Læsetid: 17 min.

Hvad politikerne ikke ved...

Mens Folketinget forhandlede en fordobling af bevillingen til Institut for Menneskerettigheder, holdt topembedsmænd i Udenrigsministeriet sagen om kreativ bogføring på instituttet skjult for deres minister og Folketinget. Informations aktindsigt i sagen dokumenterer, hvor langt embedsmændene var villige til at gå for at dække over en sag, ministeriet selv bar en del af ansvaret for
Udviklingsminister Christian Friis Bach i snak med tidligere udenrigsminister Per Stig Møller under forårets samråd i Folketingets Udenrigsudvalg om rodet i instututtets regnskaber.

Udviklingsminister Christian Friis Bach i snak med tidligere udenrigsminister Per Stig Møller under forårets samråd i Folketingets Udenrigsudvalg om rodet i instututtets regnskaber.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

19. maj 2012

Det var den første finanslov for den nye regering. Men der var en vigtig oplysning, som Folketinget ikke fik, da SRSF-regeringen i de sidste måneder af 2011 forhandlede det nationale budget for næste år på plads.

En oplysning, som for længst havde nået Udenrigsministeriet, men som embedsmænd på de øverste niveauer i ministeriet aktivt holdt skjult for politikerne.

En lille, men betydningsfuld post på finansloven var 21,5 millioner kr. i bevilling til Institut for Menneskerettigheder. Regeringens støtteparti, Enhedslisten, havde som et ufravigeligt krav for at indgå en finanslovsaftale krævet beløbet sat op fra de 11,5 millioner kr., som instituttet efter en række nedskæringer under VK-regeringen havde fået året forinden.

»Det er ikke bare symbolsk at give instituttet penge. Det er en opprioritering af fokus på menneskerettigheder i den offentlige debat. Det er nødvendigt, for de seneste 10 år har vi lidt under en regering, der ikke havde meget tilovers for menneskerettigheder og konventioner,« udtalte partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, til Politiken.

Men det skulle senere vise sig, at Institut for Menneskerettigheder ikke kun skulle bruge penge til arbejdet med menneskerettighederne. Hvad, politikerne på Christiansborg ikke kunne vide, var, at der var opstået et hul i instituttets regnskaber. Tidligere på året havde medarbejdere på instituttet opdaget, at tab for over tre millioner kr. var holdt skjult i regnskaberne, blandt andet ved at blive parkeret på fiktive projekter. Der var tale om kreativ bogføring, og selv om instituttet var begyndt at rydde op i sagen, var Rigsrevisionen fortsat kritisk over for regnskabsprocedurerne.

Men så længe embedsmændene i Udenrigsministeriet holdt sagen hemmelig, undrede ingen sig over, hvordan Folketinget kunne finde på næsten at fordoble bevillingen til instituttet på et tidspunkt, hvor instituttet havde så store problemer med sin økonomistyring.

Opgøret med smagsdommerne

Institut for Menneskerettigheder blev 10 år tidligere, i 2001, viklet ind i den politiske værdikamp. Også dengang var en ny regering kommet til, og også dengang var det regeringens støtteparti, der i forbindelse med finansloven stillede ultimative krav om instituttet, som på det tidspunkt hed Det Danske Center for Menneskerettigheder.

Centrets direktør, juristen Morten Kjærum, var kritisk over for VKO-blokkens udlændingepolitik. Han advarede flere gange om, at de omfattende stramninger af udlændingeloven, som regeringen og dens støtteparti planlagde at gennemføre, kunne være i strid med internationale konventioner. Dansk Folkeparti mente til gengæld, at Center for Menneskerettigheder og andre institutioner, der var aktive på udlændingeområdet, havde »forladt en rolle som formidler af fakta« for i stedet at blive »politiske aktører«, som finansordfører Kristian Thulesen Dahl sagde til Jyllands-Posten.

Som led i det opgør med »statsautoriserede smagsdommere«, som statsminister Anders Fogh Rasmussens lancerede i sin første nytårstale, forlangte Dansk Folkeparti centret lukket til gengæld for at lægge stemmer til VK-regeringens finanslov. Det fik oppositionen til at anklage partiet for politisk pression og for at ville lukke munden på sine kritikere og lade hånt om menneskerettighederne. Men finansminister Thor Pedersen var positiv.

»Den tidligere regering har bygget systemer op, hvor man har udpeget repræsentanter til at etablere det, man kan kalde den politiske korrekthed. Hver eneste gang nogen har villet diskutere flygtninge-indvandrere, så har man råbt og skreget om, at det var i strid med konventionerne,« sagde han til Berlingske.

Centret blev sat på Finansministeriets såkaldte »dødsliste« over råd og nævn, der skulle nedlægges. Men udenrigsminister Per Stig Møller var uenig. Han mente, at centret spillede en vigtig rolle som uafhængig vagthund, og han satte sine embedsmænd til at udforme et kompromis, der på én gang reddede regeringens finanslov og sikrede, at der fortsat fandtes en menneskerettighedsinstitution i Danmark.

For døve øren

Løsningen blev at nedlægge centret som selvstændig enhed. Så fik Dansk Folkeparti for så vidt sin vilje. Men i realiteten blev centret ikke nedlagt. I stedet blev det omdøbt til Institut for Menneskerettigheder og lagt sammen med Dansk Udenrigspolitisk Institut og en række andre forskningsinstitutioner under et nyt stort center, der blev kaldt Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder (DCISM).

DCISM skulle formelt være uafhængigt af regeringen. Centret blev derfor oprettet som en selvejende institution, men samtidig var det en del af den offentlige administration og reelt tæt forbundet med Udenrigsministeriet. Ifølge loven, som Per Stig Møller fik vedtaget i foråret 2002, skulle bestyrelsesformanden for centret udpeges af udenrigsministeren. Desuden havde ministeriet tilsynspligt med centret, og udenrigsministeren skulle løbende fastsætte »retningslinjer for udarbejdelsen af centrets budget og for regnskabsaflæggelsen«.

Til stor fortrydelse for Dansk Folkeparti blev Morten Kjærum – »smagsdommeren over alle smagsdommere« som Peter Skaarup kaldte ham i Information – igen udnævnt til direktør for instituttet. Og samtidig med at politikerne fortsatte diskussionen om, hvorvidt instituttet blandede sig utidigt i den politiske debat, begyndte Rigsrevisionen at finde alvorlige tegn på rod i regnskaberne hos det nyoprettede center. Det kom bare ikke frem i offentligheden, og selv om Udenrigsministeriet havde tilsynspligt, skred ministeriet ikke ind.

Rigsrevisionen konstaterede i perioden 2003 til 2010 hvert år problemer med de regnskabsmæssige forretningsgange og kontroller. Ikke én gang i løbet af de syv år var revisorerne tilfredse med forholdene. De påtalte blandt andet »manglende bogføring af indtægter og tilgodehavender«, »manglende afstemningsprocedurer og svagheder i bogholderifunktionen« og »mangelfuld regnskabsaflæggelse«. Ved flere lejligheder fandt Rigsrevisionen »fejl og mangler, som burde have været opdaget og rettet«, ligesom revisionen gentagne gange konstaterede, at forretningsgange og interne kontroller »ikke i tilstrækkelig grad medvirker til at sikre regnskabets rigtighed«.

Og det skulle netop vise sig, at regnskaberne ikke var retvisende.

Ny direktør, ny stil

Det er i løbet af de seneste måneder kommet frem, at en regnskabsmedarbejder på instituttet i perioden 1997 til 2008 dækkede over tab for i hvert fald 3,2 millioner kr. Hun undlod at afslutte projekter, hvor der var tabt penge, flyttede tab rundt mellem projekter og opfandt ligefrem ikkeeksisterende projekter for at parkere tab på dem. Alt sammen førte til, at der blev dækket over store underskud. Regnskaberne fremstod pænere, end de i realiteten var, og instituttets kritikere blev ikke forsynet med yderligere ammunition. Ifølge instituttet selv blev sagen først opdaget nogle år senere. Men den kreative bogføring ophørte altså i 2008, samme år som Morten Kjærum blev udnævnt til direktør for EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder i Wien, og en ung universitetsjurist med speciale i menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, overtog hans post og lovede, at instituttet fremover ville være præcis i sine udmeldinger og fremstå mere neutralt.

Året efter blev der også skiftet ud i toppen af Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads, et stenkast fra Institut for Menneskerettigheder. Udenrigsminister Per Stig Møller erstattede sin daværende departementschef Ulrik Federspiel med Danmarks ambassadør i Bruxelles, juristen Claus Grube. I centraladministrationen var den nye departementschef kendt som en effektiv problemknuser og en mere uformel type end sin forgænger, men i offentligheden var han stort set ukendt. Dog havde han i 2005 medvirket i et interview under overskriften ’Ambassadøren’ i magasinet Euroman.

»Jeg siger gerne tingene ligeud, og så de er til at forstå. Min personlige erfaring er, at det fremmer forståelsen at være ligefrem,« sagde Claus Grube i interviewet.

Som det skal vise sig, er det imidlertid et princip, den rutinerede embedsmand ikke altid håndhæver.

Regnskabsmedarbejdere på Institut for Menneskerettigheder kom i slutningen af februar 2011 på sporet af den kreative bogføring, der havde fundet sted fra 1997 til 2008. I al diskretion blev regnskabsmedarbejderen bag den kreative bogføring sendt på pension, og direktør Jonas Christoffersen indledte en intern undersøgelse. Den viste hurtigt, at uregelmæssighederne var både omfattende og systematiske.

Instituttet orienterede for første gang Udenrigsministeriet om sagen 11. april 2011.

»Vi har desværre observeret, at der i DCISM (IMR) er fordringer på ca. to mio. kr. som burde være afskrevet for længst. Nogen fordringer stammer helt tilbage fra 2003 måske længere tilbage,« skrev Mads Lindberg Christiansen, administrationschef i DCISM, i en mail til økonomichefen i Udenrigsministeriet, Grete Sillasen. Vedhæftet mailen var desuden en notits, hvor Jonas Christoffersen udførligt redegjorde for sagen og ligesom administrationschefen slog fast, at fordringerne »for længst burde have været afskrevet«.

I Udenrigsministeriet må mailen have vakt bekymring. Ministeriet havde løbende gennem de sidste mange år modtaget advarslerne fra Rigsrevisionen. Trods sin tilsynspligt havde ministeriet ikke sikret, at der blev rettet op på regnskabsprocedurerne, og nu havde Rigsrevisionens mistanke om, at regnskaberne ikke var retvisende vist sig at være begrundet.

En stor del af Institut for Menneskerettigheders økonomi udgøres af bistandsmidler bevilget af udviklingsministeren, hvis område hører under Udenrigsministeriet. Ifølge ministeriets retningslinjer har embedsmændene pligt til at underrette udviklingsministeren i sager, som involverer bistandsmidler, »hvor der er en mistanke om et potentielt tab, der overstiger 1 mio. kr.«. Men daværende udviklingsminister Søren Pind, der året før havde overtaget posten efter Ulla Tørnæs, blev ikke underrettet om sagen. Og heller ikke udenrigsminister Lene Espersen, som havde den overordnede tilsynspligt med instituttet, fik noget at vide. Embedsmændene valgte foreløbig at holde sagen mellem sig selv og instituttet.

Den 12. april blev den kreative bogføring for første gang drøftet i DCISM’s bestyrelse, samtidig med at også Rigsrevisionen blev orienteret. Den foreløbige vurdering lød på, at det drejede sig om et beløb i størrelsesordenen to millioner kroner. Men i takt med at flere projekter blev gransket, voksede beløbet.

I mere end et halvt år var der en løbende dialog om sagen mellem embedsmænd fra Udenrigsministeriet, Rigsrevisionen og DCISM. Det uafhængige revisionsfirma PricewaterhouseCoopers (PwC) blev også inddraget for at sikre, at oprydningsarbejdet var grundigt nok.

Ministerkrav om åbenhed

Men udviklingsministeren blev på trods af ministeriets retningslinjer stadig ikke orienteret om sagen. Han fik ikke noget at vide om, at hans departement stod midt i en større oprydning efter omfattende kreativ bogføring på Institut for Menneskerettigheder. Måske skyldtes det, at departementet selv bar en del af ansvaret, eftersom dets tilsyn med instituttet på trods af advarslerne fra Rigsrevisionen ikke havde været grundigt nok.

Efter folketingsvalget i september 2011 forlod Søren Pind Udenrigsministeriet uden nogensinde at være blevet orienteret om sagen. Søren Pind blev erstattet af Christian Friis Bach, der tidligere havde været international chef i Folkekirkens Nødhjælp, hvor han blev kendt for at indføre et princip om, at svindelsager med bistandsmidler skulle offentliggøres, så snart organisationen fik kendskab til dem.

Ved embedsmændenes indledende briefing af den nye minister fik Christian Friis Bach ikke noget at vide om den verserende sag, og det gjorde den nye udenrigsminister, Villy Søvndal, heller ikke.

Kort efter regeringsdannelsen modtog ministeriet i oktober et notat fra revisionsfirmaet PwC, der blandt andet konstaterede, »at nogle parkeringer af gamle tab, tilsyneladende er foretaget bevidst, ved at de er blevet omkonteret og skjult på ikke eksisterende projekter der blev nyoprettet til formålet.«

Den 4. november gennemførte Udenrigsministeriets økonomikontor desuden et tilsynsbesøg på Institut for Menneskerettigheder med det formål at sikre, at oprydningen på instituttet forløb efter planen. Men ministrene fik stadig ikke noget at vide af deres embedsmænd.

Det stod klart, at DCISM i årsregnskabet for 2011 ville skulle bogføre de hidtil skjulte tab, som nu havde vist sig at udgøre over tre millioner kroner. Og fra både Udenrigsministeriets og centrets side steg bekymringen for, om den uforudsete millionudgift ville bringe centrets kommende årsregnskab ned under en afgørende grænse: Udsvingsgrænsen.

Udsvingsgrænsen er den økonomiske ramme, som Folketingets Finansudvalget har besluttet, at DCISM skal holde sig inden for. Lykkedes det ikke, skal Finansudvalget orienteres.

Netop i Folketinget satte Enhedslisten Institut for Menneskerettigheder på dagsordenen. Det var fire dage efter Udenrigsministeriets tilsynsbesøg på instituttet, at Johanne-Schmidt-Nielsen udtalte til Politiken, at partiet krævede bevillingen til instituttet fordoblet for at indgå en finanslovsaftale. Dagen efter udsendte partiet en pressemeddelelse om sagen, og derefter begyndte forhandlingerne med regeringspartierne, som endte den 20. november med en aftale, der skulle sikre den øgede bevilling til instituttet.

Men aftalen var endnu ikke vedtaget i Folketinget.

’Kære Ole ...’

Fem dage efter indgåelsen af finanslovsaftalen blev departementschef i Udenrigsministeriet Claus Grube ifølge sin egen forklaring for første gang orienteret om sagen, som medarbejdere i hans ministerium havde været bekendt med i månedsvis. Det korrekte ville nu være at følge ministeriets retningslinjer og orientere Christian Friis Bach – særligt i lyset af Folketingets behandling af finanslovsforslaget med ekstrabevillingen til instituttet. Men departementschefen gjorde noget helt andet.

Den 28. november sendte han et brev til DCISM’s bestyrelsesformand, ambassadør Ole Lønsmann Poulsen. De to kendte hinanden fra Udenrigsministeriet, hvor Ole Lønsmann havde haft en lang karriere med udsendelser som ambassadør i blandt andet Kina, Indien og Storbritannien, før ministeriet satte ham i spidsen for DCISM.

Brevet indeholdt en klar og utvetydig opfordring til Ole Lønsmann Poulsen, der har det endelige regnskabsansvar for centrets økonomi.

»Kære Ole« skrev Claus Grube. »Såfremt DCISM ikke får nedbragt det forventede underskud til under udsvingsgrænsen, kan det betyde, at udenrigsministeren vil skulle orientere Finansudvalget herom. Jeg vil derfor opfordre til, at eventuelle frie midler bringes i anvendelse til at nedbringe underskuddet.« Claus Grube indskærpede derefter, at DCISM skulle udarbejde og sende ham en plan for, »hvorledes det forventede underskud kan nedbringes, således at det ikke overstiger udsvingsgrænsen.«

Departementschefen advarede altså om, at Folketingets Finansudvalg ville blive orienteret om den kreative bogføring, hvis ikke underskuddet kunne reduceres, og han foreslog, at centret skulle lede efter penge, der kunne sikre, at sagen ikke nåede frem til politikerne. Det betød, at blandt andre udvalgets næstformand, Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, der igennem de seneste 10 år havde været blandt de hårdeste kritikere af Institut for Menneskerettigheder, blev holdt hen i uvidenhed. Og det skete vel at mærke på et tidspunkt, hvor udvalget var ved at behandle finanslovsforslaget, og hvor der endnu var god tid til fristen for fremsættelsen af partiernes ændringsforslag den 5. december.

På den klare opfordring svarede Ole Lønsmann Poulsen tilbage til Claus Grube, at han »i lyset af dit brev« havde drøftet »alternative muligheder for at nedbringe underskuddet,« med blandt andre centrets administrationschef og med direktøren for instituttet, Jonas Christoffersen. Og de var kommet frem til en løsning: »Ved at inddrage hensættelse til bl.a. flytning vil det efter alt at dømme være muligt med ’lodder og trisser’ at komme lige under udsvingsrammen,« skrev Ole Lønsmann Poulsen til sin tidligere kollega i Udenrigsministeriet. Planen var altså blandt andet at udskyde en udgift til flytning på omkring 800.000 kroner til næste års regnskab for at undgå at orientere Folketinget, der intetanende var ved at vedtage en fordobling af bevillingen til instituttet. Den slags dispositioner skal ifølge Rigsrevisionen normalt begrundes med, at faktiske forhold har ændret sig, men her var ambitionen om at komme under udsvingsrammen den eneste begrundelse.

Selv om Institut for Menneskerettigheder og Udenrigsministeriet på det tidspunkt fortsat var i tæt kontakt med Rigsrevisionen om sagen, var der ingen, der oplyste revisionen om planen for løsningen på problemet med udsvingsrammen.

Christian Friis Bach og Villy Søvndal blev fortsat holdt i uvidenhed. Men så skete noget uforudset.

Afsløret ved et tilfælde

Den 12. december anmodede en DR-journalist Udenrigsministeriet om aktindsigt i alle ministeriets sager om uregelmæssigheder i regnskaberne hos organisationer og institutioner, der modtager bistandsmidler fra ministeriet. Ifølge Informations oplysninger var det ikke Institut for Menneskerettigheder, journalisten var interesseret i, men ikke desto mindre var dokumenterne om den kreative bogføring på instituttet omfattet af anmodningen. Med andre ord var Udenrigsministeriet forpligtet af offentlighedsloven til at udlevere dokumenterne om den sag, som var holdt skjult for ministeren og Folketinget.

Det vakte bekymring i Udenrigsministeriet og på Institut for Menneskerettigheder, hvor direktør Jonas Christoffersen blev orienteret om aktindsigtsanmodningen af chefen for Udenrigsministeriets juridiske tjeneste Thomas Winkler. I en mail til Winkler skrev Christoffersen: »Da det er en svært følsom sag, skal jeg anmode om at blive fuldt orienteret om aktindsigtsansøgningens indhold og snarest muligt om besvarelsen for så vidt angår IMR.«

I Udenrigsministeriet var de klar over, at det var nødvendigt at orientere deres ministre, før DR-journalisten fik dokumenterne om Institut for Menneskerettigheder og bragte historien. Som en embedsmand skrev i en baggrundsnotits »til brug for evt. interview af udviklingsministeren«:

»Ift. den aktuelle anmodning om aktindsigt vil især en igangværende sag om uregelmæssigheder i forvaltningen hos Institut for Menneskerettigheder (IMR), med et potentielt tab på 3,2 mio. kr., kunne forventes at tiltrække sig opmærksomhed.«

I samme notits skrev embedsmanden, at dokumenterne om sagen »forventes udleveret den 20. januar«. Det var samme dag, som Folketinget om morgenen ville have stemt finansloven endeligt igennem.

Før Christian Friis Bach hørte om sagen, nævnte embedsmænd fra Udenrigsministeriet den over for udenrigsminister Villy Søvndal. Det skete den 6. januar i et skriftligt baggrundsmateriale til ministeren, der skulle besvare et folketingsspørgsmål fra Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen om »hvorvidt regeringen lever op til grundloven, den europæiske Menneskerettighedskonvention og ratificerede FN-Konventioner, siden den har valgt at bruge 10 mio. årligt på Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder (DCISM)«.

Embedsmændene understregede ifølge Udenrigsministeriet, at der var »taget hånd om sagen«, som i øvrigt hørte under »udviklingsministerens ressort«.

Men der gik endnu en uge, før Christian Friis Bach blev orienteret. Det skete fredag den 13. januar 2012, hvor hans embedsmænd forud for, at DR-journalisten skulle modtage dokumenterne om Institut for Menneskerettigheder, viste ham PwC-rapporten fra oktober.

Ministeren ringede omgående til Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder og udbad sig en hurtig redegørelse. Og mandag gjorde den erklærede åbenhedsforkæmper det, som hans embedsmænd gennem flere måneder havde forsøgt at undgå: Han offentliggjorde sagen i en pressemeddelelse, hvor han slog fast, at han »øjeblikkeligt« havde »udskudt behandlingen af den næste bevilling til Institut for Menneskerettigheders udviklingsprojekter«.

Men embedsmændene i Udenrigsministeriet havde stadig ikke orienteret Christian Friis Bach om hele forløbet. I pressen kritiserede ministeren instituttet for ikke tidligere at have offentliggjort sagen. Han udtalte blandt andet til Information, at »når en organisation har en så alvorlig sag, bør der være en klar politik om, at det meldes offentligt ud.«

Ingen kritik af topembedsmand

Ministeren vidste ikke, at hans egne embedsmænd siden april havde haft kendskab til, at der var sket kreativ bogføring på instituttet og på intet tidspunkt havde bedt instituttet offentliggøre sagen. Og han vidste ikke, at hans egen departementschef havde korresponderet med instituttet om, hvordan sagen kunne holdes hemmelig.

Information har på baggrund af aktindsigter i Udenrigsministeriet, Institut for Menneskerettigheder og Rigsrevisionen forelagt en samlet gennemgang af forløbet for udviklingsminister Christian Friis Bach. Han er i dag ikke i tvivl om, at hans departements håndtering af sagen har været stærkt kritisabel.

»Selvfølgelig skulle både offentligheden, jeg og finansudvalget have været orienteret, samtidig med oversendelsen til Rigsrevisionen. Det har jeg indskærpet, og det sker fremadrettet,« siger ministeren. Han vil ikke rette en direkte kritik mod sin departementschef: »Jeg har spurgt departementet i januar, om de kunne og burde have orienteret tidligere. Det har de svaret ja til, og de har påtaget ansvaret for, at det ikke er sket. Om det så er Claus Grube eller en anden, er for mig mindre interessant.«

Christian Friis Bach tror dog ikke, det ville have haft indflydelse på finanslovsforhandlingerne, hvis Folketinget tidligere havde fået kendskab til den kreative bogføring. Men sådan ser Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl ikke på sagen. For ham at se har Udenrigsministeriet forsøgt at beskytte en politisk omstridt institution med tætte bånd til ministeriet mod dens kritikere under afgørende forhandlinger. »Om man stadig ville være nået frem til en ekstrabevilling, er jo ikke til at spå om, men man ville i hvert fald have haft en langt mere kvalitativ drøftelse, før man politisk ville have bevilget nye penge,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Han mener, det er »helt afgørende for vores system, at finansudvalget bliver inddraget, orienteret og har mulighed for at stille spørgsmål, hvis der er offentligt finansierede institutioner, der kommer i økonomisk knibe.«

Desuden hæfter Kristian Thulesen Dahl sig ved, at departementschefen har været involveret i hemmeligholdelsen af sagen: »Han er jo ikke en hvilken som helst person. Vi taler om folk helt i toppen af systemet, der ikke har respekt for de forelæggelsesgrænser der gælder, når de er så engagerede i at undgå, at de folkevalgte skal orienteres. Det er helt andre samfund, jeg kommer til at tænke på, når man hører historier om et embedsapparat, der medvirker til den slags ting.«

Også partiet bag ekstrabevillingen til Institut for Menneskerettigheder mener, at oplysningerne om den kreative bogføring var særdeles relevant for finanslovsforhandlingerne.

»Det står slet ikke til diskussion, at Folketinget skulle have haft de oplysninger, ikke mindst i en situation, hvor vi sad og diskuterede en ekstrabevilling til instituttet. Jeg kan ikke forestille mig, at vi ville have undladt at give ekstrabevillingen, for arbejdet med menneskerettighederne havde brug for en opprioritering. Men vi ville naturligvis have krævet, at der kom orden i regnskaberne, før pengene blev givet,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Kun få svar

Ifølge bestyrelsesformand for DCISM, Ole Lønsmann Poulsen, er det naturligt for enhver institution, selv ’med lodder og trisser’, at forsøge at komme under udsvingsgrænsen.

»Det indgik ikke i vores dispositioner, at der var nogle strategiske betragtninger om, at noget kunne skade instituttet, hvis det kom frem. Det er uheldigt for enhver organisation, hvis vi ikke kan opfylde de forpligtelser, vi har fået udstukket – nemlig udsvingsrammen,« siger Ole Lønsmann Poulsen og understreger, at planerne fra december om at udskyde flytteudgifter ikke blev realiseret, eftersom »det senere faktisk viste sig, at vi var et ganske godt stykke under rammen«.

Departementschef i Udenrigsministeriet Claus Grube har ikke ønsket at stille op til et interview med Information. Information har derefter sendt ham en række skriftlige spørgsmål, og efter en uge er ministeriet vendt tilbage med en redegørelse, der besvarer enkelte af spørgsmålene.

»Som udgangspunkt vil udviklingsministeren blive orienteret om en sag om mulige uregelmæssigheder vedr. udviklingsbistanden, når sagen omfatter beløb over 1 mio. kr., eller når andre principielle hensyn tilsiger det,« vedgår Claus Grube i redegørelsen og tilføjer: »Som udviklingsministeren selv har udtalt, ville han gerne have været orienteret om denne sag tidligere i forløbet. Udenrigsministeriet har af samme grund ændret de interne procedurer for at sikre, at ministeren fremover orienteres tidligere i sager af denne karakter.«

Om sit brev til Ole Lønsmann Poulsen forklarer Claus Grube, at formålet var »at henlede bestyrelsens opmærksomhed på, at et underskud i den størrelsesorden ville være i strid med statens bevillingsmæssige retningslinjer for størrelsen af evt. underskud.«

Departementschefen svarer ikke på, hvorfor han advarede om risikoen for, »at udenrigsministeren vil skulle orientere Finansudvalget herom«, og at han »derfor« ville »opfordre til, at eventuelle frie midler bringes i anvendelse til at nedbringe underskuddet«.

 

Hele brevvekslingen mellem bestyrelsesformand Ole Lønsmann Poulsen og departementschef Claus Grube, samt hele Claus Grubes redegørelse for sagen til Information kan læses herunder:

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom Paamand

Flot gennemgang, men jeg savner et bud på hvad de 3,2 millioner kroner er blevet brugt til? Et så stort beløb må have sat sig tydelige spor, selv i sminkede regnskaber.

Poul Simonsen

Demokratiets ulidelig lette tilstand!

Undtagelsvis enig med min politiske modsætning i udsagnet: "Det er helt andre samfund, jeg kommer til at tænke på, når man hører historier om et embedsapparat, der medvirker til den slags ting."

Lars Villumsen

Fantastisk artikel, eminent og flot journalistik!

Det er bare at tage hatten af - bedre kan det ikke gøres!

Hugo Barlach

Om embedsværkets indflydelse på regeringerne herhjemme: Hvem styrer faktuelt DK? Eller logrer halen lige (lovligt) meget med hunden?...

Med venlig hilsen

Anne Albinus

Tom Paamand:

Instituttet skrev i pressemeddelelsen 15.01.2012 bl.a.:

Fra 1997-2008 har der været skjult projekttab på 3,2 mio. kr. i IMR's regnskaber. Dermed har instituttets årsregnskaber i en lang årrække ikke været retvisende. Der har ikke været tale om misbrug af midler, men om at projekttab er blevet gemt ved opgørelsen af årsregnskaberne

http://menneskeret.dk/news/nyheder?doc=20904

Tom Paamand

Tak, Anne - men jeg ville fortsat gerne vide, hvad "skjulte projekttab" betyder. Jeg tror ikke at "midler har været anvendt til uvedkommende formål", men er bare nysgerrig efter at høre historien om de "vedkommende formål", og hvordan de løb så løbsk.

Kristian Rikard

Det lyder absolut ikke godt ud fra det oplyste. Måske skulle en gammel kollega lige hilse at sige, at det er fint at man ikke går glip af noget - heller ikke lidt politisk indflydelse. Men det er ikke
spor fint, hvis vi leverpostejfarvede ikke kan stole på embedsværkets neutralitet og objektivitet.
Det er slet ikke i orden!

Hanne Gregersen

Det er sådanne artikler og afdækninger, der gør den mindst ringe uundværlig i det danske medielandskab - takker !

Niklas Monrad

Tom " tror ikke at midler har været anvendt til uvedkommende formål" og det er han jo i sin god ret til og heldigvis efterlyser han er anstændig forklaring.

Men hele denne historie lugter langt væk af bedrageri, og bortset fra, at den må få alvorlige konsekvenser for alle, som bevidst har fortiet fakta, må og skal fokus rettes imod Morten Kjærum. Er penge blevet kanaliseret over i private lommer, eller til politiske sympatisører?

Vibeke Svenningsen

Som jeg har forstået det, er det uafsluttede projekter osv, hvor det så rent regnskabsmæssigt blev cyklet rundt - noget henad dårlig projektstyring, der blev søgt skjult. Men jeg er bestemt ikke hel sikker - ej heller på, om skyld kan afgrænses til en enkelt regnskabsmedarbejder.

Vibeke Svenningsen

Meget af IMR's arbejde er jo projekter med dertilhørende budgetter og rammer - hvis projektet enten er underbudgetteret iht den beskrivelse, der er bevilliget iht, eller man ganske enkelt ikke styrer det godt nok - og så begynder at køre det ind i grundbevillingen, så går det jo galt. Man skal jo afrapportere på disse projekter - og den vej rundt er der sket et ophobet "tab", der ikke er blevet regnskabsmæsdigt lagt på de rettelige projekter.

Karen von Sydow

At have et medie som Information er altafgørende for et demokrati med voksende embedsvælde og stigende politikerlede.

Desværre.

Tak for interessant læsning.

Vibeke Svenningsen

Jeg tror dog, at der desværre ligger nogle misforståede gode intentioner bag dette meget kritisable stunt. IMR har gennem deres 25 år levet et meget usikkert liv - nogle har jo i den grad været imod Dk skulle have et nationalt menneskerettighedsorgan, og ville i den benytte ethvert rod af nogen art mod dem i en anden mere overordnet dagsorden, og ting bliver altid grumset, når de rodes ind i alt muligt miskmask - herunder en søgen mod naturtilstanden, menneskeret er noget, der bikses sammen i kannibalens gryde.

Men det fjerner på ingen måde det helt uacceptable at lave regnskabsmæsdige fiksfakserier, og informationsmæsdige undladelsessynder iht det politiske niveau for måske at undgå at give skyts til en bestemt politisk dagsorden.

steen ingvard nielsen

Holy moses!

For en gang fidusmageri, plattenslageri og mafioso administration.

Er dette mon kun toppen af isbjerget?

Hvor mange sager skal vi mon se af den slags, og hvordan kan vi forsvare overfor en befolkning at det ikke få konsekvenser for de mennesker der har været ansvarlige for hemmeligholdelsen. Hvorfor har det ikke været muligt at skride til handling før, når man har været vidne om disse uregelmæssigheder, i adskillige år, hemmelighold oplysninger og dermed vildledt beslutningstagere.

Er det mon noget der skal give befolkningen blindt tiltro til, at de folkevalgte forvalter deres embede i hele befolkningens interesse.

Hvor meget skal vi mon kunne acceptere af fusk i fremtiden uden, at det får konsekvenser og uden at der går for meget bananstat i skidtet.

Vibeke Svenningsen

3,2 mio i skred i løbet af mange år, er ikke et voldsomt beløb ift deres bevillinger - det handler mere om princippet,og så den måde, embedsmænd måske har ment en viden ville blive brugt rent politisk til at fremme en vis politiske dagsorden. Ingen kan vel være i tvivl om, at IMR har levet et stormomsust politisk liv med både venner og fjender på Borgen. At projektbudgetter skrider er der ikke noget underligt eller nyt i - end ikke sindsoprivende.

Heinrich R. Jørgensen

Vibeke Svenningsen:
"IMR har gennem deres 25 år levet et meget usikkert liv - nogle har jo i den grad været imod Dk skulle have et nationalt menneskerettighedsorgan, og ville i den benytte ethvert rod af nogen art mod dem i en anden mere overordnet dagsorden, og ting bliver altid grumset, når de rodes ind i alt muligt miskmask"

Det regnskabsmæssige underskud, og det besynderlige forløb angående fortielser og politiske spil blandt embedsmænd, kan være forårsaget af mangt og meget.

Helt hypetetisk/spekulativt, kunne:

1) Underskuddet kunne være relateret til omkostninger relateret til flytning/sammenlægning med andre institutioner (2002).
2) Det kunne skyldes manglende kontinuitet i projekter pga. politisk indblanding.
3) Det kunne skyldes, at bevillingerne under VKO blev decimeret til det halve, hvorved gamle huller ikke kunne indhentes.
4) Det særprægede forløb kunne skyldes et ønske fra parnasset om at sikre at IMR's holdt lav profil, da IMR's ledelse var under konstant pres og stress mht. IMR's fortsatte eksistens.

En parallel er det politiske påbud til DR om at flytte domicilet til Amager. Det kostede vist 5 mia., som løbende må tages over DR's driftsregnskab. Konsekvenserne af de nye økonomiske vilkår og de forudsigelige skred i økonomi, har betydet at DR er langt mere under tøflen hos det politiske parnas end de var før. Konsekvenserne hvad angår DR's kritiske programmer (P1 decimeret, de mest kritiske programmer på P1 og andre kanaler udryddet, resten gjort endnu mere ligegyldigt).

Frihed eksisterer ikke, hvis man er andre skyldig. Så har de man skylder magten, og man må indrette sig.

steen ingvard nielsen

Det politikerne ikke ved underforstået, har de ikke ondt af.

Til gengæld har vores demokrati ondt, af det og kan lide uoprettelig skade, hvis man ikke har gennemsigtighed og man ikke forpligter sig under enhver siddende regering, til at udøver parlamentarisk arbejde der bygger på gennemsigtighed og at grundlaget for alle beslutninger bliver tilgængelige for alle.

En sag som den der er kørende i øjeblikket i Institut for menneske rettigheder, er et godt eksempel, desværre blandt mange andre på, at det ikke er praksis med gennemsigtighed.

Vi er gået mod et FN mandat i Golfkrigen, med den undskyldning at der eksisterede masseødelæggelsesvåben i Irak, det gjorde der jo ikke og det var man klar over, uden at oplyse folketinget om det.

Det har så betydet, at Danmark nu er i forreste linje, hver gang og, at vi dermed også har måttet leve med en større terror risiko og en langt mere skærpet kontrol med borgerne end det ellers ville have været nødvendigt.
Det har i øvrigt betydet, at vi har begrænset menneskerettighederne, og haft en umenneskelig måde at behandle indvandrer på uden, at skelne mellem hvem der var reelle trusler, hvilket er en meget lille del, og hvem der ikke var, det ved de fleste jo i dag.

Derfor var det også muligt at tage helt ekstraordinære beføjelser i brug, i forhold til efterretningsvæsnet, uden at skulle begrunde det overfor en uvildig instans af folkevalgte politikere,

Derfor dukker disse sager også op, hvor man har taget ekstraordinære beføjelser i brug, også mod lovlig politisk aktivitet.

Det er stærkt begrænsende for vores demokrati hvis noget sådant er muligt. Det er stærkt begrænsende for menneskers frie færden (inkl. politikeres), i dette land.

Georg Christensen

Når jeg nu hører og ser, at "kreativitet" (fup og fiduser) fra "embedsmands vældet", tilhører den politiske "uvidenhed", for ikke at sige "dumhed", må "jeg", som borger i dette land kunne forlange en lille smugle mere "åbenhed", inden jeg næste gang sætter mit "kryds", og ikke længere kun føle, at jeg sætter mit "kryds" i "bananreplublikkens" værdiløshed.

NB: Det danske folk, har brug for, at en stor del af "systemlederne", fyres uden "vederlag", eller "pensioneres", uden ydelige forklaringer.
De bør bare fjernes, disse "hængerøve", med stor løn og ingen ydelse, bør på ingen måde tilgodeses. Tiden er kommet, hvor vi ser vores virkelige ledere efter i "sømmene", ikke vores snakkesalige politiskere, men "dem", som i baggrunden, og i virkeligheden styrer "DEM", vel nok på grund af "snakkesalighedens uvidenhed".

Georg Christensen

Hvad "politikerne" ikke ved, kan der skrives romaner om. At deres uvidenhed, alt for ofte, er selvforskyldt, og "embedsmænd og kvinder", kun forsøger at tildpasse sig, (det polittiske systems intetsigende "snakkesalighed"), er overfor "befolkningen", et "bedrageri", som burde "retsforfølges".

NB: Danmark burde have en "grundlovs domstol".
men først et "ekspert udvalg", som tilpadser fortidens "grundlov til nutiden", og klart og tydelig "formulerer", retningslinierne, uden afvigelser til højre eller til venstre, som allerede er tilkendegivet i den "gamle". Alligevel ønskes en "nyudgave", som alle nuværende "følgelove" kan tilpadses. Tiden, fra nu, og til "folkeafstemningen","NY", er "et År".

Vibeke Svenningsen

Heinrich:

Måske, men jeg tror nu mere på projektdelen, som Rigsrevisionen også gør.

Men selvfølgelig er det jo en del af fortælling om det politisk pres, der har været på institutet evt overlevelse, der måske har skabt en misforstået beskyttelse mod synlige fejl, der evt kunne bruges mod dem. Der var jo stærke kræfter, der meget gerne så instituttet lukket - og den var jo også på Foghs dødsliste over smagsdommere, der skulle afgå ved
døden. Det handler så om, hvorfor der i første omgang fuskes med regnskaberne.

Den anden side af sagen er jo mere nutidig, hvor embedsmænd undlader og søger at lave fuskens størrelse på en måde, så det politiske niveau ikke skal orienteres om sagen - og det foregår alt imens der forhandles om kæmpe forhøjelse af instituttets rammebevilling - det må man jo konstatere, at nogen ikke har været interesseret i, at den belutning skulle træffes på et fuldt oplyst grundlag.

I det hele talt er det trist, at et nationalt menneskerettighedsorgan på den måde bliver en værdipolitisk kampplads, synes jeg.