Nyhed
Læsetid: 9 min.

Dissidentens dilemma: Vil du redde dig selv eller redde din kamp?

Det højspændte drama om Chen Guangchengs skæbne viser, at Kinas dissidenter står over for et ekstremt svært valg mellem fortsat kamp i hjemlandet eller sikkerhed i eksil. Information har talt med Chen Guangchen
Tænkeboks. Lige nu overvejer den blinde systemkritiker, Chen Guangcheng, om han skal blive i Kina og kæmpe for menneskerettigheder, eller om han skal bringe sig selv og sin familie i sikkerhed i USA.

Tænkeboks. Lige nu overvejer den blinde systemkritiker, Chen Guangcheng, om han skal blive i Kina og kæmpe for menneskerettigheder, eller om han skal bringe sig selv og sin familie i sikkerhed i USA.

Moderne Tider
12. maj 2012

I en sygestue på første sal på Chaoyang Hospital i det østlige Beijing ligger Kinas mest velbevogtede patient. Menneskerettighedsaktivisten Chen Guangcheng, der med sin nylige flugt til den amerikanske ambassade satte gang i en diplomatisk krise mellem Beijing og Washington, holdes her isoleret sammen med sin kone og to børn. Besøg er ikke velkomne. Omkring hospitalet vrimler det med politi, og betjente tjekker identitetspapirerne hos alle, der vil ind på hospitalsområdet. Kinesiske aktivister, der har forsøgt at få adgang til Chen Guangcheng, er blevet ført væk og i nogle tilfælde tæsket af sikkerhedspolitiet.

Mens den blinde, selvlærte advokat nu har opholdt sig inde bag hospitalets facade af røde mursten i halvanden uge – og samtidig med hans fremtid fortsat er usikker – insisterer han fra sin hospitalsseng på, at han vil fortsætte sin rettighedskamp.

»Naturligvis,« siger han i et telefoninterview med Information: »Ligesom man bliver nødt til at dukke sig, når nogen forsøger at slå dig med en kæp, så bliver jeg også nødt til at dukke mig nu for at beskytte mig selv. Men bagefter vil jeg tage kampen op igen.«

Spørgsmålet er dog, hvor han vil komme til at kunne fortsætte den kamp henne. I Kina eller USA? Da han søgte ind på den amerikanske ambassade forrige uge, var han fast besluttet på ikke at ville forlade Kina.

»Han vil blive her og kæmpe for sin sag,« fortalte aktivister, der havde mødt ham i hovedstaden, kort efter han var flygtet fra en næsten 20 måneder lang illegal husarrest i Shandong-provinsen – en husarrest, som kom i forlængelse af fire år i fængsel. Chen havde nemlig pådraget sig styrets vrede for sin afsløring af myndighedernes illegale og brutale håndhævelse af den såkaldte etbarnspolitik. Han havde fundet frem til over 7.000 sager, hvor kvinder var blevet tvunget til abort eller sterilisation. Mange var blevet tvunget til at abortere så sent som i ottende måned.

For sin sikkerheds skyld

Efter seks dages ophold på den amerikanske ambassade lod det til, at han fik sin vilje. Efter intense forhandlinger mellem USA og Kina, der frygtede, at sagen ville kaste lange skygger over udenrigsminister Hillary Clintons højt profilerede besøg i Beijing sidste uge, blev det overraskende meddelt, at han ville få lov til at blive i Kina. Ifølge amerikanerne havde Beijing garanteret hans sikkerhed, og USA’s ambassadør eskorterede ham til Chaoyang Hospital forrige onsdag, hvor han skulle behandles for de skader, han pådrog sig under sin flugt. Men få timer efter han blev indlagt, faldt aftalen, som amerikanerne lige akkurat nåede at hylde som en lykkelig afslutning på affæren, fra hinanden. For da Chen Guangcheng ikke længere var under amerikanernes beskyttelse, blev han bange, fortæller han. På hospitalet blev han konfronteret med et intimiderende opbud af kinesisk politi, deriblandt nogle af de folk fra hans hjemprovins, som gennem de sidste år voldeligt har mishandlet ham og hans familie. Han blev samtidig chokeret, da hans kone fortalte ham, at myndighederne havde truet hende med dødelig vold, mens han opholdt sig på ambassaden. Da ændrede han mening. Nu ville han ud af Kina og til USA.

»For min egen og for min families sikkerheds skyld,« siger han: »Men jeg ønsker at vende tilbage til Kina igen og fortsætte arbejdet.«

Eksil eller ej

Han insisterer på, at han ikke vil søge om asyl. Opholdet i USA skal kun være midlertidigt.

Chen Guangcheng-sagen eksemplificerer det dilemma, mange kinesiske dissidenter står over for: at blive i Kina eller ej.

»Det er de færreste dissidenter, der ønsker at forlade Kina på trods af deres udsatte position. De ved, at når de er uden for landets grænser, er der meget lidt, de kan gøre. I Chen Guangchengs øjne er det nok bedre at blive i Kina og forsøge at sætte pres på regeringen – i stedet for at blive en glemt eksildissident i USA,« siger professor Jean-Pierre Cabestan fra Hongkongs Baptist University.

Den samme mening har Hu Jia, en nær ven af Chen Guangcheng og også en central person i netværket af kinesiske borgerrettighedsforkæmpere.

»Det her er vores hjemland. Hvorfor skal vi forlade det? Det er her, vi kan gøre en forskel,« har den 39-årige, som i 2008 modtog Sakharov-prisen, Europa-Parlamentets frihedspris, tidligere sagt til Information.

Det er dog en indstilling, der har store personlige omkostninger. Hu Jia blev fængslet i 42 måneder for sin kritik af menneskerettighedssituationen frem mod OL i Beijing i 2008. Han blev løsladt sidste sommer og genforenet med sin kone, Zeng Jinyan, der selv er en prominent aktivist, og deres datter, som blot var 45 dage gammel, da han blev arresteret.

Både før og efter Hu Jias fængselsdom har parret tit og ofte levet lange perioder under husarrest – ironisk nok i et boligkompleks i udkanten af Beijing, som hedder Frihedsbyen. Deres lejlighed aflyttes. Politiet er flyttet ind i deres nabolejligheder.

»Hvis du kritiserer og ikke vil holde mund, så kan de ødelægge dit liv. Dit liv, din families og alle dem, du omgås,« har Zeng Jinyan sagt.

Vil trække vejret

Det var et sådant ødelagt liv, som forfatteren og musikeren Liao Yiwu ville væk fra. Han havde været fængslet i fire år og blev tortureret for at have skrevet digtet Massakren om styrets blodige undertrykkelse af folkelige protester på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Da han blev løsladt, censurerede styret alt, han skrev. I næsten to årtier kunne han ikke få lov til at udgive et eneste ord. Liao fik nok, og ville væk. Den 54-årige forsøgte hele 14 gange at forlade Kina, men blev hver gang forhindret af myndighederne, inden det sidste år endelig lykkedes ham at flygte til Tyskland. Over telefonen fra Tyskland siger han, at han endelig »kan trække vejret igen«.

I januar blev undertrykkelsen – og frygten for at blive dræbt – også for meget for en anden forfatter og samfundskritiker, Yu Jie. Han forlod Kina til fordel for USA, efter han var blevet bortført og alvorligt gennembanket af de kinesiske sikkerhedsstyrker – hans forseelse var at udgive en bog i Hongkong med stærk kritik af Kinas premierminister. »Efter mere end et år med umenneskelig behandling og smertefuld kamp havde jeg ikke noget andet valg end at forlade Kina,« sagde han efter sin flugt.

Stemme blot et ekko

Mens Yu Jie frygtede for sit liv, så frygter mange kinesiske aktivister at ende som endnu en marginaliseret eksildissident. Skrækeksemplet for flere er den 69-årige Xu Wenli. Han tilbragte i alt 16 år i fængsel på grund af sin politiske kamp, inden han blev sendt i eksil i USA i 2002. Da han end nu var i Kina, kaldte hans støtter ham for ’dissidenternes gudfar’. Han blev beskrevet som »en af Kinas mest prominente systemkritikere«.

Under et besøg i Danmark forrige år fortalte han, at han kort efter sin ankomst til USA begyndte at mærke den følelse, han, mens han stadig var i Kina, frygtede mere end at sidde isolationsfængslet: Følelsen af ikke at spille en nogen væsentlig rolle.

»Nu er det svært blot at få folk til at lytte til mit budskab,« sagde han: »I udlandet har jeg fået friheden til at sige, hvad jeg vil, men samtidig har jeg mistet mit lands jord under fødderne, og dermed er min stemme blevet reduceret til et lille ekko.«

For andre er smerten ved at være adskilt fra deres land og deres familier den største.

»Det, der er svært ved at leve i eksil, er, at man ikke er i stand til at vende hjem. Det er mental tortur,« har Wuer Kaixi, der var studenterleder under protesterne på Den Himmelske Freds Plads i 1989, og som nu lever i landflygtighed i Taiwan, fortalt Information.

Magtkamp er afgørende

Chen Guangcheng venter stadig på besked om, hvad der skal ske med ham. Efter en ny runde forhandlinger mellem Kina og USA åbnede der sig sent sidste uge en mulighed for, at han ville kunne tage til USA med sin familie på et studieophold.

»Jeg håber på det bedste, men jeg har endnu ikke set nogen konkret udvikling,« siger 40-årige Chen.

Repræsentanter fra regeringen har dog fortalt ham, at han bare skal »tage det roligt. De centrale ledere har allerede sagt ja til, at du får et pas«. Mens flere beskriver det som yderst tvivlsomt, om han vil få lov til at vende tilbage til Kina igen, hvis han først er taget til USA, så er han selv optimist:

»Jeg tror, de vil lade mig komme tilbage. Ellers vil det være et brud på mine rettigheder som borger, sikret af grundloven.«

Et argument, som dog ikke har lagt en dæmper på myndighedernes hidtidige hårdhændede behandling af ham. Og hvad der vil ske med Chen Guangcheng vil formentlig også have meget lidt med loven at gøre – og hvad han selv ønsker. Derimod kan hans fremtid meget vel blive afgjort af magtkampen i Kinas styrende kommunistparti.

»Hardlinerne i centralregeringen og de korrupte embedsfolk i Shandong-provinsen vil have, at han forlader Kina og aldrig mere vender hjem igen – og dermed bliver irrelevant,« siger Joseph Yu-shek Cheng professor ved City University of Hong Kong.

»Reformkræfterne i kommunistpartiet vil dog formentlig foretrække at finde en løsning, som stiller Kina i et godt lys, og som ikke skaber problemer i forhold til USA. Det kan åbne for, at Chen Guangcheng også kan have en fremtid i Kina.«

Internt skænderi

Ifølge The New York Times finder embedsfolk fra USA da også, at Chen Guangcheng-sagen har påvist en intensiveret kamp mellem hardlinere og liberale. I løbet af forhandlingerne om Chen Guangcheng – og overværet af amerikanske repræsentanter – skulle embedsfolk fra Kinas magtfulde ministerium for statssikkerhed i et skænderi med kolleger fra landets udenrigsministerium have sagt, at Chen Guangcheng skal straffes i stedet for at blive pylret om af amerikanerne.

»De konservative i partiet vil have, at Chen Guangcheng bliver straffet for at have ydmyget Kina for at forhindre, at andre kinesere bliver inspireret til at gå i hans fodspor,« siger Jean-Pierre Cabestan. Men det er tilsyneladende Kinas udenrigsministerium, der associeres med reformvenlige kræfter, som for tiden kontrollerer Chen Guangcheng – og giver ham mulighed for fortsat at tale med omverdenen (dog bliver linjen ofte afbrudt).

»Der må være ordrer fra partitoppen om at behandle ham mildt og lade ham kommunikere med medier over telefonen, da de ser det som en måde at nedtrappe krisen og gradvist komme ud af den på,« siger han.

Samtidig siger Chen Guangcheng selv, at repræsentanter fra styret, som har besøgt ham, har været yderst høflige og har lovet, »at de vil undersøge de forbrydelser, der er begået mod os i Shandong og garantere mine rettigheder som borger«.

Det står dog i stærk kontrast til situationen uden for hospitalet, hvor det er det nationale sikkerhedsapparat, styret af kommunistpartiets konservative kræfter, der har kontrollen. Og det er dem, som har slået hårdt ned på aktivister, der har forsøgt at besøge Chen Guangcheng, og også de aktivister, der hjalp ham med at flygte. Flere er blevet tilbageholdt af politiet i længere perioder, andre er i husarrest, og nogle er blevet udsat for vold. Og de fleste af dem har fået forbud mod at tale med journalister.

»Det er dårligt nyt,« siger Chen Guangcheng, der ser det som tegn på det fortsatte behov for rettighedskampen.

Nu skal han bare finde ud af, om han får lov at fortsætte kampen i Kina, eller om han skal gøre det på afstand fra USA.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Bisgaard Jensen

Hans dilemma er vel ikke enestående men har været og er det samme for andre systemkritikere

Maya Nielsen

KINA bør åbne op for ytringsfrihed og ægte demokrati, så alle de korrupte magtmennesker kan få kam til deres hår og blive sendt til tælling... åben og ærlig kritik bør forståes som en retfærdighed og ikke som en trussel.
Det er jo ikke al kritik heller der skal give anledning til forandringer, der kan jo være mange forskellige holdninger til en sag...hvor der kun kan vælges en løsning... Kina må opgive troen på den ultimative sandhed i politiske anliggender, fordi det er at forstå som essensen af fanatisme og menings diktatur...
Held og lykke med en udvikling mod åbenhed Kina... inden folket skaber revolter !