20 år og en evighed

Da alverdens statsledere for 20 år siden mødtes i Rio de Janeiro for at sætte en global kurs for bæredygtighed, var optimismen enorm. Den Kolde Krig var slut, og verden var ny. Resultatet blev et ambitiøst eksempel på, at verdens lande kan samarbejde om fælles løsninger. Nu 20 år efter drager verdens ledere igen til Rio. Men magtbalancen i verden er brudt op, og tilliden til internationalt samarbejde er i bund
Da alverdens statsledere for 20 år siden mødtes i Rio de Janeiro for at sætte en global kurs for bæredygtighed, var optimismen enorm. Den Kolde Krig var slut, og verden var ny. Resultatet blev et ambitiøst eksempel på, at verdens lande kan samarbejde om fælles løsninger. Nu 20 år efter  drager verdens ledere igen til Rio. Men magtbalancen i verden er brudt op, og tilliden til internationalt samarbejde er i bund
9. juni 2012

»12 dage, der rystede verden.« Under den overskrift beskrev de danske ngo-netværk forventningerne til FN’s konference for miljø og udvikling i 1992. Artiklen ruller dramaet ud: »Scenen var projektørbelyst og manuskriptet var klart: Jorden skulle reddes. Iscenesætteren, FN, i skikkelse af canadieren Maurice F. Strong, havde på forhånd lagt et højt ambitionsniveau: det var, sagde Strong, sidste chance i vor tid, hvis vi ikke skal ødelægge jorden så meget, at fremtidige generationer vil få urimeligt svært ved at overleve her. Dette er en konference om den økonomiske verdensorden, og hvordan vi laver den om.« Og det optimistiske ordvalg blev delt bredt: »Alle nationers holdning til naturen vil være ændret efter Rio,« forudså generalsekretær Boutros Boutros-Ghali. »For fem hundrede år siden tog mennesket afsted for at opdage jordens størrelse. På denne konference opdager mennesket jordens begrænsning,« tilføjede Spaniens ministerpræsident, Felipe Gonzarles.

Kim Carstensen var en af forfatterne til artiklen om de 12 dage. Om konferencen faktisk så også blev så verdensforandrende, er tvivlsomt, men at troen, viljen og modet var helt anderledes sammenlignet med i dag, er han ikke i tvivl om. »Hvor vi nu står midt i en økonomisk krise og med helt nye skræmmende magtkonstellationer, oplevede vi i 1992, at vi i fællesskab var i gang med at forandre verden til noget tindrende nyt og aldrig før set,« fortæller Kim Carstensen, nu klimakonsulent hos Fair Green Solutions, dengang ansat af Verdensnaturfonden og en af to repræsentanter for det danske ngo-miljø, senere kendt som 92-gruppen, ved de officielle forhandlinger i Rio.

Brundtlandrapporten havde nogle år tidligere leveret referencerammen, og nu sad verdens ledere og talte om ting, de aldrig havde drøftet før. »klimaet var nyt, biodiversiteten var ny, forståelsen af forholdene mellem Nord og Syd var ny,« husker han.

Historisk vingesus

Og verden var klar til at tage konsekvensen af diagnoserne, følte den unge miljøforkæmper.

»To-pols-verdenen fandtes ikke mere, og vi troede inderligt og med en vis rigtighed på, at verdens stater kunne sætte sig ned og blive enige om overordnede principper og bindende mål til vores alles bedste. At vi faktisk kunne skabe fælles retningslinjer for, hvordan vi skulle gøre ting på en helt ny måde,« fortæller Kim Carstensen. »Det kan virke helt ungdommeligt overmodigt, når man i dag ser tilbage på det, sådan var stemningen, også blandt de statsledere, der mødte op.«

Christian Friis Bach, i dag udviklingsminister, dengang ung ngo-spire, bl.a. med ansvar for selv samme særavis om topmødet, tænker ligeledes tilbage på Rio ’92 med glæde. »Der var først i 90’erne et historisk vingesus af dimensioner og en enorm tro på, at man kunne løse udfordringerne i et globalt fællesskab,« fortæller Christian Friis Bach. Og det handlede ikke mindst om Murens fald:

»Vi havde jo en gigantisk tillid til, at de internationale organisationer, der jo havde været låst fast i Den Kolde Krig under øst-vest-konflikten, nu havde overskuddet til at danne rammen for vores nye fælles fremtid. Fredsdividenden, som vi kaldte den, skulle frigive ikke bare opmærksomhed, men også de enorme mængder af penge, der var blevet brugt på krig og konflikt under Den Kolde Krig, så vi i stedet kunne overføre dem til fred og udvikling. Måske var troen på den automatik en smule naiv, men den blev delt helt bredt og på alle niveauer i 1990’ernes første år.«

Rio-konferencen – eller helt korrekt: United Nations Conference on Environment and Development, UNCED – var en direkte udløber af Brundtlandrapporten, der udkom i 1987 og leverede sprog til en ny grøn global dagsorden, blandt andet ved at introducere begrebet ’bæredygtig udvikling’. Konferencen vedtog på den baggrund Rio-erklæringen, som var en række principper for bæredygtig udvikling, og handlingsplanen Agenda 21, der konkret skulle vise vejen. Den førte til klimakonventionen, der blev forløberen for Kyoto-protokollen, mens »biodiversitet« blev et ord hvert et barn kendte, og konventionen om den Biologiske Mangfoldighed en realitet.

Rio blev altså startskuddet for integration af miljøspørgsmålene i udviklingsarbejdet. »Dengang var miljø slet ikke en del af for eksempel Danidas interesseområde. Det havde vi som miljøorganisationer kæmpet meget for, men først med Brundtlandrapporten og de efterfølgende beslutninger i Rio blev det for alvor en realitet,« fortæller Kim Carstensen.

Men der kom der langt mere end konventioner ud af Rio. Primært blev der arbejdet på en fælles forståelse af, hvordan verden hang sammen, og hvordan den skulle forandres.

Højt til loftet

For der var højt til loftet under diskussionerne på de utallige formøder og siden under kulminationen, da op mod 40.000 mennesker fra 172 lande – herunder repræsentanter fra over 7.500 miljø- og udviklingsorganisationer og over 7.000 journalister – mødte op i Brasiliens store kystmetropol. Murens fald havde ikke alene givet luft i programmet for den globale opmærksomhed og flere penge at bruge på andet. Den havde også åbnet fastlåste forestillinger om, at der kun var to veje at gå.

»Vi havde en oplevelse af, at Murens fald havde rodet op i gryden, og at det i 1992 endnu ikke var blevet låst fast, hvad der skulle følge siden,« fortæller Kim Carstensen: »Det gav et helt andet spillerum, end vi senere oplevede.«

Christian Friis Bach mener, at man ofte glemmer, at den periode markerede ligeså meget en begyndelse som en afslutning:

»Selv om man kan sige, at Sovjetunionens sammenbrud og Murens fald markerede fallitten for den planøkonomiske vej, betød det ikke, at den uregulerede kapitalisme derved var sejrherren. I starten af 1990’erne var der slet ikke den samme naturlighed i forhold til, at der kun var markedet, som vi så etablere sig blot få år efter.«

Også Gunner Boye Olesen, politisk koordinator ved organisationen Vedvarende Energi, husker, at man i hans kredse snakkede meget om, at der nu var tre veje, den realiserede socialisme, kapitalisme, og ’den tredje vej’, en slags blandingsøkonomi, der kunne defineres på mange måder.

»I ’92 var den første model lagt i graven, men det var stadig ikke lukket for mulighederne i forhold til et alternativ til den anden. Det var stadig ikke klart, hvad der skulle følge efter en verden med kun to modeller, og det gjorde selvfølgelig også, at der måske var højere til loftet i forhold til diskussionerne i Rio,« siger Gunnar Boye Olesen.

Tro på staten

118 stats- og regeringsledere, utallige områdeministre og deres omkring 7.000 embedsmænd mødte op i Rio. Danmark skulle have været repræsenteret af statsminister Poul Schlüter, der dog matte give faklen videre til partikollegaen, miljøminister Per stig Møller, da Danmark havde stemt nej til Maastricht-traktaten få dage inden mødet.

Det var statsoverhovedernes konference, fordi det var staternes konference. Og godt nok var erhvervslivet i et eller andet omfang repræsenteret i Rio, men intet i forhold til senere, såsom COP15 og i en hel anden rolle, fortæller Troels Dam Christensen, i dag koordinator for 92-gruppen.

»Hvor vi i dag ser, at der i stigende grad bruges energi fra staternes side på at fralægge sig ansvar for verdens problemer og lægge det over til erhvervslivet, til de globale virksomheder og fonde at betale, var der i 1992 en fælles holdning til, at staterne i Nord ikke alene kunne finansiere tiltagene, men også burde gøre det. Siden har vi jo både set tiltroen til markedet stige, samtidig med at tilliden til staternes handlekraft er faldet dramatisk.«

Det stod under forberedelserne til konferencen hurtigt klart, at i- og ulandene havde meget forskellige ønsker til dagsordenen. U-landene ønskede fokus på, hvordan de kunne udvikle sig økonomisk, og ikke mindst, hvordan ’de rige’ kunne bidrage til den proces. Ilandene havde øjnene på de globale miljøproblemer og de – i hvert fald Europa – ønskede, at konferencen skulle resultere i bindende aftaler om f.eks. fældning af regnskov og havforurening.

Rio blev omdrejningspunkt for en kompromisløsning af denne konflikt, der siden har dannet rygraden i internationale forhandlinger. Med udgangspunkt i Brundtlandrapporten påpegede man, at udvikling og miljø var to sider af samme sag og derfor kunne behandles i samme politiske proces. Det krævede blot, at man anerkendte, at vi skulle bidrage på forskellige måder, fordi vi kommer to forskellige steder fra. Nord-syd-modsætningen blev gennemgående for det internationale samarbejde.

»Det var os, de rige i Nord, der brugte alle ressourcerne og havde alle pengene, og vi skulle give plads til, at de fattige i Syd kunne udvikle sig,« fortæller Gunnar Boye:

»Det betød jo ud fra enhver tanke om rimelig global retfærdighed, at vi skulle forbruge mindre, så de kunne bruge mere. Vi så jo slet ikke dengang det scenarie, at Kina skulle blive det måske største miljøproblem.«

Den første målsætning blev realiseret – ikke mindst i lande som Kina, Indien og Brasilien. Tungere ser det ud med den anden modsætning. Og her mener energimanden Gunnar Boye Olesen, at man næppe kan kalde Rio ’92 for en stor succes:

»Vi havde jo Bush senior at kæmpe med og han sagde jo i Rio de berømte ord om, at ingen ’skulle pille ved den amerikanske livsstil’. Så var den på plads og har jo stort set været det siden.«

Hvor man i forhold til USA kan ane en rimelig konsekvent kurs op til i dag, ser det anderledes ud for Europa, fortæller Christian Friis Bach: »Det var jo et andet Europa, der mødte op i Rio i ’92 end den let krumryggede gamle mand, vi ser i dag. Jeg vil ikke sige, at vi i dag er en svag aktør, men i 1992 var Europa absolut den stærkeste, både hvad angik andel af betalingen, og når det kom til den politiske definitionsret.«

De før ufarlige fattige

Kim Carstensen husker ligeledes et Europa med en enorm selvtillid.

»Der var en opfattelse af, at ’vi’ havde den moralske overhånd i diskussioner med for eksempel USA og at ’vi’ vidste, hvad udviklingslandene havde brug for. I dag møder Europa op som en meget større, meget mere heterogen enhed og med meget mindre iver i forhold til at gå i front,« siger han. Europas styrke og oplevelse af moralsk overlegenhed gjorde også, at tonen i forhold til USA var skrappere, end vi i dag ser. Der var meget ’Amerika bashing’, husker Christian Friis Bach:

»George Bush den første blev jo latterliggjort alle steder – også i vores avis, mens Castro holdt sit livs korteste tale, men fik konferencens største bifald.«

Men mest iøjnefaldende forskel på i dag og 1992 er udviklingslandes stilling. »Dengang var de rige og de fattige. Og de fattige var relativt ufarlige i den forstand, at de endnu ikke var begyndt at true de riges rigdom,« fortæller Troels Dam Christensen. Diskussionerne om, hvordan man kunne hjælpe de fattige ud af armod, samtidig med at man tog hensyn til de knappe fælles ressourcer, var derfor mere simple.

»Selv om der i enhver forstand var langt fra Sydkorea til Burkina Faso, kom udviklingslandene til Rio i fælles flok, og der blev fra i-landenes side ikke gjort forskel. Nord-Syd var så stærk en polarisering i diskussionerne, at det var umuligt. Vi kom fra en type to-pols-verden til en anden,« siger Kim Carstensen.

Christian Friis Bach husker u-landenes fælles front og den generelle accept af, at sådan skulle det være:

»Dengang var udviklingslandene samlet under hatten G77 og stod stærkt i den samling overfor I-landene, der på mange måder havde flere åbenlyse uenigheder internt. I dag står vi jo med et langt mere nuanceret billede inden for gruppen af u-lande, og selv om G77 skam stadig findes og kæmper for at holde en vis position, viser forhandlingerne op til Rio + 20 jo, at de gang på gang splittes.«

Dengang som nu var Rio meget andet end de officielle forhandlinger. I et område kendt under det svingende navn Flamengo Park, samledes oprindelige folk, visionære hippier, samfundsengagerede kunstnere og udviklings- og miljøorganisationer fra hele verden.

Kim Carstensen erindrer, at han kiggede mod kollegerne i parken med en vis skepsis. »Vores tiltro til statens evner og villighed var så høj, at jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu måtte vi altså lægge al energi i de officielle forhandlinger og gemme folkefesten til senere. Vi ville have bindende mål og var mindre optagede af Rio-principperne, som vi fandt for højtravende,« husker Kim Carstensen.

Det var dette ’højtrageri’, som Gunnar Boye Olesen beskæftigede sig med i Flamingo Park sammen med de tusinder af andre fremmødte fra de folkelige bevægelser. Også dengang var han i Rio for at fremme dagsordnen om vedvarende energi:

»I forhold til energien var det et sølle officielt resultat. Måske lå Rio ’92 ikke historisk opportunt for den dagsorden. Det var lidt for længe efter oliekrisen, så glemslen var sat ind, og det var lidt for tidligt i forhold til den brede erkendelse af klimaforandringernes effekt og den amerikanske erkendelser af problemerne ved deres olieafhængighed.«

Men ugerne i Rio var ikke spildt: »Det, jeg for alvor ser kom ud af det, var en bevægelse, hvor en række aktører på det praktiske niveau begyndte at handle i forhold til en samling af ideer om bæredygtig udvikling. De blev jo opstillet i Rio-principperne og Agenda 21, og netop fordi de ikke var bindende, slap en masse igennem, der ellers ingen gang på jord havde haft. Og meget af det kom fra de folkelige organisationer. Civilsamfundet havde via Rio direkte effekt på den referenceramme, som man efterfølgende talte kommunal planlægning ud fra,« siger Gunnar Boye Olesen. Kim Carstensen har da også ændret holdning til, hvor forandringspotentialet ligger.

»Når jeg i dag ser tilbage, var netop disse græsrodsnetværk måske et af de vigtigste resultater.«

Suk ...

Men det historiske momentum varede ikke ved. En række lande lod sig også rive med af stemningen i Rio og lovede det ene og det andet, uden efterfølgende at levere det. Stemningen vendte, og vreden tog over.

»George Bush er miljømæssigt degraderet,« skrev Greenpeace, der kaldte konferencen et »gummistempel for ødelæggelsen af naturen«. Og kvinden bag referencerammen, Norges statsminister Gro Harlem Brundtland, udtalte sin skepsis over for det internationale systems evne til at levere. »I et system, der bygger på enighed sættes tempoet af de mest tøvende lande. Fremtiden kræver stærke beslutningsmekanismer.«

Den unge avismand bemærkede stemningsskiftet. »På den måde kan man sige, at ligeså historisk optimistisk jubelråbet var under Rio ’92, ligeså stort var det efterfølgende internationale suk,« siger Christian Friis Bach, der fremhæver besværet med at få de rige lande til at levere på løftet om at afsætte 0,7 procent af BNP til udviklingsbistand.

Det var heller ikke jubelråb, der prægende den danske offentlighed efterfølgende, men håbet var bestemt ikke slukket. Politiken skrev 14. juni 1992 i en leder: »Det bedste man kan sige om Rio-mødet er, at det forhåbentlig har bidraget til at øge bevidstheden om forringelsen af miljøet og levevilkårene i udviklingslandene. Og at der derudaf kan vokse politisk pres, der kan omsættes til handling.«

Og de fire kendere er enige om, at det faktisk skete. Rio-konferencen kom til at påvirke den danske udvikling af miljøplaner, vedvarende energi, energibesparelse osv.

Det samme gjaldt på udviklingsområdet. »Danmark var i tiden efter et af de eneste lande, der for alvor indfriede løfterne på udviklingsområdet – også da andre begynde at skære ned. På den måde var Danmark faktisk Rio-duks nr.1. Og det holder frem til 2012, hvor pendulet så svinger den anden vej«, siger Christian Friis Bach.

Rio + 20

Mens veteranerne fra hver deres stol forbereder sig på næste Rio-møde, deler de mistroen til, at Rio + 20 kan leve op til sin forgænger. For det første er tilliden til, at FN kan skabe en proces, der fører videre end processen selv, begrænset – det er ikke mindst erfaringen efter COP15.

Der var i 1992 tiltro til, at FN havde arkitekturen til at løfte opgaven. I dag kigger man langt mere mod G8 eller G20, fortæller Kim Carstensen:

»Der er en akut mangel på nye bud i forhold til, hvordan man gør FN relevant. Et konkret eksempel er, at hvor man i 1992 flyttede formøderne rundt i verden for på den måde at gøre processen inkluderende og tæt på problemerne, er hele processen denne gang henlagt til New York.«

For det andet mener kenderne, at det er så som så med engagementet blandt statslederne og de repræsenterede ministre. Også hos Rio ’92-duksen Danmark.

»Jeg har endnu ikke hørt et eneste bud på, hvordan Rio + 20 skal udmønte sig i en konkret dansk indsats. Er det hele bare ord, eller er ambitionen, at Rio igen skal udmønte sig i en dansk bæredygtighedsstrategi, eller have indflydelse på energiplanen?« spørger Kim Carstensen.

Christian Friis Bach lover at gøre sit for at gøre Rio 2012 til mere end en snakkeklub. Og hvor de historiske vingesus jo ikke ligefrem er ved at blæse os omkuld, kan det faktisk være, at nogen om 20 år skriver en artikel om, at Rio-konferencen i 2012 markerede det øjeblik i historien, hvor endnu et nyt magtmæssigt verdenskort blev optegnet. Et verdenskort, hvor man igen måtte slette gamle modstillinger og indstille sig på et mere broget billede.

I hvert fald mener Christian Friis Bach, at vi må indstille os på at slippe endnu en forestilling om en verdensorden, hvor de fattige bare er fattige, USA deres banemand, Europa deres redning og FN det forum, hvor modsætningerne drøftes.

»Ligesom Rio ’92 begravede Øst-Vest-polariseringen, kan Rio 2012 gøre det samme med Nord-Syd-forståelsen. Hvilke nye forståelsesrammer, der kommer i stedet, må tiden jo vise.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Rio-deklarationen fastslog 27 principper for det internationale samarbejde om miljø og udvikling. Disse principper omhandler bl.a.:

- Retten til udvikling for alle
- Staternes suveræne ret til egne ressourcer
- Bæredygtig udvikling som bærende princip for udvikling
- Miljøbeskyttelse skal udgøre en integreret del af udviklingsprocessen
- Alle lande har et medansvar for at løse verdens miljø- og udviklingsproblemer
- I-landene har et særligt ansvar.

Agenda 21-programmet

Programmet indeholder i ikke-juridisk bindende form en række meget specifikke retningslinjer og målsætninger for det videre arbejde for en bæredygtig udvikling, herunder anbefalinger omkring inddragelse af NGO’er og andre folkelige kræfter i arbejdet.

Biodiversitet

Konventionen om biologisk mangfoldighed er et instrument, der skal sikre hensyn til biologisk mangfoldighed i planlægningen, og som skal involvere befolkningerne henunder de indfødte folk i beslutningerne.

Klima

Klimakonventionen var en generel hensigtserklæring om at imødegå klimaforandringerne ved at reducere udledningerne af drivhusgasser bl.a. ved at reducere forbruget af fossil energi og fremme brugen af vedvarende energi.

Skovbevaring

Skovdeklarationen, var en række ikkeforpligtende principper for forvaltning, bevaring og udvikling af bæredygtigt skovbrug.

FN’s Kommission for Bæredygtig Udvikling

Rio-konferencen tog initiativ til at etablere FN’s Kommission for Bæredygtig Udvikling som et forum for opfølgning af Agenda 21 ved årlige møder på ministerniveau.

Finansiering af udvikling og miljø

Med hensyn til at finansiere aktiviteterne på udviklings- og miljøområdet var der store problemer med at nå til enighed. Der blev indgået et kompromis, hvor:

- I-landene lovede at opfylde FN-målsætningen om at yde 0,7 procent af deres BNP i udviklingsbistand. Der blev dog ikke sat årstal på, hvornår målet skulle være nået.

- I-landene gav også konkret •flere penge til miljøindsatsen i u-landene.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Maya Nielsen

Ja fremtiden er ikke hvad den har været, fortiden er samarbejdet for klima-kontrol vist mere en vandet vittighed og en hel masse Flotte jakkesæts pseudo-politik...flot iscenesat og med en helvedes masse afbrændt fly-brændstof sprayet ud i atmosfæren helt forgæves til ingen nytte.

de hælder vand ud af ørerne i stride strømme. HVAD MED AT UDDELE ÅRETS KLIMA-FJOLS EN PRIS... Evt en hjemmelavet isdessert med syltede deforme frøfostre i.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maya Nielsen

Nå da jeg er nu fortsat taknemmelig over at sovjetkommunismen ikke vandt ;-) oh happy day ! Men selv om fremtiden ikke er hvad den har været, så er det jo intet konstruktivt alternativ som alternativ til en god indstilling til at ville forandre verdeb til det bedst mulige med masser af gå-på-mod... SÅ NEJ VI SKAL HVERKEN LADE STÅ TIL ELLER GIVE OP! Men vi kan dog godt tillade os at konstatere at; " den fælles globale indsats godt kunne have været med bedre og fokuseret og forurenings og varmebegrænsende i forhold til klimaet... MEN DER ER FAKTISK KUN EN GOD VEJ, OG DET ER AT FORTSÆTTE DET BEDST MULIGE ARBEJDE FOR EN BÆREDYGTIG UDVIKLING .

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Aksel Gasbjerg

@ Maja Nielsen

Din floskelprægede respons iklædt en koldkrigs antikommunistisk tabloidretorik vil jeg ikke kommentere.

Hvis du læser min kommentar igen, vil du opdage, at jeg ikke udtaler mig om "sovjetkommunismen", men kun om kapitalismen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maya Nielsen

DIN FLOSKEL = Kapitalisme......

det er jo mere et diffust skældsord i dag en et egentligt afgrænset begreb, for det dækker jo over så varierende samfundsystemer som det danske hvor over 50% af indkomsten cirkulerer ind over statsapparatet med basis omsorg og sikkerhedsnet for samtlige statsborgereb og til en wildwest-økonomi hvor enhver er for sig selv og alle mod alle...Sansynligvis har Danmark mere greb om folkets penge end Sovjet-unionen nogensinde har haft over hovedet og økonomisk på nær den rigeste 1% er vi også det land hvor indtægterne i verden er mest ligeligt fordelt, endda med arbejdsløse og førtidspensionister inddraget...

Lidt komisk at vi sansynligtvis er mere økonomisk lige en en erklæret kommunist stormagts eget folk så som kineserne ..

du før du kalder mine ord for floskler så definer veligst enkelt og entydigt dit begreb for hvad kapitalisme er ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maya Nielsen

Og jo jeg kan godt lide vores danske system og velfærdssystemet i det hele taget...Men kapitalisme ? Dybest set nok et at de mest modificerede på planeten i så tilfælde og næppe et eksempel på kapitalisme

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Maj-Britt Kent Hansen - var Gro Harlem Brundtland ikke én af dem? Billedet er vist et udsnit, så der mangler nogle.

Men Rio skal bare fortsætte i Brundtlands spor, bæredygtighed er det magiske ord. De må bare se at komme videre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

@ Michael K. N.

Man ser på billedet (i papiravisen var det lidt større, men stadig beskåret) Vigdis (Islands præsident) og i samme "søjle som hun" øverst - en halv kvinde, som godt kunne være Gro H.B.

anbefalede denne kommentar