Nyhed
Læsetid: 6 min.

En kort sindssyg sæson

De kalder det selv for verdensmesterskaberne, det hedder NBA. En intens – og kort – sæson i amerikansk basketball nærmer sig sin afslutning
Moderne Tider
26. maj 2012
Vinder. Kawhi Leonard fra San Antonio Spurs på vej mod kurven i den fjerde slutspilskamp mod Los Angeles Clippers. Serien afgøres med bedst af syv – Spurs afgjorde det med fire sejre i lige så mange kampe.

Vinder. Kawhi Leonard fra San Antonio Spurs på vej mod kurven i den fjerde slutspilskamp mod Los Angeles Clippers. Serien afgøres med bedst af syv – Spurs afgjorde det med fire sejre i lige så mange kampe.

Harry How

I et løb uden bold skærer han på tværs ved baglinjen, indtil han tæt under kurven modtager bolden og med venstre hånd lægger den over sin højre skulder, op på pladen og i nettet. Plus et tillægsstraffe.

Det er midtvejs i tredje periode af den tredje slutspilskamp mellem Los Angeles Clippers og San Antonio Spurs, og Kawhi Leonard fuldender noget af comeback for Spurs. Tidligere i kampen var holdet bagud med 24 point, men nu har Kawhi Leonard med sine 3 point udlignet til stillingen 57-57, og Spurs ender med at vinde kampen sikkert og nogle dage efter serien mod Clippers, som spilles bedst af syv, 4-0.

Det er play off-tid i NBA, og Spurs er det hold, som man efterhånden snakker om, fordi ingen snakker om det. I slutspillet spiller de bedste hold fra kysterne mod hinanden, indtil der er fundet en vinder i både Vest og Øst, som så skal møde hinanden. Men i år er det ikke så meget øst mod vest, som de unge mod de gamle. Historien om det ’gamle’ Spurs-hold mod de ’unge’ Clippers er således også historien om denne sæsons NBA. Det store spørgsmål er, om der er et tronskifte på vej? Aldrende hold som Spurs, Los Angeles Lakers og Boston Celtics synger – måske – på sidste vers. De tre hold har tilsammen vundet 10 af de seneste 13 mesterskaber. Men er det ved at være slut? Lakers med legendariske Kobe Bryant (33 år) i spidsen røg for andet år i træk ud inden finalen. Denne gang var det Oklahoma City Thunder (OKC), et hold fyldt til bristepunktet med unge, eksplosive spillere, der sendte Hollywood-holdet på tidlig sommerferie. På et pressemøde afviste Kobe selv, at en æra er slut for Lakers: »Jeg forsvinder ikke ind i mørket … jeg går ingen steder … det er ikke en af de dage.«

Det er heller ikke en af de dage for Spurs. Det bemærkelsesværdige ved deres comeback mod Clippers er, at det ikke foregår særlig bemærkelsesværdigt. Leonards scoring er også enk elheden selv: Et løb, en aflevering, en scoring. Anført af deres to største stjerner, Chris Paul og Blake Griffin, excellerer de unge Clippers derimod i blærede alley-oops til Griffin (der i konkurrencer gerne hopper over en bil) og andre spektakulære slamdunks. Det er sådan, Clippers spiller. Spurs – de spiller bare. Uden dunks og dikkedarer. Ændrer de taktik? Ikke det mindste. De fortsætter ufortrødent og vender langsomt slagets gang. Sådan genopstår Spurs fra de døde. De er vant til det. Hvert år begraves de af diverse medier og modstandere inden sæsonstart, men de bliver ved med at vende tilbage som en flok levende døde basketballspillere. En kommentator har sigende kaldt Spurs et utrætteligt og ustoppeligt zombiehold. Det er derfor, andre hold er bange for dem – fordi der er noget at være bange for.

Et kedeligt hold

Man siger, at San Antonio Spurs er et kedeligt hold. Det er deres ry. Men det er tit kedeligt, når et sportshold bliver ved med at vinde. Paradoksalt nok er Spurs statistisk set det bedste offensive hold i NBA og er som det eneste hold i slutspillet noteret for mere end 100 point i gennemsnit pr. kamp. De spiller og scorer – godt hjulpet på vej af trænerstrategen Gregg Popovich. Deres tre stjerner – Tony Parker (30), Manu Ginóbili (34), Tim Duncan (36) – gør det ikke sværere, end det er. Der er ikke noget drama i deres spil. For eksempel gør Duncan tit tingene færdige under kurven med en blanding af administrativ dovenskab, kirurgisk præcision og uhyggelig udtryksløshed.

Holdet fra Texas er effektiv basket uden bling bling. Det er ikke gadedrengens, men bankmandens stil. Og efter Clippers står Spurs nu over for Oklahoma City Thunder, som slog det andet hold fra Los Angeles, Lakers. OKC vandt serien 4-1. I den sidste kamp scorede Kobe Bryant ellers 42 point, men til ingen verdens nytte. Lakers er et stort og langsomt hold med to fremragende centerspillere – og så Kobe. Men det er også et hold, som enten mangler et system, eller også tror de ikke på det, de har.

OKC derimod har en plan. De spiller vulkanisk, atletisk og hurtigt. I Kevin Durant og Russell Westbrook har de to af ligaens mest scorende spillere, i James Harden den bedste bænkspiller og i Serge Ibaka en af de bedste til at blokere skud. Ingen af dem er over 23 år. Holdet har været i slutspillet før, men de virker mere modne og mere sultne i år, og det kan være holdet, der kan løbe fra Spurs i kampen om finalepladsen.

Lockout og Linsanity

Kaster man et blik tilbage på grundspillet, var det præget af lockout og Linsanity. En række stridigheder mellem NBA og holdejerne på den ene side og spillerne på den anden førte til en såkaldt lockout, der varede fra 1. juli til 8. december. Det betød, at sæsonstarten blev udskudt fra 1. november til 25. december og antallet af kampe reduceret fra 82 til 66.

Der har været lockout et par gange tidligere i basketballhistorien, Jeremy Lin derimod er en førstegangsfornøjelse og årets sensation i NBA. Den Harvard-uddannede basketballspiller med taiwanesiske rødder, som kom ud af ingenting. Manden, ingen hold gad skrive kontrakt med. Som Knicks samlede op og ved et lidt af et tilfælde sendte på banen som en af de fem startere i en kamp mod Utah Jazz i begyndelsen af februar. På det tidspunkt var Knicks alt andet end vindende, men med Lin på banen blev holdet noteret for sejr i de næste seks kampe, Lin snittede over 20 point og næsten 10 assists pr. kamp. Mod Lakers detroniserede han Kobe Bryant; mod Toronto Raptors afgjorde han kampen ved at sænke en 3’er i sidste sekund. Historien lyder, at Lakers-spilleren Metta World Peace, efter at have været vidne til den scoring på tv, løb rundt foran nogle journalister med hænderne flagrende over hovedet og råbte »Linsanity! Linsanity!«

Det var ren linsanity. Lige indtil Lin blev knæskadet og ikke kunne være med i slutspillet – hvor Knicks som sædvanlig floppede og røg ud på trods af eller på grund deres mange andre stjerner. I øvrigt fik World Peace selv en del opmærksomhed i løbet af året. Først skiftede han navn fra Ron Artest, fordi han efter eget udsagn gerne ville inspirere til fredelig sameksistens over hele kloden, hvorefter han, kort før slutspillet, knaldede Oklahomas James Harden – med ligaens sejeste skæg – i gulvet med en albue. Det kostede World Peace syv spilledages karantæne (hvilket i parentes bemærket er vand i sammenligning med den karantæne på 86 (!) kampe, han fik for at deltage i et kæmpeslagsmål med modstandere og tilskuere i en kamp mod det nu hedengangne Detroit Pistons i 2004).

Hemmeligheder

Men nok om det. Ikke mere om sensationen Lin eller kulørte historier om en slagsbror, der hedder verdensfred til efternavn. I slutspillet i den østlige afdeling af NBA er alting mere åbent. Her har aldrende Celtics (med granitmanden Kevin Garnett og tryllekunstneren Rajon Rondo som de to toneangivende figurer) og storfavoritterne fra Miami Heat (med stjernen over dem alle, LeBron James, i spidsen) i skrivende stund endnu ikke sikret sig adgang til den såkaldte Conference Final i øst – kampen om at komme til at møde enten San Antonio Spurs eller Oklahoma City Thunder i NBA-finalen. Det ligner unægtelig en vinder, en verdensmester fra vest.

Mens slutspillet nærmer sig sin afslutning, er der således stadig masser af usikkerheder og uforudsigeligheder. Vil et ungt hold som Oklahoma løbe med det hele? Hvor mange af de gamle hold vil lide samme skæbne som Lakers? Kan Heat for en gang skyld finde sammen som noget, der fortjener betegnelsen et basketballhold? Det eneste hold, der synes hævet over den slags spekulationer, er San Antonio Spurs. I en form for zombietrance bevæger de sig langsomt og målrettet frem mod NBA-trofæet. »I har nu vundet 18 kampe i træk – hvad er hemmeligheden?« spurgte en journalist, efter holdet havde sendt Clippers ud.

»Vi har ingen hemmeligheder,« svarede Tony Parker. Og dét er netop hemmeligheden bag Spurs: Hemmeligheden er, at der ikke er nogen hemmeligheder. Det er måske i virkeligheden den allerstørste grund til at frygte holdet. Hvad enten man er et ungt eller gammelt modstanderhold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Kaspersen

Fed artikel!
Spurs er fremragende for tiden. Det bliver en rigtig spændende serie mellem dem og Oklahoma.
I east ser det også godt ud: Heat mod Celtics bliver spændende at følge. To vidt forskellige mandskaber, hvor Heat er en to-mands hær med Lebron og Wade har Celtics lidt flere tangenter at spille på, dog med Rondo som den absolutte playmaker.