Læsetid: 5 min.

Tro, håb og kærlighed

Morten Albæk vs. Søren Kierkegaard
Morten Albæk vs. Søren Kierkegaard
14. april 2012

Det er egentlig utroligt så lidt, der skal til. 43 sekunder i et videoklip på nettet. 43 sekunder med den adjungerede professor i filosofi, Morten Albæk, der i en Røde Kors-kampagne fortæller offentligheden, hvordan det hænger sammen med begreberne om tro, håb og kærlighed. Så let kan det gøres. Så brutalt kan den tænkning smadres, som – selv om det måske har skortet på brugen af den – i det mindste har bevaret en aura af noget dybt og værdifuldt siden Søren Kierkegaard. 43 sekunder med den form for selvtillid og skødesløs arrogance, der kan få det til at vende sig i ethvert tænkende menneske.

Tro og mening

Tro er meningen med livet, lægger Albæk frejdigt fra land. Men lyder det nu i grunden ikke meget plausibelt? Når vi tror, så tror vi jo på noget. Og det, vi tror på, kunne vel netop kaldes meningen med livet. Så vidt, så godt. Men her begynder vanskelighederne først – Albæk er allerede videre til den næste begrebslige gymnastikøvelse (og den næste ansættelse i en større koncern). Netop her stopper filosoffen op. Hvad er det, vi tror på? Og hvad er det, som troen kan?

Kierkegaards svar var lige præcis det modsatte af Albæks. Tro er det, som overskrider alt det, vi kender. Også meningen med livet – dvs. dén eller dén personlige forståelse af meningen med livet. Troen er det, som rækker ud efter Gud, men Gud er ikke mening. Gud er uden for alt, der giver mening. Der er derfor heller ikke megen mening i selve den praksis ’at tro’, hvis det er det, Albæks aforisme skal betyde. Albæks sekulære, humanistiske trosbegreb skal tilsyneladende betyde noget i retning af, at vi selv giver mening til det at stå op og gå på arbejde og have det dejligt sammen med vores familie. Og at det er fint nok. For Kierkegaard er troen tværtimod paradoksal og en overskridelse af det, vi selv kan give mening til. At tro på Gud er absurd, men det er netop opgaven ifølge Kierkegaard. Hvis vi overhovedet kan siges selv at skabe mening, er det kun gennem springet ud på de »70.000 Favnes Dyb«.

Mig og kærlighed

Kærlighed er vores evne til at forstå, at vi bliver nødt til at give for at få, fortsætter Albæk, som om intet var hændt. Igen umiddelbart plausibelt. Vi må give. Ellers er vi slet ikke mennesker.

Men læs Albæks tekst nærmere. Vi bliver nødt til at give. Og hvorfor bliver vi nødt til det? For at vi kan få! Vi skal give for at kunne få. Motivet bag kærligheden skinner klart igennem: Det handler om mig. Igen kunne Albæk næsten ikke være mere uenig med Kierkegaard. Et af Kierkegaards væsentligste ærinder i Kjerlighedens Gjerninger var lige præcis at bekæmpe egenkærligheden. For Kierkegaard ligger menneskets storhed netop i dets evne til at give i streng forstand, dvs. helt uden noget ’ … for at …’.

Er kærligheden ikke netop blot at give og samtidig at være villig til ikke at få igen? Hvis kærligheden overhovedet skal give mening som begreb, så er den ganske enkelt betingelsesløs – hvilket på sin egen vidunderligt-katastrofale måde også er forelskelsens forbandelse.

Håb og virkelighed

Håbet, det er den tanke, den følelse, den fornemmelse af, at det hele kan lade sig gøre, at meningen med livet kan blive til virkelighed. (…) Uden håb intet fremskridt – fremtiden ved, vi kommer, men håbet er faktisk det, vi har behov for, for at tilsikre at fremskridtet følger med.

Sådan kulminerer professorens 43 sekunder om de allervigtigste ting i livet; tro, håb og kærlighed. Hvor håbet normalt er det, som handler om mulighed, handler Albæks version af håbet først og fremmest om virkelighed. Meningen med livet er troen, har vi lært, og troen skal blive til virkelighed. Hvad det helt præcist betyder, er til gengæld uklart.

Det ser desværre ud til, at den eneste mulige fortolkning peger i samme hverdagslige, sekulære retning, som beskrevet ovenfor. Vi kan håbe på, at de ting, vi tror på, som giver mening og indhold til vores liv, kan realiseres. Eller måske mere præcist: erhverves; en ny fladskærm, et nyt job, en velfungerende børnehave til ens børn og et godt, liberalt samfund at udtrykke sine holdninger i. I andre sammenhænge har Albæk kaldt sig ’virkelighedens filosof’, og det skinner igennem her. Hans håbsbegreb handler nemlig slet ikke om den rene og skære mulighed (for Gud er alt muligt, som Kierkegaard siger), men langt mere om det, der allerede er, eller næsten er, virkelighed.

Fremtiden ved vi kommer

Håbet knyttes endda, for at det ikke skal være løgn, meget tæt an til nødvendigheden til sidst i den vellydende svada. Altså til det helt omvendte af, hvad håb ellers handler om. »Fremtiden, ved vi, kommer«, og vi skal bruge håbet til at »tilsikre, at fremskridtet følger med«.

Hvad kan dette betyde andet, end at det er godt med optimisme og selvtillid i befolkningen, så alle kan give et nøk med til at sikre konkurrenceevnen og velfærden? Vi ved, at fremtiden kommer – men hvis man hører Albæks sætning blot en smule anderledes, så ligger det også i den, at det er, som om det er fremtiden, der ved, at vi kommer (sæt kommaet anderledes: »Fremtiden ved, vi kommer«). Den ligger med andre ord helt fast, og vi kan ikke andet end at tage imod dens invitation. Håbet er det, der skal gøre os positive og kreative – håbet er det, vi har »behov« for, som Albæk siger – så vi formår at besinde os på den fremtid, som allerede er givet.

Det er tungt at høre på kynikere, der, modsat Albæk, meget bestemt afviser alt håb for fremtiden som latterlige utopier. Men det er næsten endnu værre at se, hvordan håbet meget nemt, måske endda ubevidst, kan indskrives i en diskurs, der blot handler om at få mennesker til at passe ind i den fremtid, som allerede er givet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer