Læsetid: 14 min.

’Dette aspekt har været drøftet med ministeren ...’

Et anonymt tip fik i 2004 Enhedslistens Søren Søndergaard til at grave i sagen om fangemishandling i Irak. Men Forsvarsministeriet hemmeligholdt en rapport med oplysninger om tortur, og først nu kommer det frem, at forsvarsminister Søren Gade formentlig har været involveret i drøftelser om, at en offentliggørelse af rapporten ville efterlade forsvaret med et forklaringsproblem
/h4> Selv om Forsvars-ministeriet var orienteret om otte fangers klager over mishandling i Al Makil-fængslet, svarede Søren Gade, at tilsynet med fængslet ikke gav anledning til bekymring.

/h4> Selv om Forsvars-ministeriet var orienteret om otte fangers klager over mishandling i Al Makil-fængslet, svarede Søren Gade, at tilsynet med fængslet ikke gav anledning til bekymring.

Zohra Bensemra

2. juni 2012

I sommeren 2004 blev daværende forsvarsordfører for Enhedslisten Søren Søndergaard ringet op af en mand, der ikke ønskede at oplyse sit navn. Det skulle blive en samtale, som fik stor betydning for forsvarsordføreren. Den satte ham på sporet af, at forsvaret, Forsvarsministeriet og den daværende forsvarsminister Søren Gade holdt vigtige oplysninger skjult for Folketinget og den danske befolkning.

Den anonyme fremmede fortalte, at han havde nogle informationer om irakisk fangemishandling. Men i første omgang var Søren Søndergaard skeptisk. Han havde tidligere været ude for, at folk anonymt ringede op med selvopfundne historier om Irak, og han havde derfor lavet en tjekliste med faktuelle spørgsmål om den danske lejr i Basra og de forskellige danske enheder, der var udsendt. På den måde kunne han »sortere tosserne fra«, som han i dag formulerer det.

Manden besvarede alle spørgsmål korrekt. Det overbeviste Søren Søndergaard om, at han havde en person i røret, der faktisk vidste, hvad han talte om.

Manden fortalte, at den danske Irak-bataljon havde kendskab til, at irakiske fanger havde fået alvorlige tæsk i irakisk varetægt. Han ville ikke gå yderligere i detaljer, men sagde, at hans ærinde var at gøre Søren Søndergaard opmærksom på de irakiske myndigheders brutale metoder og det danske forsvars viden om forholdene.

»Det gjorde bestemt indtryk på mig. Danmarks deltagelse i Irak-krigen fyldte rigtig meget i mit folketingsarbejde på det tidspunkt, og jeg vil tro, at mine medarbejdere og jeg bruge halvdelen af vores vågne tid på at grave i, hvad der egentlig foregik,« husker Søren Søndergaard.

Han er i dag medlem af Europa-Parlamentet og fortæller nu for første gang om det anonyme tip og hvad, det førte med sig. Det sker samtidig med, at Information på baggrund af aktindsigter i Forsvarsministeriet kan fremlægge nye oplysninger i sagen om fangemishandling i Irak.

Anklager om tortur

Den fremmede mand ringede til Søren Søndergaard på et tidspunkt, hvor tortur i Irak var et omdiskuteret emne. I slutningen af april 2004 havde den amerikanske tv-kanal CBS vist billeder af amerikanske soldater, der mishandlede indsatte i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad. Soldaterne urinerede på fanger, tæskede dem, pudsede hunde på dem og ydmygede dem seksuelt. Skandalen vakte forargelse verden over. Til gengæld var der kun sparsom dokumentation for, at også irakisk politi og militær efter befrielsen fra Saddam Hussein stod bag fangemishandling. I maj 2004 kom nogle af de første oplysninger frem, da en Røde Kors-rapport til den amerikanske regering med informationer om tortur i irakisk varetægt blev lækket, men det var uklart, hvor omfattende mishandlingen var.

Hvis det anonyme tip til Søren Søndergaard var korrekt, var det en bekræftelse af de første forlydender om fangemishandling. Det var oplysninger, som Folketinget og offentligheden måtte og skulle have, mente forsvarsordføreren.

Dengang kunne Søren Søndergaard ikke vide, hvad der lå til grund for tippet. Men i dag har han en klar forestilling om baggrunden for opkaldet.

Vi ved i dag, at en delegation fra den danske Irak-bataljon netop i sommeren 2004 sammen med en lokal dommer var på tilsynsbesøg i det såkaldte Al Makil-fængsel i Basra. Formålet med besøget var at tilse to fanger, som de danske styrker havde haft svært ved at lokalisere, men som mentes at sidde i Al Makil. Det viste sig, at de to fanger som forventet befandt sig i fængslet, og ifølge en rapport om tilsynsbesøget, som delegationen senere udfærdigede, gav deres tilstand »ikke anledning til bemærkninger«. Men under besøget tilså delegationen også 13 andre indsatte, som ikke hørte direkte under dansk ansvar, fordi de ifølge delegationens vurdering enten var blevet udleveret af de britiske styrker eller taget til fange af irakerne selv. Og deres udsagn gav anledning til bemærkninger. Som Information kunne fortælle i en artikel mellem jul og nytår 2011, fremviste flere af fangerne ifølge tilsynsrapporten ar, brændemærker og beskadigede legemsdele. Og otte af dem fortalte, at de var blevet groft mishandlet af irakisk politi.

I dag mener Søren Søndergaard, at det højst sandsynligt var oplysningerne fra tilsynsbesøget i Al Makil-fængslet, der fik den anonyme mand til at ringe til ham. For selv om den tidligere forsvarsordfører ikke længere kan huske den præcise dato for opkaldet, ved han med sikkerhed, at det var engang i løbet af sommeren 2004.

Efter Abu Ghraib-afsløringen sidst i april havde Søren Søndergaard stillet forsvarsminister Søren Gade en række folketingsspørgsmål om fanger, som de danske styrker havde taget i Irak og overdraget til britisk eller amerikansk varetægt. Men opkaldet fra den anonyme mand fik ham til at stille ministeren spørgsmål om fanger i irakisk varetægt.

Manden havde virket overbevisende, men Søren Søndergaard var usikker på, om det danske forsvars angivelige kendskab til fangemishandling i irakisk varetægt kunne være nået helt op til ministeriet og ministeren. I en folketingsdebat 5. maj 2004 havde statsminister Anders Fogh Rasmussen forsikret, at hvis regeringen kom i besiddelse af oplysninger om fangemishandling, »vil vi selvfølgelig ikke tøve med at videregive dem«. Men Folketinget havde ikke fået noget at vide, og egentlig havde Søren Søndergaard indtryk af, at den venlige og joviale Søren Gade, der kort forinden var tiltrådt som forsvarsminister, gjorde, hvad han kunne for at holde Folketinget og offentligheden oplyst om krigens gang. Han kunne ikke forestille sig, at forsvarsministeren hemmeligholdt noget så alvorligt som mishandling af fanger. Men han ville være sikker. Han ville vide, hvad ministeren vidste.

En halv sandhed

Mens Søren Søndergaard på Christiansborg forsøgte at finde ud af, om regeringen havde viden om irakisk fangemishandling, modtog embedsmændene i Forsvarsministeriet på den anden side af Slotsholmskanalen løbende oplysninger om den danske delegations tilsynsbesøg i Al Makil-fængslet. De første informationer kom i en fax fra Forsvarskommandoen 8. juli 2004. »Melding om påståede overgreb fra irakisk politis side mod tilbageholdte irakere«, lød overskriften på faxen, der indeholdt en kort beskrivelse af de otte fangers anklager.

Fra Forsvarsministeriet havde Forsvarskommandoen og den danske bataljon i Irak fået besked om »uopsætteligt« at melde til ministeriet, hvis der blev konstateret overgreb på en fange, »uanset om denne har været i dansk varetægt eller ej«. Men alligevel var der gået over to uger fra tilsynsbesøget den 23. juni, til Forsvarskommandoen orienterede Forsvarsministeriet.

Faxen fik ministeriet til at reagere omgående. I en mail til Forsvarskommandoen efterspurgte en embedsmand i folkeretskontoret yderligere oplysninger om sagen. Blandt andet ville hun have »uddybet, hvad de påståede overgreb har bestået i«. Og det skulle vel at mærke gå stærkt: »Svarfrist: I morgen den 9. juli kl. 09.00« skrev hun med fede bogstaver. En tidsfrist, som Forsvarskommandoen imidlertid ikke overholdt.

Netop 9. juli fik Søren Søndergaard svar fra Søren Gade på flere af sine spørgsmål om fanger i irakisk varetægt. Han havde blandt andet spurgt til de to fanger i Al Makil-fængslet, som var blevet overleveret af de danske styrker. Det skyldtes, at der i pressen havde været forlydender om, at forsvaret ikke med sikkerhed vidste, om de faktisk befandt sig i fængslet. Søren Søndergaard havde bedt ministeren oplyse, hvad han vidste om sagen, »herunder om de er fundet, samt om de har lidt overlast«, og nu kunne forsvarsministeren svare beroligende. De danske styrker havde ved selvsyn konstateret, at de to fanger sad i Al Makil-fængslet som forventet, oplyste han. »Den 23. juni 2004 blev der ført tilsyn med de to tilbageholdte,« forklarede Søren Gade med henvisning til tilsynsbesøget. Selv om Forsvarsministeriet dagen forinden havde modtaget faxen om de otte fangers klager over mishandling ved samme tilsynsbesøg, tilføjede ministeren, at »tilsynet gav ikke anledning til bekymring«.

Imod bedre vidende?

I virkeligheden gav tilsynsbesøget al mulig grund til bekymring. Det var ikke uden grund, at ministeriet havde indskærpet over for Forsvarskommandoen, at ethvert overgreb mod fanger skulle indrapporteres omgående, ligegyldigt om fangerne hørte under dansk ansvar. Og det var ikke uden grund, at beskeden fra Forsvarskommandoen til Forsvarsministeriet om de otte fanger fik embedsmændene i ministeriet til at reagere omgående.

De danske styrker havde ifølge forsvarets egne opgørelser allerede udleveret 113 fanger til irakisk politi, og som Information tidligere har afdækket, havde forsvaret ikke styr på, hvor alle fangerne befandt sig. Selv om det var lykkedes at lokalisere de to fanger i Al Makil-fængslet, var det umuligt at føre tilsyn med alle fanger under dansk ansvar. Og nu havde den danske delegation selv konstateret, hvilke metoder det irakiske politi tog i brug.

Desuden kunne det fremover blive et juridisk og ikke mindst politisk problem, hvis de danske styrker fortsatte med at tage fanger og medvirke til at tage fanger, som blev udleveret til irakisk politi, efter forsvaret havde fået kendskab til oplysninger om fangemishandling i irakisk varetægt. Og det gjorde de danske styrker vel at mærke. Blandt andre blev irakeren Abbas Allawi i april året efter taget til fange af britiske soldater under en dansk ledet operation og derefter overgivet til irakisk politi, der tæskede ham ihjel.

Men på trods af forsikringen om fuld åbenhed fra Anders Fogh Rasmussen blev Folketinget ikke informeret om de otte fangers klager til den danske delegation. Tværtimod svarede Søren Gade altså, at tilsynsbesøget ikke gav anledning til bekymring.

Spørgsmålet er dog, om forsvarsministeren personligt var blevet orienteret om anklagerne om fangemishandling eller blot videreformidlede et svar fra sit departement. Det er ikke til at sige ud fra akterne i sagen. Men som det skal vise sig, tyder dokumenterne på, at ministeren kort efter personligt var involveret i hemmeligholdelsen af sagen for Folketinget.

Elektriske stød og slag med kabler

Selv om Forsvarskommandoen 9. juli skulle være vendt tilbage til Forsvarsministeriet med uddybende oplysninger om den påståede mishandling, skete det først 16. juli, en uge efter svarfristen. Den dag sendte Forsvarskommandoen en liste over de overgreb, som de otte fanger hævdede at være blevet udsat for. Listen var udfærdiget af den danske delegation, der også gjorde rede for de objektive tegn på tortur.

»Får beroligende indsprøjtninger, nervemedicin, er blevet slået med kabellignende genstand. Tydelige ar som efter slag på ryggen. Udsat for elektriske stød«, stod der om en af fangerne. »Brændt med cigaretter. Ødelagt højre langemand. Venstre fod beskadiget og dårlig behandlet. Arm har været brækket«, stod der om en anden.

Det var foruroligende oplysninger. Samme dag sendte ministeriet en fax tilbage til Forsvarskommandoen og anmodede om, at sagen blev taget op over for de irakiske myndigheder. Ministeriet orienterede desuden Udenrigsministeriet, som lovede, at den danske ambassadør i Bagdad ville oplyse de irakiske myndigheder om sagen. Udenrigsministeriet henstillede imidlertid til Forsvarsministeriet, at »den danske styrke i Irak også tager sagen op med de lokale myndigheder, da det trods alt er lettere og mere hensigtsmæssigt at forfølge sagen lokalt,« og 20 januar sendte Forsvarsministeriet derfor endnu en anmodning til Forsvarskommandoen om »at tage sagen op med de lokale myndigheder efter fornøden koordination med Storbritannien«.

Det var nu næsten en måned siden, den danske delegation havde set klare tegn på fangemishandling i Al Makil-fængslet. Folketinget havde stadig ikke fået noget at vide, og Forsvarskommandoen tog sig fortsat god tid til at besvare Forsvarsministeriets spørgsmål om sagen.

Der skulle gå endnu en uge, før ministeriet 27. juli modtog selve tilsynsrapporten fra Forsvarskommandoen, der selv otte dage tidligere havde fået rapporten. Og tre dage senere skrev Forsvarskommandoen i en mail til ministeriet: »Det er FKO vurdering at denne rapport giver svar på det af FMN anmodede«.

Kontorchefen fik nok

I tilsynsrapporten stod, at en lokal dommer ved med på tilsynsbesøget, men ikke at sagen efterfølgende var blevet taget op med de irakiske myndigheder, sådan som Forsvarsministeriet havde anmodet om. Men da ministeriet modtog mailen med den fejlagtige påstand fra Forsvarskommandoen, var den ansvarlige embedsmand taget på sommerferie.

Søren Søndergaard og hans medarbejdere brugte sommeren på at få gjort noget ved sager, de var bagud med. Efter Søren Gade havde svaret ham, at tilsynsbesøget i Al Makil-fængslet ikke gav anledning til bekymring, bad forsvarsordføreren den 10. august gennem Forsvarsudvalget ministeren om at »oversende de ’statusrapporter’, som Forsvarskommandoen har modtaget fra de danske styrker i Irak«.

Søren Søndergaard famlede i blinde. Foranlediget af opkaldet fra den anonyme mand ledte han efter oplysninger om irakisk fangemishandling. Uden at vide det havde han ramt plet med sin forespørgsel om statusrapporterne fra Irak.

Embedsmanden i Forsvarsministeriet, der tog sig af korrespondancen med Forsvarskommandoen om sagen, kom først tilbage fra ferie den 17. august, hvor hun læste mailen fra Forsvarskommandoen. Det var den mail, hvor Forsvarskommandoen hævdede, at tilsynsrapporten skulle give svar på ministeriets anmodning om at tage sagen op med de irakiske myndigheder.

»Månedsrapporten ses ikke at omtale disse foranstaltninger«, skrev embedsmanden dagen efter til Forsvarskommandoen og bad endnu en gang om, at der blev gjort noget ved sagen »hurtigst muligt«.

Men pludselig kom Forsvarskommandoen med en ny forklaring. En medarbejder skrev tilbage til ministeriet, at »for info« er der »ikke foretaget noget umiddelbart fra FKO, idet der efter 28 JUN finder magtoverdragelsen sted, hvorfor vi ikke derefter har jurisdiktion til at foretage os noget overfor de Irakiske myndigheder.«

I realiteten var der imidlertid intet til hinder for, at den danske styrke kunne tage sagen op over for de irakiske myndigheder, selv om irakerne havde overtaget jurisdiktionen, og nu gik kontorchefen i Forsvarsministeriets folkeretskontor, Birgitte Juul, ind i sagen. I en for embedsmænd usædvanlig bramfri tone kritiserede hun Forsvarskommandoen, der havde trukket sagen ud i ugevis. Det skete i en mail, som Information nu for første gang kan fremlægge.

»Jeg vil gerne tale om denne sag. Det er dybt kritisk, at Forsvarskommandoen ikke har reageret. Som jeg ser sagen, så har Forsvarsministeriet ’orden i bogholderiet’, men det har I ikke! Når Statusrapporterne offentliggøres, så kommer ’flasken’ til at pege på jer. Dette aspekt har været drøftet med ministeren. Hvis jeg var jer, ville jeg se at komme i gang!« skrev Birgitte Juul, der tre år senere døde af leukæmi.

Hemmeligholdelsen

Forsvarsminister Søren Gade var altså personligt vidende om sagen, oplyste kontorchef Birgitte Juul. Det havde været »drøftet med ministeren«, at Forsvarskommandoen ville stå tilbage med et alvorligt forklaringsproblem, hvis statusrapporterne blev offentliggjort – formodentlig fordi det ville komme frem, at forsvaret ikke havde reageret prompte på anklagerne om fangemishandling og de tydelige tegn på, at fangerne talte sandt. Forsvarskommandoen, der hører under Forsvarsministeriet, havde ikke sørget for at understrege over for de irakiske myndigheder, at Danmark ikke tolererer fangemishandling. Det var »dybt kritisk«, mente kontorchefen.

Hun må have været klar over, at Søren Søndergaard i Folketinget otte dage tidligere havde efterspurgt statusrapporterne. Spørgsmålet var efter fast procedure blevet sendt fra Folketinget til besvarelse i ministeriet, og kontorchefen forventede vel at mærke, at statusrapporterne ville blive oversendt og dermed offentliggjort på Folketingets hjemmeside.

Men sådan skulle det ikke gå.

Fem dage efter kontorchefens mail til Forsvarskommandoen gav Søren Gade den 23. august et foreløbigt svar på Søren Søndergaards forespørgsel om at få en kopi af rapporterne. Her forklarede ministeren, at det ville blive »undersøgt, om de ’statusrapporter’, som Forsvarskommandoen har modtaget fra de danske styrker i Irak hver den 1. i måneden om forhold vedrørende irakiske fanger, kan udleveres.«

Intet i dokumenterne om sagen tyder på, at det i løbet af de følgende uger lykkedes Forsvarsministeriet at få Forsvarskommandoen til at rette henvendelse til de irakiske myndigheder og få »orden i bogholderiet«, som Birgitte Juul kaldte det. Den 1. september sendte Forsvarskommandoen en fax til ministeriet og gentog, at en lokal dommer havde deltaget i selve tilsynsbesøget. Ifølge Forsvarskommandoen var de irakiske myndigheder dermed orienteret, men oplysningen om dommerens tilstedeværelse fremgik allerede af tilsynsrapporten, som ministeriet havde modtaget en måned forinden, og som ikke havde tilfredsstillet embedsmændene. At en dommer deltog i tilsynsbesøget opfyldte tydeligvis ikke deres krav om efterfølgende at »tage sagen op med de lokale myndigheder«.

Ministeren: Embedsværkets sag

En lille måned efter det foreløbige svar til Søren Søndergaard gav Søren Gade 20. september et »supplerende svar«. Han oversendte nu statusrapporterne om fangetilsynene i Irak, også rapporten om besøget i Al Makil 23. juni. Men som Information kunne beskrive mellem jul og nytår 2011, var alle oplysningerne om fangemishandling overstreget.

Søren Gade forklarede i svaret overstregningerne med, at »visse oplysninger« måtte hemmeligholdes »for at beskytte de væsentlige hensyn til samarbejdet med Irak og Storbritannien«. På trods af forsikringen fra Anders Fogh Rasmussen blev oplysningerne om irakisk fangemishandling altså overstreget – officielt blandt andet af hensyn til samarbejdet med irakerne.

Søren Søndergaard havde dengang mistanke om, at overstregningerne dækkede over oplysninger om fangemishandling.

»Vi vidste, at vi havde fat i noget, og vi vidste, at de holdt noget skjult for os,« husker han.

Men han kunne ikke få sin mistanke bekræftet. Det fik han først over syv år senere.

Mellem jul og nytår 2011 bragte Information en historie om, hvad den danske delegation så og hørte i Al Makil-fængslet den 23. juni 2004. Historien var baseret på statusrapporten fra tilsynsbesøget, som Information havde fået aktindsigt i uden overstregninger, fordi den var blevet afklassificeret, nu hvor Danmark ikke længere havde soldater i Irak.

Da Søren Søndergaard læste om rapporten, tænkte han, at her var de oplysninger, som havde fået den anonyme mand til at henvende sig til ham i sommeren 2004. Men han var stadig usikker på, hvor meget Søren Gade havde vidst. For som også Venstres daværende forsvarsordfører Karsten Nonbo sagde til Ritzau, var det ikke sikkert, at Søren Gade kendte til oplysningerne i rapporten: »Det lyder romantisk og rigtigt, at en forsvarsminister burde vide alt. Vi må erkende, at han ved ikke mere, end han er blevet fortalt. Hvem der har holdt det tilbage, tør jeg ikke gisne om.«

I dag hæfter Søren Søndergaard sig særlig ved mailen fra daværende kontorchef Birgitte Juul til Forsvarskommandoen, som Information nu kan fremlægge.

»Hun skriver jo direkte, at ministeren havde kendskab til sagen. Hvis det er rigtigt, var Gades svar til mig ikke bare noget, hans embedsmænd stod bag, og som han i virkeligheden ikke selv kendte baggrunden for. Tværtimod var han ifølge kontorchefen involveret i drøftelser om, at forsvaret ville have et problem, hvis sagen kom frem. I det lys er det selvfølgelig meget belastende, at han sørgede for at hemmeligholde oplysningerne, da jeg spurgte efter statusrapporterne – og at han aldrig korrigerede sit folketingssvar om, at tilsynet i Al Makil-fængslet ikke gav anledning til bekymring.«

Søren Gade, der i dag er direktør for Landbrug & Fødevarer, skriver i en mail til Information, at han ikke ser sig i stand til at besvare Informations spørgsmål om sagen, »da det drejer sig om ting, der skulle være foregået for otte år siden«. Han understreger desuden, at han ikke længere har adgang til dokumenterne i sagen og tilføjer: »Generelt kan jeg dog sige, at overstregninger i oversendte rapporter til folketinget heller ikke i min tid var noget ministre foretog. Det skete dengang som i dag, via et grundigt arbejde i embedsværket, ofte med inddragelse af flere ministerier. Overvejelserne var dengang som i dag, hensynet til fremmede magter og vore soldaters sikkerhed.«

Søren Søndergaard har aldrig fundet af, hvem der anonymt satte ham på sporet af sagen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lang ja. Men når man en gang i mellem er lige er ved at opgive information, så er det artikler som denne, der alligevel gør avisen værd at læse.

Jette Abildgaard

Ja, ja Anton Geist...

Gad vide hvilke yderligere 'gode' historier vi kommer til at hoere fra den tidligere minister og, ikke mindst resten af hans slaeng!

Og, - hvor er det dog 'beroligende' med en mand som Fogh ved roret hos NATO nu - en mand, som jo helt sikkert kan hjaelpe (daekke over) Gade med at faa 'sandheden' (disse mennesker kender ikke begrebet sandhed) frem..........eller er det .....!?

Er dette ikke det nu ''lukkede'' faengsel hvor torturen forekom mon? Ser sjovt nok ud som om de endnu ikke er helt faerdige med afstraffelserne:

http://www.guardian.co.uk/world/2012/may/15/iraqis-held-closed-jails-claims

'Hjaelper' lille Danmark mon stadig??

Desværre er det sådan, at krigsforbrydelser ikke bliver retsforfulgt, når de, der begik dem, er de, der vandt krigen, og desværre er det sådan at med ganske få undtagelser, kan vore politiske ledere slippe godt fra stort set alle ulovligheder

Hanne Cetkin

Det er jo ikke så lidt pinligt, at man i et fattigt land som Egypten kan finde ud af at dømme den tidligere regeringsleder til livsvarigt fængsel, mens kriminelle politikere som Søren Gade i et land som Danmark kan regne med at forblive ustraffet.

Er det Danmark eller Egypten der er en bananrepublik?