Læsetid: 7 min.

Kanonfødegangen i Tripoli

Syriske læger og sårede patienter er sikre på hospitalet i Tripoli, men generelt føler de sig ikke velkomne i Libanon – og frygten for at blive identificeret har gjort dem vagtsomme over for medierne
Flygtet. De sårede syriske flygtninge, der modtager behandling på hospitalerne i Tripoli – ofte fra landsmænd, læger og sygeplejersker, der også er flygtet – er bekymrede for, hvad der sker med den familie og de venner, de har efterladt i Syrien, og som de ikke har mulighed for at kontakte.

Flygtet. De sårede syriske flygtninge, der modtager behandling på hospitalerne i Tripoli – ofte fra landsmænd, læger og sygeplejersker, der også er flygtet – er bekymrede for, hvad der sker med den familie og de venner, de har efterladt i Syrien, og som de ikke har mulighed for at kontakte.

Omar Ibrahim

14. april 2012

Hun har mistet sin mand. Han blev dræbt i begyndelsen af revolten, da Bashar al-Assads styrker skruede bissen på i Homs. Hendes bror er stadig soldat i FSA, den Frie Syriske Armé. Selv flygtede hun med sine børn fra deres hjem og et job som sygeplejerske på et lokalt hospital til Tripoli, hvor hun nu møder mig i Dar al-Zharaa-hospitalets reception.

Fadi, fotografen, har inden vores møde briefet mig om hendes personlige historie, og det kommer bag på mig, at hun har så smilende øjne. På spørgsmål om hendes oplevelser svarer hun svævende med enstavelsesord – som om hendes hukommelse afviser at forcere en barriere i det sært lattermilde blik, som om hendes historie i Syrien er et lukket kapitel.

Denne torsdag skal hun passe sine opgaver som oversygeplejerske på en afdeling, hvor de fire læger og seks sygeplejersker har 54 patienter – alle sårede, alle syrere, alle flygtninge. Der er ifølge hjælpeorganisationers opgørelser lige nu omkring 17.000 syrere i Libanon, og hospitalet her modtager dagligt nye sårede fra Homs-området.

Efter ganske få spørgsmål ringer hun efter en kollega, og Nour, en venlig mand sidst i tyverne, dukker op og tager over. Han præsenterer sig som ’koordinator’.

»Hospitalet her er vores hjem,« siger han. »Vi har alle slags sårede her: børn, mænd, kvinder. De transporteres til grænsen, hvor Røde Kors og vores organisation (Higher Commission for Syrian relief, RCSSR) overtager dem.«

Lejen for de to hospitalsetager er 17.000 dollar om ugen og betales med donationer fra syrere uden for Syrien. Hertil kommer omkostninger til medicin, der, som Nour tilføjer, »er dyr i Libanon, så vi har langtfra nok.«

Nour fortæller, at organisationen hjælper sårede, men ikke de øvrige flygtninge, som må »klare sig, som de kan«. Han tilføjer, at »det eneste, FN gør, er at notere deres navne«.Kritikken af FN høres også fra andre frivillige hjælpeorganisationer i Tripoli-området, men er næppe rimelig.

FN’s flygtningeorganisation UNHCR har ganske vist ikke et kontor i Tripoli, men har et i Beirut, og der er for nylig søgt om 84 mio. dollar til syriske flygtningeprogrammer, ligesom der er iværksat programmer sammen med bl.a. Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet og Norsk Fygtningehjælp, der skaffer husrum i forladte bygninger, nedlagte moskéer, og hvor der ellers er plads, og hvor der kan installeres sanitære forhold.

Mange flygtninge har slægtninge i landsbyerne nær grænsen, og de modtager tøj- og fødevarehjælp og i et vist omfang også undervisning til børnene i de overvejende unge familier, der legalt eller illegalt kommer over grænsen. I Tripoli alene er 3.000 syrere strandet, og det er ikke alle, der er registreret i FN’s annaler. En årsag er, at flygtningene ikke føler sig trygge selv på den libanesiske side af grænsen, eftersom Hizbollah, der indtil videre støtter regimet i Damaskus, er medlem af den libanesiske koalitionsregering. Som Nour udtrykker det: »Her i Tripoli (der er en sunnittisk bastion, red.) føler vi os nogenlunde trygge, men ikke i det øvrige Libanon.«

Humanitær støtte afvist

At der er spændinger mellem de libanesiske politiske fraktioner om holdningen til den syriske krise fremgik af et opgør i koalitions-regeringen i påskedagene: Et forslag fra socialminister Wael Abou Faour – hvis drusiske parti er koalitionens eneste, der tager klar afstand fra Bashar al-Assads styre – om at afsætte 100 mio. libanesiske lira (ca. 25 mio. kr.) til humanitær hjælp blev afvist af Hizbollah.

Hizbollah modsatte sig dog ikke donationer fra ’aktører udefra’. Najib Miqati, Libanons premierminister, har hidtil tøvet med at foreslå bevillinger til flygtningearbejdet af frygt for Hizbollahs reaktion. Men en talsmand for det shia-muslimske parti sagde i weekenden til avisen As-Safir, at »Hizbollah ingen indvendinger har mod hjælp til syriske flygtninge, men at man modsætter sig oprettelse af flygtningelejre«.

Og mens de skændes i regeringskontorerne i Beirut, ankommer flere sårede fra Syrien. Nogle er FSA-soldater, andre civile, der siger, at regimets styrker ikke skelner, men skyder på alt, hvad der bevæger sig.

I følge Abu Abdou (opdigtet navn, red.), indlagt på det statslige hospital i Tripoli, hjælpes de sårede over grænsen via et netværk i Syrien, der driver en række nødlazaretter. Abu Adou var selv kommet ad den vej med splintrede knogler i over- og underarm efter skud fra snigskytter.

»Jeg var ude på gaden sammen med andre mænd i min landsby for at tjekke, om der var folk i husene, som havde brug for hjælp, da jeg blev ramt af en snigskytte. Jeg blev båret til et nødlazaret og siden overført til et andet tættere på grænsen, før jeg endelig kom over og nåede hospitalet efter 18 timer,« siger han.

Uvisheden nager

Abu Abdou har selskab af sin fætter, Abou Feisal, der er blevet ramt i kinden af en kugle, der knuste hans kæbeparti. Begge er 35 år, og deres historier er enslydende: De er civilister fra landsbyer nær Homs, de har huset soldater fra den Frie Syriske Armé (’vi har tradition for gæstfrihed’), og regimets styrker har bombarderet og ’udslettet landsbyen’ som repressalie.

En bygningsarbejder, der er indlagt med skudsår i ben og hals og har det gamle syriske flag med de tre røde stjerner som hovedpudebetræk, oplyser, at han blev såret, da den bus, han var passager i, blev angrebet på vej mod grænsen: »Jeg har mistet to brødre, begge blev dræbt med knive, så jeg måtte væk.«

Der var heller ikke længere noget arbejde at få i Homs og omegn: »Det er kun hæren, der er på arbejde.«

For ham såvel som de øvrige, jeg taler med, er uvisheden om deres familiers skæbne det sværeste. Mange har efterladt koner og børn i Syrien: »Regimet har jo gjort al kommunikation umulig, så jeg kan ikke ringe,« forklarer Abu Abdou.

– Men hvorfor efterlod du dem?

»Jeg var jo ude for at tjekke andre huse i landsbyen, da jeg blev ramt,« lyder svaret fulgt af en forsikring om, at han og fætteren er civile borgere, ikke militante medlemmer af FSA. Af den snes syriske patienter, jeg ser på hospitalsafdelingen, er flertallet unge eller yngre i alderen 20 til 35 år, alle mænd og adskillige med det kraftige fuldskæg, der er FSA-soldaters ’emblem’.

En syrisk læge, der ligeledes er frivillig og flygtning og ikke ønsker sit navn frem, fortæller om patienter, der har været udsat for gasangreb eller er blevet ramt af dum-dum-kugler – den slags ammunition, der smadrer ofrenes indvolde. Før ankomsten til Tripoli arbejdede han på flere af de nødlazaretter, FSA-styrkerne etablerede, da de havde kontrollen i Homs.

»Mange læger i Homs flygtede, da kampene tog til, og jeg forlod mit hospital for at arbejde på nødlazaretterne,« fortæller han. »Jeg så skader, hverken jeg eller de andre læger havde set før – brandsår, der ikke ville læges, men fortsatte med at ætse også efter behandling.«

Han hiver op i buksebenet og fremviser et rødt ar på skinnebenet: »Jeg blev selv ramt af splinter fra sådan en brandbombe. Noget tyder på, at den syriske hær afprøver nye våben i nedkæmpelsen af oprøret.«

Ingen snak om politik

På Dar al-Zharaa-hospitalet kommer jeg ikke længere end til receptionen med den sært smilende sekretær. Da jeg interviewer Nour og anmoder om adgang til sengeafsnittet, er svaret et klart ’nej’.

»Nogle af patienterne flipper ud ved synet af journalister og fotografer,« siger han.

»I sidste uge var der en reporter fra Reuters her, og på hans video, der gik verden rundt, kunne man identificere patienterne. Det har gjort dem bange, og det håber jeg, du har forståelse for.«

Hvad han ikke nævner er en anden historie, der skabte panik samme uge. Tyske Der Spiegels Ulrike Putz havde interviewet en vis ’Hussein’ på det statslige hospital. Han hævdede at være medlem af FSA’s ’bøddel-enhed’. ’Husseins’ job var snitte struben over på regimesoldater og soldater fra Sahiba, regimets frivillige milts, der angiveligt ’dømmes’ ved FSA-standretter. Han havde henrettet fire og fortalte, at FSA også råder over en ’afhøringsenhed’, der tager sig af torturen.

»De gør det grimme arbejde,« som han sagde til det tyske ugemagasin. »Der er ikke længere lov og ret i Syrien. Soldater og slyngler hyret af regimet myrder vore fædre og børn og voldtager vores kvinder, så det er kun rimeligt, at vi slagter dem. Gør vi det ikke, ville ingen holde dem ansvarlige for deres forbrydelser,« fortsatte han.

Det siger sig selv, at den historie ikke gavner oppositionen, som Human Rights Watch tidligere har kritiseret for mennekerettighedskrænkelser, og ’Hussein’ har da også været ude med et dementi: Han har aldrig udtalt sig som refereret.

»Men jeg havde jo det hele på bånd,« lyder det fra Ulrike Putz over telefonen fra Tyskland. »Men det er rigtigt, at artiklen vakte en del postyr.«

Men det mest slående ved møderne med læger og patienter er, at ingen taler om politik. Det er, som om Kofi Annas fredsplan og ’Syriens Venners’ møde i Istanbul, hvor 60 lande drøftede forskellige former for bistand til oppositionen, ikke vedkommer Abu Abdou og hans medpatienter. Det er noget, der foregår i fjernsynet, ikke i deres virkelighed.

Og dog er Abou Abdous afsluttende spørgsmål til mig alligevel relateret til verdenen uden for hospitalsstuen:

»Tror folk i Danmark, at den syriske opposition kun består af salafister og radikale al-Qaeda-muslimer? Regimets påstand om, at krigen er sekterisk – at det er sunnitter mod alawitter – er ikke sand. De, der hjalp mig over grænsen til sikkerheden her i Libanon, var alawitter.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu