’Jeg er en af de hysterisk råbende fyre på gulvet’

Vi mødes over drinks på The Anthologist, en sparsomt oplyst bar i Londons City-distrikt, der især frekventeres af folk, der arbejder i finanssektoren. Han er en høj mand midt i 30’erne, munter, men også intens. Mens vi taler, kan han ikke lade være med også at følge opmærksomt med i samtalerne ved nabobordene. »Det er mit børsmæglerøre,« forklarer han. » Når man arbejder på en fondsbørs udvikler man en særlig evne til at høre alt, hvad der foregår omkring en, som er svær at slå fra.« Han bestiller en øl, og så begynder han at tale.

»Den sørgelige sandhed om finansverdenen er, at det måske kun er fem procent af os, der virkelig tjener kassen. Resten tjener cirka det samme som andre på samme uddannelsesniveau, vi arbejder bare i mange flere timer. Fra mit skrivebord kan jeg se min chef. Han har bankkonti, der er spækket med millioner, han har sit eget private jetfly, en håndfuld biler og huse i flere lande … Min chef har ikke mere hjerne end mig. Men han har lagt mange times arbejde i mange år for at nå den position, han har i dag, det er helt sikkert. Og så har han også været heldig, fordi han var på det rette sted under den seneste højkonjunktur.«

»Nogle gange spørger mig selv: Hvorfor lige ham og ikke mig? Men så skriver jeg kontrakt om at arbejde et år mere for firmaet og håber på, at mit nummer endelig kommer ud. Sådan er vilkårene i City. De 95 procent ved godt, at det kun er de fem procent, der tjener de helt store summer. Man hver dag bliver man eksponeret for den slags mennesker, hver dag og helt tæt på. Det planter den idé i dit hoved: Det kunne lige så godt have været mig.«

En af dem, der skriger

»Jeg møder ved syvtiden og begynder at ringe rundt til vores større klienter. Jeg forhører mig om, hvordan deres forretninger går, hvad der sker i miljøet, hvordan de tror, markedet udvikler sig. Kl. otte begynder det at strømme ind med købs- og salgsordrer – ’jeg vil gerne købe optioner for december måned til den og den kurs osv.’ – og sådan fortsætter det, lige indtil markederne lukker.«

»Når jeg så er færdig med mit papirarbejde, tager jeg måske en drink eller underholder en klient. Vi tager vores klienterne med i byen og forkæler dem. De belønner os så ved at lave forretninger med os. Det kan være ulideligt. Jeg har en klient fra Centraleuropa, hans svar er aldrig længere end to ord. Det går op for mig, at jeg konstant kigger på mit armbåndsur, og jeg tænker: ’Åh gud, vi er kun lige blevet færdige med forretten, og vi har allerede talt om hans kone, børn og hobbyer’.«

»De fleste af dem er dog interessante. Vi taler om markederne, i det mindste den første times tid. Det er ikke bare fine vine og gourmetmad. Nogle børsmæglere er kendt for at virkelig at kunne feste igennem, og det kan mange af klienterne godt lide. Nogle gange bliver festaberne kaldt for ’underholdningsmæglere’ eller ’mæglerludere’.«

»Du må forstå, at nogle af vores klienter kan være 22 år gamle tradere ved investeringsbanker. De forventer at blive forkælet. De vil absolut på Playboy-klub. De er rene drengerøve. Jeg er blevet for gammel til den slags. Men de her unge gutter kan fortsætte til kl. fire om morgenen og stadig klare at være tilbage ved deres skrivebord kl. syv.«

»Jeg har været med klienter til formel 1-løb i Monaco, kørt i en Ferrari med dem på Silverstone, taget på skiture med dem. Du foreslår dem noget, men de bestemmer. Jeg har f.eks. en liste over restauranter, og så udvælger de én. Eller de ringer til mig: ’Kan du ikke skaffe billetter til Wimbledon?’ Til OL bliver det utroligt vigtigt for os, at vi har gode billetter at give væk.«

»Nogle af dem indbringer os over 10.000 pund om ugen. Den slags er værd at investere tid i. For de kan altid finde en anden mægler. Der er over 70 mæglerfirmaer, der opererer på det samme marked. Det er velkendt, brune kuverter skifter hænder, når mæglere betaler tradere for at få dem som klienter. Det er dog blevet ulovligt nu, og børstilsynet slår hårdt ned på den slags.«

»Jeg er dét, der hedder ’mellemhandler-mægler’ – en af de fyre, der råber og skriger hysterisk og gestikulerer vildt på børsgulvet med to mobiltelefoner presset til ørene. Hvis man forenkler beskrivelsen lidt, er jobbet ikke så svært at forstå. Bankerne venter på at få et opkald fra en hedgefondbestyrer eller en formueforvalter – folk, der investerer penge i markederne på vegne af deres klienter – pensionsfonde, velhavende enkeltpersoner osv. Hedgefondbestyreren eller formueforvalteren siger til traderen i sin bank: ’Køb produkt X til mig for 4’. Så scanner jeg markedet og spørger ’hvem vil sælge produkt X for 4?’ Hvis jeg så får bid på markedet, siger jeg straks: ’Den er min!’. Så er handlen gået igennem, og jeg får en kommission. Det kan så også foregå i omvendt rækkefølge, når jeg sælger på vegne af en klienter. Hvis jeg finder en modpart til 4, råber jeg: ’Den er din!’

Det er den simple version. I virkeligheden handler banktradere ikke direkte med deres klienter i hedgefonde osv. Det har de sælgere til. Kæden er, som følger: Pensions- eller hedgefond ringer til sælger, der ringer til trader, der ringer til mægler. På den anden side findes en tilsvarende kæde. Endelig har du hele ’bagkontoret’, der sørger for at få handlen ned på skrift – hele papirsporet.«

»Jeg forenkler også, når jeg siger, at jeg ville kunne finde nogen, der ville sælge til 4. Det er mere sandsynligt, at han vil sælge til 6. Det er her, mit job bliver interessant. Jeg vender så tilbage til køber og sælger og forsøger at få dem til at enes om en pris.«

Tempoet er alt

»Hvilket bringer os tilbage til en tredje forenkling: Jeg har måske 10-12 handler som den her i gang på samme tid. Og handlerne involverer dels dem, som satte gang i efterspørgslen, dem kalder vi ’interessehaveren’, dels de 10 potentielle klienter, som meldte sig, da jeg første gang meldte ud på markedet, at jeg har en aftager til produkt X for 4. Og endelig er der mindst 30 parter, som overvejer, om de skal springe på. Hver eneste gang én af disse spillere foretager et træk, skal alle de andre have det at vide.«

»Jeg har mange telefonlinjer åbne på en gang, og det kræver enorm koncentration og stor hukommelseskraft at vide, hvilken der er hvilken.«

»Når mæglerne råber så højt, er det, fordi tempo er så afgørende en faktor. Som sagt har jeg alle disse markedsspillere på åbne linjer. De er interesseret i hvad som helst, jeg måtte spørge om eller tilbyde – men ikke nødvendigvis til den pris, min klient foreslår. De lurepasser. Så siger jeg måske til dem: ’Hør her, hvis du giver dig lidt, tror jeg også min klient vil.’ Det er sådan, man kan hjælpe en handel til at lykkes.«

»Men så rykker markedet på sig. Det sker noget ude i den store verden, som påvirker priserne. Balancerne forrykker sig, og det, som lignede en dårlig pris, bliver med ét en god pris. Når en klient har sagt, at han vil købe til 5, er han juridisk forpligtet til det, indtil han trækker tilbuddet tilbage. Men når markedet så bevæger sig, vil mange mennesker ønske sig at trække deres tilbud tilbage på samme tid. Andre vil købe eller sælge, alt sammen på samme tid. Og det er her, hvor du begynder at råbe panisk. Klienterne giver dig besked på at gøre noget, og det skal du så bearbejde, idet du holder alle andre på linjen informerede og sikrer dig, at dine kolleger, som trader på samme marked, er underrettede …«

»Jeg er i markedet for derivater, hvor det groft taget er en håndfuld faktorer, der bestemmer priserne. Derfor har vi alle de skærme: De holder dig opdateret om disse faktorer. Det er for det meste makroøkonomiske tal. Uventede ledighedstal kan ’flytte markedet’, det samme kan et stort terroristangreb eller et overraskende valgresultat. Som mægler behøver du ikke en forfærdelig masse baggrundsviden om de produkter, du arbejder med. Om det er råvarer – olie, korn osv. – valutaer, aktier eller obligationer, kommer ud på ét.«

»Noget andet er, at du skal passe på ikke at tænke for mange skridt forud. Kompleksiteten er større end din evne til at fatte alle mulighederne, så det er bedst ikke at tænke mere end et eller to skridt forud. Det har jeg måttet lære mig selv. Dit job er primært at sikre dig, at alle i dine telefoner får de relevante informationer. Nogle gange går tingene så hurtigt, at du ikke når at ringe til alle. En god mægler ved, hvem han skal sørge for at huske.«

»En god mægler vil også vide, hvad hver enkelt af hans større klienter er specielt interesseret i – nogle foretrækker at trade i bestemte måneder af året, hvis de har særlige behov. Noget andet er store kvantiteter. Hvis en klient vil købe eller sælge en stor mængde derivater på én gang, vil det i sig selv påvirke prisudviklingen. Hvis der er 100 Mercedes-biler i Storbritannien, og du vil købe 10 af dem, så vil prisen på Mercedes-biler skyde i vejret, og du vil ende med at betale meget mere. Derfor opretholder vi anonymitet og køber eller sælger mindre kvanta ad gangen.

»Anonymitet giver mulighed for misbrug, det er klart. Selv fusker jeg ikke med noget, det ligger ikke til mig. Jeg kender den her gut, som fik en ordre fra Banque Paribas eller BNP London. Samtidig fik han en ordre fra BNP Paris, og tænk engang – de to matchede hinanden perfekt. Han kunne altså fikse en handel, hvor BNP købte noget af sig selv. I sådan en situation ville jeg sige til klienterne: Hør her gutter, det her må I selv finde ud af. Det er det klogeste at gøre i situationen, for så vil de også tænke tilbage på mig som en bundreel fyr. Men mæglerne ved, at de to parter i en handel normalt ikke finder ud af, hvem der befinder sig i den anden ende.«

Ikke papirnusser

»Hvis BNP-historien kom ud – hvis man bliver grebet i at snyde – så kan din klient ’lukke din linje’, som det kaldes. Du har så ikke længere ret til at ringe til dem, samtidig med at de holder op med at give dig forretninger at arbejde med. BNP-historien betød, at fyren her gik glip af business for tre milliarder og missede 15 til 20 millioner i kommission.«

»Det virker også den anden vej rundt. Det er velkendt, at franske markedsspillere godt kan lide at give sig ud for at være købere og drive prisen i vejret for derefter at afsløre sig som sælgere. Fordi de drev prisen op, fik de en bedre pris.«

»Mit job er ikke ligesom den almindelige papirnusser på det almindelige kontor. Børsgulvet er som én stor legeplads, og det sted er lige så afhængighedsskabende som narkotika. Nyhederne strømmer ind på monitorer alle vegne, og du står sammen med 25 mænd, der skriger af deres lungers fulde kraft, og det gør du også selv, for at blive hørt. Det er action for fulde drøn. Med lige så meget adrenalin på, som hvis du var specialstyrkesoldat i et kommandoangreb. Nogle gange kan jeg ikke engang tillade mig at gå ud og tage en smøg eller at gå på toilettet. Frokosten får vi bragt af juniorerne.«

»Noget af kulturen er totalt barnlig, helt sikkert. Når juniorerne kommer ind, de er sådan noget som 16-17 år gamle, vædder vi måske 500 pund om, hvorvidt han kan spise 300 kyllingenuggets på 25 minutter. Selvfølgelig tror knægten, han kan. Og selvfølgelig kan han ikke. Eller vi vædder om, hvorvidt han kan indtage 15 brusetabletter, den slags, man opløser i vand. Han skal bare tage dem uden vand.«

»Jeg har oplevet, at min chef slog en skid lige ind i mit øre, da jeg var døset hen. En anden klassiker er, når en eller anden har en telefon presset mod øret, og man hiver i hans arm og så giver slip igen. På den måde slår telefonen hårdt tilbage imod deres hoved.«

»Ingen ringer nogensinde og melder sig syg, uanset hvor lede tømmermænd, de har. Det hjælper, hvis man dyrker sport. Jeg kan aflæse på min omsætning, om jeg er i god form til at tage den ekstra runde, der kan redde nye handler hjem. Nogle bruger kokain – men det emne er tabu. Lad os sige, at nogle kolleger finder det svært at sige nej, hvis en klient bestiller noget. Så bliver man opfattet som en dødbider. Men det er velkendt, at politiet sender totalt hotte undercover-kvinder ind i på barer som den her. De falder i snak med dig, forsøger at finde noget coke til jer begge, og så er du busted.«

»Jeg lider ikke for alvor af abstinenser, når jeg ikke arbejder. Nu sker det også kun i meget korte perioder ad gangen, at jeg ikke arbejder, men jeg ved, at jeg kan koble af. Sådan da. I ferietiden savner jeg tempoet, atmosfæren og kammeratskabet. Du har måske tømmermænd efter en lang nat, hvor du har underholdt en klient, men det har din klient og kolleger også. Så bestiller man McDonald’s-baconruller. Og når markederne lukker kl. 16.30, tager man ud og får sig en ’reparationsfadøl’.«

Bonus efter skøn

»En lille fejl er nem at lave, men kan koste dig 10.000 pund, bare sådan uden videre. Det kan også være 100.000 pund. Jeg kender flere, der har tabt 250.000 pund. ’Fummelfinger-syndromet’ er, når du trykker på den forkerte tast og køber i stedet for at sælge, eller der sker lignende mareridtsagtigt kludder. Du har måske lovet en klient et produkt til 4, men fik ikke gennemført handlen, fordi du blev forstyrret af noget andet i det afgørende øjeblik, og nu har markedet flyttet sig, og produktet handles til 8. Hvad stiller du så op? Klienten har et krav på at kunne købe til 4. De fleste derivater kommer i pakker på tusinde, så forestil dig lige, hvilke tab det kan medføre. Nogle firmaer kan gå helt rabundus bare grund af en enkelt fyrs fejl.«

»Hvor meget jeg omsætter for som mægler, er 100 procent gennemsigtigt. Omsætter du ikke for nok, får du en advarsel. Så har du tre måneder til at forbedre dig, og sker det ikke, er det ud. Hvis klienterne ikke har gjort forretninger i et stykke tid, må jeg så ringe til dem og tale godt for dem og bede dem og, at sende et par handler igennem os.«

»I de seneste år er vores bonusser delvis blevet sat efter skøn, der var en pulje til fordeling. Det virkede unfair, så den politik blandede jeg mig i. Nu har jeg en kontrakt, hvor min indtjening sættes efter min omsætning, og får jeg et forskud, skal jeg tjene det ind. Nu er det fifty-fifty mellem mig og firmaet, men så skal jeg også selv betale for mine omkostninger, mit skrivebord og computere. Udgifter til underholdning af klienter deler vi ligeligt. Juniorer starter med 30 kilo (30.000 pund, red.) om året. Jeg tjener nu 80 kilo plus bonus.«

»Der er to typer mæglere. De, som kom ind i faget som helt unge og lærte det med det samme. Og så er der folk som mig, som har en universitetsuddannelse og lidt mere mellem ørerne. Første kategori er den klassiske markedssælger. De taler og taler. Jeg har set de bedste af dem score 300.000 og 400.000 pund om året. Som 19-årige.«

»I går lavede vi 25 kilo med holdet. Det var en dårlig dag. På den hidtil bedste dag i år lavede vi 90.«

»Jeg har lært mig at være superpertentlig med papirarbejdet. Tidligere arbejdede jeg for nogen virkelige skiderikker. På et eller andet tidspunkt var jeg berettiget til at få udbetalt en bonus på 20.000 pund. I stedet påstod de, at jeg skyldte dem 2.000. De fuskede med papirerne. Men hvordan skulle jeg bevise det? Skulle jeg gå rettens vej, betale advokater, bruge år på en retstvist? De vidste, at beløbet var for lavt til, at jeg ville gide det. Så de tog røven på mig. Sådan kan City også være.«

»En gang kaprede min arbejdsgiver et helt hold fra en konkurrent. Vi fik at vide, at det skulle vi ikke bekymre os om. Men så vendte økonomien, og tre af os røg ud – de havde ikke tænkt sig at fyre det hold, de lige havde hyret til store omkostninger. Løfter betyder ikke det store. Det er noget, man skal lære.«

»Der er ikke mange mæglere i 55-års-alderen, det er sandt. De fleste skifter til en anden karriere sidst i 30’erne eller først i 40’erne. Jeg kender folk, der døde som 28-årige, de faldt bare sammen over skrivebordet. Andre får et hjertetilfælde, kommer sig, kommer tilbage, og kollapser igen.«

»Jeg tænker, at jeg vil fortsætte tre år eller deromkring endnu. På kontoret siger vi til hinanden: ’Hæng på, næste år kommer vi til at tjene styrtende. Det har vi sagt lige siden subprimekrisen i 2008. Vi klarede skærene efter den, man inden vi så os om, slog eurokrisen til. Endnu et rædselsfuldt år. Når jeg stopper, vil jeg gerne arbejde med noget, hvor jeg føler, jeg gør større gavn. Måske undervisning eller konsulentvirksomhed ... jeg håber, jeg kan genoptage mine hobbies, det er længe siden, jeg har haft tid til at dyrke dem.«

Da jeg senere forelægger ham interviewudskriftet, svarer han: »Det er ret sjovt, at jeg gik med til det her, fordi jeg gerne ville give et mere jordnært og realistisk billede af branchen som modvægt til det overglamourøse billede, mange har. Når jeg læser min egne bemærkninger, kan jeg godt blive bekymret for, om de giver unge læsere samme romantiserede billede af professionen, som jeg selv faldt for mange år siden, da jeg læste lignende ’drengebogsfortællinger’ og tænkte: Wow, det må være verdens sejeste job. Det er det ikke. Og dog, på nogen måder er det.«