Læsetid: 5 min.

Magten tilhører dem, der evner at deles om den

Den amerikanske forfatter og professor Joseph Nye fortalte ved seminar på DIIS om, hvad der skal til for at gøre det 21. århundrede til et godt århundrede
Magtspil. Det gammelkendte hårde magtspils tid med Kina er ikke forbi, siger Joseph Nye, men et nyt er kommet til. Magten over andre, kan få dem til at lystre; men magten sammen med andre kan sætte begge parter i stand til at løse fælles problemer. Det er det dobbeltspil, Vesten skal lære at spille, siger han.

Magtspil. Det gammelkendte hårde magtspils tid med Kina er ikke forbi, siger Joseph Nye, men et nyt er kommet til. Magten over andre, kan få dem til at lystre; men magten sammen med andre kan sætte begge parter i stand til at løse fælles problemer. Det er det dobbeltspil, Vesten skal lære at spille, siger han.

Reinhard Krause

26. maj 2012

Den mand, alle er kommet for at se og høre, taler om sin egen forgængelighed.

»Jeg er i forfald,« siger den amerikanske professor og forfatter Joseph Nye. Flot og frisk står han ellers foran talerstolen i mørkeblåt jakkesæt og et bredt, gult slips hen over maven. Han taler med den behagelige stemmeføring, der ofte får amerikanske akademikere til at lyde så elskværdige som servicepersonale og så kloge som forskere på samme tid.

Det er mandag formiddag i en foredragssal fuld af studerende, forskere og journalister på Christianshavn. Flere må stå op, fordi alle pladser er optagede, og mange er i sommertøj, for solen står ind gennem vinduerne.

»Det er hævet over enhver tvivl, at jeg forfalder,« siger Nye.

Og det siger han ikke for at for fortælle om sig selv, men for at sige noget om forfald.

Mange taler i disse år om USA’s forfald, som om stormagten var en naturlig organisme, der er ved at forgå. Men Nyes pointe er, at vi misforstår stater, når vi bruger metaforer fra naturens verden til at beskrive deres konjunkturer i verden:

»Vi ved, hvordan naturlige organismer forfalder, men vi kender ikke til en forfaldscyklus for staten. Romerriget forfaldt godt nok, men det tog altså tre århundreder.«

Hvis USA skulle forfalde over de næste tre århundreder, ville ingen af de tilstedeværende i konferencelokalet komme til at opleve faldets afslutning.

Mennesker lever og dør, vokser sig stærke og forfalder. Stater følger en anden logik.

Det er absolut forfald, når en stat bliver svagere og svagere og til sidst går ned. Det skete for Romerriget, som ikke blev besejret af rivaler, men gik under af sig selv. Og så er der relativt forfald, hvor andre stater bliver stærkere og stærkere, og man selv fremstår svagere. Det sidste er måske ved at ske for USA. Indien, Kina og Brasilien rykker tættere og tættere. Men selv relativt er USA’s forfald ifølge Nye ikke sikkert:

»USA er verdens femtemest konkurrencedygtige økonomi,« siger Nye. Kina ligger langt under:

»USA er førende inden for ny teknologi, vi ligger i spidsen inden for nanoteknologi og bioteknologi.«

Nye har været i Beijing, hvor han talte med en kinesisk embedsmand, som mindede ham om en anden amerikansk konkurrencefordel: indvandringen.

»Jeg spurgte ham, hvad han anså for USA’s styrker. Og han sagde til mig: Hold jeres grænser åbne. Så længe USA er et åbent samfund, har I seks milliarder potentielle talenter. Vi har kun 1,3 milliarder. I kan tiltrække folk fra hele verden. Vores samfund er homogent og nationalt, men jeres er mangfoldigt og åbent.«

Berømtheder

Direktøren for DIIS, Nanna Hvidt, sagde, da hun introducerede Joseph Nye, at han var den »første celebrity«, hun nogensinde bød velkommen.

Og man bemærker tiltrækningskraften på Christianshavn: En studie-vært fra TV 2, som har været med i et afsnit af Klovn, er blandt publikum, Flemming Rose fra Jyllands-Posten, og professor Bertel Heurlin i den karakteristiske stramme læderjakke er også på plads.

En herre i violet skjorte og violet slips viser sig at være fra den amerikanske ambassade. Departementschefen fra Udenrigsministeriet, Claus Grube, er også i panelet: Han smiler og nikker, når Nye taler. Og han siger i sit oplæg, at Danmark ikke tror på, at der for enden af løftede moralske pegefingre er dialog med Kina.

»Vi skal ikke opgive vores værdier,« siger Grube, nikker og smiler, hvorefter han redegør for, at vi heller ikke skal hælde vores værdier i hovedet på kineserne. Vi skal ikke være belærende, forklarer han, men pragmatiske.

Et diskret sikkerhedsopbud noteres bagest i salen, og Joseph Nye udlægger den store verdenssituation. Han er blevet berømt for sit begreb om »blød magt«, som betegner den magt, der får andre til at gøre det, man ønsker af den uden pression, vold eller bestikkelse.

Kina har ifølge Nye ikke den samme bløde magt som USA. Selv om USA har smadret Vietnam militært, bliver amerikanerne ikke regnet for en fjende i Vietnam:

»Når jeg er i Vietnam«,siger professoren, som tilsyneladende rejser meget, »spørger jeg vietnameserne, hvorfor de ikke hader USA. Jeg ville have hadet Vietnam, hvis det havde gjort det ved vores land, som vi gjorde ved deres. Så peger de på landkortet og siger: Hvorfor tror du, vores land er formet som et S? Det er, fordi vores rygrad er tynget af, at Kina sidder på os.«

Blød magt

Kinas naboer er bange for det store rige. Vietnameserne er utrygge, inderne er ifølge Nye lige under overfladen stærkt mistænksomme, og japanerne betaler USA for at være militært tilstede.

Det svarer ifølge Nye til, at Mexico og Canada skulle betale Kina for at beskytte dem mod USA. »Men det er utænkeligt,« siger Nye, »fordi USA har blød magt«.

Kineserne bestemte sig i 2007 for at udvikle deres bløde magt i verden. De har oprettet konfutse-institutter over hele verden, men stadig går det ikke rigtig godt.

Nye er blevet spurgt af kineserne, hvad man skal gøre for at udvikle blød magt:

»Mit svar er ikke så populært,« siger Nye.

»Det er, at de skal give deres folk frihed, de skal slække på censuren og give borgerne mere plads til at udfolde sig. Den stærke stat, som har været en fantastisk motor for vækst i Kina, står i vejen for, at de kan udvikle blød magt. Den kommer nemlig fra civilsamfundet, og det lever kun, hvis det får plads.«

Dobbeltspillet

Amerikanerne skal ifølge Nye ikke være bange for kinesernes bløde magt:

»Hvis kinesernes bløde magt vokser i USA, og den amerikanske magt vokser i Kina, så er det en win-win-situation, hvis man ønsker sikkerhed og stabilitet.«

Det er en pointe i Nyes foredrag, at der gives to typer magt i internationel politik: Magt over andre og magt med andre. Man kan have magt over andre, så de gør, hvad man vil have. Men man må også have magt med andre til at løse fælles problemer. Hvis man kun har magt over andre, kan man ikke samarbejde om en global klimapolitik eller terrorbekæmpelser. Det må staterne gøre i fællesskab:

»Der er store problemer med klima, finansflowet og sikkerhed, som ingen stat kan løse alene.« Nye siger, at vi i det 21. århundrede må arbejde med et mere avanceret billede af magt:

»Vi skal kunne spille to spil med kineserne. Vi skal både kunne spille det gamle magtspil og det nye magtspil. Og vi skal vide, hvornår det handler om magt over, og hvornår det handler om magt med.«

Han ligner ikke en mand, der forfalder, som han afslutter sit foredrag mandag i København

»Vi skal spille det spil, hvis vi skal gøre det 21. århundrede til et godt århundrede.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bill Atkins

USA besidder i følge Josph Nye, den "blød magt" - magt med andre - men hvilke andre? De rige mennesker der ejer jord og slavefabrikker jorden over!

De der ikke er plads til i kapitalismens centraliserende akkumulerende ressourceapparat skubbes ud i fattigdom til en tilværelse som jordløse og arbejdsløse i deres eget land - 2,7 mia mennesker lever for under 2$ a day, heraf 1,3 mia. mennesker for under 1$. Det er kapitalismens bløde magt.

»Vi behøver en redistribuering, hvorved forståes den nødvendige omfordeling, »der reducerer den forbrugende klasses magt og midler« og »i virkeligheden handler om at tage mindre end om at give mere«. siger Serge Latouche

http://www.information.dk/301667

Niklas Monrad

Et Kina under kommunistpartiets voldelige åg vil aldrig kunne skabe den nødvendige bløde magt, der giver respekt og anseelse. Partiet kender ikke til andet end "magt over", en magt som det bruger til at snylte på og udnytte den store majoritet som deres fattige bondebefolking er, for at berige sig selv og holde sig selv ved magten med.

Vesten og resten af verden er med til at understøtte dette grove misbrug og udnyttelse og selv fra venstreorienteret hold er der pinlig tavshed og ingen international solidaritet at hente.

USA lider under præcis de samme problemer som Romerriget, staten aner ikke hvad den skal stille op med sine egne borgere. At tro man kan opretholde en stat på import af billige slaver og holde proletarene nede på en stadig mindre ration af brød og skuespil, mens eliten bliver rigere og rigere, holder bare ikke i længden.

Anne Albinus

Mht. "Blød magt"

Man skal ikke tage fejl af Joseph Nye skrev direktøren for en fransk Handelshøjskole bl.a. i en artikel fra maj 2011: "McLuhan, Fukuyama og de andre" : Soft Power skal ikke erstatte Hard Power ifølge Joseph Nye, men komplementere den.

Direktøren henviser til en anden franskmand François-Bernard Huyghe, informations- og strategiekspert : Soft power hviler på "kulturelle produkters forførelsesevne, på den amerikanske livsstils tiltrækning -  på et etisk projekts eksemplariskhed, men også på pro-amerikanske net".

Til evt. int. Huyghe's artikel fra 5.3.2012 "Soft Power, Smart Power & Co", "Når Staten overbeviser og forfører".

USA viser med sit eksempel, hvordan man som supermagt kan fremme sine interesser med blød magt. Frem for at spille med de militære muskler og true sine naboer, skulle Kina tage ved lære af USA.
Alt, hvad kinererne har at gøre, er altså at se på, hvor ofte USA har undergravet, destabiliseret, bombet og invaderet andre nationer og sørge for ikke at overskride det niveau. Så bliver alt godt, forstår man.

Steffen Gliese

man skal lade være med at betragte andre lande som konkurrenter, men i stedet samarbejde og dele opgaver og værdier. Det giver langt mere frihed og afbalanceret forbrug for alle.

Bill Atkins

Det er da rigtig nok, der ikke er den store nyhed i begrebet "Soft Power", det er blot en omskrivning af det fortærskede og blotlagte begreb "The American way of life" ...det Kim Larsen kaldte "United Bluff". Det det gælder om, er at kapitalistlakajerne kan side i deres streetwise dress og spille intellektuelle og tale om "Soft Power" som de selv er en del af, mens organisationerne (IMF, WTO, og WB) sammen med USA's 11 hangarskibsflåder sikre at alt i verden er til salg for dollars, og akkumuleres til gavn for The One Percent. Mister du dit eksistensgrundlag, dit jordlod eller dit arbejde, så er det bare ærgerligt. Thats life...

Michael Kongstad Nielsen

Når USA holder op med at tænke på magt, begynder det at kunne samle sig selv op. Kina, Indien, Brasilien osv. tænker ikke på magt uden for deres egne grænser. Hvis USA ikke minder om Romerrigets forfald, så minder det måske om Storbritanniens fra 1945 - 70.

steen ingvard nielsen

@JOSEPH NYE

En lille detalje som ikke kan sammenlignes, ingen vil med stor sandsynlighed kunne opretholde en magtposition i 300 år som Romerne gjorde. Den ufattelige strøm af information har gjort at tids begrebet har ændret sig. Ingen magt vil under de betingelser kunne kunne opretholde en særstatus i 300 år.

Når det så er sagt, er nu noget over, at der ikke bliver rystet på handen,
At man bare sidder og venter udenfor den Kinesiske mur på, at systemet skal opløse sig selv indefra, der vil selvfølgelig komme et tidspunkt hvor udviklingen når så langt, at der vil komme et udtalt behov for større frihed blandt borgerne og et højere lønniveau, behovet er der allerede.

Hvem indhentes af hvad og hvornår, det må tiden vise.

Bill Atkins

Skulle alle klodens indbyggere leve på lige fod med danskerne - og vores venner amerikanerne - ville menneskeheden behøve fem jordkloder, siger Serge Latouche

...og så er der nogen der naivt tror på at vi vil dele vores magt - ha!

Hugo Barlach

Så vidt jeg er orienteret deles magt ikke om noget som helst, men er kendetegnet ved at forvolde verden. Det er derfor, man kalder det magt...

Det uundgåelige magtfilosofiske pip, når man forsøger at tale magt hen eller ligefrem kvalificerer den. Det kalder man såmænd for magtteori...

Med venlig hilsen

Når jeg læser artikler som denne, så må jeg indrømme, at jeg elsker mine katte mere og mere.

Jeg er træt af folk der sidder med deres fine titler og bruger ord som konjunkturer i deres præidker om hvad vi skal gøre og hvad der vil ske med fremtiden.
Om hvordan vi skal frygte, at vores lande går i forfald og ender som fattige 3verdenslande, hvis vi ikke lærer at leve sammen, som så smukt skrevet her "deles om magten".
Alt imens forkellen mellem rige lande og fattig lande bliver størrer og størrer.

Men hvad betyder disse fine ord som "lande,USA,Kina, England,Rom, eller konjukturer," egentlig og hvilken betydninger har disse ord.

For mig at se er det ikke andet end en gang pis og papir der ikke har nogen størrer betydning end at overskygge det faktum at fattigdom og rigdom er noget vores alle sammens elsket system har skabt. Nej jeg er ikke karl max.

Hvis man for eksempel tager de omkring 320 såkaldte rigeste personer i verden, så har de omkring dobbelt så mange penge til sammen for at udrydde fattigdomen, hvis man altså tror på at penge kan løse alt eller at de vil deles deres penge ud.

Men hvorfor gør de det ikke?

Er det ligesom i det gamle Rom hvor de rige lod gladiatorne kæmpede til døden for underholdningens skyld.Da det nemlig giver en form for tilfredshed at vide at man er så magtfuld at man kan få andre folk til at ændre deres holdninger eller dø for ens skyld.
Det var nemlig ulovligt at dræbe andre gladiatorer indtil overklassen gjorde det lovligt for dem at dræbe hinanden indtil da.

Eller er det bare det at penge ikke kan løse alt, og de er nød til at lyve for at beholde deres magt.

Så for mig at se så det handler ikke om Kina, England, USA, da jeg ikke tror på disse ord vil vare evigt.

Jeg tror det handler om den måde vi vil vælge at leve på, og vores forkærlighed for gode løgnhistorier, der vil afgører om vil det her århundrer vil blive set som et godt eller dårligt.

steen ingvard nielsen

Kære Kim Larsen

Citat; "Jeg tror det handler om den måde vi vil vælger at leve på, og vores forkærlighed for gode løgnhistorier". ??+?

Hvad er det for nogle løgn historier du taler om kære ven?

Og folk kan jo ikke bare gøre hvad de vil?

Nu har vi haft pyramidespils økonomi siden 80`erne, det har betydet at ufattelige summer af likviditet forsvinder ud af samfundsøkonomierne i den vestlige verden og gør derfor ikke gavn i samfundet, til f.eks. at skabe nye arbejdspladser eller sikre et minimum af sociale rettigheder.

Det betyder så igen at de privilegier som folk havde kæmpet for indtil 1980, nu langsomt fratages dem igen og de skal igen ud og kæmpe for disse og et eksistens grundlag samtidigt med, at de får hele skylden for vores manglende konkurrenceevne på verdensplan.

Smid ikke mudder efter dine egne, giv dem en håndsrækning i stedet.

Kaspar Olsen

Vi lærer af George Orwells satiriske fremtidsroman 'Kammerat Napoleon' at der basisk set kun er 2 former af magthavere i verden.
Nemlig politikerne og deres mere eller mindre voldelige håndlangere.
I George Orwells roman må politikerne finde sig i at blive rollespillet af grise, medens at magtens håndlangere - efterretningstjeneste netværk og militær (og kirke ?) er rollespillet af hunde.
George Orwell går dog ikke helt ud af tangenten da han klogt lader fremtiden være åben i slutningen af bogen.
Til gengæld har vi nu set hvorledes det rent faktisk gik i virkeligheden her mere end et halvt århundrede efter at romanen 'Kammerat Napoleon' blev offentliggjort.

Spørgsmålene Orwell lod flyde ubesvaret ved slutningen af bogen var dette om "hundene" med "svinene" på magten på Orwells farm ville finde sig i at blive kostet rundt af "svinene" !
eller -
Ville "hundene" tage magten fra "svinene" ?

Uanset hvad - er scenariet at "svinene" ikke kan fastholde magten uden "hundene" (eller for den sags skyld heller ikke uden en giftig substans tilsat foderet der effektivt “hjernelammer” og pacificerer "befolkningen incl hundene" på “Orwells farm”) !

Men måske "hundene" som efter at have delt seng og magt med "svinene" antages af "svinene" til at være så dumme at de lader sig sig sætte ud af spillet ?
Kender man man Orwells dræber-hunde godt ved man på venstrefløjen at hundene reelt på et tidspunkt overtager al magt på “farmen” ved at sætte standard for samfundets virkelighed - også over for svinene.

Så uanset al ført politik på jorden - så bliver det alligevel George Orwells "sorte hunde" der vinder med "svinene" på anden pladsen som reelt lydige får.
Og hunde - de ved som bekendt fandens meget om at sætte en ordentlig "skræmmer i mæh-fårene” !
De har ikke bestilt andet over for venstrefløjen i de seneste f. eks 50 år og endnu længere tilbage.

Svinenes nemesis må derfor være; at selv blive til de fremtidens får der i fravær for rigtige venstreorienterede fjender vil blive jagtet rundt og rundt i manegen på Orells farm.
Af hundene !

Beviset for antagelserne i dette triste scenario er at I Europa fandt politikerne hurtigt ind i fodslaget som sattes 2001 af den krigsmarcherende Bush.

G W Bush - som for nu at lege lidt med Orwells roman typer - (svin og hunde) -må stamme fra hundesegmentet idet hans præsident-far kom fra en post i CIA.
Ligeledes i Rusland finder vi hundesegmentet på magten f.eks i form af Gorbatjov der jo er et udemærket menneske men som bekendt kom fra KGB.
Også Putin der har militær og efterretningstjeneste-karriere bag sig er klart ikke af politiker-typen.

Skulle Orwell skive slutmingen på sin bog 'Kammerat Napoleon' i dag måtte han med virkeligheden i mente fortælle at "hundene" udviklede sig til politiker-typer uden dog på nogen måde at glemme deres efterretningstjeneste og militærfortid.

Chokket for George Orwell 2012 kunne dog være som det også er for mange andre; at fodslaget på jorden er så takstfast militaristisk og det på tværs af grænser.
Ultimativt er skrækscenariet at jorden ender med kun at have en magtgruppe - nemlig politikere der er udsprunget fra militær og efterretningstjenester.

Nogen kunne måske se noget positivt i Europaparlamentet - medens andre mere klartseende ser en overordentligt godt camoufleret militærjunta.
Om det for europaparlamentets vedkommende består af stadig politikere der har har anammet lærdom fra "hundene" kan være helt ligemeget.

Ligesom for "befolkningen" på Orwells farm betyder det næppe den store forskel om de bliver styret af "svin eller hunde" eller af en sær krydsning deraf.