Læsetid: 4 min.

Den blå feminisme

Feminismen manifesterer sig i disse år ikke ved seksuel frigørelse eller større lighed mellem kønnene, men frem for alt gennem dens evne til at etablere nye klasseskel
Feminismen manifesterer sig i disse år ikke ved seksuel frigørelse eller større lighed mellem kønnene, men frem for alt gennem dens evne til at etablere nye klasseskel
5. maj 2012

Man opdeler af og til feminismen i en ’blå’ og en ’rød’ variant. F.eks. var nogle af de tidlige feministiske bevægelser i det 18. og 19. århundrede præget af blå feminister, de såkaldte blåstrømper, der frem for alt bestod af intellektuelle kvinder fra middel- og overklassen. 70’ernes rødstrømpebevægelse definerede sig til dels imod denne bevægelse og søgte i stedet at italesætte en kønskamp, der inkluderede kvinder på tværs af samfundsklasser, og som i store dele baserede sig på venstreorienteret tankegods. Men hvordan står det til med kønskampen i dag?

Det er sikkert de færreste af nutidens feminister, der direkte vil omtale sig selv som blå – kæmper de måske ikke for deres medsøstres rettigheder, for eksempel de muslimske pigers ret til selv at vælge tørklædet til eller fra, og er de måske ikke imod såvel pornoficering som omskæring? Ikke desto mindre er det, som om den feministiske diskurs alligevel kidnappes eller eksproprieres af en skjult blå retorik.

Damebladsfeminisme

Tag damebladene som et umiddelbart eksempel. Damebladenes feminisme er frem for alt en feminisme, som retter sig mod det kvindelige individ, og som sigter på at lade hende have det godt med sig selv (i visse progressive blade endda inklusive sine fejl og mangler). Damebladenes kamp for kønnet handler især om at give kvinderne større selvtillid og tiltro til egne evner. En af de paroler, der nærmest uforvarende er blevet et samlende kampråb for denne bølge, er make up-fabrikanten L’Oreals slogan fra den reklamekampagne de lancerede tilbage i 2006, det berømte: Because I’m worth it!

At der ligger en klar liberalkonservativ tankegang bag L’Oreals virksomhed viser udtrykkes fint i det forhold, at L’Oreal-koncernen står anklaget for i en længere årrække at have givet ulovlig støtte til konservative franske præsidenter, senest Sarkozy. Men derudover minder L’Oreals udtryk så ikke påfaldende om den ofte genfortalte historie om hedengangne Mærsk, der stående ved frontenden af sin yacht plejede at udbryde: »Hvor har vi det dog godt!« – hvortil mandskabet replicerede »Og hvor har vi dog fortjent det!«

Fra at have handlet om at give kvinderne tro på, at de er gode nok, synes populærfeminismens retorik altså også umiskendeligt at bære bibetydningen om, at man ikke skylder nogen noget, at man uden videre indvendinger simpelthen har fortjent hvert af de goder, der måtte tilfalde én i livet.

Tabermanden

Den blå feminists modsætning – det, der definerer hende negativt – er nu en figur, man kunne kalde ’tabermanden’. Begrebet tabermand er tilsyneladende helt naturligt krøbet ind i den offentlige debats vokabular. Det startede med et par artikler i Politiken sidste år, hvoraf én begynder som følger:

»De får ingen uddannelse, intet job, kvinderne gider ikke gifte sig med dem, de dør for tidligt. Og der bliver flere af dem: tabermænd.«

Det interessante ved beskrivelsen her er, at ordlyden omkring tabermændene er åbenlyst tvetydig i sin moralske tilgang. På den ene side taler den om et befolkningssegment, som er plaget og muligvis har brug for hjælp, og synes dermed at udvise en vis bekymring for disse mænds livskvalitet. Imidlertid sker det netop på baggrund af det provokerende, nedladende og stigmatiserende udtryk ’taber’.

Den retorik, der bruges om de nye generationer af mænd og drenge, er ligeledes tvetydig. På den ene side er det bekymrende, at så mange mænd ’tabes’ i uddannelsessystemet, på den anden side skyldes det, at kvinderne har ’overhalet’ mændene, at mændene ikke ’er ambitiøse nok’, og at de har brug for at blive ’nurset mere’ end pigerne. Det er interessant, at sådanne udsagn, hvis de blev skrevet med omvendt kønsligt fortegn, netop ville blive angrebet af kvindesagens forkæmpere for at være nedladende og offerliggørende. Derfor må man spørge sig, hvordan udtrykket her har kunnet vinde så stor accept i den offentlige diskurs. Naturligvis vækker begrebet en vis interesse ved simpelthen at være en neologisme med et obskønt indhold (to ting som journalister er vilde med). Men mon ikke at grunden til, at ordet alligevel får lov at cirkulere er, at det iscenesættes som noget, der handler om kvindelig frigørelse, snarere end at handle om nedgørelse af mændene?

Hvad vil manden?

Udtrykket ’tabermand’ er dog ikke så meget et udtryk for en egentlig feministisk kamp, ej heller et direkte udtryk for kvindelig kønslig chauvinisme, som det er udtryk for at en højreorienteret klasseretorik har bemægtiget sig ligestillingsdebattens diskurs. Feminismen har aldrig været mere blå, end den er det i disse år, hvor den uklare oplevelse af kvindelig frigørelse frem for alt manifesterer sig i ét punkt: Muligheden for, fra et standpunkt som ’frigjort kvinde’ at tale nedsættende om mennesker, der har lavere indkomst eller kortere uddannelser end én selv. Man kan altså sige, at 7’ernes sammenblanding af kønskamp og klassekamp stadig fungerer. Den har bare blåt skær, i stedet for rødt.

Freud stillede i sin tid spørgsmålet: Hvad vil kvinden? Dette var for ham den ultimative gåde; det kvindelige begær er – i en mandsdomineret verden – fuldstændig uudgrundeligt. Er det ikke det samme, vi ser i dag, men blot med omvendt fortegn? Den umiddelbart mandschauvinistiske reklame fra Danske Spil, som har kørt en årrække, hedder netop »Der er så meget, kvinder ikke forstår«. I dag har manden et uudgrundeligt begær. Han har øjensynligt lyst til at henslænge sin dovne taberkrop på sofaen, med Champions League på skærmen, og kun den utopiske drøm om den hurtige gevinst i behold. Kan man ikke netop sige, at det er manden, der er offer for chauvinisme i denne reklame?

En feministisk kamp i dag begynder med at forstå, hvad udtrykket ’tabermand’ egentlig dækker over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Efter en uge med "den (ikke) overflødige mand", som føltes virkelig langtrukken, er det nu tid til "den blå feminisme".

Hvem orker det? Ikke jeg!

Lise Lotte Rahbek

Der kan man bare se.
Jeg havde fået opfattelsen af, at det var mænd, som kaldte andre mænd for taber-mænd.
Noget siger mig, at jeg ikke følger nok med i hvem der siger hvad om hvilket køn.

Det føles lidt køns- diskriminerende at blive ved at gå i dialog om, om det ene eller andet køn er mest blå eller fordømmende.
Det er sjovere at tale MED mennesker.

Nic Pedersen

"Det er sjovere at tale MED mennesker."

Helt enig!

Dette vanskeliggøres dog en hel del, når grupper af mennesker finder på -ismer, som skal fremme gruppen for enhver pris (ingen nævnt, ingen glemt)!

arh, når kvinder siger:

klassekamp er kvindekamp,
og kvindekamp er klassekamp,

så mener de fleste af kvinderne vel: altså især klassekampe fra især arbejdernes sider.

Marianne Mandoe

Jeg tror vi skal gå tilbage til det fundamentale her.
Nemlig hvad "Feminisme" betyder.
For det virker som om de fleste har glemt det.

Bjarke Hansen

Synes nu artiklen viser et problem vi har fået efter den reelle kvindekamp. Den som gik ud på at kvinder skulle have lige rettigheder. Den kamp var jo mere end berettiget. Og er virkelig glad på kvinders og hele danmarks samfund over den kamp blev kampet.

Men nu handler kampen stort set om kvinder som er på vej til tops, i det kapitalistiske system. Og som ikke synes det går hurtigt nok, så de vil bruge de kneb de kan for at komme frem. Og så må taber drengene jo bare tage sig sammen.......

Hele den snak om kvindekamp er for længst død. Jer der stadig mener den er aktuel i dagens danmark hænger vidst fast i 70'erne. Slap nu af og nyd livet og tag den udannelse du har lyst til og blive hvad du vil!?

Altså vi mænd(af den nye tid) er ikke i tvivl om at i har kvalifikationerne. Men vi er dog trætte af at høre på femme-tottalitære kvinders råben og skrigen.

Lad os nu leve i fred og være mænd og kvinder, og nyde den spænding der heldigvis er ved at vi er forskellige.

Hvis kvinderne virker føler for en kvindekamp, så tag til afrika eller et andet sted hvor der virkelig er brug for t hjælpe kvinderne

Ja nok om det......

Bjarke Hansen

Synes nu artiklen viser et problem vi har fået efter den reelle kvindekamp. Den som gik ud på at kvinder skulle have lige rettigheder. Den kamp var jo mere end berettiget. Og er virkelig glad på kvinders og hele danmarks samfund over den kamp blev kampet.

Men nu handler kampen stort set om kvinder som er på vej til tops, i det kapitalistiske system. Og som ikke synes det går hurtigt nok, så de vil bruge de kneb de kan for at komme frem. Og så må taber drengene jo bare tage sig sammen.......

Hele den snak om kvindekamp er for længst død. Jer der stadig mener den er aktuel i dagens danmark hænger vidst fast i 70'erne. Slap nu af og nyd livet og tag den udannelse du har lyst til og blive hvad du vil!?

Altså vi mænd(af den nye tid) er ikke i tvivl om at i har kvalifikationerne. Men vi er dog trætte af at høre på femme-tottalitære kvinders råben og skrigen.

Lad os nu leve i fred og være mænd og kvinder, og nyde den spænding der heldigvis er ved at vi er forskellige.

Hvis kvinderne virker føler for en kvindekamp, så tag til afrika eller et andet sted hvor der virkelig er brug for t hjælpe kvinderne

Ja nok om det......

steen nielsen

Vil man debat!

Kommer man med person angreb, afsporer man debatten og flytter fokus fra emnet til et personligt hævn togt i værste fald.
Holder man sig til debat emnet, og holder person angreb uden for debatten, så har alle en chance for at belyse et emne og i bedste fald flytte noget i fællesskab.
Forfalder man til hovedløse persongrab og retningsløse beskyldninger taler man, populismens sag og intet andet.

Lise Lotte Rahbek

Bjarke Hansen

Hvilken spænding ved at være forskellige tænker du på - at det ene køn føder børn og det andet ikke gør, eller at det ene køn er stort repræsenteret i bestyrelser, og det andet køn ikke er?
Og at det ene køn har en stor pensionsopsparing, som det andet køn ikke har.
Er det det, du kalder spænding eller er det mere noget halvlummert uden tøj-spænding, du tænker på?

Marianne Mandoe

Så det skarpt kønsopdelte arbejdsmarked, reelle lønforskelle (altså ikke ligeløn for lige arbejde), manglende social accept af kvinder OG mænd som ikke følger det engang fastsatte kønsrollemønster....

De ting er ikke noget problem?

Det kønsopdelte arbejdsmarked giver IKKE lige muligheder og lige valg. For begge køn.
Reel ligeløn er stort set ikke eksisterende, og derved brydes, pr. automatik, loven igen og igen.
Og manglende social accept af kvinder OG mænd som ikke finder at de traditionelle kønsroller lige passer giver også manglende mulighede, manglende lige muligheder for både kvinder og mænd.

Hensigtserklæringerne er der.
Men som med stort set alt andet er der meget langt fra hensigtserklæringer til realitet.

Der er i den grad stadig brug for feminisme.
Det gavner både kvinder og mænd, for mænd er fanget af kønsroller og social "konservatisme" i lige så høj grad som kvinder er.
Forskellen er at mænd starter med et forspring i mange, ikke alle men mange, tilfælde.

steen nielsen

Hvorfor er det så FANDENS svært?

Når det handler om seriøs debat, må en forudsætning være, at man må holde sig til sagen og til argumenter.
Det er intet mindre end en grundlæggende forudsætning for at debattere, at man ikke strøer om sig med person fnidder, retningsløse anklager og persongreb i flæng, samt værditømte begreber som TABERE eller andre person angreb uden adresse.

Gør man det, så har vi et populistisk debat miljø, hvor det kun handler om hurtige og effektive resultater og ikke om at skabe konsensus ved hjælp af, forståelse for ideologier, som får værdi netop fordi de er bevisliggjort, i form af grundig og omhyggelig argumentation, som belyser rigtigheden, af et til enhver tid fremsat standpunkt.

Bliver tomme floskler og useriøse persongreb debatformen, fortrænges den seriøse debat, til fordel for den populistiske, kortsigtede og ureflekterede debat.

Skal vi kunne tro på demokratiet som værdi skabende debat form, må vi kunne finde et værdi sæt’ at gøre det under, gør vi ikke det får vi kun mudderkastning og slag under bælte stedet som mainstream, hvad der ikke flytter noget eller nogen, men kun skaber mere hårknude og mere konflikt.

Det er ikke givet, at det kan lade sig gøre, valg rundt omkring i verden, er gode eksempler på, at det er en svær problematik, her fristes man alt for ofte til at kaste med mudder, i stedet for at argumentere som civiliserede og intelligente væsner, forventeligt burde gøre.

Er folk mands sauvinister eller rødstrømper, det må være deres sag, men forfalder folk til retningsløse anklager eller personangreb, så taler man ikke oplysningens, sagens, bevisets eller belysnings sag.

Så taler man konfrontationens sag og intet andet.

Bjarke Hansen

@ Lise Lotte:
Ja lad os starte fra begyndelsen. Kvinder føder naturligvis børn, og dermed har de hvertfald den første del af barslen. Heldigvis er det ved at være blevet sådan at barslen er lige fordelt derefter, men sådan har det skam ikke altid været, og hvem var taberen i den kamp? Mændene.

Godt at foreningen Far er kommet på banen, for i alt for mange år har kvinden på det punkt styret showet.

Så er der et andet problem. Kvinder tjener ikke ligeså meget som mænd. Det er nu et meget simplificeret svar. Punkt 1: Ja kvinder fravælger tit karriere vejen fremfor at bruge mere tid på deres familie.
Og puha skam dig kvinde at det ligger i dine gener at tage dig af din familie. Skam dig og bliv femme-totalitær. Eller tjen mindre. Selvom om undersøgelser viser at mænd er 100% ligeså gode til at tage sig af et barn, så er der bare lige 2 punkter hvor det i sagens natur må være kvinden. Graviditet/fødsel og amning. Det gør at kvinder er mindre tid på arbejde. Og når du så udregner en gennemsnitsløn så vil de altid få mindre i løn i deres liv. Men hvis deres partner ikke kompensere dem for dette, så er det et problem mellem mand og kone, som de burde have diskuteret og fundet en løsning på, som voksne mennesker.

Jeg vil også mene at flere mænd burde fravælge arbejde noget mere fremfor familie. Men det vil de økonomiske vismænd jo være imod. Da vækst er sandheden i vores samfund.

Og angående den lave kvindeløn. Ja altså nu er jeg selv pædagog jeg, selvom jeg ikke er kvinde så bliver jeg jo også ramt af at der er lave lønninger indenfor de kvinde fag, der i lang tid har været domineret af kvinder. Så det er skam også mange mænd som lider under dette. Så derfor er det ikke et feministisk foretagende. Men et foretagende der bør gå ud på at skabe en god løn for dem der gør noget for de bløde værdier i samfundet. Gøre noget ved at en finans spekulant tjener meget større summer penge end en pædaog, sygeplejerske, lærer, skraldemand osv.

Istedet for at klage over at en kvinde som vil ind i kapitalismen rå kerne har det svært.

Men der er altid problemer i ligestillingsdebatten. Der er mænd/firmaer som tryner og tilsidesætter deres kvindelige ansatte. Og ja der er kvinder/firmaer hvor det er mændene der har svært ved at finde sig en plads.

Alt jeres snak om feminisme hører 70'erne til. Spar jeres intellektuelle kunnen, og brug den på noget der er relevant i vores tid. Kæmp for au-pair pigen eller for den polske landarbejder, som alle er her under kummerlige vilkår. Eller kæmp for bedre løn til de bløde fag som pædagoger, sygeplejerske osv.

Jeres retorik med feminisme og at det også er til gavn for mænd. Det er da noget vrøvl. Hvad skal vi bruge jeres bitterfisse mentalitet til på det punkt.

Jeg tilhører en ny generation og vi ser mænd og kvinder som fuldstændig ligeværdige mennesker, som alle har kompetencer til at komme frem i livet.
Og hvis du ser på de vidergående uddannelser, hvem scorer højeste karakterer og hvem tror du snart stormer ud på arbejdsmarkedet og for gode stillinger.
Min ex kæreste er snart færdig som psykolog, vi var sammen nogle år og for mig er det fint hun uddanner sig højere for mig. For jeg ser nemlig ikke nogen kamp mellem køn.

Undskyld mig det hører fortiden til

Jens Thorning

Artiklen påpeger uafvidende et enormt paradoks: Alle undersøgelser og al erfaring viser, at en mand uden uddannelse er mere veludrustet end en veluddannet, noget kunstnerne allerede vidste i Middelalderen, hvor en stor penis betegner en vulgær person med monotont lavstatusarbejde som bøddel ell. lign. Fænomenet er også velkendt i populærkulturen og nævnes af og til i den amerikanske såkaldte jazz- og især blues-musik, men negligeres ikke overraskende i akademiske sammenhænge. Bare for at øge forvirringen.

Bjarke Hansen

Jens:
Skal jeg forstå dig ret, så er din point at en lavstatus mand har en større penis end en akademisk mand :-) Og hvorledes ser vi det i populærkulturen. Interessant vinkel, jeg gerne vil blive klogere på , før jeg forstår hvad der menes !?

Bjarke Hansen

Jens:
Skal jeg forstå dig ret, så er din point at en lavstatus mand har en større penis end en akademisk mand :-) Og hvorledes ser vi det i populærkulturen. Interessant vinkel, jeg gerne vil blive klogere på , før jeg forstår hvad der menes !?

Eller er dt bare et udslag af humoristisk ironi?

Jens Thorning

Der findes videnskabeligt belæg for påstanden, men jeg orker ikke at finde kilder, da fænomenet næppe kan anvendes til noget som helst. Men for nu at gøre det helt tydeligt på bekostning af evt. humor, så kan kvinder, der kræver vinder-mænd, nemt blive skuffet. De burde derfor søge bredere.

Kristian Rikard

Johannes Aagård,
Tak for linket. Jeg tillod mig for godt 8 dage siden, at gøre en fr. ASH, der udbreder sig i Berlingske om stort og småt - og især sig selv, opmærksom på,
at det segment hun hævder at repræsentere næppe er særlig stort eller repræsentavt for kvindekønnet som helhed :-)
Må jeg tilføje, at for at være i målgruppen skal du være 35-50, kvinde, have en halvakademsik uddannelse inden for journalistik eller kommunikation, have mindst eet delebarn - helst flere, bo inden for råbeafstand af Bopaplads, spise speltbrød - ud over en del andre kriterier.
Og det begrænser jo i nogen grad udvalget.
Men denne hånddfuld tapre kvinder har da skabt en del opmærksonhed om sig selv - nogle ville mene for megen opmærksomhed.

Teis Iversen

Jeg blev opdraget ind i en sprogverden hvor man betragtede højre- og venstrefløjen som udtryk for en henholdvis feminin og maskulin tankegang.

I dette lys er blåstrømpen en slags falliterklæring for kvindekampen - tidspunktet hvor det bliver det stærke individs ("den frigjorte kvinde") sag, i stedet for fællesskabets sag. Den frigjorte træl, hvis frihed bliver spejlet i et samfund hvis psykologiske baggrund siden 60'erne præges af stærke kvindelige rollemodeller og vattede mandslinge; mit ynglingseksempel er olsen-bande-filmene.

Kvindekampen bliver personlig og måles i styrke (ressourcestærkhed, overskud, endda snuhed?) og status. Den ambitiøse, uddannede, målbevidste kvinde er født. Hun er den moderne kvinde.

Og som artiklen beskriver det: "tabermanden" er hendes negation; måske tænkes hun netop som tabermandens negation. Den moderne kvinde definerer sig negativt ud fra ideen om tabermanden.

Tabermændene er dem som ikke er "nok" mere, senmodernitetens krav er den moderne vestlige kvindes krav.

Og CVAs artikel forsøger i mine øjne at vise at det er denne sprogverden vi lever i. Du og jeg.

Teis Iversen

Og da den moderne vestlige kvindes krav er personlige, er disse også den moderne vestlige kvindes krav til sig selv, jf. dameblade, et cetera.

Særdeles stressende! Og nu skal jeg se noget fodbold.

Peter Jensen

Et helt afgørende problem ligger i tendensen til at identificere feminisme med ligestilling. Altså at feministisk politik og ideologi altid arbejder for ligestilling mellem kønnene, og at al feministisk aktivisme følgelig altid er ligestillingsorienteret.

Men feminisme er - det ligger jo allerede i begrebet - et partsindlæg på kvinders vegne. Det drejer sig alene om kvinders interesser og krav. Partsindlæg kan være nok så berettigede, og er selvfølgelig uundgåelige i debat og interessevaretagelse. Men de må aldrig få lov til at definere den overordnede ramme. Anklagerens (eller forsvarerens) påstand i en retsag, kan jo heller ikke identificeres med retfærdigheden. Selvom man kan være fristet til det, hvis man er enig. Ligestilling må enten tage udgangspunkt i kønslig upartiskhed, eller mere realistisk, som i al anden politik, i respekt for begge siders samme ret til partiskhed.

Og hvis man alligevel insisterer på, at identificere feminisme med ligestilling, kan man passende spørge sig selv, hvor betrykkende det ville være for kvinder, hvis de skulle konfronteres med en omfattende bevægelse blandt mænd som, trods mange inbyrdes forskelle, er enige om at definere sig som maskulinister, og insisterer på at dette udgør den tilstrækkelige ramme for ligestillingen. Og at en sådan maskulinisme varetager begge køns interesser i ligestillingen.

Hanne Christensen

Hvem er Center For Vild Analyse.

Jeg synes, det er uklædeligt af Information igen og igen at sende artikler herfra, uden det fremgår, hvem konkret der har skrevet artiklen, eller hvis man går ind på centrets hjemmeside, kan man heller ikke se, hvem der står bag.

Link til centrets hjemmeside: http://www.centerforvildanalyse.dk/

Marianne Mandoe

Back to basics:

Definition of FEMINISM
1
: the theory of the political, economic, and social equality of the sexes
2
: organized activity on behalf of women's rights and interests

Fra Merriam-Webster Online.

Morten Sørensen

@Jens Thorning

Endelig et relevant indlæg. Hi, ha!
Men det er dog mit indtryk, at kvinderne stadigvæk først og fremmest går efter pungens størrelse.

Dennis Berg

Fint spark lige i klodserne på den smølfeblå feminisme, i samme trend, som Bitterfissen Bethany gjorde for nylig.
Lad speltkusserne mærke det, inden de helt overtager feministbevægelsen.

Hvad vil kvinden, spurgte Freud; mig bekendt fik han aldrig et svar på spørgsmålet og når jeg læser artiklen, tænker jeg, at det har hun nok ikke fundet ud af endnu.

Til spørgsmålet om hvad "tabermanden" vil, bliver det nok svært at svare på, men tilgængel er det helt og aldeles indlysende hvad han ikke vil.
Han vil ikke så meget som klø sig bag i, for den fremherskende kvindetype og det samfund der er kommet i kølvandet på hende og ingen hån, latterliggørelse eller udstilling som taber kan andet end bestyrke ham i at hans fravalg var rigtigt......

Inger Sundsvald

Jeg ved ikke om der er flere ”tabermænd”. Den eneste jeg har læst om er ham der ønsker en thailandsk kvinde i sin husholdning uden fradrag i førtidspensionen. Han mener også at han har fortjent en der tager sig af ham, og han mener godt at de danske veluddannede kvinder kunne slække lidt på kravene til den mand de skal forsørge. Nå ja, så er der jo også Søren Fauli, der synes kvinder skal have mindre i løn, for at mænd bedre kan have magt over dem.

Det er lidt mærkeligt at se de blå feminister nævnt sammen med ”tabermænd”. Og så måske ikke. Det er jo samme opfattelse de har af ”tabermænd” som af muslimske kvinder, som de mener det er deres pligt at præke selvstændighed for. ”De svære ting”, som de kalder omskæring og pligten til seksuelt frisind.

Problemet er kun at de muslimske kvinder ikke er i samme kategori som ”tabermændene”. Kun de muslimske drenge kan udvikle sig i den retning; men det har de til fælles med mange etnisk danske drenge, som der ikke stilles de samme krav til som til piger.

Inger Sundsvald

Men det er et slemt rodsammen det her. De ”blå feminister” er antifeminister og Familien Sorts små søde hjælpere.

Lone Christensen

Jeg forstår ikke helt hvad det ny opfundet prædikat 'Taber.mænd' har med blå feminister at gøre?

Her gik jeg og troede at de blå femister var den kvindelige blogger på Berlingerne, Anne Sophia Hermansen og hendes slæng?

Har dog bemærket at Politiken fornylig prøvede at skabe en debat om tilsvarende 'taber-mænd' af 2. generations indvandrere drenge kontra de fremad stormende kloge kvinder der uddanner sig i massevis.

Jeg kan ikke helt se hvorfor der absolut skal være en politisk farve på fordi mange kvinder både etniske danske og 2.generations indvandrer uddanner sig? Det er da bare skønt at de gør brug af muligheden.
At det så betyder at der bliver et underskud af kvinder der ønsker en mand uden uddannelse m.m. kan sørme ikke være deres skyld og noget de skal klandres for!

John Fredsted

"Det er interessant, at sådanne udsagn, hvis de blev skrevet med omvendt kønsligt fortegn, netop ville blive angrebet af kvindesagens forkæmpere for at være nedladende og offerliggørende."

Jep!

Du har da fuldstændig ret Lone Christensen, det ville være aldeles usympatisk og meget overfladisk at klandre mennesker for deres uddannelsesniveau......

Inger Sundsvald

Jeg forstår heller ikke at mænd ikke brokker sig, sådan som de bliver fremstillet. Også i reklamer. De forventer vel ikke at kvinder skal tale deres sag?

Brian Pietersen

apropo mænd og viatnamesiske kvinder..

så egoistiske danske kvinder er blevet..og sexfikserede, kan jeg godt forstå hvis danske mænd kigger ud over landegrænserne.

Brian Pietersen

Inger Sundsvald

**Jeg forstår heller ikke at mænd ikke brokker sig, sådan som de bliver fremstillet. Også i reklamer. De forventer vel ikke at kvinder skal tale deres sag?**

Inger jeg er ligeglad, de får ikke mine penge eller min støtte, så.... ... la dem.

John Fredsted

@Inger Sundsvald: "Jeg forstår heller ikke at mænd ikke brokker sig, sådan som de bliver fremstillet."

Det kan der være flere grunde til. Jeg kan umiddelbart tænke på følgende tre:

1.) Modsat kvinder har mænd ikke nogen forkærlighed for kollektivt at lufte deres utilfredshed offentligt i diverse magasiner, etc. Der er noget 'ensom ulv' over det.

2.) De mænd, det for alvor går ud over, altså de såkaldte 'tabermænd', har i sagens natur ikke stort overskud til at opponere. Desuden ved de, at de sikkert nedsættende af kvinderne ville få at vide, at de klynker (modsat det neutrale brokker sig). Herudover ved de, at det ikke vil ændre noget på deres status og dermed ikke på deres muligheder for at gøre indtryk på kvinderne. So what's the point?

3.) Jeg tror mænd generelt bare ønsker sig en sød og kærlig, det vil sige ikke-stridbar, kvinde som partner, som kæreste. Jeg tror ikke mange mænd ønsker at ligge i kamp med det køn, altså kvinden, de ønsker at holde af og begære.

Inger Sundsvald

John Fredsted
I rigtig mange år har kvinder hørt på at de spiller ofre, at de er pigefornærmede, at de skulle tage en tudekiks og at de i øvrigt var helt urimeligt favoriseret af samfundet.

Det er det der nu åbenbart bliver opfattet som stridbart og også af mange som ”ukvindeligt”, at kvinderne nu er begyndt at bruge samme våben mod mændene. Det er ikke kønt, det indrømmer jeg, men det er ikke kvinderne der har startet ”krigen”.

Personligt har jeg altid godt kunnet lide en god debat. Stridbar er jeg aldrig blevet kaldt af nogen der kender mig, men her på netavisen er jeg nærmest dagligt blevet provokeret så meget at jeg har givet igen med samme mønt.

Hvordan ville en mand mon reagere, hvis en kvinde påstod, at for at holde på en mand, så skulle man behandle ham dårligt, spille kostbar og lade ham vide at der er andre mænd i verden?

Marianne Mandoe

Enig Inger.

Hvis der blev talt om, og til, mænd på samme måde som der bliver talt om, og til, kvinder, så ville der ikke være nogen ende på brokket, bøvlet, ophidselsen og selvmedlidenheden.

Inger Sundsvald

John Fredsted
Med den massive nedgøring af kvinder, er der ikke noget at sige til at de/vi er utilfredse. Alene i ad 1) beskrives kvinder nedladende som nogle klynkere, der, modsat mænd, sidder og beklager sig i ”magasiner”, og mænd som nogle der ”ene men stærk” og heroisk ikke kunne drømme om at indgå i nogen kollektiv sammenhæng.

Jeg har aldeles ingen forkærlighed for at beklage mig i ”magasiner”, jeg læser dem ikke. Har jeg noget at være ked af, lufter jeg det ikke offentligt, og selvom jeg er enlig er jeg ikke nogen ”taber”.

Det undrer mig såre, at når nogle mænd beskriver deres opfattelse af kvinder, så er der noget usselt over beskrivelsen, mens de ser sig selv i ”dobbelt størrelse”, SAMTIDIG med at de åbenbart ikke har svært ved at identificere sig med den stakkels ”tabermand”.

Det er ærlig talt svært at være sød og kærlig og holde af mænd, der i den grad ringeagter kvinden helt generelt og ser dem som det store uhyre. Dagligt er der mænd som lufter deres kvindehad og fordomme i medierne.
http://www.b.dk/kommentarer/damebladet

Og selvom du selv lufter nogenlunde tilsvarende tanker, Fredsted, så kan jeg simpelthen ikke få det til at passe sammen med min øvrige opfattelse af dig. Det er meget forvirrende.

John Fredsted

@Inger Sundsvald: "Og selvom du selv lufter nogenlunde tilsvarende tanker, Fredsted, så kan jeg simpelthen ikke få det til at passe sammen med min øvrige opfattelse af dig."

Hvordan du opfatter mig, skal jeg selvsagt ikke gøre mig klog på. Personligt føler jeg dog ingen indre uoverensstemmelser mellem mine synspunkter om dit og dat.

Majbritt Nielsen

Jeg er sådan set ligeglad med bestyrelsen. Jeg vil hellere have lige løn for lige arbejder. Det gavner flest kvinder og kan forhåbentligt være med til at fremme eksempelvis flere kvindelige bestyrelsemedlemmer på sigt.

Ligestiling starter med opdragelsen.----

Så længe forældre opdrager deres børn forskelligt på dette område.
At pigerne generelt arbejder gratis(ingen lommepenge) og generelt drengene får lommepenge for ingen eller nærmest ingen pligter i hjemmet.Så grundlægges det eksisterende måde at dele arbejdsmarkedt op på.

http://www.boerneraadet.dk/Nyt%20fra%20B%C3%B8rner%C3%A5det/Vis%20nyhed/...

Så længe at det gratis arbejde, grundlægges i hjemme/opdragelsent, så er der sku langt til bestyrelsen.

Citat fra hjemmesiden-
”At der er flere piger, som ikke får lommepenge, betyder også, at de i højere grad er i et afhængighedsforhold til deres forældre. Pigerne modtager altså nærmere gaver frem for løn. Det kan sagtens være, at de piger, som ikke får lommepenge, får flere penge af deres forældre i sidste ende, men de skal bede om dem og være taknemmelige.”

Sider