Læsetid: 5 min.

Sammenbrud hos de lyseblå superegoister

Stjernenykker og indre splid truer med at ødelægge Manchester Citys chancer for at erobre det engelske mesterskab
Glidebanen. Mario Balotelli fik det røde kort få minutter før  tid i kampen mod Arsenal, og det kan undre, at City-træner Roberto Mancini ikke fik ham ud inden, da han tydeligvis var på afveje længe inden.

Glidebanen. Mario Balotelli fik det røde kort få minutter før tid i kampen mod Arsenal, og det kan undre, at City-træner Roberto Mancini ikke fik ham ud inden, da han tydeligvis var på afveje længe inden.

Ian Kington

14. april 2012

At overvære Manchester City-angriber Mario Balotellis præstation i kampen mellem City og Arsenal i sidste weekend var som at være vidne til et trafiksammenstød i slowmotion. Lige fra Balotelli begik sin første vanvidstackling mod Alex Song i det 20. minut, kunne enhver se, at det ville ende galt. Og da han endelig fik sit røde kort tre minutter før tid, må den eneste overraskelse siges at være, at det ikke faldt tidligere.

Den ghanesisk-italienske forward opførte sig som en gal mand kampen igennem. Og det sætter et stort spørgsmålstegn ved træner Roberto Mancinis dømmekraft, at han ikke greb ind tidligere og skiftede Balotelli ud, så udvisningen kunne være undgået.

At det ikke skete, skyldes formentlig, at den elegante træner fra Ancona på et dybere plan føler sig forbundet med Balotelli. Lige siden Mancini fik overtalt Manchester Citys tøvende ejere til at bruge 207 millioner kroner på at indkøbe problembarnet i Inter, har Mancini og Balotellis skæbner været vævet sammen. Den italienske træner står og falder med sin uligevægtige stjerneangriber. Og derfor var det også et alvorligt nederlag for Mancini, da Balotelli blev forvist til omklædningsrummet i slutningen af kampen – og sandsynligvis tog de lyseblås sidste drømme om mesterskabet med sig.

Manchester City er for længst slået ud af alle de hjemlige og internationale cup-turneringer. Og deres tab af terræn til lokalrivalerne fra United i toppen af Premier League betyder, at de styrer mod en fiaskopræget sæson uden trofæer til pokalskabet på Etihad Stadium, hvilket vil udstyre Roberto Mancini med et alvorligt forklaringsproblem, når han til sommer skal mødes med klubbens ejer, Sheikh Mansour, for at evaluere holdets præstationer.

At Mancini allerede er ved at tage forskud på denne samtale, kan man aflæse i trænerens udtalelser til medierne, hvor han har klaget over, at en mangel på angribere i truppen har gjort det svært for ham at holde trit med Manchester United i sæsonens slutspurt.

Indre splid vs. stærk holdånd

Denne forklaring er dog svært at tage alvorligt, når den kommer fra en mand, der råder over en offensiv kæde bestående af Carlos Tévez, Edin Dzeko, Sergio Agüero, Samir Nasri og Mario Balotelli.

Snarere lugter det af en dårlig undskyldning fra en træner, der aldrig har fået sine sammenbragte børn til at lege ordentligt med hinanden. Det er en offentlig hemmelighed, at stemningen i omklædningsrummet i City gennem længere tid har været præget af konflikter og en udtalt mangel på sammenhold. Og det har givet sig udtryk på banen, hvor de 11 spillere i lyseblåt sjældent har optrådt som et egentligt hold, men snarere har lignet det, de egentlig er: en flok særdeles velhavende individualister, der tilfældigvis er blevet bragt sammen for at fornøje en oliemilliardær fra Abu Dhabi, som ønskede sig sit eget private legetøj i verdens mest populære fodboldliga, Premier League.

Det nuværende Manchester City-hold er på mange måder en hån mod de stolte traditioner, som arbejderklubben fra det nordvestlige Storbritannien bygger på. Det er en sheiks personlige forfængelighedsprojekt, der rent tilfældigt blev henlagt til Manchester, hvor en fattig klub med et stort stadion var billigt til salg. Og man skal ikke bilde sig ind, at det nuværende mandskab har nogen som helst form for tilknytning til lokalområdet eller klubbens kultur og historie i øvrigt. Den dag, sheiken bliver træt af legen og lukker for hanen med oliemilliarderne, synker det finansielt oppumpede misfoster, der kalder sig Manchester City i dag, til bunds.

Foreløbig styrer de dog mod sølvmedaljerne efter en sæsonafslutning, der har understreget den markante karakterforskel på de to Manchester-klubber. For hvor City er faldet fra hinanden i indre splid og disharmoni, bygger Uniteds imponerende slutspurt netop på en stærk holdånd og en vilje til at ofre sig for hinanden.

Spiller for spiller er Uniteds mandskab ubetvivleligt svagere end Citys, men holdet fra Old Trafford har kompenseret for dette ved at arbejde stenhårdt og fremstå som en enhed på banen. Og hvor Citys mesterskabsdrømme er blevet anskudt af diverse umodne optrin fra superegoisterne Carlos Tévez og Balotelli, er Uniteds sæson blevet defineret af tilbagekomsten af engelsk fodbolds holdspiller par excellence, Paul Scholes, der med en serie effektive præstationer på den centrale midtbane har været med til at løfte de røde djævle op i toppen af rækken. United har vundet 11 af de 12 kampe, som Scholes har startet i, og the Ginger Prince personificerer dermed den kollektivets triumf, som Uniteds 20. mesterskab vil være.

Fergusons svage aftapning

For tag ikke fejl: Trods fempoints føringen i toppen af rækken er det ikke et imponerende United-mandskab, der lige nu er på guldkurs. Tværtimod. Det er en af Fergusons svagere aftapninger, vi har med at gøre. Holdet blev sendt ud af Champions League allerede efter gruppespillet og fik efterfølgende to fodboldlektioner af Athletic Bilbao i Europa League. Og også i den hjemlige liga har spillet været mildt sagt svingende. Det absolutte lavpunkt kom naturligvis i form af hjemmebanenederlaget på 1-6 til netop City tilbage i oktober, men også i mange andre kampe har Fergies tropper leveret præstationer på det jævne niveau. Og kun i ganske få opgør har holdet spillet som det kommende mesterhold, de t efter alt at dømme er.

Det er et historisk set halvtyndt United-mandskab, der ser ud til at triumfere i en sæson, hvor City splintredes indefra, Chelsea snublede i sit endnu uafsluttede generationsskifte, og Arsenal var skiftevis brilliante og rædselsfulde. (Og Liverpool taler vi slet ikke om …)

Derfor står vi i den sælsomme situation, at der tales åbent om behovet for at forynge det mandskab, der lige nu ser ud til at styre mod det engelske mesterskab. Uniteds førsteplads har nemlig ikke kunnet maskere truppens mangler – og da slet ikke for klubbens usentimentale manager. Så meget tyder på, at Fergusons sidste bedrift inden den bebudede selvpensionering om et par år bliver at genopbygge holdets midtbane. Scholes og Giggs – som holdet stadig er uforholdsmæssigt meget afhængige af – skal fases ud, og nye kræfter rykkes ind i midtfeltet på Old Trafford. Allerede nu spekuleres der i, at United til sommer vil forsøge at snuppe Jack Rodwell i Everton, Wesley Sneijder i Inter og Javi Martínez i Athletic Bilbao.

Alt det er dog stadig fremtidsmusik. Lige nu befinder vi os på sæsonens opløbsstrækning. I de kommende uger gælder det for Ferguson og hans tropper om at køre klubbens 20. mesterskab hjem.

Sker det, venter der Roberto Mancini en ubehagelig samtale i De Arabiske Emirater til juni!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer