Det blev så pinligt på 1. maj. Hun vil virkelig give borgerne det, de vil have – men det vil de ikke have. Hun taler for at opnå bifald, men den indstilling giver ikke anseelse.
Det er på sin vis statsministerens problem med danskerne: Helle Thorning-Schmidt vil ikke sætte principper og idealer over borgernes ønsker, men borgerne ønsker en statsminister, som har højere mål.
Det er Helle Thorning-Schmidts dilemma som leder af Socialdemokraterne: Hun forfølger et momentum, der er forsvundet hver gang, hun når frem til det. Hun indledte sin tid som leder af Socialdemokraterne med at være imod efterlønnen, efter et par år var hun blevet tilhænger af den, og så endte hun med at være hverken for eller imod, men følge det flertal, der lavede en plan for reform af efterlønnen.
Først allierede hun sig med Margrethe Vestager, da de radikale havde succes. Så gik de radikale ned, og SF gik frem, og Helle Thorning-Schmidt lavede en ny alliance med Villy Søvndal. Men da folkesocialisterne ikke forførte længere, valgte den socialdemokratiske leder at overtage sin politiske modstanders politik – nu havde Lars Løkke Rasmussen det politiske momentum.
Da hun først blev leder af Socialdemokraterne, fik hun i meningsmålinger op mod en tredjedel af stemmerne, så faldt opbakningen til en fjerdedel, og nu er vi nede omkring en femtedel.
Mens socialister i Europa fejrer 1. maj med modstand mod Finanspagten, står Helle Thorning-Schmidt desværre selv for pagten i Danmark. Hun siger ikke et ord om verden.
Myten om medløberne
Man kan kalde statsministeren for en opportunist, men det er ikke interessant. Det er derimod fordommene om politikerne og vælgerne, som gør opportunismen til en naturlig indstilling. Det er en almindelig myte, at borgerne er reaktionære egoister, der stemmer efter deres interesser og straffer dem, der vil tage noget fra dem.
Hvis derfor borgerne protesterer mod en betalingsring, skal man trække forslaget tilbage.
Men denne indstilling overser, at borgerne anerkender den leder, som står så meget ved sin sag, at hun kan tage et folkeligt nederlag. De mest populære ledere i Danmark er ikke dem, der har talt borgernes mest efter munden. Det er Margrethe Vestager og Lars Løkke Rasmussen, der har fremlagt planer, som de ikke kunne regne med opbakning til.
Det fortælles, at Lars Løkke Rasmussen, da han regnede valget for tabt, begyndte at gøre det, han selv regnede for det rigtige. Nu gjorde han ikke længere det, som han mente, der var opbakning til. Han valgte at gøre det, som der efter hans opfattelse burde være opbakning til.
Han brød det såkaldte ’tabu’ i dansk politik og foreslog et opgør med efterlønnen. Endelig sagde han det, som alle vidste, han mente, men alle også vidste, han ikke turde sige.
Det væsentlige er ikke, om reformen af efterlønnen var rigtig eller forkert, det afhænger naturligvis af politisk holdning. Det væsentlige er, at han blev anerkendt, da han ikke længere søgte anerkendelsen. Han fik en politik, som han selv troede på og kunne diskutere med alle, der ville snakke med ham, under valgkampen.
En anderledes, men tilsvarende historie kan fortælles om Margrethe Vestager: Hun har gennem årene opnået offentlig anseelse, fordi hun uafhængig af meningsmålinger og konjunkturer har fastholdt sine principper og anskuelser.
Pointen er ikke, at man bliver populær, hvis bare man siger, man er ’ansvarlig’ og vil gøre ’det nødvendige’. Det giver heller ikke automatisk anseelse at tage noget fra borgerne eller diktere et mål uden opbakning.
Pointen er derimod, at borgerne forventer, at lederne leder, mens lederne ofte tror, at borgerne vil have ledere, der går efter dem. Borgerne vil have ledere, de kan se op til, mens lederne ofte tror, de skal være ’i øjenhøjde’, som man siger.
Vi ved det allerede
Det ved vi allerede fra film: Der er en fantastisk scene i Lars von Triers Direktøren for det hele, hvor en underordnet efterlyser en overordnet, mens en overordnet lader, som om de er lige. Direktøren i virksomheden kan ikke selv finde ud af at være direktør. Han vil hellere være venner med de ansatte. Så han har opfundet en fiktiv direktør i Amerika, som han siger, træffer alle beslutninger.
Han bliver så nødt til at engagere en skuespiller, der kan optræde som direktøren. Det sjove er nu, at denne skuespiller ikke bliver forhadt som leder, men derimod forgudet.
En underordnet forfører således direktøren til at forføre hende. Hun kaster sig fremover på bordet foran, som om han har kastet hende. Hun siger hans replikker om, at han tager, hvad der passer ham, og han gør, lige som han har lyst til – og han følger fumlende efter, mens han mumler »ja« og »ja«. Han tager hende ikke hårdt og brutalt, men hun stønner, som om hun bliver taget hårdt og brutalt.
Hun ser klart dominansen mellem dem, mens han prøver at fornægte dominansen. Sagen er ikke, at al sand ledelse bør kulminere i sex, men derimod at der en almindelig længsel efter at dem, der leder, skal stå ved deres ledelse. Så er det også nemmere at smide dem ud bagefter. Magten kan ikke lyves væk. Den er tydelig nedefra.
Det rigtige er ikke give folk det, man tror, de regner for det rigtige. Det er at gøre det, man selv ser som det rigtige. Enhver realist må indse, at man bliver nødt til at være idealist.
Og den pointe burde være børnelærdom i alle livets forhold ...
ER der mere at sige? Så hvorfor er det så svært hvis man altså ikke er kejserens nye klæder
Den etiske fordring til politikerne kan ikke beskrives mere klart. At overholde den er bare fjernt fra den meningsmålte, politiske verden.
Problemet er ikke statsministerens, men befolkningens! Den udgør folket i folkestyre, statsministeren skal repræsentere. Før befolkningen bliver voksen nok til at gøre sig klart, hvad de ønsker, og hvilket samfund politikerne skal arbejde for, vil vi have denne situation. Det er præcis det klumpede i mange fohold mellem mænd og kvinder, hvor mænd kræver af kvinderne, at de også tager ansvaret for relationens opståen, at der ikke er tale om en forfører og en forført, men en fælles interesse.
Hvilket folkestyre?
Peter - Det sker ikke - Ikke før velfærdsstatens fejlkonstruktion går op for befolkningen - Og det gør den ikke.
Leo Nygaard, jeg forstår ikke helt, hvad du mener med velfærdsstatens fejlkonstruktion - det er dén, der muliggør folkelig politisk deltagelse, hvis man blot rullede de dele, der vender kontrollen på hovedet, tilbage.
De fleste journalister er radikale og derfor får Margrethe Vestager ingeen kritik...
Rune ser, at folket vil have en stærk leder, tages bag fra, bare det sker af ideelle grunde!
I andre situationer har han undskyldt sin journaliststands forsøg på at italesætte Thornings mand som skattesnyder med det at folket alligevel ser, hører, tåler og tilgiver alt. Med andre ord, så kan journaliststanden gøre hvad som helst, for overdommeren er alligevel af guddommelig karakter.
Det harmonerer ikke med, at folket bare vil tages bag fra, evt. arrangere voldtægten selv.
Se tilbage i tiden, hvor han taler om at være for eller imod folkedomstolen, hvor det netop handler om, at medieverdenen har fyldt folket med løgn
http://www.information.dk/245031
@Steen Ole Rasmussen
"Rune ser, at folket vil have en stærk leder, tages bag fra, bare det sker af ideelle grunde!"
Det er sikkert bare Rune Lykkeberg selv, der er gået hen og blevet lidt smålun på Helle Thorning-Schmidt og nu fantaserer han om, at hun kommer og sætter sig lidt i respekt over for ham.
Men han har ret i, at den nuværende regering ikke har været særligt gode til, at forholde sig til de mere principielle spørgsmål omkring økonomi og regulering, som finanskrisen har blotlagt, men istedet bare satser på, at fremstå som "ansvarlige".
Pogopulisten rune illustrer selv med sexistisk populiztisk folto.... og det er krænkende i denne sammenhæng men de første 2 gange jeg skrev det blev det cen sureret væk, og desuden tror jeg næbbe at Iben Hjejle vil bruges til atø hetze på sexiisk vis....men information censurerer bare når man gør dem. Opmærksom på aT forfatteren af artiklen er mere populistisk end den han kritiserwr for det samme...
Jeg mistænker også Rune for blot at ville have Helle Thorning til at sige det, han tror, hun vil sige, nemlig det, han selv ønsker.
Rune påstår underforstået, at Løkkes nuværende meningsmålingssucces kommer pga at Løkke nu er ærlig.
Ærlig talt oplever jeg Løkke som en temmelig tavs mand for tiden, og jeg ser Løkkes succes ikke som en konsekvens af hans eget format, men som et fravalg af Helle Thornings brudte valgløfter.
For så langt skal man være ærlig. Man skal ikke love et før valget, og så en måned efter gennemføre den modsatte politik.
Så langt er vi enige om ærligheden, Rune.
Men vi to er heller ikke enige i Margrethe Vestagers succes. Er det ikke i hendes tid, at partiet er splittet i to? Og hun har i hvert fald mistet min stemme efterhånden som det gik op for mig, at hun havde smidt al socialt engagement over bord, og tilbage stod De Radikale der med et rent liberalt projekt.
Ikke fordi Margrethe var ærlig om det. Nej, når hun nu vil fratage unge syge deres førtidspension, fremstiller hun det hyklerisk som en hjælp, at hun ikke vil parkere de unge. Men faktum er, at det er en ren spareøvelse, der går ud på at tage fra de syge og fattige og give til de rige og velstillede.
Den radikale drejning væk fra alt socialt engagement tog til, da Margrethe så Ny Alliances ekstreme succes .... de første uger. Den succes ville Margrethe også have.
Og der er ikke stor forskel på det NA ville og det Margrethe nu vil. Forskellen er blot, at successen udebliver.
For det er jo ikke rigtigt, at Margrethe er en succes. Men de radikale vælgere vil selvfølgelig gerne fremstille det som sådan.
Men bortset fra du vrøvler i sammenblanding af succes, og mangel på samme, så er vi da rimeligt enige i, at det ville være gevaldigt rart, om politikerne kunne være en smule ærlige.
Men altså ikke lige efter et valg. Den er for let. Nej, de skal være ærlige op til et valg. Det var præcis den succes Fogh fik med hans konsensus politik med vælgerne (om end jeg ikke deler Foghs synspunkter).
Når du nu som journalist peger på Helles uærlighed og leflen for vælgerne, så må man spørge dig, om det ikke kan forholde sig således, at I journalister bare ikke var dygtige nok til at spørge ind. Måske blev I indfanget af hendes blå øjne, måske blev I lidt mundlamme, når I så hende.
Men jeg sad ofte under valgkampen og tænkte, spørg nu ind. I spurgte aldrig ind. For Helle talte meget ofte udenom, det er vi enige i. Men I journalister gav hende også lov til det.
Hun vandt valget. På den måde er hun da en succes.
Men mange af os vælgere føler os taget ved næsen. Men skyldes det Helle, eller skyldes det, at I journalister bare ikke gjorde jeres arbejde godt nok? Eller begge dele?
Det dér med førtidspensionen er nu ret sjovt. I 1984 var noget af det, Schlüter blev stærkt kritiseret for, at han sendte en masse unge ud af arbejdsmarkedet pga. deres uarbejdsdygtighed især som følge af alkohol, men såmænd også nogle enkelte rygere ('pot'). Egentlig uarbejdsdygtige var der jo ikke noget spørgsmål skulle have pension.
Problemet er, at det er lykkedes højrefløjen at skabe mistillid og dermed mistro om det oprigtige ønske om at arbejde blandt mange modtagere af oveførselsindkomster; men er det reelt set et problem? Tværtimod er det jo sådan, at rigtig mange mennesker oplever fyringer i løbet af deres arbejdsliv, og deres primære interesse er en ubetinget sikring af deres øjeblikkelige situation, så de ikke tvinges fra hus og hjem, det er baggrunden for vores høje skat, at man således er sikret. For folk på arbejdsmarkedet er den sociale sikring en integreret del af fagbevægelsens kampform, fordi presset fra arbejdsgiverne således altid vil være modereret af en fyrings begrænsede sociale effekt.
Hvad mere er, så er det vel ikke rimeligt, at man ikke selv primært er herre, hvad ens bidrag til samfundet skal være! Når folk tager en uddannelse, er det ikke primært for at kunne bidrage til samfundet, men for at få et arbejdsliv, de kan ikke blot udholde, men som bibringe en vis grad af socialitet og begejstring. Stemningen på arbejdspladsen betyder for de fleste ret meget, ligesom det at komme til sin ret, at kunne indfri udfordringerne i jobbet er vel det, der skaber det største mål af lykke - og har man først gjort sig det klart, er det også klart, at det i virkeligheden ikke betyder så forfærdelig meget, om man med sine færdigheder er omkring et marked, eller snarere bidrager med opdragelse af børn, frivilligt arbejde i foreninger m.m.
Illustrationen, altså - det er ikke skuespillerne, man tænker på, men derimod Anders Samuelsen og Lene Espersen. :-)
Helle TS vil bare være en rigtig socialdemokrat. Det er et projekt hun har arbejdet på i mange år. Da hun blev valgt til statsminister troede hun og det arbejdende folk der havde valgt hende, en kort overgang, det var lykkedes; men noget i tidsånden gør det så ualmindeligt svært at være en rigtig socialdemokrat, at selv hun kommer til kort. Måske er der bare ikke brug for rigtige socialdemokrater mere?
Peter, igår 18.15.
En stærk stat sløver befolkningen i uansvarlighed. Befolkningen siger : Det ordner kommunen. Det klarer de nationale test. Det udregner skat, det er for indviklet. Osv, osv.
Og vi har det jo godt.
Mæt løve er ikke farlig.
Runes slutreplik . " Det rigtige er ikke give folk det, man tror, de regner for det rigtige. Det er at gøre det, man selv ser som det rigtige. Enhver realist må indse, at man bliver nødt til at være idealist."
Ingen politiker har indtil nu for alvor stillet spørgsmålstegn ved velfærdsstaten.
Før nu, hvor økonomien strammer.
Før nu, hvor mange kan se, at regelsamfundet er gået amok. Selv Enhedslisten.
Nej og atter nej.
En realist er ikke og kan ikke være idealist, du vrøvler.
Og nej, millitærnægtere er ikke skyl i krige.
Det forjættende land Lykke Rune i De dødes rige.
Det forjættede land
Dennesidig: ja til livet, livselsker.
Hinsidig: omverdens fornægtere, verdensforsagere.
Organisk, uorganisk muren mellem det levende og ikke levendes kemi.
Friedrich Wøhler i 1828 lykkedes det ham at fremstille kunstig urinstof.
Vitalisme, dvs. at det levende ikke kan beskrives på samme måde som det ikke levende.
det tog livet af vitalismen.
Michael Faraday, Andre Marie Amper, HC Ørsted bidrog med elektromagnetismen.
M. Faraday at kemi og elektricitet er det samme.
Humphry Davy : elektroner og protoner.
@Søren: Du skrev .."Helle TS vil bare være en rigtig socialdemokrat."
Det er der vist ingen socialdemokrat, der er i tvivl om. Fra bunden og opad til folketingsgruppen. Ellers sad hun ikke der, hvor hun sidder.
Desyden blev hun ikke valgt til statsminister, andre partier pegede på hende, så enkelt var det. Faktisk er det lidt synd, at Rune ikke udpeger den del som det væsentlige - han gør det nærmest til en karusseltur.
Endelig slutter du af med: .."Måske er der bare ikke brug for rigtige socialdemokrater mere?" Heraf kan jeg så regne ud, at du ikke er hverken socialdemokrat, og var du, så ikke en rigtig - eller hvad?
De socialdemokrater, jeg kender har ikke noget identifikationsproblem.
Det enkle svar på Thornings succes - eller det modsatte, som Rune forsøger at vise - er, at hun har samlet SFR og opnået et flertal. Især det med SF er noget af en bedrift. Nyrup gjorde noget lignende med det nationale kompromis i starten af 90'erne. Thorning fortsætter, hvor han slap.
Den grundlæggende pointe er rigtig, men det er nu naivt at tro, at Margrethe Vestager ikke har tænkt nøje over, hvilken vælgerprofil man får ved på den ene side at æde de borgerlige økonomers økonometriske regnestykker råt, og på den anden side være det næsten eneste borgerlige parti der næsten pr. definition går i mod alle DF's forslag, så man kan konkurrere med Venstre og Liberal Alliance (og måske SF).
Ganske som det også er naturligt at søge anerkendelse ved at gøre det, man mener og er bedst til - det gør jeg hver dag, så meget jeg nu kan! ;-)
PS1: Og som Lars Løkke gjorde med sit politiske omsving, der så sandelig også var strategisk: Krisen kom uventet af de fleste af de økonomer, som både han og Margrethe III lytter til, men da den var der - og trætheden ved en regering, der har siddet mange år, var sat ind - var nye boller på suppen og samtidig en klar afstand til Keynesiansk krisestrategi, som man måtte forvente af en ægte socialdemokratisk ledelse, både en "borgerligt rigtig" og vælgermæssigt gennemtænkt strategi, og Løkke har nok anet de kommende uenigheder mellem R og S+F, men næppe anet, hvor meget medvind han ville kunne få i hængekøjen af at lade dem slås indbyrdes ...
PS2: Jeg vil meget gerne takke for det fine og stærkt interesse-vækkende billede, selv om jeg ikke er sikker på, at det vækker interesse for selve artiklens budskab ... ;-)
@Maya Nielsen
jeg er bare nysgerrig, hvorfor er Lykkeberg populist?