Baggrund
Læsetid: 7 min.

’Du kan ikke dømme fortiden nu’

Kreaturvognenes umenneskelighed sidder stadig i familien Tegay, 75 år efter deres forældre blev tvangsflyttet fra Fjernøsten til Uzbekistan. De er en del af det koreanske mindretal i Uzbekistan, som siger, de er blevet uzbekere , men ikke helt
/h4> En gang om året mødes de uzbekiske koreanere på kirkegården og mindes deres døde på koreansk vis. Det har været fast tradition, siden de første koreanere på Stalins ordre blev deporteret fra det fjerne Østen.

/h4> En gang om året mødes de uzbekiske koreanere på kirkegården og mindes deres døde på koreansk vis. Det har været fast tradition, siden de første koreanere på Stalins ordre blev deporteret fra det fjerne Østen.

Louise Vogdrup-Schmidt

Moderne Tider
19. maj 2012

I 1937 forsvinder fru Chos mand. Det koreanske ægtepar har boet i det allerøstligste Rusland hele deres liv og er efter revolutionen blevet så sovjetiske, at hr. Cho arbejder for den sovjetiske sikkerhedstjeneste NKVD, der senere bliver kendt som det frygtede KGB. Når hun leder efter ham, får hun intet svar.

Spørgsmålene hører op, da hun senere på året sammen med hele det koreanske mindretal får tre dage til at pakke sine ting, bliver tvunget ind i kreaturvogne og transporteret tusinder af kilometer i to måneder over sovjetisk jord, til de bliver sat af i Uzbekistan.

Fru Cho lever videre og gifter sig igen, men glemmer aldrig hr. Cho. Da hun efter årtier får lov, forlader hun Uzbekistan for altid og bosætter sig sammen med sin nye familie i sit tidligere hjem. Hr. Cho er ikke så meget i hendes tanker længere, men i 1970’erne får hun besked om ham. Hendes elskede forsvundne mand blev også tvangsflyttet og har levet få hundrede kilometer fra hende i Kazakhstan i knap 40 år. Han tager rejsen tilbage og besøger hende.

Den pludseligt afbrudte kærlighed mellem hr. og fru Cho har utallige paralleller i det koreanske mindretal i Uzbekistan. Familier lever i dag med historier om forældre og bedsteforældre, hvis familier blev splittede, og hvor mange omkom, hvis ikke i kreaturvognene så senere under elendige boligforhold i en stalinskabt befolkningskonstruktion. De fleste koreanere har ikke gjort som fru Cho, men er blevet i Uzbekistan, hvor de oplever sig som både uzbekiske, russiske og koreanske borgere. De er en del af det virvar, som tvangsflytninger af mennesker på kryds og tværs af Sovjetunionen har efterladt de kommende generationer i. 75 år og to generationer har ikke gjort mindretallet indfødt.

Uzbekiske koreanere

Det koreanske mindretal er på en måde uzbekisk, men den 5. april hvert år er de overvejende koreanere. Som i år, hvor det støver fra grusvejene og stierne, der fører ind på den koreanske kirkegård i udkanten af Uzbekistans hovedstad, Tashkent. Klokken er ni, og koreanskudseende uzbekere med solbriller i håret, pænt, men ikke prangende tøj og i små grupper er på vej til gravstederne, der er fordelt i lige rækker. Kirkegården forekommer velordnet i forhold til de omkringliggende huse og marker, hvor skrald, dyr og tilfældigt parkerede biler står side om side. Orkestre bestående af indfødte uzbekere spiller klagende musik, mens familier finder hen til forældres, bedsteforældres og oldeforældres gravsteder.

Der står Park, Lee, Cho og Chan på størstedelen af stenene, der er hugget i marmor, og hvor den afdøde er portrætteret i en grå granitindsats. Familierne pakker deres medbragte mad ud. En hel kylling, en skål ris, et par bananer, tomater, brød. Alt bliver lagt på gravstenene.

Siden koreanerne i 1937 kom til Uzbekistan, har det været en tradition at ære de døde på denne koreanske måde med mad, spiritus og buk. På gravstenene er der næsten ingen, der er født før 1900. I en folketælling blandt uzbekerne fra 1926 opgav 30 personer, at de var af koreansk herkomst. Det ændrede sig i 1937, hvor det sovjetiske styre på Stalins ordre tvangsflyttede den koreanske del af den sovjetiske befolkning fra det fjernøstlige Sovjetunionen til Uzbekistan og Kasakhstan. Det var allerede blevet besluttet at flytte koreanerne i midten af 1920’erne, hvor de udgjorde en fjerdeldel af befolkningen ved Vladivostok, men det blev først gennemført 10 år senere. Det sovjetiske regime var bange for, at koreanerne ville sympatisere med den japanske kolonimagt i Korea og gå imod sovjetstyret. Selv om en stor del af den koreanske befolkning i Sovjetunionen var flygtninge fra Korea, var man bange for den sikkerhedspolitiske trussel, koreanerne kunne udgøre.

Derfor underskrev Stalin 21. august 1937 resolution nummer 1647-377cc med titlen »Om deportation af den koreanske befolkning fra grænseregionerne i det østligste Krai«. I resolutionen hed det, at man for at undgå japansk spionage ville genhuse koreanerne i Kazakhstan-regionen i den sovjetisk-uzbekiske republik, og at deportationen skulle begynde med det samme og afsluttes senest 1. januar 1938. Deportationen blev gennemført efter planen, og i 1939 var der 72.000 koreanere i Uzbekistan – svarende til 1,2 pct. af befolkningen.

»Jeg kan huske, min bedstemor fortalte, hvor hårdt det var på toget. Mange mennesker døde på turen,« siger Olga Tegay.

Hun er datter af Stanislav og Jelena Tegay og barnebarn af den generation af koreanere, som kom til Uzbekistan i 1937. Hendes farfar hed Cho og er i familie med hr. og fru Cho – men i den forhastede russiske oversættelse, blev det til Te i stedet for Cho efterfulgt at gay, der betyder familie på russisk. De har heddet Tegay lige siden.

»Min far var 17 år og den ældste af fem børn. Familien havde eget hus og egne køer og var forholdsvis rige bønder. Da de skulle flyttes, fik de tre dage til at pakke deres ting. De kunne kun have det med, de kunne bære. Rejsen varede næsten to måneder i kreaturvogne. Hver dag blev de tjekket og talt, indtil de nåede til det østlige Uzbekistan, hvor de blev sat af,« fortæller Stanislav Tegay. Han er en lille mand med tunge øjenlåg bag de tykke brilleglas i det grå 1970’er-agtige metalstel.

Han fortæller usentimentalt. Som om det er en anden familie eller et andet liv, han beskriver og ikke sine egne forældre, der fik anvist huler i jorden, hvor de skulle bo, og hvor Stanislav siden blev født.

»Jorden var et slags tag, og så gik man ned i huset, som lå under jorden. De havde ikke noget, da de ankom. Men de mødte uzbekerne, som hjalp dem. De var jo også bønder. Og langsomt blev livet bedre,« siger Stanislav.

Hans far og mor mødte hinanden, blev en familie, der fik råd til et hus, fik flere penge, tre børn voksede op, to døde som små, og langsomt voksede familien mere og mere ind i den uzbekiske og sovjetiske kultur. Der blev ikke talt om deportationen i barndomshjemmet. Der var ikke noget at stille op – der var alligevel ikke mulighed for at rejse tilbage, så man spekulerede ikke over, hvad der var tilbage. Nu var man i et nyt land.

»Vi snakkede ikke om det. Vi tænkte ikke på det. Sådan blev det, og sådan levede vi. Under Stalin var man bange for, at folk kunne se, hvad man tænkte, og sådan blev vi ved med at have det i mange år efter,« siger Stanislav Tegay.

»Selvfølgelig var det meget hårdt for dem dengang. Det vidste vi godt. Det handlede om at overleve,« supplerer Jelena Tegay sin mand. Hun kigger ned, når hun taler, og kniber øjnene sammen. Hun fortæller, at hendes onkel døde på vejen til Uzbekistan.

Sket er sket. Der er ikke noget at fortryde, der er ikke noget at begræde.

»Det skete jo ikke kun for vores familie. Det skete for hele den koreanske gruppe i Sovjetunionen. Det samler os, at det ikke bare var en person, men alle,« siger Stanislav Tegay.

»Du kan ikke dømme fortiden nu,« tilføjer Jelena Tegay.

Koreanernes held var, at de var dygtige bønder. Det var de også i Uzbekistan, og selv om hverken Stanislav eller Jelena Tegay har oplevet, hvordan koreanerne blev modtaget, udtrykker de taknemmelighed, når de taler om uzbekernes måde at tage imod den nye minoritet.

Uzbekistan var under det sovjetiske styre udnævnt til ’Sovjetunionens frugtkurv,’ i tråd med at for eksempel Ukraine var ’Sovjetunionens kornkammer’. Samtidig var Uzbekistan storproducent af bomuld. I dag er eksporten betydeligt mindre, men på markederne overalt i landet tårner agurker, tomater, æbler, pærer, abrikoser og de særlige store, gule samarkand-rosiner sig op i nøje anrettede bjerge i de små boder. Den flittige dyrkning af især den østligt beliggende Fergana-dal, som Uzbekistan deler med Kirgistan og Tajikistan, kunne koreanerne indgå i umiddelbart efter ankomsten. Og de gjorde det godt. I Tegay-familien og andre koreanske familier taler man stor respekt om Kim Byung-Hwa, der ledte det koreanske kollektivbrug Poliarnaia Zvezda. Han modtog den enorme sovjetiske ære at blive udnævnt til socialistisk arbejderhelt to gange på de 30 år, hvor han gjorde kollektivbruget til mønsterproducent.

Generelt klarer efterkommerne af de deporterede koreanere sig godt. I en rapport fra FN’s Flygtningehøjkommissariat fra 1995 er pointen, at de etniske koreanere er »hårdtarbejdende mennesker«, at de ikke er fuldt integrerede, men samtidig ikke har lidt overlast eller er blevet mishandlet som mindretal.

Familien Tegay lever heller ikke efter sprogpolitikken. Selv om det med regimets ændring i 1991 fra sovjetisk styre til de facto-diktatur under præsident Karimov blev besluttet, at uzbekisk var det officielle sprog, har de ikke lært sig det. Man kan fortsat klare sig med russisk overalt, ligesom de officielle nyheder både bliver transmitteret på uzbekisk og russisk. Det koreanske sprog blev efterladt i jordhulerne.

»Man kan ikke sige, at vi er blevet uzbekere, for vi er ikke muslimer eller i stand til at tale sproget. Men vi er tættere på uzbekerne end på koreanerne. Vi har samme respekt her i Uzbekistan for de ældre, som vores oprindelige kultur kræver. Hvis jeg flyttede til Korea nu, ville jeg være en etnisk koreaner i Korea, men jeg har ikke andet tilfælles med dem,« siger Stanislav Tegay og fortsætter:

»Hvis jeg tog til en meget øde egn i Uzbekistan, ville jeg føle mig mere hjemme der end i Korea. Det gamle Sovjetunionen blev vores hjemland.«

Stanislav og Jelena Tegay har koreansk blod i årene, deres børn er gift med koreanere, og de vil gerne have, at det fortsætter. Andre etniske mindretal har forladt Uzbekistan efter selvstændigheden i 1991 – for eksempel store tyske og jødiske mindretal, som har haft bedre vilkår at flytte til. Koreanerne bliver.

»Der var engang et jerntæppe og en tvang, som holdt os her. Det skete. Men hvis vi ikke kan lide det nu, så kan vi flytte os, vi kan bare tage væk. Dengang kunne man ikke være sig selv, det kan vi nu,« siger Stanislav Tegay.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her