Læsetid: 16 min.

Colombia Felix – det lykkelige Colombia

Ideen om en ny global narkopolitik, der ville kunne gentegne det politiske verdenskort, led en brutal død, da en amerikansk agent af uvisse årsager misforstod prisen på en prostitueret i Cartagenas gamle bydel
La Violencia. Volden, hedder det i Colombia, hvor de ikke bryder sig om ordet borgerkrig. Derfor har colombianerne også måttet opfinde et helt nyt ord for dem, der forsker i landets historie. De hedder ikke historikere, men violentologos, kortlæggere af vold.

La Violencia. Volden, hedder det i Colombia, hvor de ikke bryder sig om ordet borgerkrig. Derfor har colombianerne også måttet opfinde et helt nyt ord for dem, der forsker i landets historie. De hedder ikke historikere, men violentologos, kortlæggere af vold.

Espen Rasmussen

12. maj 2012

Jeg står lige på et af de steder, hvor verdenshistorien bliver til.

Eller hvor den måske snarere bliver saboteret.

I Air France-flyet på vej over Atlanten med kurs mod Bogota, hovedstaden i Colombia, hvor jeg er inviteret til en bogfestival, har jeg i en artikel i Time Magazine læst om det kommende topmøde i Cartagena mellem USA’s præsident, Obama, og ledere fra det latinamerikanske kontinent. Et af de emner, der skal drøftes, er kampen mod den narko, som især Peru og Colombia er storproducenter af. Flere ledere, bl.a. Colombias præsident, Juan Manuel Santos, har indtaget det kontroversielle synspunkt, at kampen mod narkoen er tabt, og at den eneste vej frem er en legalisering.

Narkokartellerne rundt om i verden er ikke blot økonomiske stormagter, de er også politiske magtfaktorer, der øver en dyb og korrumperende indflydelse på de lande, hvor de som parasitter har vokset sig truende store. Antallet af ofre for de blodige kampe, de fører i deres indbyrdes rivalisering, overstiger langt antallet af faldne i de krige, der for tiden føres rundt om i verden. Bliver narkoen legaliseret, vil kartellerne kollapse som korthuse. Topmødet i Cartagena kan være første skridt på vejen, og verdens politiske landkort vil være ændret for altid.

Men diskussionen om en ny global narkopolitik kommer vi aldrig til at høre mere til. En amerikansk hemmelig agent kommer i vejen. Eller rettere: en del af ham kommer i vejen.

Og jeg er på gerningsstedet, hvor diskussionen blev slået ihjel.

Jeg befinder mig på Plaza de los Coches i Cartagenas gamle bydel. Engang tilbage i den spanske kolonitid var det her på pladsen, at slaverne blev solgt. Nu er der en anden slags marked. I søjlegangene langs den smukke brolagte plads tilbyder prostituerede deres tjenester med et dovent inviterende kropssprog. Deres udseende adskiller sig ikke meget fra de kvinder, der om dagens færdes i de smalle gader i Cartagenas gamle bydel. Også de bærer, uanset alder, deres bukser og udringede t-shirts, som om de var spraymalede hen over deres yppige former, og alle kvinder her synes at svulme i den ubønhørlige, fugtige hede, som om de var i slægt med de tropiske frugter i overstørrelse, der tilbydes på markederne.

Måske var det denne erotisk ladede atmosfære, der førte den hemmelige agent på afveje. Måske skyldes den skandale, der i medier verden over kom til at skygge for et internationalt topmøde og dets revolutionerende dagsorden, en simpel misforståelse, men i så fald er det en misforståelse på størrelse med et helt kontinent.

Livvagten og luderen

Det er Francisco De Castro, som har ført mig ind på baren Tu Candela. Han er en succesrig advokat fra Bogota, ejer af et hotel i Cartagena og en vingård i Frankrig og siger med et smil, der er både undskyldende og resigneret, at han som advokat lever af folks dumhed, en i grunden deprimerende kendsgerning, som han tilføjer. Han trykker hjemmevant de to kolossale dørvogtere ved barens indgang i hænderne, og så er vi inde i det halvmørke rum, hvor musikken saver løs, og salsadansende par har bredt sig fra dansegulvet og helt ind blandt barstolene med underliv, der bevæger sig i cirklende mønstre, som om de uafhængigt af resten af kroppen har indledt et kompliceret parringsritual.

Det er gerningsstedet. Her mødtes de. Livvagten og luderen.

Medierne mener at have identificeret den prostituerede. Hun følte sig snydt for sin betaling og gik derfor i et så vulkanagtigt raseriudbrud, at hele verden endte med at høre om hemmelige agenters fritidsvaner. Hendes navn er Dania, og hun er muligvis enlig mor med en søn på ni år. Mere ved medierne ikke. Men den velinformerede Francisco ved mere, og han betror det til mig i barens larmende, rytmisk gyngende mørke, hvor smidige underkroppe er i gang med salsaens eksotiske kurmageri.

Dania sagde, hun skulle have 300 dollar.

Agenten troede, hun sagde 30.

Her begynder det.

Hvorfor misforstår de hinanden? Er det, fordi Dania fremsætter sit tilbud på spansk, et sprog, agenten ikke forstår, eller er det, fordi larmen i baren overdøver hendes stemme? Eller er det, fordi agenten er kommet til et land, hvor der i over et halvt århundrede har raset en uoverskuelig og rodet alle mod alle-krig, og mordraten er blandt de højeste i verden, og han derfor antager, at her har livet ingen værdi, og de endnu levende kroppe heller ikke, når de stiller sig til rådighed for et par timers gnidningsfri underholdning? Er det, fordi han, skønt han måske udmærket ved, at Cartagena befinder sig på UNESCO’s liste over verdens få bevaringsværdige perler, alligevel anser byen for at være et udsigtsløst lortehul, hvis indbyggere bør være taknemmelige selv for en lille håndfuld dollar?

Måske forstår agenten udmærket spansk. Måske har musikken ikke overdøvet lyden af Danias forretningsmæssige stemme, da hun fremsatte sit tilbud. Det er ikke agentens hørelse eller sprogkundskaber, der er problemet. Det er hans hjerne. Eller rettere den del af hans hjerne, hvor hans indbildte viden om mennesker i andre verdensdele er oplagret. Da han hører, at en nat med kvinden foran ham koster 300 dollar, slår hans hjerne fra. Det kan ikke passe, at en kvinde fra dette udsigtsløse lortehul, hvor folk slår hinanden ihjel for mindre summer end de drikkepenge, han giver tjeneren på sin yndlingsrestaurant hjemme i USA, skal koste det samme som en prostitueret i Washington. På motorvejsmoteller har han kneppet ludere for mindre, og hans hjerne vælger den eneste mulige udvej i denne helt ubegribelige situation. Den digter 300 dollar om til 30 dollar.

For Dania er den hemmelige agent ikke bare en liderlig mand. Han er først og fremmest repræsentant for Amerikas Forende Stater, i hendes øjne verdens rigeste og mægtigste nation, og den høje pris, hun kræver for en nat, skyldes den simple kendsgerning, at hun synes, der skal være et rimeligt forhold mellem det amerikanske bruttonationalprodukt, og det beløb, hun skal have for sine ydelser. Agenten er hendes chance, en dør, der åbner sig på klem ind til en anden verden, hvor hun på en nat kan tjene, hvad hun normalt skal bruge ti nætter på.

Den forskel på tusind procent mellem det beløb, Dania kræver, og det beløb, agenten er villig til at betale, afspejler en konflikt mellem to verdensdele, mellem Nord og Syd, rig og fattig. Og baren Tu Candela er den scene, hvor sammenstødet udspiller sig, og senere går historien verden rundt, men i en anden version, ikke længere en historie om Nord og Syd, men en historie om hemmelige agenters ikke længere så hemmelige seksualliv.

Dania er der i dag ingen, der kan finde. Hun har taget flugten sammen med sandheden.

Lykke og tilfredshed

Jeg vidste det ikke, men Danmark og Colombia deler livssyn. Begge lande mener, at de hører til blandt verdens lykkeligste. På den rangliste, der med jævne mellemrum offentliggøres over de lande i verden, der anser sig for at være i besiddelse af lykkens privilegium, kommer Danmark uvægerligt altid ind som nummer 1. Men Colombia følger lige efter som nummer 2.

Jeg har altid ment, at Danmarks position som verdens lykkeligste land skyldes en sproglig misforståelse. Når vi bliver spurgt, om vi er lykkelige, tror vi, at vi bliver spurgt, om vi er tilfredse. Vores sproglige univers, der er tilslebet gennem århundreders lighedsbestræbelser, kan slet ikke rumme et så uhåndterligt, ja, eksplosivt begreb som lykke. Vi har en indre oversætter, der, når vi hører ordet, træder til og gør ordet lykke synonymt med det overkommelige, hverdagsagtige begreb tilfredshed.

Og vi er tilfredse. Vi er tilfredse med vores sundhedsvæsen, med vores uddannelse, med vores skattevæsen og hele det politiske system. Vi er så tilfredse, at ingen udenforstående kan skelne vores politiske partier fra hinanden. Danskerne er konstitutionelle kværulanter, men det er kun, fordi vi er nøjeregnende med tilfredshedens matematik. Dybe konflikter bryder vi os ikke om og kender heller ikke til. Vi er et af de lande i verden, hvor de sociale forskelle er mindst. Vi har gået i lighedens skole, og det er deraf vores tilfredshed udspringer. Kun få skilter med at være bedre end andre, og hvor misundelsen har ringe vækstvilkår, har ønsket om forandring det også. Vores fantasi rækker ikke til en verden, hvor alt kunne være anderledes, større eller bare udfordre os på en måde, der kunne true vores møjsommeligt opretholdte indre balance. Altså er vi lykkelige. Det er den eneste mulige konklusion, det eneste ord, vi kan komme i tanker om, når vi skal beskrive den mellemtone, der dominerer vores følelsesliv.

Det lykkelige Colombia er et af verdens socialt set mest ulige lande. Kun i Angola og Nigeria er afgrunden mellem rig og fattig større, og den forbløffende vækstrate, Colombia lige nu oplever, dækker ikke afgrunden til. Den får tværtimod kun uligheden til at vokse.

Det er Grigorio Sokoloff, der fortæller mig om de to statistikker, lykkens og ulighedens. Han er arkitekt og designer for store hoteller, og han kender begge verdener, den danske og sin egen, for han er dansk gift og besøger hvert år København. Han har også et svar på det colombianske paradoks. Colombia er et kompliceret land, siger han og slår begejstret ud med armene.

Han husker fra sin barndom, når hans far tog ham med på udflugter uden for Bogota, og de kom igennem landsbyer, hvor døre, vinduer og skodder var malet blå som tegn på, at her herskede de katolsk-konservative. I andre var alt træværk i stedet malet rødt. Rød signalerede, at de verdsligt orienterede liberale sad på magten, og var man blå i en rød by eller omvendt, kunne det koste livet. I Gregorios gengivelse lyder det, som om disse morderiske modsætninger er tegn på en livskraft, der gør tilværelsen i Colombia udfordrende, intens, og ja – hvorfor ikke? – også lykkelig.

Et godt sted at dø

Grigorio Sokoloff er barnebarn af russiske emigranter på flugt fra revolutionen i 1917. Da bedstefaren kommer til Medellin, ser han en procession af dansende mennesker bevæge sig gennem gaderne. Han spørger, hvad de foretager sig, og får det svar, at det er en begravelse, han overværer. »Det her sted passer mig,« udbryder han, »her vil jeg dø.«

Jeg lægger mærke til, at bedstefaren ikke siger: Her vil jeg leve. Han siger: Her vil jeg dø. Colombia er et godt sted at dø, for her er døden en fest.

Og dø gør de. I borgerkrige, der varer årtier, koster hundredtusinder af liv og ender med at bide sig fast i en kultur, der har uforsonligheden som sit vigtigste træk. Vold er svaret på alle problemer, døden alle partiers fælles ideolog.

Aureliano Bundia, en af hovedpersonerne i Gabriel Garcia Marquez’ roman 100 års ensomhed har deltaget i og tabt 32 krige. Det lyder som typisk magisk realisme, den overdrivelsens og de poetiske usandsynligheders genre, som Marquez blev den mest berømte repræsentant for. Men det er det ikke. Det er colombiansk virkelighed. Alene i det 19. århundrede gennemlevede Colombia otte borgerkrige, 14 mindre krige, der begrænsede sig til landets mange afkroge, to krige med nabolandet Ecuador og tre militærkup. Der er praktisk taget ikke noget punkt i Colombias historie, hvor der ikke dukker en mand med et gevær op.

Den 9. april 1948 er den vigtigste dato i alle colombianeres historie, hvad enten er de født før eller efter denne dato. På denne dag blev en af landets mest populære politikere, den karismatiske venstrepopulist Jorge Eliécer Gaitán, myrdet. Der fulgte 10 års borgerkrig og 300.000 døde. Da de stridende parter sluttede fred i en national forsoningspagt, antog krigen blot nye former. Nu var det guerillaer og paramilitære, der kæmpede videre, alt imens den nationale hær voksede og voksede, indtil den i dag tæller en halv million mand.

Det er ikke en mands død, colombianerne mindes hvert år den 9. april. Det er et monsters fødsel, et ubegribeligt, ustoppeligt væsen, der som en hydra skyder tre nye hoveder for hver gang, den mister ét.

Manden med geværet

Der er masser af nationer i verden, hvor landdistrikterne affolkes, fordi industrialisering og storbrug vinder frem, og tilværelseskampen bliver stadig sværere for de småbønder, der engang udgjorde landets flertal. Storbyerne lokker med arbejde og nye livsmuligheder. Det er den ofte smertefulde vej, der fører ud af den feudale verden og ind i den moderne, en port, alle nationer må gå igennem. Sådan er det ikke i Colombia.

Det var aldrig nogen industrialisering i stor skala, der drev colombianske bønder ind til storbyerne. Det var i stedet en mand med et gevær. Han kan tilhøre landets hær eller en paramilitær gruppe finansieret af storgodsejere eller multinationale firmaer, eller han kæmper under marxistiske paroler i en af de mange guerillagrupper med tørre, bureaukratiske navne som M-19, ELN eller FARC.

Et eller andet sted i spillet om land, ejendom, profit og akkumulation af rigdomme, dukker manden med geværet altid op. Han er kontinuiteten i landets historie, på en gang Colombias drivkraft og forbandelse, en samtidig demonstration af våbnenes magt og deres idiotiske nyttesløshed. La Violencia, volden, hedder det i Colombia, hvor de ikke bryder sig om ordet borgerkrig. Derfor har colombianerne også måttet opfinde et helt nyt ord for dem, der forsker i landets historie. De hedder ikke historikere, men violentologos, kortlæggere af vold.

Francisco De Castro har aldrig hørt om den lykke-statistik, der sammen med Danmark placerer Colombia i den globale Top To. »Hvem har de spurgt?« spørger han. »De 30 millioner colombianere, der lever under fattigdomsgrænsen? Det må være mennesker med et stort talent for selvbedrag, der svarer ja til det tåbelige spørgsmål, om de er lykkelige.«

Francisco banker med pegefingeren i bordet ved siden af tallerkenen med hummerkløer, som han netop har bestilt på Cartagenas top-restaurant med det humoristiske navn O La La, hvor de franske vine på vinkortet er importeret af ham selv. Midt på bordet står en flaske Mersault. Det er en 1. Cru, men Francisco finder den lidt kort i eftersmagen.

Jeg refererer til artiklen fra Time Magazine, hvor Colombia roses for sin robuste vækstrate på 6 procent og en guerilla, der er blevet trængt under presset fra et stadig mere professionelt militær. Det er lyse tider forude, lyder konklusionen,

Francisco ler hjerteligt, før han hæver glasset med Mersault til næsen for at indsnuse bouqueten. »Jeg er en klarsynet pessimist,« siger han, da han har smagt på vinen. »Jeg skal fortælle dig nogle meget simple kendsgerninger om Colombias herskende klasse.« Jeg kan høre advokatens autoritet i hans stemme, som om han i stedet for at sidde ved bordet procederer i den ret, hvor han tjener sine mange penge.

»Af de 166 medlemmer af landets kongres tilbringer over halvdelen det meste af deres tid i retten, hvor de står anklaget for korruption eller kriminelle handlinger. 15 procent af dem sidder i fængsel. I Colombia er det meget skamfuldt at sidde i fængsel, ikke fordi du er skyldig i en forbrydelse, men fordi du ikke var smart nok til at undgå en dom. Kun de dumme ender i fængsel. Med sådan en herskende klasse er det lige meget, om der er et økonomisk boom eller ej. De fattige får under ingen omstændigheder glæde af det. Og så fortsætter volden. Vi colombianere er glemsomme. Vi husker et årti tilbage, men ikke mere, og derfor kan vi ikke få øje på mønstret. Masser af gange har det været gode tider i Colombia, men volden er altid vendt tilbage. Vi er fanget i en tragisk spiral.”

»Hvad skal jeg gøre for at være sikker på at slippe godt fra et mord?« spørger jeg i et tonefald, som jeg forsøger at gøre humoristisk. »Bak bilen og kør ham over en gang til, så du er helt sikker på, at du har gjort arbejdet færdigt,« svarer Francisco i et tonefald, som jeg håber, er humoristisk. Så tilføjer han: »Hvis dit offer overlever og ender som grøntsag, får du et meget længere ophold i fængslet, end hvis han er stendød.«

Stat, gangstere og forretningsliv

I Bogota bliver jeg inviteret til mange selskaber. Journalister, sociologer, forfattere og endog et par tidligere guerillaledere, der nu har fundet en plads i det civile liv, sidder rundt om i møblementet, mens de drikker en lokal rom af mærket Abuelo. Der går aldrig længe, før stemningen bliver oprømt, og den ene efter den anden af deltagerne i samtalen rejser sig op og begynder at gestikulere voldsomt. Det skyldes ikke så meget rommen, som de indbyrdes uenigheder, der synes at have en meget mere stimulerende effekt på dem end den alkoholstærke rom.

Der er en i selskabet, der hver gang får alle de andre i mod sig. Det er Javier, der arbejder for en international nødhjælpsorganisation. Han har været udstationeret i det borgerkrigshærgede Sierra Leone, og det er herfra, han henter sine provokerende sammenligninger mellem Afrika og Colombia.

»I bor i en bobbel,« siger han til selskabet. »I Bogota er der næsten europæisk levestandard. Men uden for boblen, i landdistrikterne, er der ingen skoler, ingen hospitaler, ingen rindende vand, ingen elektricitet. Det eneste, der er, er bevæbnede mænd, men det er der til gengæld også overalt. Jeg har ikke set noget lignende, siden jeg var i Sierra Leone.«

»Folk hader, når jeg taler på den måde,« siger han senere til mig på sit kontor, hvor jeg har opsøgt ham. »Vi taler hele tiden, om hvor kompliceret situationen er. Men den er jo kun kompliceret, fordi vi ikke løser problemerne.«

Ifølge Javier er Colombia »en mafia-stat«. »Stat, forbryderverden, forretningsliv – det er landets tre magtcentrer, og de er alle tre involveret med hinanden. Hvis du vil drive forretning eller vælges som politiker, ender du uundgåeligt med at komme i kontakt med den kriminelle verden. Alle er afhængige af hinanden, hvis de vil opnå indflydelse.«

»Det her er ikke Europa,« siger Arturo Guerrero, journalist ved El Colombiano, en avis baseret i Medellin. Guerrero er en af de få journalister, der bevæger sig uden for boblen og rejser til landets fjerneste regioner, hvor guerillagrupper og militær er låst fast i en endeløs styrkeprøve, der synes at være blevet begges eksistensberettigelse.

En magisk virkelighed

»I Colombia kommer den kartesianske logik til kort,« siger Guerrero med en hentydning til den franske filosof René Descartes, der formulerede rationalismens slagord. »Jeg tænker, altså er jeg til.« »Her,« siger han, »tænker vi ikke. Vejen mellem hjertet og hjernen er blokeret. Mellem hjertet og handlingen er der til gengæld en åben motorvej.«

Guerrero spørger mig, om jeg har læst Gabriel Garcia Marquez 100 års ensomhed. Jeg nikker. Det er 35 år siden, jeg læste den for første gang, men jeg genlæste den på den lange flyvetur over Atlanten og faldt for anden gang hen i den samme forundring over denne verden, hvor naturlovene er sat ud af spillet, og begivenhederne synes at gå deres egen uudgrundelige gang. »Sådan er Colombia,« siger Arturo. »Vores virkelighed lader sig ikke forstå med almindelige begreber. Her er det ikke kun litteraturen, men også virkeligheden, der er magisk realistisk.«

Jeg møder Ricardo Corredo i endnu en af Colombias bobler, samme sted, hvor jeg mødte advokaten Francisco De Castro, i turistbyen Cartagena, hvor Corredo er direktør for en stiftelse, der skal støtte colombianske journalister i deres kamp for en uafhængig nyhedsdækning, og i hvis bestyrelse, stiftelsens grundlægger, den nu 85-årige Gabriel Garcia Marquez, stadig sidder.

Ricardo Corredo er en nøgtern mand, hvis beskrivelse af Colombias problemer på mange måder minder om den, jeg lige har hørt på Javier’s kontor. Men Ricardo er også optaget af den internationale lykkestatistik. Ifølge ham er det Colombia, der ligger nummer ét.

»Det er altså os danskere,« korrigerer jeg ham. »Er du lidt patriot?« spørger jeg, da jeg ser hans tydelige skuffelse. »Måske,« svarer Ricardo og ler.

»Forklar mig nu,« siger jeg, »hvordan indbyggerne i et land, der er så proppet til randen med uløselige problemer som Colombia, kan hævde, at de er lykkelige?«

Ricardo begynder sin forklaring et temmelig mærkeligt sted, nemlig med at tale om Colombias helt astronomiske mordrate. Han begynder med andre ord med at tale om døden, når han skal forklare lykken.

Ingen forstår Colombia

I 1990’erne, som var en de mørkeste perioder i Colombias nyere historie, blev der hvert år myrdet over 30.000 mennesker, hvilket svarede til en mordrate, der var 10 gange så høj som i USA og 80 gange så høj som Danmarks. I dag er mordraten faldet med to tredjedele, så der myrdes kun omkring 10.000 mennesker om året i Colombia.

Sådan lyder Ricardos indledning, og jeg venter stadig på en forklaring på de lykkelige colombianere.

I 90’erne arbejdede Ricardo med narkomaner i et af de socialt mest belastede kvarterer i narkokartellernes hovedstad Medellin. Medellin er en by på størrelse med København, og dengang blev der hvert år blev myrdet over 4.000 mennesker i byen, en mordrate, der var næsten fire gange så høj som i det øvrige Colombia.

»Var det så der, du fandt lykken?« spørger jeg.

»Det var der, jeg lærte noget om lykken,« svarer Ricardo. »Alle jeg kendte, havde enten overværet et mord, havde slægtninge, der var blevet myrdet eller havde selv været udsat for trusler. Hver morgen, når jeg gik på arbejde, lå der to-tre lig på fortovet. I en sådan situation prøver du at udnytte de øjeblikke, hvor der er en pause i volden. Livet får en anden intensitet. Der er en trods i det. En protest måske også. Enten begår du selvmord, eller også prøver du at få det bedste ud af livet, mens du endnu har det.«

Ricardo har deltaget i mange internationale konferencer, hvor konflikterne rundt om i verden bliver diskuteret. Colombia bliver aldrig nævnt. »Der er ingen, der forstår os,« siger han.

Så ler han. »Vi forstår heller ikke os selv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Holger Madsen

Carsten Jensen
- Ideen om en ny global narkopolitik, der ville kunne gentegne det politiske verdenskort, led en brutal død, da en amerikansk agent af uvisse årsager misforstod prisen på en prostitueret i Cartagenas gamle bydel.

Det undre mig dybt, Carsten Jensen, at du også hopper på de vestlige nyhedsbureauers forklaring på fiaskoen på det Sjette Amerikanske Topmøde i Colombia, hvor 34 landes statsledere havde sat hinanden stævne, for at diskutere problemer for Nord- og Sydamerika.
Jeg fulgte Topmødet gennem forskellige Latinamerikanske nyhedsbureauer over nettet. Og der blev virkelig diskuteret politik og Obama fik rigtig mange "tæsk" derovre. Jeg fulgte også vores hjemlig nyhedsbureau Ritzaus dækning af Topmødet. Her hørte man intet om diskussionerne på Topmødet, men syv gange kom historien om de 11 agenters bordelbesøg før Topmødet.

Så, Carsten Jensen, da Brasilien og Argentina forlod Topmødet inden sluterklæringen skulle til afstemning, så var det i frustration over USA´s rolle på selve Topmødet, og ikke på grund af de 11 agenters bordelbesøg før Topmødet.

Bjarne Bisgaard Jensen

Absolut læseværdig artikel som giver et godt indblik i tankegang og samfundsforhold i Colombia. Lidt ærgerligt at den skæmmes af den faktuelle fejl som Holger Madsen anfører

Bill Atkins

Jeg mener Holgers kommentar er berettiget i den sammenhæng at vi har fået for dårlig information om selve mødets forløb...

http://www.information.dk/telegram/298578

...i øvrigt er Danmark på trods af vores aktivistiske udenrigspolitik stadig et uland med hensyn til information om international sociale forhold.

Jens Overgaard Bjerre

Ja, sex kan gøre det. De fleste husker vel Clinton på, at han fik suttet den af i det Hvide Hus af praktikanten Monica Lewinsky. Og senest Dominique Strauss-Kahn's fald fra tronen som præsidentkandidat i Frankrig.
Moralen er åbenbart det største våben i denne lykkelige verden. Og det er sandt for det har stået i Ritzau og Reuters. Eller er det fordi det ikke har stået der?

Henrik Jensen

SÅDAN EN GANG UVEDERHÆFTIGT PIS:

1) Dania Suarez gav et - næsten - to timer langt interview med Radio Caracol.....som halvdelen af Colombia må have hørt.

Hvis Carsten Jensen havde gjort sig den - minimale - umage at høre interviewet så ville hun have vidst,

- at prisen ikke var 300, men 800 dollars,
- manden ikke talte spansk
- at det er den pris hun normalt tager (hun er unitetsuddannet og absolut luksusluder).

- "Dania er der i dag ingen, der kan finde. Hun har taget flugten sammen med sandheden." Nå, da da - hun er hos noget familie i Spanien efter at have takket ja til en billet fra en gammel kunde i Bahrain.

2) M19 - Har Carsten Jensen alzheimer? Gruppen nedlagde våbnene i starten af 90erne

3 Der er meget, meget mere - men jeg gider ikke.

(Interviewet med Dania ligger....på youtube:

http://www.youtube.com/watch?v=wI4l2r_3gvo

)

Maya Nielsen

Jo men selv USA ved hvordan man siger måske, men mener nej...og sansynligvis havde de valgt udfaldet af mødet allerede længe inden mødet fandt sted og en dejlg luders varme favn.... a pro pos Gabriel Garcia Marques så får også Carsten Jensens som altid formidable beskivende poesi denne gang mig til at tænke på titlen ; Historien om et forudsigeligt mord...... og her er Colombias dans omkring det enkelte menneskes magtlabyrinter og konsekvenserne af fornærmelser mod El Hombres utallige enevælder jo lige så forudsigelige.... i deres uværgerlige likvideringer, sådan som fornærmelserne jo er nødvendige for at kunne opretholde Machoens aura og nødvendige acting out for at fastholde sinselvfølelse....
Sådan er homo Sapiens i fuld patriarkalsk naturlighed og med masser af sex som baggrunds musak... hvor hannerne mand-nifesterer sig i en evig fest af illustrerende dominans og vold.... længe leve matriarkatet ;-) uden førerhanner og dominante patruljeringer...!

Robin Cheesman

Han skriver godt, Carsten Jensen. Men det er SÅ trist når artikelforfattere (eller hvorfor ikke redaktører?) ikke tjekker facts. Som nu disse mordrater, eller den "lokale" rom Abuelo. Den er ikke en gang fra Colombia, men fra Panamá.