»Ingen progressiv tænker – fra Jean-Jacques Rousseau til Jürgen Habermas – har nogensinde ønsket et demokrati, der udelukkende består i den lejlighedsvise ret til at afgive en stemme. Gældskrisen, som i øjeblikket splitter Europa, er ikke blot et økonomisk problem, men også et politisk.«
Sådan lyder den bekymrende diagnose af det kriseramte Europas aktuelle vanskeligheder i et nyt manifest med titlen Vi er Europa. I opråbet kalder initiativtagerne, den tyske sociolog Ulrich Beck og den tidligere ungdomsoprører Daniel Cohn-Bendit, til forsvar for Europa, for selve det europæiske projekt. Sammen med en lang række prominente medunderskrivere – fra toppolitikere som Joschka Fischer, filosoffer som Anthony Giddens og Jürgen Habermas til den hollandske stjernearkitekt Rem Koolhaas og Olafur Eliasson – vil Beck og Cohn-Bendit modvirke gældskrisens dybere konsekvenser i form af nationalismernes genkomst.
Klientelisme
Som modgift foreslår de et europæisk frivillighedsår, der på tværs af klasse- og uddannelsesskel skal transformere kommende generationer til fuldblodseuropæere. »Målet er at demokratisere de nationale demokratier for at genbygge Europa i ånden fra det samlende opråb: Spørg ikke, hvad Europa kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for Europa,« skriver Beck og Cohn-Bendit.
Det er netop forestillingen om et delt Europa, der udgør hovedtesen i en ny analyse fra den amerikanske forfatter og filosof Francis Fukuyama, der blev kendt for sin teori om historiens afslutning, og som for nylig har beskrevet middelklassens afgørende rolle for det liberale demokratis fortsatte beståen. Hvor et utal af kommentatorer ser årsagen til kontinentets splittelse i inkompatible økonomiske kulturer i det katolske Sydeuropa og det protestantiske Nordeuropa, finder Fukuyama gældskrisens årsager i kløften mellem lande med et klientelistisk og dem med et ikke-klientelistisk forhold mellem et lands politikere og dets erhvervsliv.
I lande som Italien og Grækenland, hvor demokratiet blev indført relativt abrupt uden en moderne bureaukratisk stat til at holde særinteresser i skak, har nationale politikere sædvanligvis haft tradition for at levere modydelser til fordel for stemmer fra interessegrupper. I modsætning hertil har andre stater som Tyskland, Sverige, Japan og Frankrig haft held med at udvikle et mere komplekst statsligt bureaukrati, der holder klientelismen i skak.
Selv om Merkel og Kommissionen har forsøgt at gøre op med den italienske og græske klientelisme ved at indsætte henholdsvis Monti og Papademos som teknokratiske administratorer, har det seneste græske valg vist, at der er lang vej igen, eftersom hverken græske midterpartier eller de mere populistiske kræfter har vist sig det mindste villige til at tage opgøret med klientelismen.
»Det er derfor«, skriver Fukuyama, »at hele projektet med at videreudvikle Europa til en union med fælles finanspolitik forekommer mig at være en illusion. Udefrakommende pres vil aldrig i sig selv kunne skabe forandring, medmindre det kan alliere sig med interne kræfter, der selv ønsker reformer. I Italien eksisterer disse kræfter, i hvert fald potentielt, men i Grækenland synes de at være helt og aldeles fraværende.«
Venstresvingende pendul
Mens der foreløbig ikke er udsigt til at få bugt med klientelismen i Grækenland, kan Europas proeuropæiske venstrefløj for tiden samle sig om den nyvalgte franske præsident François Hollande, der med sin valgsejr som en anden europæisk Barack Obama har givet kontinentets progressive kræfter fornyet håb.
I en kommentar i avisen Le Monde minder Jean Peyrelevade, der er politisk rådgiver for den tidligere præsidentkandidat François Bayrou fra midterpartiet Mouvement Démocrate, imidlertid om, at Hollandes valgtriumf er nøjagtig lige så skrøbelig, som den er strålende. I den femte republik er Hollande kun den anden socialistiske præsident – Mitterrand var den første. Netop fordi Frankrigs politiske pendul kun undtagelsesvist svinger mod venstre, minder Peyrelevade om den franske venstrefløjs afhængighed af midten.
»Venstrefløjen vil, hvis den fastholder sin gamle skyttegravskrig, sin position som den undertrykte minoritet, hverken have evnen til akut ledelse af et land, der befinder sig i en dyb krise, eller evnen til at holde sig ved magten på en langtidsholdbar måde.«
Alligevel kan Hollande i hvert fald for en stund regne med midtens opbakning til sit socialistiske projekt. »I løbet af valgkampen er der nemlig sket noget vigtigt, som kan vise sig at blive afgørende. Midten, der hidtil er blevet betragtet som højredrejet, har på tydelig vis manifesteret sin vilje til uafhængighed«, skriver Peyrelevade om Bayrous beslutning om at pege på Hollande som fransk præsident.«
Rotteræsets gulerod
Peyrelevades påstand om en alliance mellem midtervælgerne og venstrefløjen vil sandsynligvis ikke møde forståelse hos den tyske sociolog og forfatter Hartmut Rosa, der i et opsætsigt indlæg i den tyske udgave af tidsskriftet Le Monde Diplomatique går til kamp mod kapitalismen i almindelighed, og hvad han kalder ’neoliberalismen’ i særdeleshed.
Som en form for civil ulydighed opfordrer Hartmut Rosa derfor venstrefløjen og de brede masser til at nægte at anerkende de værdier og statussymboler, der som en gulerod efterstræbes af masserne som rotteræsets belønning. Samfundets økonomiske sejrherrer lever imidlertid ikke et misundelsesværdigt liv, hvilket burde blive klart ved at kaste blot et enkelt blik på den ynkværdige tilværelse, der leves af dem, som udråbes til vindere, skriver Rosa med henvisning til den høje selvmordsrate blandt japanske forretningsmænd.
»Sejrherrerne er slet ikke sejrherrer. De er arme, orienteringsløse junkier, der spiller med i et endeløst spil, der drejer sig om at akkumulere: vækst, rigdom, acceleration, innovationsfortættelse. Dette spil behøver voldsom og stadig større kulturel energi for at fortsætte. Den bliver tilført af en politisk position, der til den ene side permanent kværner budskabet : I er sejrherrerne! I er vinderne! I har et godt liv! Forsvar jeres forspring! Forbliv ovenpå! Kampen er hård! Og til den anden side: I er de bedragede! I kommer til kort!«, skriver Rosa med et hib til venstrefløjens traditionelt interessebaserede politik, som i sig selv er forhekset af den neoliberale logik, der transformerer kampen for omfordelingen af ressourcer til djævelsk dynamik, der udelukkende tjener til systemets selvopretholdelse.
»Den, der argumenterer og fører valgkamp på den måde, går neoliberalismens ærinde og sætter økonomi, vækst og konkurrence over alt andet i verden. For neoliberalismen har i sig selv ingen kulturelle ressourcer til at forsyne det vanvittige, selvdestruktive, akkumuleringsspil med motivationsenergi.«
Uden venstrefløjens egentlige medvirken ville systemet ikke kunne opholde sig selv, mener Rosa. Hvorfor hans skuffelse naturligvis også retter sig mod venstrefløjen selv. »Naturligvis ved hovedpersonerne blandt majoriteten af venstreorienterede, at spillet som helhed er perverst. Men de tror, at manglen på retfærdighed først må afhjælpes, før man for alvor kan forhandle om målsætningen.«
Dermed sidder Rosa også fast i den utopiske forhåbning om systemets afskaffelse. Uden dog at give et bud på, hvilket system der skal erstatte den neoliberale samfundsorden.
Volden som strategi
Det er netop den radikale utopisme som svar på krisen, der angribes i en ny tekst af Alan Johnson, redaktør på det amerikanske venstrefløjstidsskrift Dissent. I Den ny kommunisme – genoplivelsen af de utopiske illusioner går Johnson i rette med de utopistiske og apologetiske tendenser hos radikale tænkere som den franske eksmaoist Alain Badiou og slovenske Slavoj Zizek, der ofte tilbedes som venstreintellektuel superstjerne.
Netop Zizeks hyppige opfordringer til at glemme anklager om fascisme og ignorere mængden til fordel for et decisionistisk gennembrud til en objektiv sandhed får Johnson til at advare mod den vold, der som oftest gemmer sig for enden af den utopiske drøm.
»Den demokratiske socialist Eduard Bernstein udstedte i slutningen af det 19. århundrede en advarsel til sine medmarxister. Faren ved en »mirakuløs tro på voldens kreative magt« profeterede han, er, at man begynder i teorien med at udøve vold på virkeligheden og slutter med at udøve vold mod mennesker i praksis. Hvad der kendetegner den nye kommunisme er, at dens førende partisaner er fuldt bevidste om dette potentiale … og hilser det velkomment som strategi.«
BLOCKUPY
I pengenes hovedstad Frankfurt am Main mobiliseres kapitalismekritikere lige nu mod bankmagt og sparepolitik:
http://www.spiegel.de/wirtschaft/soziales/grossdemonstration-von-blockup...
Ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung er der nu mere end 20.000 deltagere i 'Blockupy'-demoen:
http://www.faz.net/aktuell/rhein-main/frankfurt-mehr-als-20-000-menschen...
Nå nu begynder de at reflektere ...
Niklas Monrad,
Ja, og hurra for det, så er der en chance for at der sker en forbedring...
Lidt hurtig oversættelse: klientelismen = korruptionen..
Tror ikke der sker noget som helst, de næste mange år.
For der skal altså mere til, end et par forkølede demo. og nogle få artikler skrevet af diverse filosoffer til at lave samfundændringer. Især når disse ikke har noget bredere appel.
Det nytter intet så længe den brede befolkning sidder derhjemme og ser bold/OL/reality programmer og læser liberale aviser.
For Hvem lytter også til manden bag " The End of History" en af de mest fejlagtige filosofiske Teser i nyere tid. Desuden tvivler jeg på de fleste ved hvem Det er udover akademikere og informations læsere.
Nej der skal mere til, men ja forandringerne skal nok komme men Tror ikke det vil komme fra de intelektuelle denne gang.
”et europæisk frivillighedsår, der på tværs af klasse- og uddannelsesskel skal transformere kommende generationer til fuldblodseuropæere”.
Hvad er der vundet ved det? Et nationalt Europa som afløser for de europæiske nationalstater! Alt det der med ”på tværs af klasseskel” er prøvet før at nationalsocialisterne. I stedet skal der føres klassekamp: økonomisk, fagligt, politisk, kulturelt!
Fremragende artikel, og fremragende med et manifest FOR Europa og MOD (højre-) nationalisme.
Mit eneste problem er nu, hvad jeg så skal skrive det næste stykke tid ... ;-)
Den kreative klasse bør i denne sag, inden de kaster sig ud i demonstrationer, sikre sig dialog med, og helst opbakning fra, alle faggrupper og fagforeninger - også politiets - således at der ikke opstår falske klassemodsætninger...
Hvad der vindes`?
Relativt sikkert : Rigtig mange projektansættelser af arbejdsløse unge akademikere i frivillighedsårets gøremål. Ikke frivilligt naturligvis - dervil blive bevilget lønninger.
Mere usikkert : eventuelle positive bivirkninger deraf - fingers crossed.
Jeg tror egentlig også at klassekamp er mere interessant. Men det er ikke de samme klasser som tidligere, hvilket er meget forviorremde for 'venstrefløjen'.
Og multikulti-giften vil naturligvis forplumre alle mulige solidariteter, så det ikke bliver til noget med noget folkedebat eller -protestorganiseringer. Og det var faktisk også meningen med den i hine korrekte autoritære tider som var hr. Nyrups.
Claus Oreskov:
Der er noget dybt, dybt forstemmende ved forslaget om et "nationalt frivillighedsår".
(Kan vi lige for et øjeblik glemme Goodwins lov)
For nogen tid siden havde jeg fingrene ned i det 3. Riges såkaldte "Reichsarbeitsdienst", der jo også blev forsøgt gennemført i nogle af de besatte lande - bl.a. Norge.
Det er skræmmende - og selvfølgelig mener jeg ikke at Cohn-Bendit og konsorter er nazister - men man kan tage de norske Quislingers argumentation for at gennemføre arbeidsmobiliseringen - parallelerne er ikke til at tage fejl af.
En lille kommentar: Det er inget galt med sparepolitik, men det skal være organiskt sparende i folkets hænder. En af de største grunderne til denne (og alle kriser siden 1987) er at man succesivt fjernet folkets muligheder for opsparing (capital formation), til fordel for at købe på kredit och puste bobler op til højre og venstre (boligmarket, aktiemarket, uddannelse (USA m.fl.)), hvilket ikke kommer nogen udover bank-mafian til gavns. Sparendet er nu kun for den klassiske overklasse, og knapt nok der heller.
Politikerne bliver nødt til at tage os tilbage til et samfund hvor man kan sætte penge til siden og investere dem, i stedet for mantrat "køb idag, betale i morgen", eller endnu værre: "Køb nu, dine børn betaler!", og det gælder både nationer och mennesker.
...og aldrig har danskerne sparet mere op - næsten 2.000 mia. i pensinsfonde
Jeg lavede en fejl: Jeg kom til at kalde det "europæiske frivillighedsår" for et "nationalt frivillighedsår". Det var faktisk det ord Fritz Johlitz fra Deutschen Arbeitsfront brugte....men jeg burde selvfølgelig ikke have citeret forkert. Det undskylder jeg for.
Det er lystige tider, vi lever i.
Augurerne sidder i deres elfenbenstårne højt hævet over stemmekvæget nede på jorden. og råber deres spådomme ud til hinanden om, i hvilken retning kvæget kan tænkes at ville flyve, når alt græsset er ædt.
Men kvæg har ikke vinger, og mennesker er ikke kvæg, der lever af at æde græs. Mennesker lever af brød. Og når de fattige har sultet længe nok, begynder de at bage brød af den smule sædekorn, de selv har på lager.
Og så får dem, der har mere korn på lager, end de selv kan fortære, nok en gang chancen for at træde til som regeringspartiernes hjælpere mod risikoen for, at stemmekvæget begynder at bisse den gale vej. Mod betaling forstås, for ingen er endnu blevet stinkende rig af at yde lån til fallerede regeringer uden sikkerhed for afkastet.
Der er intet nyt under solen. Situationen er ved at være der, hvor den var efter Wall Street-krakket i 1929. Det er de samme som før, der trykkede på de knapper, der udløste en verdensomspændende recession.
Og nu vil de åbenbart igen, om det så skal koste en ny verdenskrig at få sat den velsignede markedsmekanismes svinghjul i omdrejninger påny.
I frimtidens historiebøger omtales år 2024 som startskudet for .......
Mikkel Serup
helt så "Gloomy" ser jeg nu ikke på det,
På globalt plan verserer der i øjeblikket en telekonference hvor nogle af verdens største kompetencer inden for psykologien, bevidsthedsforskningen og mange andre special områder beskæftiger sig med problematikken set i et lidt andet lys, ganske vist,....men grundtanken er, at der skal et paradigmeskifte til........Og at vi som menesker står over for at skulle se vores skyggeside i øjnene, og træffe valg ud fra et lange mere etisk grundlag....
Og denne gang er fanen blå......
Hvor er det spændende, måske er historien alligevel ikke slut ?!
Den er på ingen måder slut, at lave et sådan postulat er jo komplet tåbeligt på højde med Romernes tanker om sig selv og vi ved alle hvad der skete med det rige og den styreform.
Når man læser en artikel som denne, bliver man glad for, at det ikke er de intellektuelle, der bestemmer. For de har da slet ikke fat i den lange ende.
Cohn-Bendit og co. er bange for nationalismens genkomst, men de vil selv indoktrinere folk til at blive fuldblodseuropæere gennem et frivillighedsår (hvad kan du gøre for EU?). De står i virkeligheden for noget værre, end det på frygter, og de forveksler rødder, identitet og selvstændighed med nationalisme.
Fukuyama misforstår fuldstændig det græske valg. Han tror, grækerne vil beholde systemet med klientelisme og modydelser til gengæld for stemmer. Men det er lige det modsatte, de vil. Grækerne har smidt hele den gamle garde af klientekisme-politikere på porten - de vil opbygge et nyt Grækenland.
Hollandes sejr i Frankrig er næppe så skrøbelig, som de intellektuelle åbenbart forestiller sig. De ser åbenbart ikke, at Sarkozy blev fuldstændig forkastet i første runde, og at den lille mands Front Nationale endte med at stemme på Hollande i anden. Frankrig er rykket kraftigt til venstre under krisen. Og franskmænd har altid haft en sund skepsis overfor EU, hvilket man allerede så, da de forkastede Forfatningstraktaten i 2005, noget de intellektuelle heller ikke forstod.
Når de intellektuelle snurrer rundt om sig selv og ikke kan orientere sig, så er det godt, at vælgerne kan.
De intellektuelle bliver altid mobiliseret, når de ikke kan få det til at løbe rundt.
Når der er økonomisk krise med besparelser og smalhals, så er det sikrere at være uddannet som f eks frisør, elektriker eller vvs'er end f eks som teaterhistoriker, litteraturmagister, filosof, jurist , journalist o s v - og det kan disse højuddannede altså ikke rigtig komme sig over, og så bliver de "heldigvis fornærmede " og går i demonstration m v.
Jo højere uddannelse , jo mindre er viljen og evnen åbenbart til at arbejde med noget andet eller evt at starte op for egen regning.. (Det er nemmere at deltage i et fælles klynkeri i en occupy demonstration.)
@Henrik Jensen. nationalt frivillighedsår”. Godt gået – jeg så ikke forskellen før du selv gjorde opmærksom på det.
sgu mærkeligt - man kan sende folk til månen, men man kan ikke se skoven for bare træer - nu kan ´folket´ kommunikere globalt via internettet, så vi har en historisk chance for at mobilisere en fælles indsats for bæredygtig udvikling - fedt initiativ som Jens Bruus beskriver i går 19.48. Det er heldigvis ikke alle fremstående personer, der har parkeret hjernen på et sidespor af vanetænkning og frygt
Du har fuldstændig ret, Michael K. Nielsen.
At medierne vælger at ignorere de største bølger af demonstrationer i Europa (og ikke kun der) nogensinde betyder heldigvis ikke at de ikke finder sted.
Det vi ser (eller takket mediernes fravalg ikke ser) rundomkring i form af forskellige "occupy" demonstrationer er det samme slags vedvarende og urokkelige modstand født af årelang frustration som førte til murens fald i 1989.
Når 50% af ungdommen er fanget i arbejdsløshed uden ende i sigt, og politikernes svar er yderligere nedskæringer og delirisk snak om at øge arbejdsudbuddet viser dette et meget klart billede af en politisk elite der ikke kun er fuldstændig ud af trit med virkeligheden men også uden en skygge af et brugbart svar på hvordan krisen nogensinde kan løses.
De der tror at man kan bruge de samme værktøjer og metoder der har ført os ind i krisen til at føre os ud igen, bliver stadig færre.
Den kreative elites desperate forsøg at sætte ord på hvad der sker viser tydeligt at de nu også er begyndt at tvivle.
Kapitalismen har simpelt hen et troværdighedsproblem og det kan hverken bankpakker, redningsvest, og indsatte politiske forvaltere lave om på.
De massive protester vil fortsætte og de vil blive mere og mere folkelige. Med eller uden mediedækning.
Til sidst vil systemet bare ånde ud ligesom det har gjort i Østtyskland.
Hvordan vi får samlet stumperne op, det er et andet spørgsmål.