Hyldest til kærligheden

Kærlighed er ifølge Frankrigs største, nulevende filosof »ikke en kontrakt mellem to narcissister. Det er mere end det. Det er en konstruktion, der tvinger parterne til at overvinde over deres narcissisme. For at kærligheden skal vare ved, er man nødt til at genopfinde sig selv.«

Den 75-årige Alain Badiou, ærværdig maoistisk 68’er og fordømmende revser af Sarkozy og Hollande, smiler sødt til mig over sofabordet i sin pariserlejlighed:

»Man siger, at kærlighed handler om at finde den person, der er den rigtige for mig, og at alt derefter vil være i skønneste orden. Men sådan er det ikke. Det kræver arbejde, siger en gammel mand til dig.«

I sin nye bog skriver Badiou om sit kærlighedsliv: »Jeg har kun én gang i mit liv forladt en, jeg elskede. Det var min første kærlighed, men jeg blev gradvist klar over, at det var et fejltrin, så jeg forsøgte at genvinde denne første kærlighed, sent, meget sent – den elskede var døende – men med en unik intensitet og følelse af nødvendighed.« Dette svigt og forsøget på forsoning har præget alle filosoffens følgende kærlighedsaffærer: »Der har været dramaer, hjertesorg og tvivl, men jeg har aldrig igen forladt en, jeg elskede. Og jeg føler mig virkelig bekræftet af den kendsgerning, at de kvinder, jeg har elsket, har jeg elsket for altid.«

Tilfældighed og skæbne

—Men er denne krævende indsats ikke meningsløs i en tidsalder med færdiglavede fornøjelser og engangsknald?

»Nej, jeg insisterer på, at det er en af tilværelsens store glæder at løse kærlighedens eksistentielle problem,« siger han og kigger med et halvironisk smil på sin oversætter, Isabelle Vodoz: »Der er en form for ro i kærligheden, som næsten er paradisisk,« tilføjer han, mens han putter en kiks i munden og fniser. Hun fniser også. »Jeg er ikke kun hans oversætter,« fortæller hun mig senere. Jeg tænker på Badious sondring i L’éloge de l’amour (Til kærlighedens pris): »Mens begæret fokuserer på den anden, og altid på en fetichistisk måde og på bestemte objekter som bryster, balder og pik, fokuserer kærligheden på den andens væsen, på den anden, som fuldt bevæbnet med sit væsen er brudt ind i min tilværelse, der derfor bliver forstyrret og omarrangeret.«

Kærlighed er med andre ord på mange måder det modsatte af sex. Kærlighed er for Badiou konsekvensen af en tilfældig afsporing af ens tilværelse. Han udtrykker det filosofisk: »Mødets absolutte kontingens fremtræder som skæbne. Kærlighedserklæringen markerer overgangen fra tilfældighed til skæbne, og det er derfor den er så farlig og tynges af en slags skræmmende sceneskræk.« Arbejdet med kærligheden består i at overvinde denne skræk. Badiou citerer Mallarmé, der betragtede poesi som »tilfældet besejret ord for ord«. Et kærligforhold er det samme: »I kærlighed betyder troskab denne udvidede sejr. Det tilfældige møde besejres dag for dag gennem opfindelsen af det, der varer ved,« skriver Badiou. Denne lovprisning til kreativ troskab viser, at Badiou ikke er i takt med tiden: »I Paris bor halvdelen af alle par nu ikke sammen i mere end fem år. Jeg synes, at det er trist, for jeg tror ikke, at mange af disse mennesker kender til glæden ved kærlighed. De kender til seksuel nydelse, men vi ved jo alle, hvad Lacan sagde om seksuel nydelse.«

Jacques Lacan hævdede, at seksuelle forhold ikke findes. Det reelle er narcissistisk, men det forpligtende er imaginært, mente Lacan: »Jeg er til en vis grad enig med ham. Hvis man begrænser sig til seksuel nydelse, er det narcissistisk. Man behøver ikke at indgå nogen forbindelse med den anden, men kan nøjes med at tage, hvad man vil have.«

Men handlede den grasserende hedonisme, som blev sluppet løs under begivenhederne i Paris i maj 1968, hvor Badiou deltog, ikke netop om libidoens befrielse fra social tvang? Hvordan kan han så tillade sig at prise borgerlige begreber som forpligtelse og ægteskabelig lykke? »Jeg er helt enig i, at sex bør frigøres fra moralen. Jeg vil ikke som et gammelt fjols fordømme friheden til at eksperimentere seksuelt. Men når man frigør seksualiteten, løser man ikke kærlighedens problem. Derfor foreslår jeg en ny kærlighedsfilosofi, hvor man ikke kan undgå problemer eller arbejdet med at løse dem.«

Men vi forsøger netop at undgå kærlighedens problemer i vores risikomodvillige, forpligtelsesfobiske samfund, mener Badiou, der finder reklameslogans for den franske datingsite Méetic – »Få perfekt kærlighed uden at lide« eller »Vær forelsket uden at tabe hovedet« – slående: »Disse plakater ødelægger tilværelsens poesi. De forsøger at afskaffe kærlighedens eventyr. De bygger på en forestilling om, at man kan beregne, hvem der har den samme smag, de samme fantasier, de samme ferieønsker og vil have det samme antal børn. Datingsitet forsøger at gå tilbage til arrangerede ægteskaber, som dog ikke er arrangeret af forældre, men af de elskende selv.«

— Men opfylder de så ikke et behov?

»Selvfølgelig. Alle ønsker en kontrakt, der sikrer dem mod risici. Men sådan er kærlighed ikke. Sex kan man godt købe, men ikke en elsker.« For Badiou er kærligheden ligesom alt andet ved at blive til en forbrugsvare. Den franske antiglobaliseringsforkæmper José Bové skrev engang en bog med titlen Le monde n’est pas une marchandise (Verden er ikke en handelsvare). Badious bog er på sin vis dens efterfølger og kunne have fået titlen L’Amour n’est pas une marchandise non plus (Kærligheden er heller ikke en handelsvare):

»Min tilgang er, at kærlighed er både et møde og en konstruktion. Man er nødt til at løse kærlighedens problemer: At bo sammen eller ej, at få børn eller ej, hvad man skal fortage sig om aftenen.«

Kærlighed og kommunisme

Badious kærlighedsfilosofi er en ekstrapolation af Sartres eksistentialistiske slogan om, at »eksistensen går forud for essensen«, og indeholder en kommunistisk hypotese, som Louis Althusser ville have bifaldet. Det er også en reprimande til postmoderne franske filosoffer som Derrida, Lyotard, Baudrillard og Foucault. Hvad er et subjekt ifølge Badiou?

»Simone de Beauvoir skrev, at man ikke fødes som kvinde, men at man bliver det. Jeg vil sige, at man ikke fødes som subjekt eller menneske, men bliver det. Man bliver et subjekt i det omfang, man formår at reagere på begivenheder. Personligt reagerede jeg på begivenhederne i 1968, jeg accepterede min romantiske skæbne og blev interesseret i matematik. Alle disse tilfældigheder gjorde mig til det, jeg er.«

— Hvor kommer sandheden ind i billedet?

»Man opdager sandheden i sit svar på begivenheden. Sandheden er en konstruktion, efter begivenheden. Kærligheden er det klareste eksempel. Det starter med et møde, som ikke kan forudses, men bagefter indser man, hvad det var. Det samme gælder for videnskab: Man opdager noget uventet – f.eks. bjerge på månen – og bagefter forestår der et matematisk arbejde for at give det mening. Det er en sandhedsproces, fordi der i den subjektive oplevelse er en vis universel værdi. Det er en sandhedsprocedure, fordi den fører fra den subjektive oplevelse og tilfældigheden til en universel værdi.« Badious besynderlige, posteksistentialistiske, kættersk marxistiske og trodsigt anti-parlamentariske opfattelse af politik har fulgt en lignende bane: »Rigtig politik er det, der skaber begejstring. Kærlighed og politik er det sociale engagements to store fænomener. Politik er begejstringen for det fælles, mens kærlighed omhandler to personer. Så kærlighed er en diminutiv form for kommunisme.«

En skadelig farce

Badiou definerer sin egen »realpolitik« i modsætning til, hvad han kalder »parlamentarisk kretinisme«. Hans opfattelse af politik starter med en subjektiv oplevelse, indebærer en proces med sandheden og ender forhåbentlig med et kommunistisk samfund. Hvorfor?

»Det er nødvendigt at opfinde en politik, som ikke er identisk med magt. Realpolitik er at engagere sig entusiastisk for at løse problemer i et fællesskab. Det er ikke blot at uddelegere problemer til de professionelle. Kærlighed er ligesom politik ikke et professionelt foretagende. Der er ingen professionelle i kærlighed og heller ikke i realpolitik.«

Badiou har ikke stemt siden 1968 og gjorde ikke en undtagelse ved Frankrigs nylige præsidentvalg. Men han siger, at han skriver en bog om politik, en efterfølger til hans skandalesucces fra 2007 De quoi Sarkozy est-il le nom? (Hvad er Sarkozy et navn for?), hvor han kaldte Frankrigs forrige præsident for »rottemenneske«, fordi han spillede på offentlighedens bekymring for kriminalitet og indvandring. I denne måned skrev han et indlæg i Le Monde om, at Sarkozy og Marine Le Pen ikke er de eneste politikere, der er ansvarlige for »den grasserende fascismes fremgang« i Frankrig. Han hævder, at der i socialistpartiet er en tradition for underhåndsaftaler med højrefløjen – fra Mitterrand over Jospin og uden tvivl frem til Hollandes første præsidentperiode – og at mainstreampolitikere er skuffede over det franskes folks racistiske sensibilitet, som de selv rent faktisk er ansvarlige for. Demokratiet, som det i øjeblikket praktiseres i Frankrig, er en skadelig parodi på det ægte folkestyre, hævder Badiou i Le Monde.

Filosofiske undtagelser

Badiou blev født i Rabat i Marokko i 1937. Hans mor var professor i filosofi, mens faren var matematikprofessor og socialistisk borgmester i Toulouse fra 1944 til 1958. Hans filosofiske uddannelse begyndte i 1950’erne i Paris, hvor han hurtigt blev optaget af Sartre og fokuserede på den paradoksale filosofi, der ifølge ham selv bl.a. omfattede »en meget kompliceret syntese af en meget deterministisk marxistisk historiefilosofi og en anti-deterministisk bevidsthedsfilosofi.«

I en ny essaysamling med titlen Adventure of French Philosophy hævder Badiou, at mellem udgivelsen af Sartres Væren og Intet i 1943 og offentliggørelsen af Deleuze og Guattaris Hvad er filosofi? i 1991 har fransk filosofi oplevet en guldalder beslægtet med det antikke Grækenlands eller oplysningstidens Tysklands. Badious store held var, at han blev del af dette eventyr. Ligesom vin og ost bør fransk filosofi betragtes som en af Frankrigs attraktioner, mener Badiou:

»Jeg siger til vores ambassadører, at vi filosoffer er deres bedste eksportvare.« Han taler begejstret om sin tid på Université Paris 8 Vincennes-Saint-Denis, der blev grundlagt i slutningen af 1960’erne og hurtigt blev en bastion for modkulturelle strømninger. Der blev han engageret i voldsomme intellektuelle debatter med professorkollegaer som Deleuze og Lyotard, selv om han mente, at de forrådte den kommunistiske sag: »De var mine konkurrenter og mine naboer: Det var folk, som jeg beundrede og var meget forskellig fra.«

— Men hvorfor oplevede Frankrig denne eksplosion af intellektuelt liv i efter krigen?

»Jeg tror, at det skyldes den politiske katastrofe i Frankrig. Pétain og samarbejdspolitikken resulterede i en filosofi, der følte sig forpligtet til at reagere på disse skampletter og at foreslå en anden vej. Desuden er der en fransk måde at være filosof på, som ikke er akademisk indesluttet ligesom i England. En filosof er en intellektuel, som er interesseret i alt i sin samtid. Sådan var Diderot, Rousseau og navnlig Pascal.«Han giver Sartre æren for at have genoplivet denne franske model for, hvad en filosof kan være: »Alle mine fremtrædende kolleger var professorer, fordi de også skulle have smør på brødet, men det var ikke deres kald. De ville være politisk engagerede offentlige intellektuelle og ofte kunstnere som Sartre.« Badiou er som en mini-Sartre ikke bare en engageret filosof, men også dramatiker og romanforfatter. Han medvirker i Jean-Luc Godards film Socialisme fra 2010 som filosofisk foredragsholder på et krydstogtskib. Badiou siger, at hans største ambition har været at ændre forholdet mellem arbejdere og intellektuelle: »Fra maj 1968 og indtil 1980 var det for mig særlig vigtigt, at vi skabte nye politiske organisationsformer, der kunne skabe forbindelser mellem intellektuelle og arbejdere. Disse forbindelser hjalp mig til at genopfinde mig selv som menneske. Man kan sige, at forsøget mislykkedes, men jeg har gode minder fra den tid.«Badious øjne skinner, som om han mindes en gammel kærlighedsaffære, som han ikke kan glemme og slet ikke fortrænge. Måske er politik og kærlighed ikke så forskellige ting, hvis man er en fransk maoist:

»Frankrig har altid eksisteret i kraft af sine undtagelser. De er ikke repræsentative for et i overvældende grad reaktionært land, men de gør landet mindre ulækkert, end det ville være uden dem. Undtagelser som 1789, 1848, 1871, modstandsbevægelsen og franske filosofi efter krigen. De udgør et modstykke til den reaktionære tradition, som Louis Philippe, Napoleon III, Pétain, Sarkozy repræsenterer.«

— Og er De selv en af disse undtagelser?

»Hvorfor ikke? Filosofien fra Sartre og frem til Deleuze og mig selv har bestemt gjort Frankrig bedre, end landet ellers ville have været.«

© Guardian & Information

Oversat af Mads Frese