER og størrelsen af silhutten.
Og hvis man går videre ad denne vej, bliver det i min optik tydeligere og tydeligere hvad det drejer sig om: For man kan se at siluhetten FORANDRER SIN POSITUR i forløbet af fladerne fra venstre mod højre – som jeg læser dem.
Noget som indikerer en BEVÆGELSE. Som glimt af en tegnefilm. En figur som indtager forskellige positioner enkeltvis betragtet, bliver når man ser dem successivt til en illusion, en forestilling om BEVÆGELSE.
Hvilken bevægelse er der så tale om? Måden den midterste figur-position er fremstillet på indikerer at silhuetten LISTER frem. Der er INGEN FØDDER. Som kunne lede i samme retning af en slags LISTEN sig frem. Fødderne er usynlige. De kan ikke ses, de kan/må ikke høres. Silhuetten på den anden flade, måden gebærden er stillet op på, indikerer en AGTPÅGIVENHED fra silhuettens side. Der er noget der skal passes på. Figuren LISTER? Hvorfor?
Hvad er det som der skal LISTES forbi? Er der nogen FARE PÅ FÆRDE? Er bogstaverne farlige? Eller er det os som beskuere figuren ikke vil opdages af. Den sidste figur indikerer at den føler sig opdaget på en eller måde- I hvert fald ser det ud til at ansigtet vender fremad pludselig. Hvor man på de to tidligere kunne se næsens profil er hovedet drejet på det sidste. De bøjede knæ, den fremstrakte hånd osv indikerer en slags pludselig opmærksomhed på at være blevet opdaget i sit LISTENDE FOREHAVENDE. Hvad drejer det sig om? Hvorfor LISTER figuren??!
Prøver figuren at liste sig forbi bogstaverne? Bogstavernes dominans? Er det bogstavernes dominans som er faren som der skal listes forbi? LARMER BOGSTAVERNE og er det derfor de er farlige og derfor der skal LISTES forbi dem. Sådanne betragtninger og spørgsmål kunne måske lede en i den rigtige retning.
KÆMPESTORE bogstaver, måske en slags propaganda. AGITATION. Der tales med store bogstaver Men jeg kom frem til at DER INGEN MENING ER MED DEM. KUN STØRRELSEN TALER. Bogstaverne giver ingen mening. Men de er KÆMPESTORE. DE RÅBER. DE LARMER. Og Figuren LISTER FORBI dem, eller OVER dem.
Og ender med at udtrykke noget i sin gebærde på den tredje tavle som kunne indikere en forestilling om at figuren er blevet OPDAGET, eller måske endda AFSLØRET – afsløret i sin listen sig forbi. I sit forsøg på at LISTE SIG FORBI DE LARMENDE BOGSTAVER bliver figuren taget red-handed. NÅ, så du troede du kunne LISTE DIG FORBI MIT BUDSKAB, HVA??! – kunne være en forestilling man summa summarum kunne få eller udlede af sine betragtninger.
De kæmpestore bogstaver, som ingen mening har, men som dominerer, som larmer, og figuren som lister, og tilsyenladende bliver opdaget i sit forsøg på at liste sig FORBI bogstaverne, i sit forsøg på at IGNORERE bogstaverne, bliver opdaget, bliver tilsyneladende afsløret.
Således vil jeg slutte mine online kunst-iagtagelses-proces for denne gang…
Så skulle det stå klart for enhver hvordan man gør, om jeg så må sige, når man kigger på kunst og gerne vil have noget ud af det.
Hvis andre ville eller kunne komme med andre bud eller måske bifalde mine mulige slutninger ville det være interessant. Tak.
Mine slutninger apropos overskriften på artiklen:
Dét, hvorom man hverken kan tale eller tie... 8-)
Så vidt jeg kan se, har Digter Thomsen ikke helt styr på sine kategorier:
Kunst, digtekunst , 'sproget', osv, osv,.......
Og det svækker hans tale en del.
At noget skulle 'ligge uden for sprogets grænser' gælder kun for ubetydelige forfattere.
Tjaeh Bo og andre kritikere af talen, jeg tror nu I skyder på den forkerte - der tales om kunst som ligger udenfor sprogets grænser - i betydningen af hvordan man bedst skaffer sig adgang til andre kunstneriske dicipliner end dem som bruger ordet og sproget som virkemiddel.
Jeg synes I misforstår og således udstiller jeres egen svækkede tale og forståelse for hvad talen drejer sig om.
Overanalyserer. Og det er netop det som talen peger på: Kun ved ikke at bruge sproget, ved at gå ud over sprogets intellektuelle grænser øger man muligheden for at skaffe sig adgang til en forståelse af meget kunst.
Jeg synes I ser det kapitalistiske spøgelse overalt. Selv en kunstudstilling går ikke ram forbi. En digters tale mistænkeliggøres, og jordes totalt, han er nok bare ude på at promovere sig selv og udstillingen, så de kan tjene penge.
Fuldstændig misforstået brug af enhver sund form for anvendelse af hvad jeg ville kalde et kapitalistisme-kritisk syn. Man kan også blive så kritisk at man blive arg og indædt morbid fanatiker af det. Og det synes jeg er synd, både for kapitlisme-kritikken, men da også for en kunstudstillling som denne.
Det sagt, så indrømmer jeg gerne at meget kunst er plat og indholdsløst - udhulet tom markedsføring af opblæste kulørte spraglede balloner - fup og svindel - men her taler vi altså om Statens Museum for kunst - jeg siger ikke at man skal falde på halen over det - tværtimod - men man behøver heller ikke tage de sorte briller og male fanden på væggen hver eneste gang man kigger på verden.
Og under alle omstændigheder hvis man gør det så hindrer man i min optik sig selv i at opleve noget nyt og lære noget mere om mangfoldighed og at verden ikke kun er dem-os og sort-hvid - de onde og de gode - at det hele er meget mere nuanceret end som så. Det skulle ikke undre mig om der er værker på denne udstilling som i virkeligheden ikke er en disse værd - og hvad så?
Det behøver jo ikke at betyde at hele udstillingen er et stort svindelnummer som kun handler om at tjene penge som vi alle sammen har set en gang, bare i en anden rækkefølge.
Som ejg viser det i min lille kunst-betragtnings-proces er meget kunst så godt, at det fortjener at blive betraget og processeret igen og igen - jo flere gange man kan gøre det og stadig få noget nyt frem, eller få bekræftet for sig selv at det holder, jo bedre er det - Det er det som talerene prøver at få os til at forstå.
Så synes jeg det er under lavmålet at skyde ham i skoene at han er en ubetydelig forfatter.
Talen kan ses og høres på Statens Museum for Kunst youtubeside.
Se http://www.youtube.com/watch?v=MVLCJYWoXhA