Læsetid: 14 min.

Ud af skyggerne

I modsætning til Leon Valencia har Vera Grabe intet fortrudt. Der er intet vendepunkt i hendes liv, hvor hun pludselig indser det nyttesløse i den væbnede kamp. Celloen skulle have været hendes livspartner. I stedet blev det maskinpistolen
På gaden igen. Først var det betjentene, der demonstrerede i Bogota mod  narko, vold og kriminalitet – og ugen efter var de  på gaden igen. Denne gang for at passe på den Patriotiske March, der af mange blev opfattet om en trængt guerillas forlængede arm.

På gaden igen. Først var det betjentene, der demonstrerede i Bogota mod narko, vold og kriminalitet – og ugen efter var de på gaden igen. Denne gang for at passe på den Patriotiske March, der af mange blev opfattet om en trængt guerillas forlængede arm.

Guillermo Legaria

26. maj 2012

Blandt de mange navne, jeg støder på i Colombia, er der et, der bliver hængende. Det er et dæknavn, og jeg møder aldrig manden selv. Jeg hører kun om ham, da jeg interviewer forfatteren Alfredo Molano og præsenteres for hans elskerinde, Martha Cecilia, der er enke efter en guerillasoldat, som for 10 år siden døde i fængsel. Hans dæknavn var Sombre, det betyder Skygge, og når navnet bider sig fast, er det, fordi jeg synes, det passer så godt til landet, hvor jeg befinder mig. Der er lys og skygge i Colombia, blændende stærkt lys og lange, dybe skygger, og det er på skyggesiden så meget af landets liv udspiller sig, upåagtet, overset, eller mørkelagt og fordækt.

Siden 1940’erne har Colombia befundet sig i en mere eller mindre permanent borgerkrig, som landets indbyggere, måske fordi sårene er for dybe, for ulægelige, vælger at kalde noget andet, la Violencia, som om det drejede sig om et mytologisk uhyre, der raserede landet, uafhængig af al menneskelig handlen, en skæbne, der ikke er til at skelne fra en forbandelse. Afhængig af hvilken side, du er på, ser du dig selv som stående i lyset, mens den anden halvdel befinder sig i skyggen. Kun få har færdedes begge steder.

Jeg møder to, der har. I 20 år sad de i ledelsen af to af landets langlivede guerillabevægelser, i 20 år levede de i fjerne jungler eller under jorden i Colombias voldshærgede storbyer. De er mand og kvinde, deres livsforløb har været vidt forskellige, deres konklusioner også. En amnesti åbnede døren for dem begge, og de trådt ud fra skyggerne og ind i lyset, der, hvor du kan stå ved dit eget navn og ikke behøver at kalde dig Sombre.

Leon Valencia er en stor, tung mand midt i 50’erne med et kraftigt, gråsprængt hår og et rugende udtryk i sit markerede ansigt. Han er i dag en af Colombias mest omstridte politiske kommentatorer, stifter af en NGO, Nuevo Arco Iris, (Den nye regnbue), der takket været et stort netværk af meddelere løbende offentliggør rapporter om den evige styrkeprøve i landets provinser mellem paramilitære, guerillaer og Colombias stærke militær. To gange har han været tvunget i eksil, i Holland og Uruguay. Den første gang kom lejemorderen selv til ham og betroede ham, at han var blevet betalt for at myrde ham, men ikke havde lyst. Selv om Valencia i dag lever med livvagter, mener han selv, at det kun skyldes en blanding af held og intuition, at han stadig er i live.

20 år i guerillaens top

Leon Valencia var guerillasoldat i 20 år, selv om han hurtigt avancerede op i ledelsen af ELN, Den Nationale Befrielseshær, en bevægelse, der opstod i 1960’erne, inspireret ikke kun af marxismen, men også af oprørske, latinamerikanske præster, der skabte den såkaldte befrielsesteologi, og bevægelsens to første kommandanter var da også rekrutteret fra præstestanden.

Valencias historie er på mange måder typisk for en ung mand, der bliver politisk bevidst i 1970’erne. Filosofiske studier ved universitetet i Medellin, socialt arbejde i fattigkvartererne, et vågnende politisk engagement. Kuppet i Chile i 1973 mod landets folkevalgte præsident, den marxistiske Salvador Allende, overbeviser ham om, at forandring ikke er mulig ad parlamentarisk vej. Og som et ekko af kuppet opdager han, at han står på en dødsliste. Så er der kun junglen og geværet tilbage.

20 år senere sidder han i ledelsen af ELN, udmattet, nedslidt og fuldstændig desillusioneret. »Der var så mange døde omkring mig. Mine kammerater først og fremmest. Men så var der også alle dem, vi slog ihjel.«

Jeg spørger, om han selv har dræbt. »Jeg sad i ledelsen,« svarer han blot og ser væk.

Vendepunktet indtraf, da han stod ved et alter i en kirke, hvor en præst, der havde sympatiseret med guerillaens mål, men selv tog afstand fra den væbnede kamp, lå dræbt, myrdet af en paramilitær gruppe med 120 skud.

Paradokset Tanja

Jeg kan se, at erindringen om den sønderskudte krop stadig gør indtryk på Valencia, skønt han har skrevet om den i erindringsbogen Mis Anós de Guerra (Mine krigsår). Da han omtaler den døde præst, synker han og bøjer hovedet, så jeg ikke længere kan se hans øjne bag de svære øjenbryn.

»Der var noget, jeg indså i dette øjeblik,« siger han. »Jeg indså, at jeg var i færd med at blive lige som præstens mordere. Der var ingen forskel på os og vore fjender. Vi troede alle, at målet retfærdiggør midlerne. Men vold kan aldrig undskyldes, ikke engang, hvis vi faktisk havde vundet den væbnede kamp og opnået det, vi ville.«

Der er noget i denne ungdom i guerillakrigens tegn, Valencia ikke kan slippe. Eksilet i Holland førte ham på sporet af en ung middelklassepige, Tanja Nijmeier, der i 2005 tilsluttede sig Colombias militært stærkeste guerilla, Colombias Væbnede Revolutionære Styrker, forkortet til FARC. Et hollandsk forlag tilbød ham en kontrakt for at skrive en bog om hende, og for Valencia var der ingen tvivl om forlagets formål med bogen. Den skulle være en advarende historie om en dum, ung kvinde, der lod sig forføre og hjernevaske af en romantisk, men forløjet ide om revolutionen.

Den bog fandt Valencia snart ud af, at han ikke kunne skrive. Han talte med 120 personer, der alle havde kendt Tanja, både i Holland og Colombia. Tanja var intelligent, veluddannet, smuk og charmerende. Hun opholdt sig fire år i Colombia, før hun tilsluttede sig guerillaen, og hun kunne ikke være i tvivl om, at den ikke nød nogen stor opbakning i befolkningen. Hendes colombianske kæreste og venner tryglede hende om ikke at tilslutte sig en guerilla, der var kendt for sine kidnapninger og brandbeskatning af cocadyrkende bønder. Alligevel holdt hun stædigt fast ved sit mål.

Kedsomhed, eventyrtrang? Valencia måtte opgive sine hypoteser en efter en. Dødsdrift måske? FARC er militært trængt af den veludrustede og professionelle colombianske hær, der i disse år er i offensiven, og Tanja har været i skudlinjen mange gange. Flere gange er hun rapporteret dræbt. Men hver gang er hun dukket op igen. Efter et angreb på et af guerillaens hovedkvarterer, blev hendes dagbøger fundet. De vidner om ukuelig livsvilje og en fuldstændig – og her taler Valencia som veteran fra guerillakrigen – ubegribelig frygtløshed. Tanja er blevet en del af Colombias polariserede livsrytme. Også hendes liv svinger mellem katastrofen og miraklet.

For Valencia er Tanja en gåde, og jeg kan se på ham, da han siger ordet, at denne gåde også findes i ham selv.

Fortryder intet

Hvad skal der blive af guerillasoldaten Tanja, hvis hun lever længe nok til at blive klogere? Måske går det hende som Vera Grabe.»Sombre,« siger Vera Grabe, da jeg nævner dæknavnet på Martha Cecilias afdøde mand, guerillasoldaten, der døde i fængsel. »Jo, jeg husker ham godt.« Hun burde også huske ham. Vera Grabe var kommandant i M-19, den bevægelse, i hvis rækker Sombre kæmpede. Men jeg kan se på det tomme udtryk i hendes ansigt, at det ikke passer. Hun husker ham ikke. Sombre tilhører en fortid, hun har lukket døren til.

Vera Grabe er en overlever. Som kun 19-årig var hun i 1970 med til at stifte M-19, Bevægelsen af 19. april, en byguerilla, der i de næste årtier kom til at stå for en række spektakulære og ofte blodige aktioner, herunder stormen på det colombianske justitsministerium, der i 1985 kostede over 100 mennesker livet. Af de oprindeligt otte stiftere af M-19 er der i dag kun tre, der er i live. Resten er enten blevet myrdet eller faldet i kamp.

Vera Grabes fulde navn er Vera Grabe Löwenherz, og den sidste del af hendes navn er en vigtig del af historien. Hendes forældre var tysk-jødiske emigranter, der efter at have overlevet nazismen kom til Colombia i slutningen af 1940’erne. De var begge musikere, og det var også Veras bestemmelse. Det var celloen, der skulle have været hendes livspartner. I stedet blev det maskinpistolen.

I modsætning til Leon Valencia har hun intet fortrudt. Der er intet vendepunkt i hendes liv, hvor hun pludselig indser det nyttesløse i den væbnede kamp. »Det var det rigtige at gøre på det tidspunkt,« siger hun til mig med fast stemme.

Tiderne ændrede sig, og skulle man opnå forandringer, måtte der bruges andre midler. I 1990 fik M-19 ved et af de mirakler, Colombias blodige historie også er fuld af, amnesti, og 2.700 guerillasoldater nedlagde våbnene. Vera Grabe gik ind i politik, blev valgt til kongressen, senere til senatet, og hun har også været del af en præsidentkampagne, hvor hun stillede op som vicepræsident.

Jeg har set foto af hende på internettet fra tiden i guerillaen. Hendes tætte, krusede hår er kortklippet, det smalle ansigt smukt på en streng, næsten skulpturel måde. I dag, da hun er 60, er hendes ansigt fyldigere, det krusede, blonde hår længere, de blå øjne ligger dybere. Det er et andet ansigt. Ikke rundere eller mildere. Men der er kommet noget fjernt over hende.

Min tavse cello

Hendes erindringer bærer den poetiske titel Del Silencio de mi Cello (Om min Tavse Cello). I byguerillaens undergrund var der ikke plads til lyden af celloer. Der var så meget andet, der heller ikke var plads til. Hun mistede forbindelsen til sin datter, der i dag er 26 og aldrig har tilgivet hende. Erindringerne er tilegnet hende, men Vera Grabe må bittert indse, at bogen ikke har formået at bygge nogen bro mellem mor og datter.

»At være mor er en daglig forpligtelse,« siger hun. Den kunne hun ikke opfylde, da hun i datterens første år levede som guerillaleder under jorden i Bogota, i skiftende forklædninger, med stærkt begrænsede bevægelsesmuligheder, kun styret af et mål: at holde sig i live fra den ene dag til den næste, alt imens hun

med stigende bitterhed indså, at de aktioner, hun planlagde, ikke fandt nogen klangbund i befolkningen.

På væggen i hendes smagfuldt dekorerede lejlighed i Bogotas centrum hænger der to celloer. Den ene er antik. Vera Grabes far havde den med fra Tyskland. Den anden har faren selv bygget af en lokal, mørkere træsort fra Colombia. Med sin dybbrune, spillende glød i træet er den på en måde smukkere end den antikke. Men dens klang lyder forkert. Vera spiller aldrig på nogen af dem. Det er endnu en bro til fortiden, der er brudt sammen.

De små forandringer

I dag interesserer Vera Grabe sig ikke meget for den politiske debat i Colombia. Skal hun opsummere sin egen udvikling gennem alle disse dramatiske år, vil hun sige det sådan, at hun er gået fra en tro på de store forandringer til en tro på de små. »Det er ikke nok at nedlægge våbnene for at skabe fred,« siger hun. »For volden er overalt, i familierne, i skolen, i samfundet. Det gælder om at bryde voldens onde cirkel, hvor ofrene sidenhen ender som bødler. Jeg taler ikke om at acceptere uretfærdighederne, når jeg taler om fred. Jeg taler om forsoning, også med os selv. Det er der, alting begynder, med dig selv, og det er vores pligt at finde håbet over alt.«

Hendes eget bidrag er er en fond, der finansierer en toårig grundundervisning for voksne blandt Colombias allerfattigste, en organisation, der indretter sig på elevernes livsvilkår, hvor undervisningen kan foregå på alle tidspunkter, i skolen eller hjemme. Siden dens oprettelse i 2006 har Vera Grabes fond skaffet over tusind elever et eksamensbevis i hænderne. Det er hendes trosbekendelse på den lille forandring.

To demonstrationer

På min første dag i Bogota overværer jeg en demonstration. Og mit ophold i Bogota syv dage senere slutter også med en demonstration. De finder begge to sted på samme plads, byens centrum, Plaza Bolivar, der ligger omgivet af landets parlament, justitsministerium og byens rådhus. Tydeligere kan det ikke blive, at vi befinder os ikke blot i landets centrum, men også i magtens tyngdepunkt.

Den ene demonstration handler om lyset, den anden om skyggerne. Men jeg er ikke sikker på, jeg forstår nogen af dem.

Den første er organiseret af politiet selv. Det er betjentene, der demonstrerer i et optog, der mest minder om et karneval. Nogle er klædt ud som klovne, andre går dystert rundt i kutter med leer over skuldrene, andre igen har fået forlænget uniformsbukserne, så de rækker helt ned til foden af de meterhøje stylter, de stolprer rundt på.

Hvis betjente demonstrerer, hvad vil de så? Protestere mod nedskæringer, have ansat flere kollegaer, kræve mere i løn, bedre arbejdstider eller uddannelse?

Mulighederne er mange. Også betjente har behov.

Men det her havde jeg alligevel aldrig gættet.

Colombias politibetjente vil af med ondskaben i verden. Med deres bannere demonstrerer de imod mord, røveri, handel med narko, prostitution og mishandling af børn. De stiller ikke krav til staten. De stiller krav til borgerne, som hellere må tage sig sammen og blive ordentlige mennesker.

Det er sådan nogenlunde budskabet fra godhedens uniformsklædte budbringere, og skønt jeg ikke kan komme på en eneste grund til at være uenig med dem, efterlader deres demonstration mig alligevel med en lille sitrende følelse af uro.

Skulle det virkeligt være nødvendigt at fortælle med så store bogstaver, at også betjente går ind for overholdelse af landets love? Hvis en statsansat embedsmand går på gaden med et skilt, hvor han meddeler, at også han tager loven alvorligt, er der så ikke grund til at nære bare en lille, spirende mistanke om, at han netop ikke gør det og derfor har brug for lidt imagepleje? Behøver man skilte så meget med, at man hører til på lysets side?

Skyggernes march

På min sidste dag i Bogota demonstreres der igen på Plaza Bolivar. Denne gang er der op mod 40.000 mennesker, og igen siler regnen ned. Det er ikke borgerne i Bogota, der demonstrerer. Deltagerne er mørkere i huden, lavstammede med brede indianske ansigter. Det er landets bønder, der er kommet til hovedstaden som repræsentanter for en bevægelse, der kalder sig Marcha Patriótica, (Den Patriotiske March), der kun to uger tidligere uannonceret synes at være opstået ud af den blå luft. De er ankommet i hundredvis af busser, der dagen igennem blokerer Bogotas centrum, og i titusindvis bærer de den samme røde T-shirt påtrykt bevægelsens logo. På deres bannere kræver de en afslutning på de væbnede konflikter, der plager landet, forhandlinger, fred og forsoning.

Præsident Juan Manuel Santos har i taler advaret imod dem. Han mener, at det er landets trængte guerillabevægelse, FARC, der står bag, og med deres kompromisvilje har Colombia ingen gode erfaringer. I slutningen af 1990’erne syntes en løsning inden for rækkevidde, men guerillaen benyttede blot pausen i kamphandlingerne til at omgruppere og styrke sine positioner. Da daværende præsident Andres Pastrana satte sig til forhandlingsbordet til de endelige underskrifter, stod den stol, hvor guerillabevægelsens repræsentant skulle have siddet tom, og den tomme stol er siden blevet et symbol på guerillaens bedrag. Nu varsler medierne sammenstød og uro, når guerillaens stødtropper rykker ind i hovedstaden. Det er skyggerne, der marcherer.

Er det folket?

Der er 3.000 betjente udkommanderet. Langs demonstrationsruten står de på fortovet med få meters mellemrum, betydeligt højere end den gennemsnitlige demonstrationsdeltager, med visirerne slået op og knipler i hænderne. De tætpakkede geledder passerer langsomt forbi i den silende regn under en skov af opslåede paraplyer, alt imens demonstranterne taktfast råber deres slagord. Betjente og demonstranter er lige disciplinerede som to hære, der afventende ser hinanden an.

Rundt om justitsministeriet står en jernring af kvindelige urobetjente i futuristiske Robocop-uniformer. Det slår mig, at de alle sammen er unge og smukke. Deres make-up er omhyggeligt lagt, deres lange hår strammet tilbage i nakken, deres øreflipper er smykket med dekorative guldringe. Jeg har svært ved at se dem blive sat ind i nærkamp mod en ophidset folkemængde. Hvis de kvindelige urobetjente er en reklame for noget, er det i hvert fald ikke et autoritært og voldeligt regime. Måske er de et tegn på, at også den colombianske stat rækker hånden frem til forsoning efter et halvt århundredes opslidende borgerkrig?

Demonstranterne kommer fra Colombias dybe provinser, hvor livet er en overlevelseskamp fra dag til dag. Er det deres tillid til demokratiet, de nu udtrykker? En uudryddelig tro på, at deres opdukken i hovedstaden virkelig kan skabe forandring efter alle disse år med vold og kun vold? Er de så naive?

De kommer ud af det blå, fra de mest forskellige afkroge af et land, som er på størrelse med Frankrig og Spanien til sammen. Nogle har påtaget sig den enorme logistiske opgave at samle 40.000 mennesker i busser, sy bannere med påmalede paroler, forsyne dem med T-shirts med bevægelsens logo.

Er det virkelig folket, jeg ser? Eller er det skyggernes talsmænd?

Jeg har spurgt Leon Valencia om demonstrationen. Den forhenværende guerillaleder er optimist. Han tror på demonstranternes oprigtighed. Han tror på den herskende klasses kompetence og vilje til forandring.

Vera Grabe er for fokuseret på sine små forandringer til at have nogen mening.

Den usynlige tomme stol

Samme aften er jeg i selskab med sociologer og journalister, der alle sammen er mangeårige iagttagere af udviklingen i Colombia, og jeg forstår snart, at de har set noget, jeg ikke har set.

De har set en tom stol.

Det er en tom stol, demonstranterne bærer gennem gaderne. Det er den trængte FARC-guerilla, der har organiseret dem. Guerillaen har brug for en pause i kampene, og derfor foreslår de forhandlinger, men det er efter disse iagttageres bedømmelse som altid forhandlinger på skrømt. Når den afgørende dag kommer, vil stolen stå tom.

»Jeg er forført af demonstrationen. Jeg vil så gerne tro på oprigtigheden i den. Men jeg er skeptiker,« siger sociologen Sergio Roldón. »Jeg tror, guerillaen står bag. Jeg kan godt se, hvordan en sådan bevægelse alligevel kan inspirere nye ledere til at træde frem blandt bønder og arbejdere. Og så sker der det, der altid sker i Colombia. De bliver myrdet af de paramilitære. Og en ny spiral af vold kan begynde.«

»Der er ikke noget så smukt som en demonstration,« siger Arturo Guerrero. Han er journalist ved den Medellin-baserede avis El Colombiano og kender de provinser, hvor deltagerne i dagens demonstration kommer fra. »Men hvad har det med demokrati at gøre, når deltagerne er blevet tvunget ind i busserne og blot har fået udleveret bannere med paroler, de ikke selv har fundet på?«

Så forstår jeg omsider det colombianske demokratis tragedie. Hver gang folket løfter sin stemme og beder om fred, begynder alle at se sig om efter bugtaleren.

For det er deres erfaring. Enhver forhandlings første forudsætning, partnernes gensidige tillid, indfinder sig aldrig. Hvem nedlægger våbnene først? Ingen. Alle vil være den sidste til at lægge geværet fra sig. Alle vil sidde i baghånd. Og så taler alle med andre stemmer end deres egen.

Colombia er bugtalernes land.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu