Læsetid: 5 min.

Madreligion som fastfood.

Palæo laver mad til dagens stenaldermænd og -kvinder, der dyrker kroppens facade. Man skal dog være stærk i troen for at finde alle serveringer lige appetitvækkende
14. april 2012

Hans forfængelighed satte det hele i gang. Armod over et par fedladende mandebryster og en forsømt aldrende krop fik chefkok på restauranten Kong Hans, Thomas Rode, til at genoverveje sin fysiske fremtræden efter at have scoret en yngre kollega på restauranten. Det førte Rode til crossfit-træning og introduktion til modediæten stenalderkost eller paleo, som den også kaldes. Diæten bygger på en teori om, at kroppen fungerer bedst på en kost baseret på grønt, frugt, bær, svampe, nødder, æg, kød, fisk og indmad, som da vores forfædre levede i stenalderen. Det betyder, at forarbejdede produkter og stivelsesholdige råvarer som pasta, ris og kartofler er bandlyst.

Efter Rode selv er konverteret til stenalderdiæten, bruger han det meste af sin massive medieeksponering på at hellige sig de mirakler, kosten skaber for ham og hans krop, og på at udpege det onde, nemlig en konventionel kost som anbefalet i de officielle kostråd. Det sker både i tale, tekst og billeder. På billedsiden ser vi eksempelvis en våd chefkok på vej op af havet – iført muskuløs bar overkrop og med harpun som rekvisit. I radio og tv hører man ham udtale sig bredt om egne erfaringer.

Og medierne sluger det råt og ukritisk. Som forventet. For vi har set det før i alt fra 10 år yngre på 10 uger til bestsellerbøgerne fra Kernesund Familie. De selvbestaltede kosteksperter prædiker med den x-kost-faktor, som Fødevarestyrelsen mangler for at gøre kostrådene populære at efterleve for flere end de veluddannede. Men kostrådene har bare ikke samme nyhedsværdi og gennemslagskraft i medierne. De messer ikke: Frelse er her, se selv hvor smuk, slank, sexet, muskuløs og overskudsagtig du bliver. At Rode er lykkedes personligt med ny diæt og tilhørende træning er virkelig flot og enormt inspirerende, men at han får taletid som kostekspert er kritisabelt, når hans grundlag er egne erfaringer. Førende danske ernæringseksperter hilser godt nok nogle af diætens principper velkommen, men som eksempelvis Christian Bitz minder om, er der ikke videnskabelig belæg for diæten. Udokumenteret ernæringsvrøvl, der vildleder folk frem for at vejlede, holder ganske enkelt ikke. Det gjorde Kernesund-diæten heller ikke, selv om den på et tidspunkt var så populær, at Fødevarestyrelsen officielt måtte melde ud, at diæten kunne være direkte sundhedsskadelig, især for børn, fordi vigtige fødevaregrupper helt blev udeladt af kosten.

Flere facadeproblemer

Fastfood-spisestedet Palæo bryster sig af (nu med opstrammede muskuløse mandebryster) at være det første køkken i Danmark, der tager udgangspunkt i stenalderkosten. Med Thomas Rode i spidsen åbnede spisestedet i marts, og her blev vigtigheden af det ydre understreget, da Thomas Rode og holdet bag Palæo kort tid inden åbningen måtte udskyde åbningsdagen. Facaden var ikke klar, og på politiken.dk kunne man læse, at de brændte inde med råvarer for 80.000 kroner. Ingen journalister bekymrede sig efterfølgende om, hvad der reelt skete med de kostbare råvarer, men lad nu det ligge, for facaden er flot.

Palæo er åbnet i Torvehallernes hal 1. Spisestedet er stilrent og gennemført minimalistisk designet. Siddepladserne begrænser sig til ca. otte stykker i vinduet ved høje borde med smarte designstole til. Høj musik pumper ud igennem højttalerne, og et ungt serveringspersonale står klar til at tage imod ordren og klargøre maden hurtigt. En kølemontre gemmer på pesto, syltede grøntsager, fars og andre elementer fra kortet til at tage med hjem og tilberede selv, hvis man enten ikke spiser på stedet eller benytter sig af take-away. Palæo beskriver på en flyer, at alle råvarer er naturligt dyrket, men det betyder i virkeligheden, at alt er økologisk, fortæller servitricen mig. Som min medspiser kunne jeg ikke se et mere oplagt valg end min ven Sebastian, der både er erfaren i en livsstil med crossfit, stenalderkost og yngre kærester. Han valgte selvfølgelig at komme direkte fra træning og kunne fortælle, at han får 10 pct. rabat ved at vise sit træningskort fra Butchers Lab.

Erstatningskost

Vi kastede os ud i et stort udvalg fra menuen for at smage det meste og skyllede det ned med friskpresset juice i to varianter. Rødbede, gulerod og blåbær til Sebastian og grønkål, glaskål og æble til mig. Begge serveret i gennemsigtig plastkrus med låg og sugerør til 39 kroner.

Meatzza er Palæos svar på en erstatning af danskernes fastfood-darling, pizza. Dejbunden er nu en bund af hakket oksekød godt krydret med sennep og peber, forklarede servitricen. Den smagte dog så stærkt, at chili også må have været en ingrediens. Meatzzaen var toppet med syltede svampe, løgconfit, cherrytomater og en frisklavet persillepesto med høost. Eftersom ost ikke er en del af stenalderkosten, har Palæo her valgt at tage sig nogle friheder. Det kalder de selv ’at kombinere det bedste fra urmenneskets verden med det bedste fra det moderne menneskes’. Det moderne menneske spiser altså ost i sin stenaldermad! Meatzzaen ligner langt fra en pizza, men nærmere en bøf med topping til 69 kroner. Den smager skønt, men er desværre serveret uden tanke for anretningen.

Nyfortolkningen af hotdoggen til 55 kr. er et must for os. Hotdoggen består af en stor stegt pølse fra Aalbæk, en agurkskive, syltede løg og en lækker svamperemoulade. En omelet på størrelse med en cd udgør brødet, og uden om omeletten svøbes yderligere et salatblad. Lidt svær at håndtere med én hånd, men det går. Omeletten er blandet op med restgrøntsager fra produktionen af andre retter. En formildende information taget deres åbningshistorie i betragtning. Desværre smager æggene som de kedelige varmebehandlede æg fra plastikdunk. Pølsen er dog lækker og kødfuld, men med en smule sejt pølseskind at tygge i.

Bolo får man til 69 kr., og den serveres i en papæske med ’spaghetti’ af grøntsager i bunden og en kødsovs på andekråser og -hjerter på toppen med en stribe grøn persillepesto. Det er en version af spaghetti med kødsovs eller det knap så flatterende øgenavn ’væltet lokum’, for her skal man virkelig være stærk i troen på at spise som foreskrevet. Appetitligt ser det ikke ud med den dominerende brune Bolo i toppen. Jeg vil spare læseren for flere sammenligninger. Men jeg ærgrer mig over, at dyrkningen af det ydre ikke gælder Palæos serveringer. Mellemmåltidet lyder lækkert beskrevet og kunne egentlig have været en god hapser med grøntsagsstave fra gulerod, agurk og kinaradise og pil-selv-vagtelæg og små, gode pølser. Dyppelse er den lækre svamperemoulade, også brugt til hotdoggen. Desværre er stavene tørre og smagsløse, som var de skåret forleden, og gulerøddernes ender bløde i kanten. Det er ganske enkelt for tarveligt. Det skal være frisk, når det serveres rå.

Den grove salat på kortet er med rødkål, appelsin, romainesalat og valnødder, og som tilvalg kan man få den med syltet and. Salaten smager som en rødkålssalat nu skal, men også her halter præsentationen. Det brune låg af nødder og andekød vækker bare noget andet i en, end det farvespil rødkål, appelsintern og grøn salat kan. Den nydelse får jeg først længere nede i retten på den anden side af kødet.

Jeg tror som nok, at Palæo kan blive populært hos de allerede omvendte crossfit-typer, men som et nysgerrigt madøre uden en egentlig madreligion skal der mere fokus på smag og præsentation til at overbevise mig om, at jeg skal vende tilbage efter Palæos versioner af fastfood-klassikerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu