Læsetid: 6 min.

Bjørnen sover i sin lune hule

Det var så heller ikke ved dette EM, at Rusland vågnede op og indtog pladsen som en af Europas fodboldstormagter
span class="photo-credit">Foto: Gabriel Bouys/Scanpix  Skuffende. Rusland er et land, der er store forventninger til ved fodboldslutrunderne med en rig liga og mange dygtige spillere. Men landets fodboldhold har ikke mentaliteten til at slå til, når det er gælder.

span class="photo-credit">Foto: Gabriel Bouys/Scanpix Skuffende. Rusland er et land, der er store forventninger til ved fodboldslutrunderne med en rig liga og mange dygtige spillere. Men landets fodboldhold har ikke mentaliteten til at slå til, når det er gælder.

Gabriel Bouys

23. juni 2012

Ifølge vedholdende rygter i den spanske sportspresse eksisterer der en passus i Cristiano Ronaldos kontrakt med Real Madrid om, at han altid skal være verdens højest betalte fodboldspiller.

I den første del af Ronaldos tid i den spanske kongeklub var det ikke noget problem at overholde den forpligtelse, eftersom ingen andre spillere kom i nærheden af de omkring 96 millioner kroner, den portugisiske kantspiller tjener om året. Men Real Madrid måtte opgive at følge med, da den russiske klub Anzhi Makhachkala sidste efterår hentede angriberen Samuel Eto’o i Inter med lovning om en årsløn på ubegribelige 170 millioner kroner.

Klubben fra Kaukasus gjorde med ét slag Cameroun-angriberen til den højest betalte sportsmand i verden foran amerikanske stjerner som basketballspilleren Kobe Bryant og quarterbacken Peyton Manning. Og den demonstrerede samtidig de ufattelige summer, der er i russisk fodbold i dag.

Hvor de russiske oligarker i starten af årtusindet investerede i vestlige fodboldklubber – med Abramovich i Chelsea som det mest kendte eksempel – er de nu begyndt at pumpe oliemilliarderne ind i den hjemlige liga med den konsekvens, at færre russiske stjerner rejser ud af det store land. Hvorfor skulle de det, når de kan blive mangemillionærer ved at spille i Rusland?

Af samme grund var den russiske træner Dirk Advocaat til dette EM i stand til at stille med et hold, der byggede på en stamme af hjemlige stjernespillere, herunder syv aktører fra det suveræne mesterhold Zenit Skt. Petersburg, der i april vandt den russiske liga med hele 13 point ned til de nærmeste forfølgere. Man kunne på den baggrund have en berettiget forventning om, at dette ville blive slutrunden, hvor Rusland endelig etablerede sig som en af Europas fodboldstormagter; en position landet har bejlet til i flere omgange – for hele tiden at skuffe, når det gjaldt.

Og skuffe – det gjorde de altså så også i denne omgang, russerne. Efter at have fejet tjekkerne ud af banen i den første puljekamp, blev de indhentet af deres gamle skødesynd, der først og fremmest handler om en manglende evne til at holde fokus over flere kampe i træk. De bortkastede vigtige point mod underlegne hold fra Polen og Grækenland. Og så var det farvel og tak til et mandskab, der kun i glimt fik vist sit sande potentiale. Hvilket var synd, både for Rusland og for turneringen.

Russerne kunne gøre sig selv den tjeneste at tage ved lære af ægte turneringshold som Italien og Tyskland. Deres præstationer i puljekampene ved de store turneringer er altid præget af en vilje og beslutsomhed, der illustrerer, at de for længst regnet ud, at det kun handler om én ting i starten af et stort mesterskab, nemlig at overleve gruppespillet. Alt andet er ligegyldigt. Der er alligevel ingen, der husker, hvor flot du har spillet, når du når frem til play off-kampene. Det eneste, der tæller, er at nå frem.

Før det russiske mandskab lærer sig samme lektie, kan man frygte, at det vil komme til at forlade mange turneringer på samme måde som de forlod denne: Som et hold, der leverede fremragende fodbold i perioder, men som i sidste ende var for ustabilt og indolent til at gå hele vejen.

Tiki-tomgang

Et landshold, der stadig er med i turneringen – og som ingen kan beskylde for at være indolent – er det spanske. La Furia Roja, som landsholdet fra den iberiske halvø kaldes, er med rette blevet beundret for sin såkaldte tiki-taka-stil, der af mange eksperter betragtes som et afgørende nybrud i fodboldens udvikling. »Skelsættende« har FC Nordsjællands Kasper Hjulmand kaldt spaniernes fodboldstil med lynhurtige, flade pasninger i et mobilt angrebssystem, hvor aktørerne konstant skifter positioner.

Efter foreløbig tre kampe ved EM er der dog behov for også at sige noget andet om tiki-takaen: Den kan være lumsk kedelig.

Lige så berusende en oplevelse det kan være at opleve det spanske landshold, når det kører på alle cylindre, lige så frustrerende og rent ud sagt gabende kedsommeligt kan det opleves, når tiki-taka maskinen kører i tomgang. Og ved dette EM har der været tegn på, at spanierne er ved at løbe tør for inspiration; at de er stivnet i spillestilens ideologi om boldbesiddelse for boldbesiddelsens egen skyld – uden at de egentlig foretager sig noget konstruktivt med klatten.

Netop dette har altid været en indbygget fare i tiki taka-stilen, hvilket blev illustreret i Champions League-semifinalen, hvor det over to kampe lykkedes Chelsea at nulstille Barcelonas stjerner og tvinge dem til nytteløst boldskubberi på tværs af modstandernes straffesparkfelt.

Og i den sidste puljekamp mod Kroatien ved dette EM kunne man også opleve et spansk hold, der blev afvist af den kroatiske forsvarsmur og måtte varme bolden i lange kombinationsserier uden at skabe nogen reel fremdrift i spillet.

Denne problematik bliver spanierne nødt til at overvinde, hvis de skal forsvare deres europamesterskab, for det bliver efterhånden mere og mere tydeligt, at de bedste fodboldhold i Europa er ved at have gennemskuet tiki takaen og arbejder intenst på at udvikle modtræk imod den.

Ærefuld dansk indsats

De kommende kampe vil vise, om dette skal blive turneringen, hvor det endelig lykkes for de europæiske rivaler at få ram på Spaniens små, elegante tiki taka-ekvilibrister. Eller om Spaniens særlige spillestil høster sin tredje internationale triumf på stribe.

En af de hold, der ikke længere har inflydelse på dette forløb, er som bekendt Danmark, der forlod mesterskaberne efter en ærefuld indsats i alle tre gruppekampe. Når man sidder tilbage med en uforløst følelse i forhold til landsholdet, skyldes det derfor ikke så meget spillet på banen, men snarere den måde, spillerne – eller måske nærmere DBU – gebærdede sig på uden for kridtstregerne. Det begyndte allerede før EM, hvor DBU brillerede ved som det eneste fodboldforbund at forbyde sine spillere at benytte Facebook og Twitter under turneringen.

Hermed fjernede forbundet nogle oplagte kommunikationskanaler, der kunne have bragt spillerne og de danske fodboldfans tættere på hinanden – i det mindste virtuelt. Og beslutningen var i det hele taget symptomatisk for forbundets kommunikationsstrategi, der har virket, som om den var lagt an på at skærme spillerne mest muligt imod medierne – der så til gengæld er blevet tilbudt interviews med DBU’s kommunikationschef Lars Berendt i rigt mål.

Men med al respekt for den præsentable Berendt, så er det altså ikke ham, folk vil lære bedre at kende. Det er spillerne. Og en slutrunde som et europamesterskab udgør en perfekt platform til at opbygge de rød-hvides profil i den brede danske offentlighed og gøre dem til folkeeje.

Lige nu er sagen, at der i realiteten kun eksisterer et stærkt, følelsesmæssigt bånd mellem det danske fodboldfolk og ganske få af landsholdsspillerne, primært Daniel Agger og Nicklas Bendtner. Langt de fleste af aktørerne i landsholdsdragten har en ganske svag eller ligefrem udvisket profil blandt danskerne. Og det svækker opbakningen til nationalmandskabet – ikke mindst i krisetider, hvor spillerne har mest brug for befolkningens støtte. Ligesom det også meget vel kan koste DBU på pengepungen (hvis man nu skal tale et sprog, som toppen af forbundet forstår). For landsholdets brand bliver aldrig så stærkt og værdifuldt, som det kunne blive, så længe centrale aktører som Zimling, Kvist, Simon Kjær, Christian Eriksen og Simon Poulsen fremstår så blege og karakterløse i offentligheden.

Wilbek-karisma

DBU burde tage ved lære af landstræneren for håndboldlandsholdet, Ulrik Wilbek. Han forstår om nogen, hvordan man opdyrker folkets kærlighed til et landshold. Det gør man ved at sætte spillerne fri og lade dem træde i karakter som personligheder. Der er jo ingen naturlov, der tilsiger, at håndboldspillere pr. definition er mere karismatiske end fodboldspillere. Men Wilbek giver sine spillere råderum til at interagere med medier og tilhængere. Og resultatet er, at han konsekvent står i spidsen for nogle af de mest folkekære mandskaber herhjemme.

Håbet må være at DBU fremover løsner det kommunikative jerngreb om spillerne og lader dem folde sig mere ud som de individualister de reelt er. Med tatoveringer og grønne underbukser og flabede bemærkninger og det hele.

Så ville vi få et landshold, som vi ikke blot ville holde af – men måske ligefrem kunne elske!

 

 

Tiki-taka

Den afdøde spanske fodboldkommentator Andrés Montes bliver som regel krediteret for at have lanceret vendingen tiki taka som beskrivelse af det spanske landsholds spillestil. Det skete under af VM-kampen i 2006 mellem Spanien og Tunesien, hvor han i begejstring over spaniernes spil udbrød: ’Estamos tocando tiki-taka, tiki-taka.’ (Vi spiller tiki-taka, tiki-taka, red.)

Ordene tiki taka har ingen selvstændig betydning på spansk. Montes har formentlig brugt dem fonetisk til at beskrive holdets lynhurtige pasningsspil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu