Læsetid: 8 min.

Bivirkningerne, der ikke var råd til at tage alvorligt

Lensgrevinde Charlotte Knuth nåede kun at tage én pille, så begyndte hendes verden at gå i opløsning. Malariamedicinen Lariam blev udviklet tilbage i 1960’erne, og midlet udskrives stadig. Der skulle gå årtier, før man tog bivirkningerne alvorligt
Bivirkninger. Én enkelt pille Lariam gav Charlotte Knuth drømme om hæslige monstre og folk, der myrdede hinanden. Årtier efter indtagelsen er hun stadig berørt.

Bivirkninger. Én enkelt pille Lariam gav Charlotte Knuth drømme om hæslige monstre og folk, der myrdede hinanden. Årtier efter indtagelsen er hun stadig berørt.

Tine Sletting

9. juni 2012

Robert Bales havde aldrig sat en fod forkert. ’Vores Bobby,’ som de kaldte ham i hjembyen Norwood i det nordlige Ohio, hvor han var anfører på fodboldholdet, tilbedt af de yngre, populær hos kvinderne og fandt tid til frivilligt at passe autister og træne de unge talenter på fodboldholdet. Han var den lokale helt, og selv om det er flere år siden, både han og hans forældre flyttede fra byen, kalder man stadig deres gamle hus for The Bales house. Alle elskede The Bales, og alle elskede Robert.

Men siden marts i år er det formentlig af andre årsager end kærlighed, at man stadig kalder det gamle hus ved deres navn. I slutningen af marts nåede Robert Bales forsiderne af hele verdens aviser for at have udraderet en mindre landsby på kanten af Kandahar i Afghanistan, hvor han var udsendt som soldat. Midt om natten til den 17. marts skulle den rutinerede 37-årige soldat og far til to have forladt sin militærbase for i en blodrus at dræbe 17 civile – heriblandt kvinder og børn. På billederne i avisen lignede han sig selv, sagde de hjemme i Ohio, hvor ingen kunne begribe historien. En flot fyr – smilende, veltrænet og med et stålsat sikkert blik. Der var noget, der ikke hang sammen.

Men der var der for den tidligere militærpsykiater og nu videnskabsjournalist på Time Magazine Elspeth Cameron Ritchie. Få dage efter at massakren nåede pressen, linkede Ritchie hændelsen til malariamedicinen Lariam.

»Det er helt åbenlyst, at det må være noget af det første at undersøge ham for,« skrev Ritchie på sin blog Battleland, hvor hun foretog en hurtig analyse af Bales’ ellers ordinære løbebane frem til massakren: Han var en stabil soldat, der havde været udsendt flere gange til både Irak og Afghanistan. Han havde ikke nævneværdige sager bag sig, han var vellidt, moden og afbalanceret og var heller ikke kendt for at misbruge stoffer eller alkohol. Og selv hvis han var, argumenterede Ritchie, var der hende bekendt kun ét stof, der kunne være så voldsomt psykosefremkaldende, at en almindelig soldat ville kunne begå massemord på civile: Lariam.

Medicinen havde været militærets foretrukne antimalariabehandling siden 60’erne, men har de seneste år officielt måtte føje flere og flere alvorlig neurologiske bivirkninger, til sin produktbeskrivelse. Depression, hallucinationer, psykoser og angstanfald – og tilfælde med hjemvendte soldater, der begik selvmord eller dræbte deres kone i paranoide psykoser, blev kædet sammen med Lariam, hvilket betød, at man i 2010 nærmest helt droppede brugen af det i den amerikanske hær. Fra at have behandlet 8.574 soldater med medicinen i 2008 behandlede man godt 2.000 i 2010 – de fleste af dem udsendt til Kandahar, og her blev rapporterne om bivirkninger ved med at tikke ind.

Men den direkte sammenhæng mellem de neurologiske lidelser, selvmord og mord er stadig et mysterium og medicinalvirksomheden Roche, der producerer pillen, holder fast i, at man indtil nu ikke har kunnet videnskabeligt forklare sammenhængen.

Døde som fluer – intet alternativ

Lariam – eller meflokin, som det aktive stof hedder – blev opfundet af den amerikanske hær i 1960’erne til soldater i Vietnamkrigen. Paludrin, som briterne havde brugt som malariamedicin under Anden Verdenskrig, var ikke indregistreret i USA, og man vidste ikke, hvorvidt det kunne bruges i den vietnamesiske jungle, hvor flere og flere soldater kom døde hjem efter malariaanfald.

Der blev brugt år og helt afsindige summer, men efter gennemscreeninger af mere en 300.000 kemiske forbindelser på The Walter Reed Army Institute stod man tilbage med Lariam.

»Det er meget research og mange penge. Og så er det jo ad helvede til, hvis de skulle vise sig at have nogle problemer,« siger Ib Bygbjerg, der er professor i International Sundhed på Københavns Universitet og har lavet internationalt anerkendte forsøg med Lariam igennem årtier.

»Så det har det ikke,« siger han retorisk. »For hvad var alternativet? Soldaterne døde jo som fluer af malaria i junglen i stedet for af Viet Congs kugler.«

Midlet var billigt, effektivt og meget nemt at tage med kun én pille om ugen, og op gennem 80’erne var det stort set det eneste malariamedicin, der blev udskrevet, når man skulle til malariaområder.

Uden direkte at indrapportere bivirkninger begyndte lægerne at opleve et stigende antal patienter, der kom hjem med mærkværdige symptomer. Der blev talt om hallucinationer, psykoser, depression, paranoia og selvmordstanker, men der var ingen beviselig sammenhæng mellem medicinen og symptomerne, og da malariaområder ikke havde været almindelige rejsemål, blev sygdommene ofte set som følge af destinationen, varmen eller de forhold, der blev rejst under.

Nogle læger var begyndt at mistænke medicinen, men symptomerne blev ikke registreret som bivirkninger og var derfor ikke at se i de retrospektive undersøgelser af præparatet, som blev lavet. Også Ib Bygbjerg frikendte Lariam for bivirkninger i 80’erne med en retrospektiv undersøgelse, men efterhånden som malariaområderne blev mere almindelige rejsemål og særligt, da unge mennesker rejste ud i verden efter gymnasiet i 90’erne, undrede lægerne sig i stigende grad over, hvordan så mange almindelige raske mennesker kom hjem med svære psykiske lidelser.

»Ja, de var blevet skøre i bolden,« siger Ib Bygbjerg.

»Vi oplevede folk, der talte om vilde uhyrer, vi så stærke tilfælde af angst, psykoser og depression, men jeg skrev en smuk artikel om, at der ikke var nogen særlige bivirkninger foretaget på de rapporteringer, der var kommet ind. Men det viste sig jo at være helt ved siden af.«

Men det stod først klart ved Ib Bygbjergs næste store forskningsartikel om Lariam, der blev indledt med den for videnskabelige publikationer usædvanlige formulering: »Vi er ikke lige frem stolte af at indrømme, at vi muligvis har overset 20 procents svære Melaflorin (Lariam red.)-bivirkninger i årevis …« Det var først i 1998.

Én pille til forskel

Det var omkring det tidspunkt, Lensgrevinde Charlotte Knuth tog med sin mand, Adam Knuth, til Malawi. Sammen passede de Knuthenborg Safaripark ved godset, og nu skulle de til Afrika for at lede efter små artefakter til parkens souvenirbutik.

»Jeg nåede at tage én pille,« siger hun i dag – årtier efter, men stadig berørt.

Parret mellemlandede i London for at se på kunst, men Charlotte Knuth sad bare apatisk og så på en prik.

»Jeg kunne ingenting. Hele min verden begyndte langsomt at gå i opløsning, og da vi ankom til Blantyre, brød det helt sammen.«

Charlotte Knuth og hendes mand satte sig ud i hotellets restaurant.

»Hvad fanden er der i vejen med dig,« havde Adam Knuth sagt, da hun pludselig brød hun ud i en inderlig gråd, der ikke ville stoppe. Hun havde ikke før oplevet psykiske udsving på den måde.

»Jeg blev ved og ved og ved,« fortæller hun: »Jeg aner ikke, hvad jeg græd af, jeg var bare dybt ulykkelig, så vi opsøgte en indisk læge, og han sagde det meget klart til mig: ’I europæere aner ikke, hvad I gør.’ Han havde set så mange blive syge af malariamedicin.«

Charlotte Knuth tog ikke flere piller, men i et år efter var hun sygemeldt. Hun græd, var deprimeret, træt og søvnløs på én gang og oplevede de mest groteske mareridt.

»Om hæslige monstre og folk, der myrdede hinanden. Jeg tudede bare nogen kiggede på mig. Og jeg havde taget én pille.«

Nærmere én ud af 200

I mellemtiden var flere sager dukket op i medierne, men medicinen kom stadig ikke med advarsler, og de neurologiske lidelser optrådte stadig ikke på indlægssedlerne. Blandt andre blev den danske skuespiller Lykke Nielsen ramt, og det fik daværende kommunikationschef i et stort internationalt firma Hanne Meister til at oprette foreningen Danske Lariam-ofre. Hun var ikke selv direkte berørt, men hendes firma sendte ofte medarbejdere ud til malariaområder, og foreningen blev sammen med et internationalt netværk meget aktive i kampen mod medicinen. Foreningen talte hurtigt flere hundrede medlemmer, men det var først i midten af 00’erne det store gennembrud kom, fortæller Hanne Meister i dag.

»Vi havde et medlem, der var taget til Thailand med sin kæreste, på ferie, men efter piller fik han en angstpsykose så stærk, at han mistede han både job og kæreste,« siger hun.

Foreningen lagde sag an mod Roche og efter en årelang retssag vandt de sagen. Det blev til en mindre erstatning på 10.000 kroner, men sagen gik verden rundt, og salget af Lariam faldt drastisk og er i dag næsten taget af markedet i de fleste lande.

Man ved stadig ikke præcis, hvad der forårsager de ubehagelige bivirkninger, men efter en mængde forsøg måtte man erkende – også Roche – at de var der.

»Selv dem, der havde tætte forbindelser til Roche – og det er der en del rejsemedicinere, der har – kunne efterhånden se, at der var et problem,« siger Ib Bygbjerg i dag.

»Men det rædsomme er, at vi jo ikke ved, hvad der sker. Der er ikke én eneste prøve, der overbevisende kan pege på, hvad der sker, når folk tager Lariam,« fortæller Bygbjerg, der dog netop den dag, jeg ringer til ham, muligvis har oplevet lidt af et gennembrud i mysteriet.

»Havde du ringet i går ville jeg bare svare dig, at jeg ingen anelse havde om sammenhængen, men i morges havde jeg besøg af en svensk forsker, der ser på hjernens signalstof dopamin,« begynder han: »Hvis man har for meget dopamin, kan det tyde på psykoser, og den svenske forsker har opdaget, at man efter en hjernebetændelse – eller hvis man på anden vis har skadet de kognitive niveauer – har nogle meget høje niveauer af dopamin inde i hovedet. Det her stof ville normalt blive nedbrudt til noget, der minder om klorokin – som er et analogstof til kinin, som er et analogstof til melaklorin, som Lariam er lavet af.«

Han holder en lille pause.

»Jeg ved det ikke, men det kunne være the missing link i historien om Lariam.«

Lariam føres stadigvæk og udskrives også af danske læger, men hvor der i 1997 blev udskrevet 19.500 pakker, blev der sidste år blot udskrevet 1.700. Roche ligger inde med mindst 3.000 klager over alvorlige neurologiske bivirkninger, men mener selv, at kun 38 ud af én million oplever bivirkninger. Alene i 2004 i Danmark blev der dog indberettet 227 tilfælde af alvorlige bivirkninger, og førende eksperter som Ib Bygbjerg samt adskillige svenske og amerikanske kolleger mener, at tallet er tættere på 1 ud af 200.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Rasmussen

"...vi opsøgte en indisk læge, og han sagde det meget klart til mig: ’I europæere aner ikke, hvad I gør.’ Han havde set så mange blive syge af malariamedicin."

- Og alt for ofte nægter vi europæere og vesterlændinge at lytte de dygtige lokale læger, som virkelig kender tropesygdommene og medicinens bivirkninger.

Lægemiddelstyrelsen bør forbyde dette lægemiddel øjeblikkeligt.

At danske læger normalt er ignoranter og tager alt for let på tropesygdomme og -medicin er ingen undskyldning.

Marianne Mandoe

Der er en grund til at jeg altid har nægtet meget stålfast at tage til områder hvor der er malaria.

Jeg har hørt om de der bivirkninger siden jeg var barn, og der er ingen magt på jord der kan få mig til at tage noget hvor der bare er mistanke om at det kan medføre psykoser.

Kaspar Olsen

USA's militær har en (malaria) pille der får soldater til at gå amok i blodrus ?
Lyder som om at Pentagons våde drøm er gået i opfyldelse !
Den konspirationteori skriver sig selv herfra !

Kaspar Olsen

De civile der har prøvet at tage den pågældende "amok-malariapille" er vel at betragte som en "kontrolgruppe" ?!?!?

Marianne Rasmussen

Marianne Mandoe:

Der findes flere andre ældre og gennemprøvede midler mod malaria, som ikke har alvorlige bivirkninger, hvilket jeg kan dokumentere, da jeg selv brugte dem i mange år.

Marianne Mandoe:

Så hold dig fra kaffe, alkohol og forelskelse, det er de største årsager til alt fra depression til psykoser.

Problemet er bare at ting der kan give folk psykoser kan man stort set ikke undgå, da næsten alt hvad vi indtager eller gør påvirker din hjernes kemi i en eller anden retning og kan udløse en psykose.

Men jeg kan godt forstå du vil holde dig langt fra dette medikament, det vil jeg også, medmindre jeg altså jeg ikke havde andet valg fordi ellers ville jeg dø af malaria.

Marianne Rasmussen:

Alt hvad der virker har bivirkninger. Bivirkninger er bare meget individuelle og nogle stoffer er giftigere end andre.

Marianne Mandoe

@ Rolf Hansen

Jeg hader kaffe, kan ikke nedbryde alkohol så det drikker jeg ikke, og det der med at forelske mig....
hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre det?
Jeg har en dejlig mand i mit liv. ;-)

Marianne Rasmussen

Rolf Hanse:

Det er jeg fuldstændig klar over. Bemærk at jeg skrev "ikke har alvorlige bivirkninger".

Den mest irriterende bivirkning ved den omtalte medicin (som indeholdt kinin), var at det hvide i øjnene blev en anelse gulligt med tiden, men den slags ubetydelige bivirkninger er til at leve med - i modsætning til dem fra Lariam.