Læsetid: 5 min.

En helt almindelig mand

Man kan finde ham ukarismatisk og flegmatisk, eller man kan beundre hans humor og koldblodighed. Socialisten François Hollande har kyndigt grebet chancen for at blive Frankrigs næste præsident
Kontrol. Hollandes sindsro selv  i pressede situationer grænsende til det flegmatiske, gør ham uegnet til præsidentposten, mener flere af hans modstandere.

Kontrol. Hollandes sindsro selv i pressede situationer grænsende til det flegmatiske, gør ham uegnet til præsidentposten, mener flere af hans modstandere.

Fred Dufour

5. maj 2012

I starten af februar i år kørte et optrin i båndsløjfe på samtlige franske tv-kanaler. Præsidentkandidat François Hollande skulle offentligt underskrive et løfte til Abbé Pierre-fonden om at ændre boligsituationen for Frankrigs mange hjemløse, i fald han blev præsident. Netop som han greb kuglepennen, sprang en kvinde op på scenen og kastede en hel pose mel ud over en uforberedt Hollande.

Hollande fortrak ikke en mine. Han blev roligt stående i den dalende melsky, vendte sig om for at konstatere, at sikkerhedsvagterne havde kastet sig over kvinden, rystede melet af sine papirer og belavede sig på at fortsætte.

Hvis den afgående franske præsident Nicolas Sarkozy er af den iltre og udfarende type, er socialisten François Hollande af diametralt modsat statur. For hans modstandere gør hans sindsro grænsende til det flegmatiske ham ganske enkelt uegnet til præsidentposten. For socialisterne selv er det fortsat en overraskelse, at det er omtankens og kompromisernes mand, der nu står med muligheden for at blive den første socialistiske præsident, siden Mitterrand i 1995 gik af efter 14 års hersken.

François Hollande har altid stået i skyggen af mere karismatiske personager. For fem år siden trak han sig fra præsidentkapløbet for at lade sin tidligere partner og moderen til deres fælles fire børn, Ségolène Royal, gå i front. For blot et år siden pegede alle præsidentprognoser for 2012 på Dominique Strauss-Kahn, DSK, der ventedes tilbage fra USA og den Internationale Valutafond som en Messias. Men i al diskretion var Hollande gået i gang med at forberede sig til at blive præsident. Også selv om ingen andre overhovedet, forventede det af ham.

Et dydsmønster

Hvornår begyndte François Hollande, født i Rouen i 1954 i en borgerlig og katolsk familie, selv at tro, at han kunne bejle til præsidentposten? Hans nu afdøde mor har erklæret, at han allerede troede det, da han var 11. På sin hjemmeside forklarer Hollande afvæbnende, at det vist siger mere om moderens ambitioner end om hans egne. Moderen, der var socialrådgiver, var til gengæld umiskendeligt venstreorienteret, i stærk kontrast til faderen, der var læge og hvis ikke særlig vellykkede politiske karriere foregik på den yderste højrefløj. Faderens forsvar for et fransk Algeriet bragte ham i unåde i hjembyen, og familien flyttede til Pariserforstaden Neuilly-sur-Seine i 1968.

Det var her, François Hollande startede et uddannelsesforløb, der vidner om, at han måske ikke er helt så almindelig, som han gerne vil fremstå, men resultatet af det franske skolesystem, når det fungerer bedst, en republikansk elitisme, hvor alle og enhver principielt set kan arbejde sig op. François Hollande var en dygtig studerende med en enorm hukommelse. I gymnasiet var tre af hans bedste venner fremtidens bedste franske komikere, hvilket har sat sig umiskendelige spor i evnen til rappe replikker. Men også dydsmønstret er der stadig. Man kan til tider have fornemmelsen af, at når Hollande taler, læser han op fra et indre manuskript med grundige noter.

Han kunne på grund af sin nærsynethed have undgået militærtjeneste, men forudså, at det kunne skade en senere karriere og aftjente en civil værnepligt. Vejen gik derefter over studier i jura og politik og studenterpolitik på yderste venstrefløj til HEC – en af de fineste og sværest tilgængelige handelsskoler. Og herfra til ENA – en af de ofte udskældte ’Grandes écoles’, der på baggrund af ekstremt strenge adgangsprøver uddanner franske embedsmænd. De tidligere præsidenter Giscard d’Estaing og Chirac er udklækkede fra ENA, ligesom et stort antal premierministre fra både højre- og venstrefløjen. Hollande er fra samme årgang som den tidligere ministerpræsident Dominique de Villepin, men ikke mindst er han fra samme årgang som Ségolène Royal. Den lille runde mand med det store lune faldt for den begavede kvinde, ’Miss Isklump’, som han kaldte hende. De giftede sig i fælles socialistisk og ateistisk ånd aldrig, men fik sammen fire børn. Ikke mindst havde de i over 25 år parallelle politiske karrierer. Det var sammen, de blev ført ind i inderkredsen omkring præsident François Mitterrand og blev hans rådgivere i starten af 80’erne. Men det var Royal, der blev minister – Mitterrand ønskede ikke at have et par i regeringen.

Vikaren

Det skulle blive François Hollandes skæbne aldrig at blive medlem af en regering. Hans karriere er forløbet som ordfører, trofast partisoldat og parlamentsmedlem. Socialisternes sejr ved parlamentsvalget i 1997, der tvang præsident Jacques Chirac til at udnævne den socialistiske premierminister Lionel Jospin, åbnede døren for, at Hollande kunne overtage formandsposten i partiet. Det virkede næsten som et vikariat, samarbejdet med Jospin forblev stærkt, og alt pegede i klassisk forstand frem mod en premierministerpost til Hollande med en sejr til Jospin som præsidentkandidat i 2002.

Men der var mange politiske planer, der brød sammen, da Jospin katastrofalt måtte se sig slået af Jean-Marie Le Pen i første runde, trak sig tilbage fra politik for altid og lod socialisterne tilbage i chok. Det var et tidspunkt, hvor Hollande som medansvarlig for partiets politik også kunne være gået, men ufortrødent fortsatte som leder af et parti, der nærmest smuldrede. Det var hele venstrefløjens splittelse, der havde ført til socialisternes deroute, og vejen var lang til fælles fodtrav. Hollandes evner for at skabe synteser kom på hård prøve ikke mindst omkring afstemningen om EU-forfatningstraktaten i 2005. Der skulle skræves så bredt, at bukserne næsten ikke kunne holde. Traktatmodstanderen Jean-Luc Mélenchon gik for sig selv. Laurent Fabius, som også var modstander og offentligt argumenterede mod traktaten, forblev til gengæld uden sanktioner i et parti, der internt havde stemt ja. Hollande blev både internt og af modstandere anklaget for at være blød og holdningsløs. Men tropperne blev langsomt samlet.

Kom ind i kampen

Det var, da Royal tabte præsidentvalget til Nicolas Sarkozy i 2007, og parret samtidig officielt gik fra hinanden, at Hollande startede sin metamorfose til præsidentkandidat. En ny kvinde, journalisten Valérie Trierweiler, var kommet ind i hans liv. Kroppen blev slankere, tøjstilen mere præcis, brillerne skiftet ud. Han trak sig fra partiformandsposten i 2008.

Men ikke mindst lod Hollande sig måske overraskende inspirere af Jacques Chirac og koncentrerede sig om sit parlamentariske bagland i Corrèze. Fire år med at trykke hænder og tale med folk og socialistisk succes ved lokalvalg. Chirac er også fra Corrèze og erklærede for et år siden – måske for sjov – at han ville foretrække Hollande frem for Sarkozy som præsident.

Det er svært at vide, om taktikeren François Hollande udmærket vidste, at DSK sad på en libertinsk bombe. Kunne han have forudset stuepigen i New York? Men én ting er sikker: Da skandalen rullede, var François Hollande klar. Alt det, man havde bebrejdet ham – hans flegma, normalitet, forhandlingvenlighed og pragmatisme – blev pludselig, både i lyset af DSK, men også Nicolas Sarkozy, vendt til fordele.

Melet blev rystet af papirerne, og det interne valg i partiet blev vundet på baggrund af et grundigt forberedt program. Og en ikke helt almindelig mand tog skæbnen i sine hænder og trådte ind i kampen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

odd bjertnes

Astronauten kom ned fra rummet ...
'Nå, så du så Gud deroppe¨' ?
'Ja, sgu'
'Hvordan så han ud så ?'
'Hun var neger'.

(...)

Jesper Wendt

Hvem der end har påstået følelser er noget værd i politik, burde holde sig langt væk fra selvsamme.

En god artikel, og optimismen steg et par grader.

Anne Albinus

Mht. Hollandes politiske program og "genforhandling af finanspagten":

Det Hollande vil - for at fremme vækst og beskæftigelse - er, at foreslå, at der tilføjes et memorandum til finanspagten, der blev underskrevet den 2. marts i Bruxelles. Det indeholder fire anmodninger:

- Oprettelsen af “Projekt-obligationer” for at finansiere store infrastrukturprojekter eller industrielle projekter i Europa.

- Rekapitalisering af Den Europæiske Investeringsbank.

- Oprettelsen af ​​en skat på finansielle transaktioner.

- Mobilisering af alle ubrugte strukturfondene til at støtte nationale projekter, der kan hjælpe virksomheder og skabe arbejdspladser.

http://www.liberation.fr/politiques/2012/04/26/reperes_814683

John Fredsted

– Fjenden er ikke Nicolas Sarkozy, fjenden er finansverdenen, hævder François Hollande.
– Kontrollen over bankerne skal tages tilbage ved at adskille udlån og investering. Franske banker skal ikke have lov til at have filialer i lande med skattely, og visse ’giftige’ bankprodukter skal forbydes.
– Finanstransaktionerne skal beskattes i samråd med andre lande i Europa.
– Stabilitetspagten skal genforhandles med de europæiske partnere i et vækstperspektiv.
– Balancen i statsbudgettet skal genetableres, ikke kun ved besparelser, men ved en skattereform. Indtægter over 1 million euro om året brandbeskattes med 75 pct.

Se det er jo helt andre toner - gode toner, altså.

Søren Rehhoff

Ja Hollande har rigtig taget fusen på dem allesammen ved, at gå rundt der og spille helt almindelig. Nu er spørgsmålet vel så hvor god han vil være til, at håndtere alle de "blå Bjarner" han sikkert vil løbe ind i.

Jonas Ørting

Pudsigt at socialdemokrater bliver til socialister, når altså bare de findes uden for Danmarks grænser...

Jeg har ikke oplevet Information eller TV Avisen omtale Helle Thorning-Schmidt som socialist, men hendes partikolleger i f.eks. Frankrig (Hollande fra Parti Socialiste) og Grækenland (Venizelos fra PASOK) omtales konsekvent som socialister.

På bl.a. engelsk - og derfor i det europæiske socialdemokrati, bruges 'socialist' og 'socialdemokrat' ofte i flæng, men på dansk har det altså ikke været tilfældet siden starten af sidste århundrede. Inkonsekvensen gør det faktisk sværere at følge med i international politik via de danske medier.