Læsetid: 5 min.

Brud fører ikke til bedre samfund

’Utopisk’ bliver i den politiske debat ofte brugt til at erklære et forslag for håbløst og urealistisk. Ifølge den amerikanske sociolog Erik Olin Wright skal man ikke lade sig skræmme, men i stedet omfavne og udvikle de utopier, som allerede er igang med at blive realiseret
/h4> Venstreorienterede regeringer bør overskride den begrænsning, der ligger i blot at afbøde kapitalismens skadelige virkninger, siger Erik Olin Wright. I stedet bør man udfordre kapitalismen  med f.eks. etablering af en statsbank.

/h4> Venstreorienterede regeringer bør overskride den begrænsning, der ligger i blot at afbøde kapitalismens skadelige virkninger, siger Erik Olin Wright. I stedet bør man udfordre kapitalismen med f.eks. etablering af en statsbank.

Tine Sletting

2. juni 2012

Virkeliggjorte utopier eksisterer overalt omkring os. Et folkebibliotek er en fundamental anti-kapitalistisk institution, der forsyner folk med viden og bøger uden for markedet. Bøger bliver fordelt til mennesker efter behov og ikke købekraft. De rationeres ikke ud fra, hvem der kan betale mest, men hvem der er mest villig til at vente på, at bogen kommer hjem. Professoren og fabriksarbejderens tid er lige meget værd:

»At fordele ting efter behov er en radikalt venstreorienteret ide. Offentlige biblioteker indbefatter et princip om lighed, som konstant bliver afvist inden for kapitalismen. Så offentlige biblioteker er en virkeliggjort utopi,« forklarer Erik Olin Wright, professor på University of Wisconsin.

Information møder ham til et interview på Studenterhuset i København, hvor han senere på aftenen skal præsentere sine ideer om, hvordan det kan lade sig gøre at udfordre det kapitalistiske system med udgangspunkt i de virkeliggjorte utopier.

Folkebiblioteker bruger vi hele tiden og reflekterer dermed ikke over dem som virkeliggjorte utopier. Men det er blandt andet dér, nøglen til, hvordan samfundet kan transformeres fra kapitalisme til et mere socialt retfærdigt system, ligger.

Erik Olin Wright insisterer på at bruge ordet utopia på trods af, at det i sin traditionelle forståelse betyder, at der er tale om visioner, som ikke kan virkeliggøres. Han gør det i bevidstheden om, at ordet oftest i politiske sammenhænge bruges til at skyde forslag ned som urealistiske og dermed ligegyldige.

Han bevæger sig fra blot at tale om ’utopier’ til at tale om ’virkelige utopier’ ikke bare som en provokation, men for at tvinge os til at reflektere over, at utopierne findes i nutiden, med alt hvad det indebærer af modsætninger og problemer. Modsætninger, som det handler om at finde måder at komme udover for at realisere det utopiske potentiale yderligere.

»Det er pr. definition ikke muligt til fulde at realisere utopiske idealer. Men det er muligt at kæmpe for at bevæge sig hen mod dem. Både ved at bruge de utopiske idealer som grundlag for at kritisere eksisterende institutioner, men også til at søge måder, hvorpå man kan transformere institutionerne i praksis,« siger han.

»En real utopian er en, som holder fast ved sine idealer og ikke forkaster dem, bare fordi det bliver svært. Men samtidig holder fast ved behovet for en pragmatisk og seriøs forpligtelse til at finde ud af, hvordan institutioner virker«.

Intet radikalt brud

Erik Olin Wrights afsøgning af utopier sker med udgangspunkt i en grundlæggende afvisning af kapitalismen som system.

»Kapitalisme skaber ufattelige problemer. Det skaber menneskelig lidelse, og det smadrer planeten. En verden, der kapitalismen bag sig, vil være en bedre verden,« siger han, men understreger, at afvisningen af kapitalismen ikke indebærer forestillingen om et markant og pludseligt brud. Det 20. århundredes venstrefløj var præget af forestillingen om, at man kunne komme ud over kapitalismen ved at smadre den. Den revolutionære fantasi om, hvordan man nåede frem til socialismen, indebar en direkte konfrontation med systemets magtcentre, så brud kunne opnås og et nyt samfund skabes. Men den model er fundamentalt uholdbar, mener Erik Olin Wright.

»Konsekvensen ved et pludseligt brud med et system vil altid betyde en periode med kaos, hvor et gigantisk pres vil opstå,« siger han og begrunder det med systemets kompleksitet.

En stor europæisk by vil kun have mad til omkring tre dage inden for bygrænserne og bliver ikke forsynet ved hjælp af produkter fra de omkringliggende egne. Fødevareforsyninger kommer igennem et sofistikeret globalt system, der er viklet ind i både transportsystemet, banksystemet og en masse mellemhandlere. Skaber man et brud, vil aktørerne begynde at handle anderledes og forbindelserne ryge. Resultatet vil blive kaotisk.

»Det sandsynlige svar på hele det kaos vil altid være autoritær kontrol. Problemet med forestillingen om et pludseligt brud med systemet er, at det er umuligt at forestille sig, at det skulle kunne ske under demokratiske processer. Og så snart du har forladt de demokratiske transformationsprocesser, så har du også forladt det demokratiske mål,« siger han.

»Systemiske brud er mulige, men de skaber bare ikke et bedre samfund. Det bliver autoritært frem for demokratisk og egalitært. Derfor er der brug for at tænke metamorfoser frem for brud. Vi skal tænke over, hvordan vi transformerer et så komplekst system som kapitalismen, uden det sker ved det radikale brud«.

Kapitalismen udfordres

Det er ikke kun i etablerede institutioner som folkebiblioteker, at Erik Olin Wright ser utopierne udfolde sig. Arbejderkooperativer i Baskerlandet og taxi-kooperativer i Wisconsin er andre eksempler. Og på internettet har det brugerstyrede leksikon Wikipedia stort set smadret det kommercielle marked med en model, der fungerer uden for markedsmekanismer og med fokus på frivillighed. En produktionsform, man også kender fra udviklingen af open source-software.

»Vi er nu i en økonomisk struktur, hvor udveksling af information er virtal for produktionen. Og det faktum, at informationssystemet kan organiseres på en demokratisk og horisontal måde er en stor udfordring for kapitalismen,« siger han.

»Kapitalistiske firmaer – som IBM – har forsøgt at internalisere denne form for produktion. De betaler flere softwareudviklere for at arbejde på open source software, som de ikke kan monopolisere. Det er en bizar situation, men det viser, at de her produktionsformer ikke altid står uden for kapitalismen, men nogle gange understøtter den kapitalistiske produktionsform og andre gange nedbryder den«.

Det er altså ifølge Wright ikke eksemplerne, der mangler, men nærmere en strategi for, hvordan utopierne breder sig til andre dele af økonomien. En opgave som socialdemokratiske og nyere socialistiske regeringer ikke har fokuseret på.

»Historisk har progressive socialdemokratiske regeringer set det som deres primære rolle at skabe en bedre verden for folk, på trods af at den er kapitalistisk. Kapitalismen skaber usikkerhed, og opgaven for regeringen har været at neutralisere denne usikkerhed igennem velfærdsstaten,« siger han. Det er denne begrænsede tilgang til den politiske opgave, som, venstreorienterede regeringer nu bør gøre op med. Det kan være igennem etableringen af en statsbank, der ikke skal deltage i de spekulative aktiviteter, men fokusere på at tilbyde kreditter til opbygninger af kooperative virksomheder, der er regionalt funderet og derfor ikke flytter, foreslår Wright.

»Socialdemokraterne har været gode til at levere stærke statslige institutioner, der kan finde ud af at handle i et kapitalistisk marked, men de har ladet kapitalismen være i fred. Nu handler det om at finde en måde hvorpå staten kan spille en rolle i at udvide rummet for transformative alternativer. At skabe de bedste muligheder for, at de virkelige utopier kan udfolde sig,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen nielsen

Interessant

I sverige har staten jo overtaget banker der gik ned under finanskrisen, i Danmark har vi ydet billige lån uden at stille betingelser.

Den revolutionære fantasi om, hvordan man nåede frem til socialismen, indebar en direkte konfrontation med systemets magtcentre.

Det er den absolut overfladiske og akademiske udgave af begrebet 'revolutionær kraft'.

De revolutionære starter ikke med konfrontationen som mål, men derimod med basale krav til dagligdagen, eksv. 'Fred og brød' som det var tilfældet ved den russiske revolution. Når så kapitalisterne nægter at opfylde disse basale krav, så bliver situationen af magthaverne optrappet til en konfrontation - som afslutningsvis - i Sovjets tilfælde - førte til trusler om atomangreb...

Jeg kan anbefale Fidel Castro, Che Guevara, og Regis Debreay: "Vi er praktiske revulutionære", hvori det netop anskueliggøres hvordan magthaverne konsekvent optrapper situationen for at undgå at imødekomme folkets retfærdige og basale krav.

I dagens situation vil kravet om et arbejde og en løn til at leve af, nok være folkets start på den situation, der fører til en revolution.

Johannes Lennar

Man kan ikke fixe kapitalismens problemer ved at bruge staten som et slags værktøj. Det giver bare statskapitalisme som vi har set så mange gange før og det er næsten ikke til at komme af med igen. Derfor skal vi ikke gentage de fejltagelser som er blevet begået før.

Og så er det utroligt at påstande om at et brud vil føre til kaos skal stå helt udokumenteret. Der opstår ikke kaos ud af ingenting. Der er nogle der må ville kaos før at der kan være kaos.
Så hvem ønsker kaos? Det er i bedste fald en meget lille gruppe som er negligerbar.
Så siden ingen ønsker kaos så skal folk nok selv finde ud af at komme igennem hverdagen under et brud hvor tilstedeværelsen af autoriteter er lig nul.

den der påstå at der opstår kaos når der ingen autoriteter er, lider af mangel på tillid til at folk nok selv skal finde ud af det på en fornuftig måde og den måde at at tænke på vil på langt sigt føre til kontrol og mistænkeliggørelse og så er vil tilbage ved STASI-apparatet.

randi christiansen

Den nuværende regering balancerer på en knivsæg, og prøver at gøre en passende del af vælgersegmentet tilfredse

Det er bare ikke godt nok - vi har behov for en visionær og langsigtet politik, som kan gøre op med de ødelæggende systemfejl, som hersker. Men er vælgersegmentet parate? Det ser ikke sådan ud, hvis man ser på seneste meningsmålinger - som man måske skulle overveje at begrænse, idet de ser ud til at have alt for stor indflydelse på det politiske spil.. hvilket den fjerde statsmagt også har - så mon ikke det efterhånden er klart for de fleste, at den store omstilling er nødvendig?

Man kan ikke vende en supertanker på fem minutter - en koordineret indsats indenfor et passende tidsrum er derfor selvfølgelig, hvad der skal tilstræbes

Jesper Wendt

Jeg er helt enig i at det er en langsigtet proces, men nødvendig. Mennesket før profit.

Omstillinger skræmmer de fleste, så det er nødvendigt at dosere det.

Steffen Gliese

Den rene skære fornuft. Og det er jo i virkeligheden marxisme til benet: socialismen kommer som en udløber af kapitalismens landvindinger, når kapitalismen - som nu - er ophørt med at fungere som katalysator for udvikling og værdispredning.

steen nielsen

Marianne Jelved.

Gjorde gentagne gange opmærksom på, at der var for store ideologiske forskelle på oppositionens og daværende regerings politik til, at et samarbejde var muligt, nu er den tankegang jo oppe og vende igen, om end med omvendt fortegn. Er det tilfældet, at der findes ideologiske forskelle i dansk politik er der så noget galt i at vi taler om dem?