Læsetid: 4 min.

App’en og cogitoet

Sandheden om app’en er ikke, at den fremmedgør os fra vores normale, sociale liv blandt andre mennesker. Sandheden er snarere, at app’en viser os, hvordan subjektet – det forkætrede cogito – kun findes, for så vidt som det er fremmedgjort
Sandheden om app’en er ikke, at den fremmedgør os fra vores normale, sociale liv blandt andre mennesker. Sandheden er snarere, at app’en viser os, hvordan subjektet – det forkætrede cogito – kun findes, for så vidt som det er fremmedgjort
19. maj 2012

Der findes i dag en ’app’, dvs. en applikation – en software for mobile enheder – til alt. Er dette ikke netop sammensmeltningen af den daglige virkelighed med den virtuelle virkelighed, som man har drømt om i så mange år? En app er en ny måde at blive installeret i verden på. Den er en slags virkelighedens software. I visse kredse kaldes fænomenet ’forstærket virkelighed’.

I dag har vi ikke blot at gøre med virkeligheden, men ’virkeligheden med plusabonnement’, kunne man sige. Overalt er der små koder, som man kan scanne med sin telefon, og som giver brugeren en ekstra service – om det har at gøre med at vise, hvor varerne står på hylderne i Netto, om det har at gøre med altid at have tjek på aktiemarkedet, om det har at gøre med at »gå i Kierkegaards fodspor« gennem København, eller hvad end man nu kan finde på.

Virkeligheden plus

Det første, man må sige om app’en, er altså, at med den kan vi få meget mere ud af virkeligheden. Man kan spille små spil på sin mobiltelefon, mens man venter i en kø et sted. Man kan følge med i Superligaen live. Men det er selvfølgelig kun for amatører. Nørderne kan allerede nu glæde sig over, at man ved hjælp af diverse apps ganske enkelt kan se verden gennem sin mobiltelefon, men overlejret (eller forstærket) med det sæt data, som man via sin software har valgt at fokusere på. Hvis man skal finde vej, kan man blot scanne sit udsyn, og en særlig app vil lægge et kort med gule linjer og gadenavne osv. ind over. Hvis man er videbegærlig, kan man scanne verden med en world browser, som lægger information om steder, historie osv. på. Hvis man blot er legesyg, kan en app skabe den illusion, at der er ild i en bygning, og det er nu op til dig at slukke den.

Psykoanalysens gamle ide om fallosser finder en tydelig anvendelse på fænomenet app’en. Teorien var aldrig møntet på fallossymboler, man snarere falliske attributter mere generelt. En superhelt skal f.eks. åbenbart altid have et par meget stramme underbukser på for at fungere som superhelt – det er en fallos. Med app’en bliver det helt tydeligt: En app er netop en applikation, et regulært ’vedhæng’ til det menneske, som gerne vil imponere sine omgivelser med lidt underholdning eller måske endda afgørende viden. Man står i Paris, men kan ikke finde en bar, hvor de sælger Stella Artois – hvad gør man? Frem med app’en, drenge!

Virkeligheden minus

Den ’humanistiske’ kritik, der skal knyttes til app’en, er selvfølgelig, at den løsriver os fra vores medmennesker, at den fremmedgør os og gør os til følelseskolde maskiner. En appificeret verden er en verden af små narcissister, hvor alle går rundt og glor ind i deres skærm. Hvad de ser, er kun deres eget spejlbillede, og ingen overraskelser er mere beredt for dem. Om føje år findes der sikkert en ’kærlighedsapp’, der hele tiden lige analyserer på nogle feromonniveauer på de mennesker, der står rundt omkring én på dansegulvet, så vi ved, hvem der kunne (og ikke kunne) blive Mr. Right.

Hvis den svinger sig højt op, kan denne kritik måske endda gå til digtekunsten. Var det ikke Robert Frost, der i The Road Less Traveled, skrev: »En vej delte sig i en skov, og jeg / Jeg tog den mindre berejste vej / Og det har gjort hele forskellen.« Men hvordan skal man nu, i en verden af fuldstændig styring og kontrol, tage den mindre berejste vej? Hvordan er det overhovedet muligt at tage den mindre berejste vej, uden at telefonen gør alarm og omdirigerer en? Mister vi ikke selve livets karakter af at kunne overraske, hvis ingen omveje længere er mulige?

En anden version af dette argument, og endnu mere dyster, kunne gå således: I app’ens tidsalder er, eller bliver, det sådan, at den ene vej i skoven tages af alle dem, som har råd til konstant at være med på den nyeste trend, abonnere på de nyeste apps osv., mens den anden vej er for dem, som ikke har råd; en sumpet og ufremkommelig vej i fuldstændig social isolation.

Virkeligheden plus minus

Humanisterne har selvfølgelig ret: Der er noget lusk med den app. Men alligevel tager de fejl i deres løsning, hvis den skal handle om en eller anden nostalgisk tilbagevenden til dengang, tingene endnu ikke var gået af lave.

Hvad nu hvis man så på app’en på den måde, som den første store oplysningstænker René Descartes så på sin egen evne til at tænke? Descartes sad foran kaminen, da han pludselig blev i tvivl om, hvorvidt alt det, som omgav ham i dette nu, blot var illusioner, skabt af en ond dæmon. Med denne ’tvivlens metode’ kom han til sidst ned til ’cogitoet’, nemlig at »jeg tænker, altså er jeg«. Denne tænken, mente Descartes, er der ingen, der kan tage fra os.

På samme måde med app’en: App’en kan hjælpe os med at distancere os fra alt det, som vi til daglig priser som ’viden’ og ’kultur’, osv. Alt, hvad vi har brug for at vide, kan vi lade ’dæmonen’ stå for – den kan undertekste hele virkeligheden for os, den kan måske endda fortælle os, hvornår vi skal reagere følelsesmæssigt på ting, f.eks. et bestemt ansigtsudtryk, en tale eller en fodboldlandskamp.

Hvad app’en hermed efterlader os med, er netop det tomme subjekt, cogitoet. Den kraft, der – bag ved app’ens tekniske snilde – er det, som tænker. I stedet for at begræde, at app’en fremmedgør os fra et varmt og autentisk humanistisk liv, kan vi måske bruge den til at konfrontere os med det faktum, at vi altid allerede er fremmedgjorte. Hvad app’en lægger til virkeligheden, er således ikke bare et plus, men også et minus, der kan sætte tænkningen fri.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Hvad er "det forkætrede cogito"? Ordet cogito findes ikke på dansk, men latin, og betyder "tænke, tro", og bliver ofte sammensat i vendingen: "cogito ergo sum", "jeg tænker, altså er jeg". Hvorfor skulle det være "forkætret"? Det er det heller ikke, det er faktisk nærmere den tilstand, de "forkætrede" og nørdede brugere af app´-erne længes efter.

For app´s tillader ikke brugeren at tænke selv. Huske stedsansen, orientere sig efter egen hukommelse, forholde sig til menneskene i køen, forholde sig til virkeligheden, der er så rig, men som fornægtes som kedelig, og derfor fjernes med app´s.

Men brugere med nørdet tilbedelse har midt i deres selvtilfredse afstivning af selvværd ved at imponere omgivelserne en lille nagende orm i maven: - mister jeg noget af min menneskelighed? Den lille orm gnaver i selvtilfredsheden og kommer til udtryk med artikler som denne.

Man trøster sig med, at man kan snurre rundt i nørdede argumentationer for, at det hele ender med, at man står tom tilbage og er overladt til sine egne tanker alligevel. Efter app´s - er man tilbage ved udgangspunktet, og har forhåbentlig ikke taget skade under vejs. Man kan stadig tænke, og derfor være..

Lise Lotte Rahbek

I app’ens tidsalder er, eller bliver, det sådan, at den ene vej i skoven tages af alle dem, som har råd til konstant at være med på den nyeste trend, abonnere på de nyeste apps osv., mens den anden vej er for dem, som ikke har råd; en sumpet og ufremkommelig vej i fuldstændig social isolation.

Næe, hvorfor skulle det være sumpet, ufremkommeligt eller social isolation i at færdes uden app's?
det er da app-brugerne, som bliver socialt isoleret, når de går og glor i deres skærm hele tiden.
mennesker uden apps kan møde andre app-løse menneskers blikke.
Det er ikke spor isoleret. Tværtimod.

Det er til gengæld skide irriterende at tale med apps-afhængige om hvilkesomhelst emner, når de altid står og finder svar frem på deres skærm istedet for at samtale og så bliver de skuffede, når man ikke er helt så imponeret over deres apps, som de vitterligt har betalt abonnement for i dyre domme.

Mig.. jeg har ikke råd til apps, og heller ikke interessen. Men jeg møder nok andre væsner at more mig med, på den sumpede ufremkommelige appsløse vej.

...

Det er faktisk meget vigtigt at kunne gå i de yderste ødemarker uden -app´s....Og: Jamen er det netop ikke på de ukendte stier man lærer at fare vild og finde frem og finde ud?
Ellers kan der nemt gå -ups- i det. At træde ved siden af og finde ud af det alligevel, jeg mener......

Vigtig ihvertfald at kunne bruge elementære sanser som synet, hørelsen og følelsen når man færdes i naturen.

Jeg mener alligevel det elektroniske er en del af tidsalderen, - det er kommet for at blive og vi må alle tage stilling til hvor meget af det der skal bruges, uden af den grund blive mindre menneskelige.

Maj-Britt Kent Hansen

En dag er det vel ikke længere tilladt at afvise app'er og fjæsbog som det filter, verden skal ses, forstås og (op)leves igennem.

Indtil da kan vi nøjes med at underlægge os loven om offentlig digital post:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=141308
Her kan bestræbelserne på fortsat fremmedgørelse borgere og myndigheder imellem sikkert hjælpes godt på vej med en app.

Esben Maaløe

Hvis man skal komme med en lidt mere teknisk indvending mod "app'en" - det lille program der kører på en mobil enhed, er det at der ingen interkonnektivitet er. I stedet for det internet vi kender fra browseren hvor alt krydsreferer (links), får vi bitte-små fra hinanden afskårede bobler af information.

Det er en betydelig forskel, og jeg håber af den grund af den 'app' model vi ser lige nu vil ændre sig. Jeg ikke bare håber det, jeg tror det. Men det er vigtigt at man gør sig det klart.

Det er IKKE et internet vi får på den måde, snarere et "omni"-net - og det ER bare ikke lige så udviklende, forbindende og mulighedsrigt.