Læsetid: 16 min.

I de usandsynlige historiers land

Jeg har fået besked på at lade kreditkortene blive på hotellet og tage min vielsesring og mit armbåndsur af, når jeg færdes i Ciudad Bolivar. Jeg må ikke være for iøjnefaldende. Det bedste sted ikke at være for iøjnefaldende er inde i en bil. Men nu er bilen gået i stå og vi må fortsætte til fods
/h4> Byen breder sig og gør langsomt slumkvarteret til en del af sig med butikker, elektricitet, busstation, skobutikker og mennesker med ærinder at gøre.

/h4> Byen breder sig og gør langsomt slumkvarteret til en del af sig med butikker, elektricitet, busstation, skobutikker og mennesker med ærinder at gøre.

ZUMA Press

19. maj 2012

Frygten har sin egen geografi i Colombias hovedstad, Bogota.

Byen er bygget ligesom Manhattan, med lige gader, der mødes i rette vinkler og i stedet for navne bærer numre. Hovedfærdselsårerne ligger parallelle med de jungleklædte, skyomkransede højdedrag, der rejser sig nordøst for byen. Jo længere væk fra bjergsiderne, man kommer, desto forsigtigere skal man bevæge sig. Det er gadens nummer, der er frygtindikator. Carrera 7 er god nok. Allerede ved Carrera 10 bør advarselslamperne lyse rødt. Efter mørkets frembrud vælger de fleste at holde sig inden døre eller kun bevæge sig rundt i de nærmeste nabolag, som de i forvejen er fortrolige med. Om dagen er aktionsradiussen lidt udvidet.

En taxa må man aldrig standse på gaden. Så risikerer man det, der af indbyggerne i Bogota hjemmevant kaldes en minikidnapning. Et par hundrede meter nede ad gaden springer to mænd ind på bagsædet af taxaen, og det bliver den kidnappede selv, der kommer til at betale løsepengene, når kursen sættes mod den nærmeste pengeautomat, hvor bankkontoen venter på at blive tømt. Lommetyve er der overalt. Håndvåben er så almindelige som håndtasker. I de offentlige busser er der trekantede forbudstavler med en sort revolver i silhuet.

Kun i byens nordlige del kan jeg gå uden hjertebanken. Her, hvor platantræernes blade matcher de jungleklædte højdedrag, og fortove lagt i røde mursten matcher smukt tegnede lejlighedskomplekser bygget i samme materiale, bor de velhavende. Her er der orden og velstand, små bogcaféer og cappuccino serveret ved runde borde på fortovet. Her bor den middelklasse, jeg tilhører, og hvis vaner jeg genkender, fordi den er jordklodens mest homogene klasse.

Efter et par dage slår hjertet igen normalt, og jeg glemmer advarslerne. Jeg drejer om et forkert hjørne, går et par gader for langt og befinder mig i den forkerte ende af frygtens geografi. Der sker ikke noget.

Jeg tager en taxa på gaden. Der sker ikke noget.

Og så endelig efter alle disse velmente advarsler, efter alle disse næsten lammende introduktioner til frygtens geografi, spørger jeg mig selv: Hvordan undgår Bogotas 10 millioner indbyggere det daglige nervesammenbrud?

Som besøgende i Bogota føler jeg, at her er der ingen hverdag. Så indser jeg, at for byens indbyggere er der ikke andet. Det er hverdagen, der holder sammen på mennesker. Uden hverdagen, den kontrakt med vanen og rutinerne, vi alle sammen er forpligtet til at skrive under på, ville livet ikke gå videre, byer ville bryde sammen, nationer ophøre med at eksistere. Bogota findes. Det er beviset på, at den by, jeg finder sitrende unormal, er ganske normal for de otte millioner, der opholder sig i den.

Den hyppigste dødsårsag

I byens sydlige ende afløses den vidtstrakte slette, Bogota breder sig hen over, igen af bjergskråninger, ikke dramatisk stejle som dem i nordøst, men inviterende runde, beboelige med lidt god vilje. Her ligger Ciudad Bolivar, Bogotas hastigst voksende bydel, endestation for mennesker på flugt. De er kommet hertil fra jungle, bjerge og kyster. Engang var de bønder og fiskere, småhandlende og skolelærere, indbyggere i fjerne provinser, hvorfra de blev jaget bort af bevæbnede mænd, der ville konfiskere deres land, kontrollere deres byer, udnytte dem og deres børn. Så er de endt her.

I 1973 var der 35.000 af dem. I dag er der over en million. Teknisk set er de flygtninge. Men de slap for flygtningelejrenes umyndiggørelse. De fandt i stedet den bare bjergskråning i hovedstadens udkant, et ejerløst vildnis. Så ryddede de det, byggede deres egne huse, der med bølgeblikstage, rå mursten og en overflod af løbende mørtel tydeligt signalerer, at her står der ikke arkitekter, men selvbyggere bag.

Jeg har læst i en statistik, der kun er et par år gammel, at i Ciudad Bolivar er den hyppigste dødsårsag for mænd mellem 15 og 45 vold. For mænd mellem 45 og 60 er vold den næsthyppigste dødsårsag. Jeg tænker, at mellem Bogota og Ciudad Bolivar er der trukket en grænse. Her hører hverdagen op. Her hersker der noget andet, den samme hjertebanken, den samme vibrerende følelse af frygt, som greb mig de første dage i Bogota.

Daniel Bejarano har et projekt.

Han vil overbevise mig om, at den million, der bor i Ciudad Bolivar, er ganske almindelige mennesker, der lever et ganske almindeligt liv. Uanset, hvad omverdenen – eller statistikken – siger om dem. Og omverdenen siger først og fremmest en ting. Den holder et stopskilt op. Hold dig væk fra Ciudad Bolivar!

Daniel Bejarano går i armyjakke med en militærgrøn kasket skruet ned over sine sorte lokker, der når ham til skuldrene. Han har uindfattede briller, fipskæg og et kamera med spejlrefleks og telelinse hængende over skulderen. Han ligner det, han er: En glad aktivist.

Spredt rundt i Ciudad Bolivar ligger en række kulturcentrer drevet af frivillige, og Daniel Bejarano er en af dem. Centrernes enkle forudsætning er den teori, at når mennesker ikke ved, hvem de er, bliver de voldelige. I centrerne lærer det millionstore slumkvarters unge at udtrykke sig: Dans, teater, videokameraer, redigeringsprogrammer på computere.

Daniel Bejarano bor i god afstand fra slumbyen med sin familie i et rækkehus i dukkestørrelse, der ligger ud til en havesti kranset af andre diminutive huse. Det er ikke noget velhaverkvarter. Alligevel er det omringet af et flere meter højt jernstakit, der foroven er kranset med pigtråd. Adgang er der kun gennem en lille portlåge udstyret med en svær lås, hvor en bevæbnet vagt fungerer som dørvogter.

Daniel Berjano har planlagt turen til slumbyen som en familieudflugt. Hans kone tager med, hans to døtre på fem og ni, et par veninder af familien, hvoraf den ene, Juanita taler engelsk, og skal fungere som tolk. Vi er syv mennesker i bilen, en ramponeret Ford Cortina, hvis instrumentbræt ikke viser tegn på liv, heller ikke da Daniel drejer startnøglen rundt, og motoren går i gang med en tuberkuløs hosten.

Faret vild

Vi ser kulturcentret, som er tomt for mennesker. Det er formiddag, og børnene er i skole. Vi fortsætter op ad bjerget. Så går bilen i stå. Alle stiger leende ud for at lette byrden for den skrantende motor. Langs vejen hober ildelugtende dynger af affald sig op, på hvis top knurrende hunde rejser børster i jagten på noget spiseligt. Mænd med indfaldne ansigter og vagtsomme blikke passerer forbi os. Vi fortsætter. Bilen går i stå igen. Alle ler endnu en gang. Daniel beslutter, at halvdelen af os må fortsætte til fods.

Jeg har fået besked på at lade kreditkortene blive på hotellet og tage min vielsesring og mit armbåndsur af, når jeg færdes i Ciudad Bolivar. Jeg må ikke være for iøjnefaldende. Det bedste sted ikke at være for iøjnefaldende er inde i en bil. Nu går jeg midt i slummen sammen med Juanita og Daniels kone, der begge bliver ved med at le, som om bilens sammenbrud er det morsomste, de har oplevet.

Jeg ler ikke.

Jeg tænker på den statistik, jeg har læst om vold som den hyppigste dødsårsag for mænd mellem 15 og 45. Jeg er i farezone 2. For mænd i min alder kommer vold kun ind på en andenplads. Jeg behøver ikke at føle mig udsat. Men jeg er ikke sikker på, at den ellers altid ufejlbarlige statistik i dette tilfælde har den store beroligende indflydelse på mig.

Så vågner Ciudad Bolivar til live for øjnene af mig. Jeg ser, at jeg står på noget, der godt kunne være hovedgaden i en lille provinsby. Der er en busstation, skobutikker, små restauranter, kvinder med indkøbsnet i hånden, elektriske kabler hænger i tunge guirlander hen over gaderne. Jeg ser en skraldebil køre op foran en affaldsdynge og skraldemænd rutineret fjerne sækkene, mens hunde med hængende haler trækker sig tilbage. Jeg forstår at det er den ældste del af Ciudad Bolivar, jeg befinder mig i. Busserne har fundet vej herud. Handlen er blomstret op, som den må gøre overalt, hvor mennesker færdes. Byen har trukket slumkvarteret til sig, selv om husenes skæve mure med deres overflod af mørtel stadig røber, at de engang blev bygget af hjemløse mænd, i hvis hænder en murske føltes fremmed.

Vi tager en bus med diminutive sæder og ingen benplads. På endestationen står vi af. Nu føles Bogota igen langt væk. Hertil rækker moderbyens arme ikke. Rudimentære trappetrin fører op ad bjergsiden, fulgt af grusstier, hvor kun de omgivende husmure angiver, at vi stadig befinder os på en slags vej. Et sted er husene pudset op og malet i pastelgrøn. Et svungent smedejernsgitter dækker for vinduerne, og den stejle sti bliver til en muret trappe med et solidt gelænder. Også i slumkvarteret er der sociale forskelle, fattige og lidt mindre fattige.

Så er vi igen omgivet af skæve mure, affaldsdynger, hunde og mænd med vagtsomme blikke. Mine to ledsagersker ser sig omkring. Vi tager en retning, så en anden, og det går op for mig, at vi er faret vild. Jeg tænker igen på statistikken over dødsårsager.

Selv dragerne flyver lavt

Omsider når vi frem, og også Daniel er mirakuløst ankommet med sin tuberkuløse bil. Vi skal besøge et lokalt bibliotek, der ligesom kulturcentrerne er drevet af frivillige aktivister. Bøgerne, der ligger i uordentlige dynger på gulve og borde, fordi biblioteket er ved at blive malet, er gaver fra private donorer. På det skrånende torv udenfor står et mindesmærke, som taler et andet sprog. For nogle år siden blev 17 teenagedrenge myrdet af maskerede mænd i en gade i nærheden. En jernskulptur, der forestiller to drenge, som sætter en drage til vejrs, skal minde om, at livet også består af andet end voldelig død. Men hærværksmænd har bøjet dragen, så den nu er uhjælpeligt indfiltret i de to drengeskikkelser. Det er også et budskab. Her i Ciudad Bolivar flyver heller ikke dragerne højt.

Gerningsmændene til massakren blev aldrig fundet, og ingen ved, hvem der stod bag.

»Regeringen er den største dræber,« siger Daniel. Det er hans standardsvar hver gang, jeg spørger til volden.

En varevogn kører ind på torvet med kurs mod en købmandsbutik. Den er eskorteret af to bevæbnede motorcykelbetjente. Var de der ikke, ville vognen blive plyndret. »Når det gælder om at beskytte den private ejendomsret, dukker politiet op. Når der sker et mord, ser vi dem aldrig,« siger Daniel.

Vi er langt inde i landskabet syd for Bogota. Nye højdedrag rejser sig til den ene side, til den anden en stejl bjergside, hvor et stenbrud har sprængt et stort, lysende ar ind i klippen. Overalt er der nyopførte huse. Det er de sidst tilkommende ude fra landdistrikterne, der bor her. Endnu er deres boliger ulovlige. Så vil Bogota række ud efter dem, bussernes endestationer vil flytte længere ud i vildnisset, butikker vil åbne, de elektriske kabler svaje i vinden. Daniel vil måske endda være der med sit kulturcenter, sine videokameraer og redigeringsprogrammer. Nogle af Ciudad Bolivars nye indbyggere vil finde sig selv med et kamera i hånden. Andre vil i stedet vælge revolveren.

Ford Cortina’en har fået livsmodet tilbage, nu da det går ned ad bjerget hele vejen tilbage til Bogota. Siddende bag rattet fortæller Daniel, at navnet på det kvarter, vi netop har befundet os i, er Juan Pablo Segundo, opkaldt efter den afdøde polske pave. »Det er det farligste kvarter i hele Ciudad Bolivar,« tilføjer han. Der er triumf i hans stemme. Jeg forstår godt hans triumf. Jeg gik rundt i bydelen. Jeg for vild sammen med hans kone. Der skete mig ikke noget. Han har bevist det, han satte sig for at bevise. Det er ganske almindelige mennesker, der bor i slumkvarteret.

Da vi er tilbage i Bogota, går det op for mig, at jeg aldrig fik talt med en eneste af indbyggerne i Ciudad Bolivar.

Når fødderne fortæller

Hvis jeg vil se deres fødder, kan jeg gå på La Moneda, det store kunstmuseum i Bogotas ældste bydel La Candeleria, hvor Libia Posado udstiller 12 fotografier under fællestitlen Puntes Cardinales. Kunstneren har afbildet 12 kvinder udvalgt blandt Colombias fire-fem millioner internt fordrevne indbyggere, de samme, der år efter år vedbliver at strømme til Ciudad Bolivar. Hun har fotograferet dem fra knæet og nedefter. Deres fødder er nøgne. Det er stærke, muskuløse fødder ligesom de lægge, der som søjler rejser sig over dem. Resten kan man gætte sig til, terningeformede kroppe, beregnet på at bære tunge byrder, bondekvinders anatomi.

På de brede lægge har Libia Posado indtegnet kvindernes historie, og den viser, at selv om de flade fodsåler virker solidt plantede i jorden, så er de det alligevel ikke, for deres historie er en flugtrute. Det er historien om en fordrivelse, grafisk anskueliggjort i form af et landkort: Navne på lokaliteter, veje og pile. Første flugt, anden flugt, her finder en massakre sted, her finder den overlevende et foreløbigt ankomstpunkt.

Libia Posado har ikke tatoveret kvindernes flugtrute på deres lægge, men hun kunne lige så godt have gjort det. Flugten har præget dem uudsletteligt, og da der er millioner af dem, også Colombias historie.

Hvis jeg vil høre deres stemmer, må jeg gå til Alfredo Molano.

Alfredo Molano er ophavsmand til en række enestående bøger, hvor han giver stemme til Colombias millioner af fordrevne. Molano er oprindelig sociolog, men vendepunktet i hans forfatterskab indtraf, da han, som han selv har beskrevet i et forord til en af sine bøger, indså, at han for at lære folket at kende ikke skulle studere det, men lytte til det. Hans bøger er vidnesbyrd, men også skrevet med et stort litterært talent, der har hjulpet ham til at skabe en helt unik tone for et værk, der i sin kerne er journalistisk. Han lader de mennesker, han møder, fortælle i jegform. Deres stemmer er klare, tonefaldet enkelt, næsten mundtligt i sin direkthed, men samtidig kaster de sig ud i dybsindige overvejelser, på en gang folkevisdom og poesi, der kan forekomme næsten uudgrundeligt arkaiske, som om de talte fra et sted langt borte.

Overlevelse

Det er historier om en hverdag, der svinger mellem katastrofen og miraklet, for i Colombia søger livet ikke ind mod midten, men ud mod polerne. Det er en sætning, jeg ofte hører gentaget i Colombia, også af Alfredo Molano selv, da jeg møder ham: Her er magisk realisme ikke en litterær genrebetegnelse. Det er sådan, Colombia er, og dette er beretninger fra det virkelige liv.

Størst indtryk på mig gør Tonito’s historie fra samlingen The Dispossessed. Tonito vokser op i en landsby ved bredden af Chajeradó Floden, hvor han lærer at svømme, før han kan gå. En dag dukker guerillasoldater op, fulgt af paramilitære soldater, der arbejder for et narkokartel. Landsbyen fanges i krydsilden og bliver lagt øde i en massakre, som kun få undslipper, blandt dem Tonito. Senere samles de overlevende ved flodmundingen, hvor de venter på, at ligene af deres myrdede slægtninge skal drive forbi, så de kan begrave dem.

»Hun er min!« råber de hver gang, de får øje på en lemlæstet mor, en søster eller en datter, der flyder af sted med strømmen. For de døde skal i jorden. Ellers går de igen.

Tonito ender i en slumforstad til turistbyen Cartagena på den caribiske kyst, hvor han overlever som gadebarn. Sammen med en bande af limsniffende, smårapsende drenge holder han til i bydelens kloaksystem. Kun han slipper væk, da kvarterets beboere midt om natten hælder brændbar væske i kloakken og sætter ild til de sovende, limbedøvede børn. Han flygter fra Cartagena som blind passager på en tyrkisk fragtbåd. Da han midt i rum sø giver sig til kende, beordrer kaptajnen ham smidt over bord. Tonito springer selv. Han er fortrolig med vandet, og der går ikke panik i ham, skønt han intetsteds kan se land. I timevis flyder han omkring, før han bliver samlet op af en lokal fiskerbåd. Han lever. Det er hans beretnings enkle konklusion. Og det er den sælsomt jublende tone af trodsig livsvilje, der bærer den.

Den lyttende fortæller

Jeg træffer Alfredo Molano på hjørnet af Carrera 5 og Calle 27 i Café Azimos, hvor en krydret duft af friskbagt brød, sukkersøde kager og coca-te møder mig. Molana er en smuk, statelig mand i slutningen af 60’erne, hvis hvide, halvlange hår indrammer et furet ansigt med tunge øjenlåg og en majestætisk hængende moustache. Han er ledsaget af en høj, stærkt bygget kvinde med det sorte hår samlet i nakken, der med et intenst blik følger med, når han svarer på mine spørgsmål.

Lige nu er han i Bogota. Meget af tiden befinder han sig på rejse i Colombias fjernere provinser, hvor hans lokale netværk hjælper ham med at finde de skæbner, der ender med at træde frem i hans bøger. Han har også været tvunget i eksil på grund af dødstrusler. I seks år måtte han bo i Spanien og USA.

Nu har Alfredo Molano lagt eksiltiden bag sig. Han modtager stadig dødstrusler, men har valgt at ignorere dem, siger han. Kvindens blik blusser op i en pludselig ømhed, og jeg forstår, at hun ikke, som jeg først antog, er hans sekretær.

Det er det tætte forhold til de personer, hvis historie, han fortæller, det er det afgørende. Han blotter sig selv, fremlægger sin egen historie og ideer, viser sine bøger frem. Det er ikke et interview, men en samtale med gensidigt udbytte, forklarer han. »Det kan også blive til en forelskelse.« Han ser over på kvinden, der slår blikket ned, før hun bryder ud i et smil. Martha Cecilia er enke efter en guerillasoldat, der døde i fængsel for 10 år siden. Molano opsøgte hende for at høre hendes historie, men mødet førte begges liv i en uventet retning.

»Var du også i guerillaen?« spørger jeg.

Martha Cecilia ryster leende på hoved. Molano ler også. »Det spørgsmål skal du ikke forvente at få et sandfærdigt svar på,« siger han. Den afdøde mands navn kan jeg heller ikke få at vide. Kun hans dæknavn. Sombre, der på spansk betyder skygge.

Der er en af Molanos historier, jeg har det lidt svært med. Det er de oplevelser, der gengives i historien »Puppet« fra samlingen Loyal Soldiers in the Cocaine Kingdom. Fortælleren er først diamanttyv i New York, så eventyrer til søs, hvor han som den eneste overlever et dramatisk skibbrud, derpå guerillakriger i Colombia. Han begår bankrøverier og skyder sig som våbensmugler tværs gennem militære afspærringer, før han med junglen som mellemstation ender som narkokurer og i et lille propelfly nødlander på en motorvej i Florida med 60 kilo heroin om bord.

»Er det virkelig den samme person, der har oplevet alle disse eventyrlige hændelser?« spørger jeg Molano.

»Ja,« svarer han, «alle mine historier er sandfærdige, selv om de af og til kan lyde usandsynlige.«

»Er der en særlig colombiansk genre, som man kan kalde magisk-realistisk journalistik?« spørger jeg Ricardo Corredo, som er en nær ven af forfatteren Gabriel Garcia Marquez og direktør for en stiftelse oprettet i nobelpristagerens navn, der støtter uafhængig journalistik, hvor også Marquez selv underviste, før hans helbred begyndte at skrante.

»Alle Molanos historier er sande,« bekræfter Corredo. »Men hans stil er utvivlsom med til at forme historierne. Han har sin egen personlige fortælletone, hvor han tilstræber det almengyldige.«

Alle regler brydes

Alfredo Molano har undervist på stiftelsens journalistkurser. Det har den legendariske, nu afdøde polske journalist Ryszard Kapuscinski også. Og Marquez selv, selvfølgelig.

Engang afslørede Marquez, at han i en af sine reportager havde tilføjet en opdigtet detalje, helt præcis en tåre, der løb ned ad kinden på en mand, der lige havde fortalt om sit tragiske liv. »Jeg syntes, den hørte hjemme der,« sagde Marquez til sine tilhørere. »Det var lige præcis sådan, historien skulle slutte. Med en tåre.«

»Men hvad nu, hvis det var en mand, der satte en ære i, uanset hvor slem situationen end var, aldrig at vise sine følelser?« indvendte en af journalisterne i salen, hvorpå en ophidset debat brød ud mellem forfatteren og journalisterne.

Det blev Marquez, der fik det sidste ord. Da timen var ovre, vendte han sig om i døren og pegede på ud over salen. »Indrøm det bare,« sagde han leende. »Der er ikke en eneste i blandt jer, der ikke har gjort noget lignende.«

Ryszard Kapuscinski, der var til stede under hele debatten, havde ikke sagt et ord. Da han bagefter blev spurgt om sin holdning, svarede han. »Man skal være en Marquez for at kunne tillade sig den slags.«

Efter 14 dage i Colombia får jeg lyst til at tilføje: eller bare colombianer.

Jeg fik aldrig lejlighed til at tale med indbyggerne i Ciudad Bolivar. Men jeg ved nu, at hvis de havde talt til mig, skulle jeg have overvundet mig selv for at tro på dem.

Her bryder menneskers liv alle regler, også for de måder, der fortælles på.

Jeg er i de usandsynlige historiers land.

 

Colombia II

Dette er den anden af tre reportager, forfatteren Carsten Jensen har skrevet fra et nyligt besøg i Colombia. Den første blev bragt i MoDERNE TIDER den 12. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer