Læsetid: 6 min.

Når vi styrer på detaljen, bliver helheden ødelagt

Det er ikke den lige adgang til uddannelser, som sikrer den sociale mobilitet. Ny undersøgelse viser derimod, at det danske uddannelsessystem er med til at reproducere samfundets sociale og kulturelle hierarkier
/h4> Lærerfaget er i følge Gitte Sommer Harrits et godt eksempelt på de problemer, nogle professioner står i: Alle er enige om, hvor vigtig lærergerningen er i en velfærdsstat – og alle er lige så enige om at være kronisk utilfredse med lærerne.

/h4> Lærerfaget er i følge Gitte Sommer Harrits et godt eksempelt på de problemer, nogle professioner står i: Alle er enige om, hvor vigtig lærergerningen er i en velfærdsstat – og alle er lige så enige om at være kronisk utilfredse med lærerne.

Jakob Dall

21. april 2012

Det er en af de få ting, alle politiske partier kan enes om: Alle unge skal have en uddannelse. Vi elsker forestillingen om, at uddannelse er med til at sikre lige muligheder for alle. Problemet er bare, at den forestilling ikke stemmer overens med virkeligheden.

Ny forskning viser tværtimod, at uddannelsessystemet er med til at fastholde den negative sociale arv. I bogen På vej til professionerne, som fokuserer på de såkaldte professionsuddannelser, påviser forskere fra Aarhus Universitet og Professionshøjskolen VIA en række markante forskelle i de studerendes sociale baggrund og kulturelle kompetencer.

Social reproduktion

»Velfærdsstaten har været bedre til at sikre økonomisk mobilitet, end den har været til at sikre uddannelsesmæssig mobilitet,« siger den ene af bogens forfattere, Gitte Sommer Harrits, lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og tilknyttet Enhed for Professionsforskning, VIA.

Sociologerne kalder den negative sociale arv for social reproduktion. Begrebet dækker over, at bestemte grupper i samfundet kan opretholde de sociale strukturer ved at videreføre deres økonomiske, kulturelle og sociale kapital fra generation til generation. Uddannelse er den vigtigste faktor i bestræbelsen efter at indtage samfundets magtpositioner, og for at kunne begå sig i uddannelsessystemet må man besidde den nødvendige kulturelle kapital.

Sociologien antager, at det først og fremmest er børn fra ressourcestærke familier, som ejer denne kulturelle kapital, fordi deres forældre har investeret tid eller penge i at lære dem de relevante værdier og færdigheder.

Den aktuelle undersøgelse af de professionsstuderendes sociale baggrund og kulturelle færdigheder bekræfter grundlæggende denne antagelse. Undersøgelsen viser, at de tydeligste forskelle ses mellem de akademiske professionsuddannelser og de nye professionsbacheloruddannelser. Til de førstnævnte hører uddannelser som medicin og jura, men professionsbacheloruddannelserne f.eks. tæller pædagog- og læreruddannelser, uddannelser til socialrådgiver, journalist og ergoterapeut.

Alle sammen grupperinger, vi traditionelt opfatter som relativt homogene og veluddannede. Ikke desto mindre er forskellene i deres sociale baggrund samt økonomiske og kulturelle kapital slående. I undersøgelsen har forskerne spurgt til de studerendes livsstil og kulturelle vaner, ligesom de har fået oplysninger om opvækst og forældrenes indkomst- og uddannelsesniveau.

De medicinstuderende viser sig som en af de allermest privilegerede grupper. De kommer i overvejende grad fra hjem med både økonomisk og kulturel kapital, ligesom de også selv har gode kulturelle kompetencer. Over halvdelen af de medicinstuderende har fædre med en lang- eller mellemlang videregående uddannelse, og det er også blandt de medicinstuderende, at vi finder relativt mange studerende med den finkulturelle smag for bøger, musik og film, sociologien traditionelt betragter som udtryk for kulturel kapital.

»Til gengæld kommer jurastuderende fra mere blandede hjem og ofte med større økonomisk end kulturel kapital. Mens de studerende med den ringeste sociale baggrund og mindst kulturel kapital findes på de sundhedsfaglige professionsuddannelser som ergoterapeut, ernærings- og sundhedsuddannelsen samt pædagog- og socialrådgiverstuderende,« siger Gitte Sommer Harrits.

Psykologi- og journaliststuderende kommer også overvejende fra ressourcestærke hjem, mens tandlæger ligesom jurastuderende kommer fra hjem med større økonomisk end kulturel kapital. Modsat skiller de teologistuderende sig ud ved at komme fra hjem med stor kulturel, men mindre økonomisk kapital.

Forskellene i social baggrund går igen, når man ser på de studerendes aktuelle ressourcer. F.eks. modtager omkring halvdelen af alle medicin-, jura- og journaliststuderende økonomisk støtte fra deres forældre, mens det kun gælder under en tredjedel blandt lærer-, pædagog og socialrådgiverstuderende.

Den aktuelle undersøgelses fokus har været at beskrive de forskelle mellem grupper af studerende, som man måske nok har haft en fornemmelse af eksisterede, men som man sjældent har dokumenteret. Når det ifølge Harrits er særligt interessant at undersøge de professionsstuderendes sociale baggrund og aktuelle livsstil, hænger det ikke mindst sammen med, at det er med til at nuancere forståelsen af de enkelte professioner og de statushierarkier, de indgår i.

»Normalt defineres professionerne ved deres særlige viden og kompetencer, men vores undersøgelse peger på, at vi desuden må forstå de magtforhold og reproduktionsmekanismer, der er på spil i og mellem professionerne,« siger Gitte Sommer Harrits.

Uhensigtsmæssig struktur

Når der i undersøgelsen tegner sig et så klart billede af forskelle mellem de studerendes sociale baggrund og kulturelle kapital på henholdsvis professionsbacheloruddannelserne og de akademiske professionsuddannelser, kan det ifølge Harrits være tegn på en uhensigtsmæssig uddannelsesstruktur.

De danske professionshøjskoler blev i deres nuværende form oprettet i 2007. Her samlede man en lang række af de professionsuddannelser, som tidligere havde været selvstændige uddannelsesinstitutioner med varierende længde og forskellig vægtning af teori og praksis.

De mange sammenlægninger skete blandt andet ud fra ønsket om en enklere og mere erhvervsrettet uddannelsesstruktur. Men spørgsmålet er, om man ikke med professionsbacheloruddannelserne har lavet en nærved og næsten-løsning, som blot skaber en række nye problemer, lyder kritikken fra Harrits.

»Man har lavet en række nye uddannelser, som nok skal være vidensbaserede, men samtidig ikke rigtig forskningsbaserede. De skal bare ligne universitetsuddannelserne lidt. Jeg har svært ved at se, hvordan det skal løse nogen problemer,« siger Gitte Sommer Harrits.

Hun undrer sig over, at man har valgt at fastholde en uddannelsesstruktur, som i så høj grad er med til at reproducere de sociale mønstre, man samtidig ønsker at gøre op med. Langt hen ad vejen er det også et ressourcespørgsmål, påpeger Harrits.

»Det gør jo altså en forskel, om man skal læse i fire eller fem år, og om underviserne har forskningsforpligtelse eller ej. Professionsuddannelserne bliver systematisk nedprioriteret i tildelingen af ressourcer. Konsekvensen kan meget vel være, at man ikke kan sikre en tilstrækkelig høj kvalitet på professionsbacheloruddannelserne,« siger Gitte Sommer Harrits.

Hun tilføjer, at flere af hendes udenlandske kolleger undrer sig over den danske struktur, som i deres øjne er ulogisk og vanskelig at forstå. På tilsvarende uddannelser i Norge og Sverige, er det da også almindeligt med forskningsforpligtelse blandt underviserne, selv om længden typisk svarer til de danske uddannelser.

Et illustrativt eksempel på visse professioners aktuelle udfordringer er lærerfaget. Sandsynligvis landets mest udhængte profession. For selv om der er bred enighed om professionens afgørende rolle i en moderne velfærdsstat, er der lige så bred konsensus om, at lærerne ikke gør deres arbejde godt nok.

»Lærerfaget er en af de professioner, som har oplevet et markant fald i status i løbet af de seneste årtier, og som er blevet overhalet indenom af mange af de nyere professioner. Det afspejler sig naturligt nok i læreruddannelsen, som også får vanskeligere ved at tiltrække de ressourcestærke studerende,« siger Gitte Sommer Harrits.

En anden konsekvens af den stigende mistillid til lærergerningen er et øget fokus på detailstyring fra politisk hold. De senere års krav til læreplaner, nationale test og resultatkontrakter har skabt store frustrationer på lærerværelser landet over.

»Den tiltagende detailstyring handler jo nok om en eller anden form for bekymring over den autonomi, som mange professioner, herunder ikke mindst lærerfaget, traditionelt har haft. Problemet er så, at professioner ofte løser opgaver, som er så komplekse, at de kun vanskeligt kan reguleres ned i detaljen. Som f.eks. undervisning i folkeskolen,« siger Gitte Sommer Harrits.

At politikerne så indimellem kan have haft gode grunde til deres bekymringer er en anden historie, påpeger hun. Ifølge hende er det nemlig ikke nødvendigvis altid, at de enkelte professioner har forvaltet deres autonomi lige hensigtsmæssigt. Alligevel mener hun ikke, at detailstyring er vejen frem.

»Hvis man udelukkende detailregulerer og laver performancestyring på denne type opgaver, så viser flere internationale undersøgelser, at man måske nok får nogle professionelle, som performanceoptimerer, men som egentlig ikke løser opgaven. I stedet løser de bare de mål, der er blevet stillet op,« påpeger Harrits.

Hun er i stedet fortaler for en egentlig professionalisering, som i sidste ende kun kan finde sted ved at løfte uddannelserne. For selv om man ikke umiddelbart kan ændre de sociale strukturer, så kan man faktisk ændre uddannelserne, påpeger Harrits. Og ifølge hende har gode uddannelser ikke kun fokus på at reproducere viden, men også på at sætte de studerende i stand til selv at skabe ny viden og være i stand til at dokumentere den viden.

»Først og sidst handler det om, at den enkelte studerende bliver klædt på til at løse den opgave, de skal ud at løse, og til det formål skal de have de nødvendige ressourcer på deres uddannelser,« siger Gitte Sommer Harrits.

 

 

Gitte Sommer Harrits Søren Gytz Olesen

På vej til professionerne

212 sider. 175 kr.

ViaSystime

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forskningen fortæller os med stor sikkerhed, at forskelle i intelligens under de samfundsforhold, der råder hos i dag, langt overvejende skyldes arveanlæggene.

Man kunne derfor forvente, at f.eks. folk fra mellemlange uddannelser får børn, der også tager mellemlange uddannelser, mens folk med lange, krævende, fine akademiske uddannelser, også får børn, der tager lange, krævende fine akademiske uddannelser. Sådan statistisk set.

Nu viser den omtalte bog, at det er lige netop sådan, det forholder sig. Det går altså præcis sådan som man ville forvente, hvis de observerede tendenser forklares af forskellige biologiske arveanlæg.

Det er selvfølgelig ikke nogen velkommen betragtning. De fleste vil afvise tanken, og fortsat gruble over, hvordan vi med justeringer af uddannelsessystemet kan udjævne den socialt ulige rekruttering.

Jeg tror, at man fremover vil forsøge den ene model efter den anden for hvordan uddannelserne kan struktureres, og hele tiden håbe på at nu - med den nyeste ændring - får vi udjævnet den socialt ulige rekruttering. Der vil ikke være nogen vilje til at tage biologisk arv ind som en del af forklaringen på rekrutteringsmønsteret.

Men nogle årtier ude i fremtiden, når man har prøvet alle tænkelige tiltag, og stadig er lige vidt, vil det måske til sidst dæmre, og man vil begynde at tage biologisk arv alvorligt.

robert jensen

"Jeg tror, at man fremover vil forsøge den ene model efter den anden for hvordan uddannelserne kan struktureres, og hele tiden håbe på at nu - med den nyeste ændring - får vi udjævnet den socialt ulige rekruttering"......det giver jo også arbejde til en masse humanistisk uddannede akademikere.

Heinrich R. Jørgensen

Er det en overraskelse, at det der betyder noget, er "kulturel kapital". I hvilket omfang nogen er oplyste?

Genindfør filosofikum, f.eks. en obligatorisk light-udgave indlagt i folkeskolernes pensum, og som en obligatorisk del af enhver gymnasial uddannelse.