Læsetid: 9 min.

Manden med den knyttede næve

Da John Carlos hævede sin knyttede næve til black power-salut ved OL i 1968, kom det til at ændre historiens gang i det 20. århundrede – og hans eget liv for altid. Men den sorte sportsmand fortryder intet
Budskab. Ved medaljeoverrækkelsen ved De Olympiske Lege i 1968 hævede løberne Tommie Smith (i midten) og John Carlos (th.) deres knyttede næver i en ’black-power’-salut. Synet af de to sorte idrætsfolk i åbent oprør på den internationale scene sendte et budskab til både Amerika og verden.

Budskab. Ved medaljeoverrækkelsen ved De Olympiske Lege i 1968 hævede løberne Tommie Smith (i midten) og John Carlos (th.) deres knyttede næver i en ’black-power’-salut. Synet af de to sorte idrætsfolk i åbent oprør på den internationale scene sendte et budskab til både Amerika og verden.

7. april 2012

Kun få vil huske John Carlos’ navn i dag, men mange vil huske hans optræden ved medaljeoverrækkelsen under De Olympiske Lege i Mexico i 1968, da der skulle hænges guld, sølv og bronze om halsen på Tommie Smith (USA), Peter Norman (Australien) og Carlos (USA). Da orkestret begyndte at spille »The Star-Spangled Banner«, hævede Smith og Carlos pludselig deres knyttede næver, i sorte handsker, til Black Power-salut. Denne gestus skulle blive et af det 20. århundredes mest markante symboler på trods og modstand. Netop sådan var den tænkt fra Carlos’ side.

»I livet er der en begyndelse og en slutning,« siger han. »Men begyndelsen tæller ikke. Og slutningen tæller ikke. Hvad der tæller, er alt det, du gør indimellem. Om du er parat til at gøre det nødvendige for at få forandringer til at ske. Både fysisk og materielt er du nødt til at ofre dig. Når alt støvet har lagt sig, og vi gør os klar til at spille om niende hul, venter der dig ikke nogen større belønning end visheden om, at du løftede den opgave, du var sat i verden for.«

Carlos begyndelse var barsk. Opfostret af to forældre, der altid var på arbejde, lærte han i Harlem at hustle sig frem og kæmpe sig ud af problemer. Som teenager kunne han finde på at forfølge Malcolm X ned ad gaden og spørge ham om alt mellem himmel og jord. Carlos vidste, at han var god til sport, og oprindelig ville han have været elitesvømmer, indtil hans far måtte fortælle ham, at ordentlige træningsfaciliteter alene fandtes i de private klubber, som var forbeholdt hvide og velhavende. Sammen med sine venner kunne han også finde på at stjæle mad fra godstog og uddele det til de fattige. Når politiet så jagtede dem, var han ofte den eneste, der ikke blev fanget. At løbe faldt ham så naturligt, at han aldrig tænkte det på som et ’talent’.

Det historiske øjeblik på podiet skulle koste Carlos dyrt. Men over fire årtier senere kan man møde ham bag hans skrivebord på Palm Springs High School i Californien, hvor han arbejder som socialrådgiver. Selv om det kan være barsk at hjælpe adfærdsvanskelige teenagere på ret køl, er Carlos vild med sit job.

»Nogle gange, kan jeg finde på at sige til de unge: ’Jeg elsker dig,’ og så siger de måske: ’Men jeg vil ikke have din kærlighed,’ men så siger jeg: ’Men nu er den der, så det må du lære at leve med.’ Jeg lærer også meget af dem.«

Høj, skaldet og med gråt fipskæg fremstår Carlos som en distingveret ældre herre med imødekommende mine. Han ligner næsten den for længst afdøde sorte aktivist og intellektuelle W.E.B. Dubois.

»Det første, jeg tænkte på dengang, var: ’Nu er lænkerne brudt’,« siger Carlos. »Og de kommer aldrig til at lægge John Carlos i de lænker igen. For dét, vi havde gjort, kunne ikke gøres om. I materiel forstand er der stadig mange af os (afroamerikanere, red.), som er lagt i lænker, jeg tænker på dem i fængselssystemet. Vi har stadig det problem, at vi er for bange for at udfordre vores undertrykkere.«

»Jeg havde en moralsk forpligtelse til at stå frem den dag. Moralen var en stærkere magt end de regler og bestemmelser, vores undertrykkere havde opstillet. Den dag sagde Gud til englene: ’Træd et skridt tilbage – den her må jeg selv klare’.«

Uanset hvor ondt det gør

Det billede indfanger helt sikkert det øjeblik af momentan trods. Men hvad det ikke formidler, er den menneskelige oplevelse af følelsesmæssig vildrede og personlig handlekraft, der gjorde øjeblikket muligt, endsige det kollektive, ja globale, gisp, som var reaktionen på en så stor dristighed. I sin bog, The John Carlos Story, skriver Carlos, at i de sekunder, der gik, fra han skulle på podiet, til orkestret begyndte at spille den amerikanske nationalsang, fór hans tanker frem og tilbage. Fra det personlige til det politiske og tilbage igen. Blandt andet tænkte han på sin fars forklaring på, at han ikke kunne blive elitesvømmer, på segregationen og den deraf følgende elendighed i Harlem, på Martin Luther Kings og Malcolm X’s formaninger om at »være tro imod dig selv, uanset hvor ondt det gør«, og på sin familie. Hans sidste tanke før nationalsangen var: »For satan, når jeg har gjort det her, er der ingen vej tilbage.«

»Jeg ved godt, at det lyder som mange tanker at gøre sig på et podium på få sekunder«, skriver han, »men jeg sværger på, at de alle zigzaggede gennem min hjerne som små lyn«.

Den Internationale Olympiske Komité havde imidlertid lugtet lunten og bedt Jesse Owens om at overtale de sorte amerikanske idrætsfolk til at afstå fra demonstrationen. (Owens’ fire guldmedaljer fra OL i Berlin i 1936 havde i sig selv en stor symbolsk betydning som en punktering af Hitlers overtroiske tro på den ariske races overlegenhed). Da han og Smith rakte næven i vejret, frygtede Carlos det værste. På billedet er det tydeligt, at hvor Smiths arm er strakt ud i fuld længde, er Carlos’ arm en smule bøjet ved albuen.

»Jeg ville være sikker på, at jeg kunne slå igen, hvis nogen skulle forsøge at kaste sig over os«, skriver han. »Vi havde fået så mange trusler, at jeg ikke ville være forsvarsløs i sandhedens øjeblik.«

Stilhedens øjeblik

Det var også et stilhedens øjeblik. »Man kunne have hørt en frø pisse på plænen. Der er noget vældigt skræmmende ved at høre omkring 50.000 mennesker, som pludselig bliver helt stumme. Det er ligesom at befinde sig i øjet på en orkan.«

Men så kom stormen. Først publikums øv-tilråb, så ukvemsordene og det, der var værre. Folk smed ting og råbte sprogets værste racistiske gloser. »Niggere hører til i Afrika!« og »Jeg fatter ikke, at I niggere vil være det her bekendt, efter at vi har givet jer lov til at være med i vores konkurrencer.«

»Alle var helt oppe at køre,« husker Carlos. IOC’s præsident beordrede Smith og Carlos suspenderet fra det amerikanske hold og bortvist fra Den Olympiske Landsby. Nyhedsmagasinet Time bragte på forsiden det olympiske logo med rubrikken ’Vredere, slemmere, grimmere’ i stedet for hurtigere, højere og stærkere. LA Times kaldte deres gestus for »nazismelignende i sit udtryk.«

Men betydningen af deres markering kunne næppe overvurderes. Året var 1968: Black Power-bevægelsen blev opsamlingssted for borgerretsbevægelsens desillusionerede, og protesterne mod Vietnamkrigen fik medvind. Samme år gik studerende i Europa, i øst som i vest, i protestoptog mod krig, tyranni og kapitalisme. Martin Luther King var blevet myrdet, mens USA var kastet ud i endnu et år med raceoptøjer i flere storbyer. Og blot få uger før OL var snesevis af studerende og aktivister blevet skudt ned af myndighederne i selve Mexico City.

Synet af de to sorte idrætsfolk i åbent oprør på den internationale scene sendte et budskab til både Amerika og verden. På hjemmefronten flyttede denne skamløse foragt for den amerikanske patriotismes fremmeste symboler – flaget og nationalsangen – kritikken af det amerikanske samfund fra periferien til fjernsynets primetime-sendeflade, og afslørede det, som Dubois engang kaldte den essentielle ’to-hed’, som var de sorte amerikaneres vilkår: »Amerikaner og neger. To sjæle. To tanker. To uforenelige aspirationer. To stridende idealer i samme sorte krop, som kun den samme sorte krops udholdende styrke kan hindre i at bryde sammen.«

Men andre steder i verden blev de knyttede næver i de sorte handsker set som en solidaritetsgestus for alle, som kæmpede for større lighed, retfærdighed og menneskerettigheder. Margaret Lambert, en jødisk højdespringer, som blev udelukket fra det tyske OL-hold i 1936, udtrykte begejstring. »Da jeg så de to gutter knytte deres hænder på sejrsskamlen, gav mit hjerte et hop. Det var så smukt!«

Som Carlos forklarer i sin bog, var meningen med gestussen blandt andet at sige: »Hør her verden, USA er slet ikke, som I tror for sorte og andre farvede. Bare fordi der står USA på vores trøje, betyder det ikke, at alt er godt i dette land, og at vi lever det fede liv.«

I Jim Crow-årene var livet hårdt for selv de mest berømte sorte sportsfolk, især efter at deres karriere var gået på hæld. Efter sin bedrift under OL drev Jesse Owens et renseri, arbejdede på en tankstation og i en tid som jockey, før han gik fallit.

»Folk sagde, at det var nedværdigende for en olympisk mester at ride en hest,« sagde han. »Men hvad skulle jeg gøre? Jeg havde fire guldmedaljer, men man kan ikke spise fire guldmedaljer.«

Joe Louis, der vandt et verdensmesterskab i boksning umiddelbart før Anden Verdenskrig, da han mødte tyskeren Max Schmelling, blev dørvogter ved Caesars Palace i Las Vegas. Sådan var vilkårene for de sorte sportsstjerner, der forsøgte at slå sig igennem på det etablerede samfunds præmisser. Carlos var stadig på toppen af sin sportslige formåen, men med denne simple trodshandling havde han allerede beseglet sin egen marginalisering.

Udsmider på en natklub

Paradoksalt nok blev det følgende år hans karrieres bedste. I 1969 tangerede han verdensrekorden i 100 yard, vandt American Athletics Unions 220 yard-løb og førte San José State University til dets første nationale guldmedalje i atletik.

Problemet var, at i disse år før tiden med lukrative sponsoraftaler, var der ingen penge i atletik, og ikke mange ville ansætte ham. I årene umiddelbart efter hans protest arbejdede han som udsmider på en natklub og som pedel. En overgang måtte han hugge sine møbler til pindebrænde for at kunne opvarme sit hus. Presset begyndte også at gå ud over familien.

»Når der er pengemangel, bliver der ufred i familien,« siger han. Ydermere blev hans kone udsat for chikane fra pressen, ligesom hans børn i skolen fik at vide, at deres far var en forræder. Ægteskabet gik i opløsning.

Som tiden gik, og forargelsen blev glemt, blev Carlos efterhånden inviteret tilbage i folden.

Han blev således ansat som koordinator i organisationskomiteen for den lobbygruppe, der skaffede OL til Los Angeles i 1984, og arbejdede siden for USA’s Olympiske Komité.

Og Carlos er stadig politisk engageret. Sidste år talte han til forsamlingen af Occupy Wall Street-demonstranter i New York.

»Det er den samme kamp som for 43 år siden. Vi kæmpede imod arbejdsløshed, for billigere og bedre boliger og uddannelse. Det er det samme, folk kæmper for i dag.«

Men i modsætning til i 1960’erne har Carlos i dag ikke den store tiltro til, at modstanden kan finde udtryk igennem sporten, som i den grad er blevet inficeret af penge og doping.

»Der var ikke så forfærdelig mange penge i det dengang,« siger han. »Sportsfolk i dag forstår ikke meget af den historie, som går forud for dem selv. De ser kun på, hvor stor en check, de kan vente sig. Men det er ikke vores undertrykkeres ansvar at give os viden og uddannelse, det må vi selv klare. Det er forskellen på Muhammad Ali og Michael Jordan. Muhammad Ali vil aldrig dø. Han brugte sine talenter til at sige noget om samfundets sociale dårligdomme. Selvfølgelig var han også en fremragende bokser, men han trådte frem og påtalte problemerne. Og fordi han gjorde det, vil han aldrig dø. Der vil altid komme en anden, der kan gøre, hvad Jordan gjorde, og som så vil blive glemt igen. Men til dén tid vil de stadig tale om Ali.«

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Holger Madsen

Smuk og opløftende interview at læse.
Og så er John Carlos også med, når Occupy Wall Street demonstrer.... kampen fortsætter bare.