Læsetid: 4 min.

Titanic: Kan det skib egentlig synke?

Efter 100-året for Titanics undergang blev fejret med højtideligheder og avisartikler i hobetal, er der et spørgsmål, som presser sig på: Hvorfor bliver det skib ved med at dukke op igen og igen? Kan det i virkeligheden ikke synke?
Efter 100-året for Titanics undergang blev fejret med højtideligheder og avisartikler i hobetal, er der et spørgsmål, som presser sig på: Hvorfor bliver det skib ved med at dukke op igen og igen? Kan det i virkeligheden ikke synke?
21. april 2012

Det hedder sig ofte, at det, der forliste den 15. april 1912, var det moderne industrielle menneskes rejse mod himlen. Vi, de moderne, troede naivt, at vi kunne bemestre verdenshavene, at vi kunne bygge et skib, som ikke kunne synke. Og pludselig sank det alligevel. Når man fremfører denne fortælling om naiv optimisme, som lider skibbrud, så synes traumet at ligge lige for. Der var noget, vi troede, vi kunne, og så viste det sig, at vi ikke kunne alligevel. Træls.

Slavoj Zizek er ikke overraskende den, der bedst sætter tingene i perspektiv. Han påpeger i Ideologiens sublime objekt, at Morgan Robertson allerede i 1898 skrev en historie om et skib, Titan, som var af cirka samme størrelse, og som var behæftet med samme myte om usynkelighed, som det skib, der næsten hed det samme, og som blev bygget 14 år senere. Robertson fyldte også sit skib med rige mennesker, og han lod det også forlise mod et isbjerg en kold aprilnat.

Hvad viser det? Det viser, at det egentlige traume ved Titanic ikke består i, at vores kollektive moderne selvtilfredshed blev revet ned uden varsel. Det var ikke, fordi vi blev overraskede over, at Titanic rent faktisk godt kunne synke, at vi er rystede. Det var derimod, fordi vi i forvejen hemmeligt havde næret fantasien om forliset.

Nostalgi

Men måske burde man vende hele denne tilgang om. Måske handler Titanic slet ikke om noget traume. Måske er det i virkeligheden meget mere simpelt. Hvad var Titanic? Et krydstogt. Hvad er krydstogter i dag? De er, med moderne sprogbrug, tacky. Man tager en samling voldsomt rige, ældre turister og lænser dem for deres penge. På mange måder er et krydstogt som et plejehjem, der er tilsat en underlig form for glamour uden glamour. Javist, bestikket er blankpoleret, og kaptajnen er en rigtig kaptajn (hvis han da ikke er fuld), men aristokratiet, som al glamour sukker efter, er borte.

I forbindelse med 100-årsdagen for forliset syntes fænomenet ’krydstogt’ endda at nå nye højder, al den stund at man kunne komme på en form for ’gentagelses-krydstogt’, og rejse det samme antal mennesker, fra den samme havn, lytte til den samme musik og spise den samme mad, som de gjorde dengang på Titanic.

Er det ikke sigende, at James Camerons film, da den kom frem, blev vidt berømt for at levere en præcis gengivelse af, hvordan det virkelig tog sig ud på Titanic? Helt ned til den mindste gaffel var kulisserne præcis som på det rigtige skib. Og naturligvis var der gennemført udførlige studier af, hvordan det nøjagtig så ud, da skibet gik ned, så det hele kunne være så autentisk som muligt. Set i lyset heraf var det forventeligt, at skriverierne i alverdens medier omkring det besynderlige gentagelsestogt nåede højdepunktet, da rejsen viste sig at være forfulgt af uheld (ligesom Titanic). Man kunne mærke fornemmelsen krible i maven på både læser og skribent: Måske gentagelsestogtet også ville ende med et forlis?

Der er med andre ord en underlig dobbelthed på færde i vores nostalgi omkring Titanic. På den ene side synes der at være en tydelig længsel efter de gode gamle dage, med rigtige aristokrater og prinsesser og mænd, som dør, fordi de lader kvinderne komme først i redningsbådene. På den anden side en næsten freudiansk dødsdrift, hvor det hele handler om at gå til grunde. Men disse to stemmer måske bedre overens, end man skulle tro. En ofte hørt forklaring på, at vi bliver ved med at vende tilbage til Titanic, er, at forliset på en eller anden måde minder os om vores endelighed. Menneskene bildte sig ind, at de kunne bygge et skib, som ikke kunne synke, de troede, at de kunne beherske verdenshavene, men Naturen (eller Gud eller Nemesis eller noget fjerde) besluttede sig for at give dem en lærestreg. På denne måde synes længslen efter forliset ganske enkelt at være længslen efter at blive sat på plads. Og er det ikke det samme, der kendetegner vores suk efter autentisk glamour og rigtige aristokrater? Længslen efter aristokrati er længslen efter at kunne kende forskel på oppe og nede, helte og skurke. Det er længslen efter at kende sin plads.

Menneskets almagt

Pointen er imidlertid netop ikke, som alle fra økoflippere til ærkekonservative ellers hurtigt ville kunne blive enige om, at Titanic endegyldigt beviste menneskets endelighed, og at vi én gang for alle blev anvist vores plads. Hvis der er et traume i kulturen, så knytter det sig ikke til vores afmagt, men snarere til vores almagt. Selv om Naturen fik bugt med Titanic, så kunne den på ingen måde bremse den industrielle udvikling, som skibet indvarslede. Snart skulle meget større skibe bemestre verdenshavene. Containerskibsfarten er i dag så selvfølgelig en del af vores livsverden, at vi knap nok lægger mærke til om varerne, vi køber, er producerede nede ad gaden eller på den anden side af jorden.

Må man ikke sige, at det, vi mere og mere bliver vidner til, er, at Naturen faktisk ikke er herre over os? At det snarere forholder sig lige omvendt? Tag blot klimaforandringerne som et fortærsket eksempel. Eller bedre endnu: Geologer har for nylig givet navn til en ny geologisk epoke. Antropocæn har erstattet holocæn, fordi mennesket i dag er blevet til den vigtigste forandringskraft i forhold til planetens udvikling. Vi kan faktisk fucke den helt op. Naturen altså. Det kan godt være, at de fleste af os bliver udslettede, når det sker, men det skulle overraske ganske meget, om ikke der var en enkelt eller to af os, der ville finde en driftig vej til at profitere på katastrofen. Hvis der er et traume, som knytter sig til Titanic, så kunne det på paradoksal vis siges at grunde i, at det, som skibet var symbol på, rent faktisk ikke kan synke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu