Læsetid: 3 min.

’Som at være i åbent fængsel’

Efter en alvorlig arbejdsulykke blev John Bayard Rasmussen afhængig af receptpligtig medicin – og spiste til sidst 37 piller om dagen. Han lukkede sig fuldstændig inde i sig selv og tænkte konstant på at få flere piller. Med sin kones hjælp fik han i 2006 en Minnesotakur, som parret selv betalte. Siden har han været medicinfri
12. maj 2012

Den 28. september 1994 sad John Bayard Rasmussen i toppen af en otte meter høj elmast, som knækkede. Da han ramte jorden, brækkede han ryggen og et lårben. Hans lysken og ene skulder tog alvorlig skade, og han mistede »for 40.000 kroner tænder,« som han selv formulerer det. Efter ulykken fik han store mængder medicin. I første omgang morfinpræparater – siden også en lang række benzodiazepiner. Pillemisbruget blev større og større:

»Til sidst spiste jeg 37 piller om dagen. Det var en blanding af alt muligt, men især morfin og benzodiazepiner,« siger John Bayard Rasmussen, som aldrig før havde haft problemer med afhængighed af alkohol eller stoffer. Smerterne fra ulykken var der stadig, men hurtigt blev pillemisbruget John Bayard Rasmussens primære problem:

»Det er som at være i et åbent fængsel. Man er hele tiden bundet af at skulle have piller. Og man tænker konstant på det. På klokkeslættet var jeg afhængig af at skulle have den næste pille. Eller den næste håndfuld piller, må jeg hellere sige,« siger John Bayard Rasmussen, som i dag er 49 år. Han beskriver sit liv dengang som »en zombietilværelse«.

Ikke svag

John Bayard Rasmussen ville ikke virke svag, og trods sit massive pillemisbrug genoptog han hurtigt arbejdet på elværket i Horsens:

»Jeg fandt ud af, at hvis jeg tog en særlig blanding af sovepiller, nogle andre benzodiazepiner og morfin, så virkede det ligesom speed. Jeg skulle lige over en hurdle på 20 minutter, hvor jeg var meget træt, men så kunne jeg arbejde derudad,« siger han. Når han kom hjem, var han helt udkørt – og ville helst være alene:

»Hvis min kone og datter skulle i biografen, så var jeg helt lettet. Jeg ville helst bare være alene,« husker John Bayard Rasmussen. Han var heller ikke sjov for andre at være sammen med:

»Min kone, Lone, begyndte at køre omveje, når hun skulle hjem fra arbejde. Og jeg var kun glad, når hun gjorde det, for så havde jeg ro lidt længere,« siger John Bayard Rasmussen.

John Bayard Rasmussen var kendt som en social mand, der gerne hjalp andre med praktisk arbejde. Men til sidst var der aldrig nogen venner og naboer, der ringede mere.

»De har vel tænkt: ’John har det ikke godt, så vi må hellere lade være med at forstyrre ham’,« siger han. Hans interesse for speedway og veteranbiler blev også lagt på hylden, og han ville aldrig med ud:

»Så spurgte folk altid, hvordan det gik, og det orkede jeg ikke at snakke om. Så hellere blive hjemme.« Det sidste, John Bayard Rasmussen gad tale med andre om, var hans medicinforbrug:

»Jeg var flov over, hvor meget medicin, jeg tog. Så det var bestemt ikke noget, jeg skiltede med.«

Ingen problemer

John Bayard Rasmussen havde aldrig problemer med at få nye recepter:

»Det var det nemmeste af det hele. Det var der aldrig problemer med.« Der blev heller aldrig gjort nogen alvorlige forsøg på at kontrollere eller nedtrappe medicinen. John Bayard Rasmussen mener, at man selv skal tage vare på sit liv, så han bebrejder ikke sin læge noget:

»Men det havde da givetvis været godt, hvis der havde været lidt mere kontrol med det.« Da John Bayard Rasmussen kom ud af sit misbrug, var det også uden hjælp fra det offentlige. I 2006 – omkring 12 år efter ulykken havde hans kone fået nok, og ville hjælpe sin mand:

»Lone sagde, at hun ville hente Billed-Bladet. Jeg tænkte, fint, så er hun ude af huset. Men pludselig stod hun sammen med to, jeg ikke kendte. De gav mig 20 minutter til at pakke en taske.« Sammen kørte de til behandlingscenter Stien i Vojens, hvor John Bayard Rasmussen tilbragte de næste syv uger på en Minnesotakur. Siden har han ikke spist piller eller indtaget andre euforiserende stoffer. I dag kan han stadig få kramper i benene af og til – hvilket er abstinenser fra benzodiazepinerne, og når det blæser meget, holder han sig inden døre , fordi medicinen har ødelagt de fimrehår, der sidder i ørerne, så vinden er ubehagelig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu