Læsetid: 6 min.

Den største af Elefanterne

Fra Abidjan til München. Didier Drogba kan nå til kulminationen på en fantastisk rejse, hvis Chelsea vinder Champions League-trofæet i München
Accept. Selvom Didier Drogbas i Elfenbenskysten for længst har udviklet sig fra fodboldstjerne til et decideret fænomen, er han aldrig blevet  fuldstændig accepteret i det, han kalder ’sit nye hjemland‘’ nemlig England.

Accept. Selvom Didier Drogbas i Elfenbenskysten for længst har udviklet sig fra fodboldstjerne til et decideret fænomen, er han aldrig blevet fuldstændig accepteret i det, han kalder ’sit nye hjemland‘’ nemlig England.

Pierre-Philippe Marcou

5. maj 2012

Han startede sit liv som en af de talløse afrikanere, der strømmer ind over Europas kyster på jagt efter en bedre fremtid. Om to uger kan han vinde Champions League-trofæet og cementere sin position som en af de mest betydningsfulde fodboldspillere i sin generation.

Didier Drogbas skæbne er på én gang helt unik og fuldstændig typisk for den globalisering, som moderne fodbold er blevet en integreret del af.

Han kom til verden i slutningen af halvfjerdserne i Abidjan i Elfenbenskysten; et land der – som så mange andre afrikanske lande – er præget af fattigdom, høj børnedødelighed og etniske konflikter. Som femårig blev han sat på et fly til Paris af sine forældre, der håbede, at deres søn kunne få en bedre fremtid hos sin onkel, en journeyman i fransk fodbold. Rejsen var traumatiserende for den unge Didier, der i et interview til The Independent har fortalt, hvordan han stadig – mange år efter – husker alle detaljer fra flyveturen:

»Jeg var nødt til at flyve alene. Jeg var kun fem år gammel. Jeg kan huske, at de hængte noget om mit hals, en slags navneskilt, og at stewardesserne tog sig af mig. Det var rædselsfuldt. Da jeg kom frem, græd jeg hver dag. Ikke fordi jeg var i Frankrig, men fordi jeg var så langt væk fra mine forældre.«

De følgende år rejste Drogba rundt i Frankrig med sin onkel, hvis karriere førte ham til mindre klubber i Brest, Angouleme, Dunkirk, Abbeville, Tourcoing, Vannes og Poiters. Til sidst, i starten af halvfemserne, endte Drogba i en af de indvandrertunge, parisiske forstæder, hvor han blev genforenet med sine forældre og søskende, der også var sluppet ud af Elfenbenskysten.

På det tidspunkt var Drogba en stor dreng på femten år og allerede begyndt at gøre sig bemærket via sit fodboldtalent. Han led dog under den svaghed, at han aldrig havde fået nogen formel træning på et fodboldakademi som andre unge talenter. I stedet havde han lært sig selv at spille på gader og stræder i de franske provinsbyer, som hans onkels karriere havde bragt dem rundt til. Og hans mangel på formel fodbolduddannelse fik mange trænere til at tøve med at binde an med ham. Han fik enkelte chancer som amatørspiller på mindre hold i Levallois og Le Mans, men kunne ikke slå igennem. Og først i 1998 fik han sin første professionelle kontrakt, da den bretonske provinsklub Guincamp i det nordvestlige hjørne af Frankrig besluttede at give ham en chance.

På det tidspunkt var Drogba 21 år og langt over den alder, hvor fodboldtalenter plejer at blive indlemmet i de professionelles rækker – ikke mindst talenter på Drogbas skala.

Men knægten fra Elfenbenskysten med den omflakkende fortid var a late bloomer, som de siger i England.

Da han endelig sprang i blomst, gik det til gengæld også stærkt. På en enkelt sæson scorede han tyve mål i Guincamp, hvorefter storklubben Marseille købte ham. Her leverede han nitten mål i 35 kampe, hvilket indbragte ham titlen som Årets Spiller i fransk fodbold og lokkede Chelsea til at betale 220 mio. kroner for ham, hvad der var rekordbeløb for londonklubben på det tidspunkt.

And the rest is history, som man fristes til at sige.

Drogba ankom til Stamford Bridge, har han scoret 157 mål og vundet tre engelske mesterskaber, tre F.A. Cup-trofæer og to League Cups. Undervejs er han også blevet kåret som Årets Afrikanske Spiller to gange, ligesom han har vundet topscorerprisen i Premier League, The Golden Boot, i 2007 og 2010.

Noget uforsonligt

I Elfenbenskysten har Drogba for længst udviklet sig fra at være fodboldstjerne til et decideret fænomen. En gade i Abidjan er blevet opkaldt efter ham. Han har lagt navn til en særlig drik. Ja, der er sågar en kraftfuld og rytmisk musikstil, der kaldes Drogbacite.

Han er anfører for Elfenbenskystens landshold, Elefanterne, og har ved flere lejligheder benyttet sin status til at række ud over fodbolden og spille en politisk rolle i det plagede land, der har været sønderrevet af borgerkrig siden starten af årtusindet.

Da Elfenbenskysten kvalificerede sig til VM i 2006, brugte Drogba således anledningen til at rette en appel til de krigsførende parter om at lægge våbnene fra sig; en anmodning, der blev besvaret med våbenhvile efter fem års borgerkrig. Og nogle år senere var han med til at styrke fredsprocessen ved at sørge for, at en landskamp blev rykket til oprørernes hovedby Bouake.

Han har også plads i landets Sandheds-, Forsonings- og Dialog-kommission, der skal genetablere fredelige tilstande i Elfenbenskysten. Og i 2010 figurerede han på Time Magazines liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer sammen med folk som Steve Jobs, Barack Obama, Simon Cowell og Lula da Silva.

Alle disse forhold til trods er Drogba aldrig blevet fuldstændig accepteret i det, han kalder »sit nye hjemland«, nemlig England. Den engelske fodboldoffentlighed har altid været forbeholden over for ham. Og i sportspressen er han blevet forfulgt på grund af sine teatralske attituder, højtflyvende albuer og evindelige rullen rundt i græsset. Han er en figur, der er mere respekteret end elsket. Og ved de årlige udnævnelser af Årets Spiller i England er han konsekvent blevet forbigået, selv om han har været en oplagt kandidat ved flere lejligheder.

Han er aldrig blevet en folkelig karakter som Thierry Henry eller Ryan Giggs. Der har altid været noget stridbart over ham. Noget uforsonligt. Måske er det indebrændtheden fra ungdomsårene som omkringflakkende og undervurderet talent, der stadig plager ham, som udstyrer ham med denne latente vrede, der bobler lige under overfladen. En af Drogbas’ ungdomstrænere har fortalt, at han som ung var en aggressiv karakter i omklædningsrummet; en skikkelse, der konstant rodede sig ud i klammerier med sine holdkammerater. Og selv om han er blevet bedre til at håndtere sin hidsighed med årene, så titter den stadig frem fra tid til anden. Ikke mindst i Champions League; denne europæiske prestigeturnering, som Drogba og hans holdkammerater mere end noget andet ønsker at vinde.

De seneste to gange, hvor holdet har været tæt på, er det endt i tårer for Drogba. I 2009 tabte Chelsea i semifinalen til Barcelona på et sidsteøjebliksmål af Iniesta, efter at holdet var blevet bortdømt ved flere lejligheder af den norske dommer Tom Henning Øvrebø, hvilket fik Drogba til at brøle ind i kameraerne »It´s a fucking disgrace!«

Dét kostede ham seks kampes karantæne, hvoraf de tre blev gjort betingede. Og året før var han blevet udvist i 117. minut af finalen mellem Chelsea og Manchester United, da han stak United-forsvareren Nemanja Vidic en flad.

Smerten ved denne udvisning blev i øvrigt forstærket af, at Drogba på forhånd var blevet udpeget til at sparke femte og sidste straffespark for Chelsea, hvis opgøret endte i straffesparkkonkurrence. Dén opgave tilfaldt i stedet John Terry, der brændte. Og så løb United med trofæet.

Men nu står han der altså igen, Drogba, i sin karrieres anden og måske sidste Champions League-finale.

Ifølge rygterne overvejer Chelsea at skibe sin muskuløse forward af til Kina, hvor storklubben Shanghai Shenhua skulle være parat til at betale 1,3 mio. kr. om ugen for hans tjenester.

Men først er der lige en finale, der skal overstås. I München. Mod München. Her vil den efterhånden 34-årige Drogba få en nøglerolle i sin vante position som Chelseas rambukforward, der skal tromle gennem tyskernes forsvar med sin velkendte blanding af finesse og brutalitet.

Hvis det lykkes ham at hjælpe the Blues til at vinde pokalen med de store ører, vil det være en fantastisk kulmination på en karriere, der har bragt ham fra håbløsheden i Vestafrika til toppen af europæisk fodbold.

Allez Didier, ærens time er kommet!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu