Baggrund
Læsetid: 3 min.

Brolæggeren.

Det er ikke så vanskeligt at leve på gaden, mente Ole Gregersen. Det var sådan set bare at hoppe i en pose og lyne
Gadeliv. Ole Gregersen, der huserede i området omkring Christianhavns Torv, tjente til dagen og vejen ved at sælge hjemløseavisen Hus Forbi.

Gadeliv. Ole Gregersen, der huserede i området omkring Christianhavns Torv, tjente til dagen og vejen ved at sælge hjemløseavisen Hus Forbi.

Thomas Lekfeldt

Moderne Tider
5. maj 2012

Det er svært at finde ud af, hvad der helt præcist er sket i Ole Gregersens 47-årige liv. Der er få, der ved det, og endnu færre, der kan fortælle om det, men nu ved man, at han er død. Efter i 12 år at have sovet på bænkene omkring Christianshavns Torv i København.

Selv hang han ikke fast i fortiden og brugte heller ikke tid på at drømme om fremtiden. Han har tilbragte barndommen på en kostskole i Jylland, blev messedreng på et skib i de europæiske farvande, uddannede sig brolægger, blev forlovet og fik to børn.

Men noget gik galt undervejs. Et puf til rattet, og Ole Gregersen gik fra sin familie og strejfede omkring på gaderne med lidt sparepenge på lommen. Nætterne tilbragte han på vennernes sofaer, men efterhånden følte han sig til ulejlighed og begyndte langsomt at finde sig til rette på byens bænke. Sådan forklarede han sit liv for Ekstra Bladet, da de en vinter for et par år siden kom forbi ham for at høre, hvordan en hjemløs står igennem en isvinter.

Bare koldere

Men for Ole Gregersen var isvinteren det ikke det store problem. Han havde nemlig også en fortid i Siriuspatruljen, fortalte han, og her lærte han at udstå kuldegrader helt ned til minus 40. Her var det ekstremerne, der tiltalte ham, sammenholdet i gruppen og det at overleve i en virkelighed, hvor små fejl kan slå dig ihjel. Derfor var det heller ikke noget særligt for ham, når vinteren kom. Han peb i hvert fald ikke.

»Det er ikke så vanskeligt at leve på gaden. Det er sådan set bare at hoppe i en pose og lyne,« sagde han til avisen.

»Mit liv er faktisk ikke så svært, som andre gerne vil gøre det til. Det er det samme som andres – bare koldere. Jeg står ikke op om morgenen og går på arbejde, jeg står op og fryser. Morgenerne er de værste. Jeg skal lige op og i gang, drikke en øl og gå lidt rundt, før jeg har fået varmen, og kroppen virker igen. Jeg kunne godt tænke mig at springe det første kvarter over.«

Ikke altid holdt Ole Gregersen sig til sandheden, når han fortalte om sit liv, forklarede familien til sognepræsten Asser Skude, der begravede ham i vinters. Men folk kunne godt lide ham alligevel. Der var liv og glade dage fra han trådte ind ad døren eller satte sin fod på torvet, og han var altid humoristisk og hjælpsom.

Til dagen og vejen

Han havde ingen adresse og fik heller ikke penge fra kommunen. Hans forbrug af dagens øl, sprut, cigaretter og lidt mad løb aldrig op i mere end et par hundrede kroner, og det blev finansieret ved at sælge de hjemløses blad Hus Forbi. Det – eller ved at stille sig op på Strøget og »platte penge« som han selv kaldte det. Af og til kom han hos Kirkens Korshær, hvor han kunne få sig et måltid mad til en 10’er og et varmt bad, når han virkelig trængte. Ellers vaskede han sig med koldt vand fra offentlige vandposter.

I alt 12 år levede Ole Gregersen på bænkene omkring Christianshavn. Han drømte heller ikke om så meget andet, og havde han fået den lejlighed, han på et tidspunkt søgte, havde han formentlig ikke brugt meget tid der alligevel. Han ville alligevel komme på torvet hver dag, mente han, og i det hele taget havde han tilsyneladende ikke så meget tilovers for det regelrette system. Heller ikke når det gjaldt hans egen sundhed.

»Nogle af de der mennesker i hvide kitler og med en faens masse kuglepenne i brystlommen siger for eksempel, at rygning tager 10 år af vores liv,« sagde han til Ekstra Bladet.

»Men 10 år af hvad? Jeg ved sgu da ikke, hvor længe mit liv skal vare. Og det er jo heldigvis ikke de år mellem 20 og 30, der forsvinder, så jeg er sgu da ligeglad med, om jeg lever 10 år kortere.«

I dagene op til sin død sad Ole Gregesen i kørestol efter at være blevet påkørt af en bil. Han fik ikke rigtig passet sin genoptræning. Han blev 47 år.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

I mange år købte jeg "Hus Forbi" på Christianshavn af den samme sælger. Det var dog ikke Ole Gregersen.

Min mand stod uden for Irma eller uden for bageren (Lagkagehuset). Altid venlig, altid god for en lille bemærkning.

Jeg mente vist, at vi efterhånden kendte hinanden en smule, og jeg spekulerer som stadig på, hvad der er blevet af ham

John Fredsted

Se det er et menneske, man kan se op til. For man kan bare spørge sig selv om følgende: Kunne jeg klare det liv? Nej, ville svaret være for langt, langt de fleste, undertegnede inklusive.

Steffen Gliese

En parabel om, hvad de sker, når man ikke står op og går på arbejde.
Jeg kan, af andre grunde, ikke sige mig fri for at være lidt forarget, jeg beklager, John Fredsted! Vi arbejder på at bygge et samfund op, hvor folk ikke skal være henvist til den slags liv, heller ikke hvis de går fra kone og børn. Her er den rigtige liberalistiske drøm om den hjemløse på samfundets bund, der godt kan hutle sig igennem på andres velvilje - men som dør som 47-årig! Gud være hans sjæl nådig; men han repræsenterer alt det, vi har kæmpet imod i mere end hundrede år.

John Fredsted

@Peter Hansen: Jeg er bange for, at du misforstår mig. Jeg kunne aldrig drømme om at ønske mig et samfund, hvor folk skal kæmpe på den måde, som Ole Gregersen gjorde. Det, jeg ønsker at udtrykke, er såmænd bare min høje agtelse for dette menneskes psykologiske evner, ja, hans mod; jeg når ham ikke til sokkeholderne. At et sådant menneske ikke er agtet, ikke har status, i vores samfund, er i mine øjne et vidnesbyrd om vores samfunds åndelige armod; og hermed netop ikke være sagt, at målet for samfundet er et sådant liv i fysisk forstand.

Steffen Gliese

Jeg er splittet, John, fordi det drejer sig om et konkret menneske; men jeg er gennemgående stærk modstander af Tarzan-syndromet, som lægger masser af mænd i graven før tid hvert år. Ikke at kunne modtage hjælp er en frygtelig destruktiv tilstand.

John Fredsted

@Peter: Jamen, det er jeg da også modstander af. Jeg påstår skam ikke det modsatte.

Jeg bider for eksempel mærke i følgende passage i artiklen: "Der var liv og glade dage fra han trådte ind ad døren eller satte sin fod på torvet, og han var altid humoristisk og hjælpsom." [min kursivering]. Der er altså bare stort, og deri ligger min respekt for dette menneske. Det er det, jeg taler om.

John Fredsted

* Det er altså bare stort ...

Steffen Gliese

Det kan jeg jo ikke sige imod, John! :-) Man kan ikke se bort fra den tanke, at der var tale om en art storbyindianer, der var i sit es uden bindinger og på et subsistensniveau.

Bjarne Bisgaard Jensen

Jeg er ærligt talt ved at brække mig over denne romantisering af menneskelig armod, som åbenbart bruges som alibi for mennesker der ikke rakte hånden frem.
Det svarer lidt til dyrenes beskyttelse eller de tåreknusende WASP reklamer på tv

Bill Atkins

Og dog drømmer vi vel alle om, at det skulle være en mulighed, at leve som Diogenes, og Ole Gregersen, fri for samfundsskabte nødvendigheder - og uden at det går voldsomt ud over helbredet.

Steffen Gliese

Det er jeg ikke enig med dig i, Bill Atkins, og jeg synes, at spørgsmålet er, hvordan hans liv kunne have formet sig, hvis han havde meldt sig ind i civilisationen.

odd bjertnes

Nej det gør vi ikke ..for privatsfære er ikke en samfundsskabt nødvendighed, men dette typiske 'ude-menneske' i tidligere valg af beskæftigelse og uddannelse også - har været specielt motiveret for at få det hjemløse liv til at fungere uden at risikere samfundets kz-vagter.
Tænk hvis vi havde sociale systemer som ikke foragtedes på forhånd af de potentielle brugere.

En passende gravskift: Har vi et samfund der har plads til mennesker?

Tom Paamand

Helt romantiseret er et samfund, hvor der er "plads til alle", også et samfund hvor der er plads til at gå i hundene. Selv med et veludviklet frelsergen vil jeg sige at der er situationer, hvor det er det rette for en person. Da jeg ikke kendte manden i artiklen, kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om ham.

Jeg vil sgu have love til at gå hundene, uden at jeg pt har aktuelle planer i den retning. Til gengæld er ufrivillig hjemløshed et alvorligt problem - de to problemer er bare ikke helt de samme. Og så undrer jeg mig som sædvanlig over journalistens betagelse af de tunge frostgrader. Tør frost er god at sove ude i - det er i fugtigheden omkring frysepunktet, at det rigtigt bider.

Jesper Wendt

Samfundet gør intet for at afhjælpe de problemer, og det er beskæmmende i et af verdens mest velbeskaffede samfund. Det er helt uhørt, udelukkende incitament styring.