Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Velordnede vaner og dårlig samvittighed

Læserne spørger, og Informations skribenter svarer - så godt de nu kan
19. maj 2012

Jeg er vokset op med affaldssortering. I køkkenet havde vi ni forskellige beholdere: metal, papir, pap, kompost, køkkenaffald, hård plast, blød plast, brændbart, plast, og hvis der var noget, der røg i den forkerte, fik min far et flip. Weekenderne blev brugt til at køre med trailer ud til genbrugsstationen (ja, jeg er fra Jylland), og i baghaven havde vi en kompostbunke, der var så stor og så centralt placeret, at den blev blikfang for hele villavejen. Det var, som om vi havde en kompost med have og ikke en have med kompost.

Problemet er nu, at jeg ikke kan lægge det fra mig. Jeg bor i en lejlighed på Vesterbro i København, og jeg sorterer det jeg kan, pap, papir, sender dåser og flasker retur eller i glascontaineren osv. Der er nogle kompostbeholdere i gården, men de bliver aldrig tømt, så man kan ikke bruge dem.

Det lyder ikke som noget problem, men det er det. Jeg får sygeligt dårlig samvittighed, når jeg smider organisk affald ned til alt det andet, jeg har det decideret dårligt over det. Hver eneste gang, jeg står med en bananskræl i hånden, tænker jeg over det, jeg har faktisk overvejet at melde mig ind i gårdlauget for at få gang i det der kompostsystem, som lige nu ligger brak. Eller skulle jeg hellere opsøge en psykolog?

For det er lige præcis den samme dårlige samvittighed, som jeg får, når jeg hælder det i min barndom fuldstændig bandlyste sukker ud over mine havregryn.

Anne, 33, konsulent

Svar I:

Jeg har en ven, der bukker tandpastatuben fra bunden, klemmer den nedefra, så intet går til spilde. Han presser mælkekartonerne flade, trykker dem sammen, så de ikke fylder i skraldespanden. Han glatter plasticposerne ud og folder dem, så de kan genbruges. Det er ikke noget, han tænker over, han gør det bare. Han gør det af samme grund, som jeg banker kaffegrumset fra stempelkanden ud på et stykke avispapir, så det ikke stopper vasken. Fordi det er sådan, vi altid har gjort. Det er ikke en filosofi eller et princip, vi hylder; det er bare en del af hverdagens koreografi, som røber, hvem vi er – og hvem, vi ikke er. Vi har alle den slags quirks and twists.

Tvangsmæssige vaner. Nedarvede laster, vi kan takke vores forældre for. Du har din affaldssortering. Det er nådigt sluppet.

Næppe grund nok til at søge psykolog, men måske lige akkurat nok til at skrive en roman i stil med H.C. Branners ’Legetøj’. Så det gør du: Du kalder romanen ’Kompost’ og viser i et symboltungt billedsprog, hvordan vi alle slæber rundt på dynger af mentalt affald fra vores forældre. Affald, der bliver ved med at hobe sig op i haven (læs: sindet), uanset hvor mange vognlæs, vi kører på forbrændingen (læs: til psykolog). Det skal nok hjælpe, og hjælper det alligevel ikke, så melder du dig ind i dét gårdlaug, får skik på komposten og står ved din brist. Den kunne som sagt være meget værre.

Rasmus Bo Sørensen

Svar II:

Dårlig samvittighed kan være et udmærket korrektiv til egoistisk, asocial eller forurenende adfærd, når den leder til hensigtsmæssig handling. Problemet er bare, at din far har været så pedantisk og kontrollerende i sin opdragelse, at du i dag trækker rundt med en gedigen sorteringsneurose (endnu ikke tilskudsberettiget). Dit brev viser, at du er vokset op med forbud og rigide regler opretholdt af en far med et heftigt temperament. Regler, der styrer dig langt ind i voksenlivet. Du kunne have afreageret ved at drøne rygende rundt i en firhjulstrækker, mens du druknede din skyld og skam i dåseøl, du senere dumpede i naturen. Den slags fladpandede fodspor efterlader du heldigvis ikke. Jeg synes, du skal øve dig i ’både og’ – meld dig ind i gårdlauget, så I kan få gang i et godt kompostsystem, og find en psykolog, der kan hjælpe dig med at slippe skammen og opøve en mere fleksibel tilgang til tilværelsen – en, der tillader lidt sødt på det sunde. Både og-tilgangen holder bedre i længden og er derfor en mere bæredygtig løsning. Den vil også gøre dig til en bedre konsulent. Start straks med en spiseske sukker på havregrynen. Det smager meget bedre.

Mette Davidsen-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu