Læsetid: 9 min.

Eftertanken er fodboldens værste fjende

Optegnelser fra et tilbageblik over EM-slutrunder fra ’72 til i år, hvor det store spørgsmål er, om Fernando Torres har overvundet de mentale følger af halvanden lortesæson, eller om slutrunden 2012 bliver en messende båndsløjfe af trivialitet
Fernando Torres forcerer den tyske målmand ved EM-finalen i 2008. Den aften, der indledte spansk fodbolds gyldne periode, viste ham som verdens bedste angriber i kraft af et instinkt, der ikke var distraheret af eftertankens brøkdele af sinkende sekunder.

Fernando Torres forcerer den tyske målmand ved EM-finalen i 2008. Den aften, der indledte spansk fodbolds gyldne periode, viste ham som verdens bedste angriber i kraft af et instinkt, der ikke var distraheret af eftertankens brøkdele af sinkende sekunder.

Mladen Antonov

2. juni 2012

Kommer Fernando Torres til at spille i år? Han er i den spanske bruttotrup, men vil han være på holdet, endsige i en startopstilling? Det bliver afgørende for fascinationen ved at følge denne slutrunde, eftersom jeg i lighed med de fleste andre – inklusive spillere og træner, tror jeg – ikke forventer noget stort af det danske hold. På den anden side: Det gjorde vi heller ikke i ’92.

Jeg så Torres første gang på en storskærm i Beirut i 2008, da han lukkede munden på de Tyskland-heppende libanesere i finalen ved at opsnappe en dyb stikning højt oppe på banen, runde to forsvarere og med et ankelvrid lobbe bolden over den fremstormende målmand, der allerede ravede rundt i hans støvlesnuder

Siden fulgte jeg ham i Liverpool, dernæst Chelsea, hvor tyngden af de 50 millioner pund sterling, der gjorde ham til Premier League’s hidtil dyreste spiller, berøvede ham den uskyld, der havde gjort ham ham til planetens mest attraktive angriber. Gjorde ham til Palle Alene i Verden, ude af sync med holdet, som om han befandt sig i et univers af intethed.

Hvor var hans svæv, hans præcise timing, når en scoringsmulighed bød sig? Da han spillede i Atletico Madrid, scorede han 91 mål i 243 kampe, i Liverpool 81 mål i 142 kampe – i Chelsea blev det til sølle 12 i løbet af halvanden lortesæson.

Han løftede sig først et nøk i de sidste kampe, og en solo-scoring i CL-semifinalen mod Barcelona havde karakter af genfødsel efter hån, spot og latterliggørelse for at være kluntet tumling, der kiksede chancer, han ville have scoret på med bind for øjnene.

Vicente del Bosque, stovt og autoritativ, droppede ham i februar til en venskabskamp mod Venezuela (efter fem 2011-landskampe, to mål mod Lichtenstein, ét mod USA!), hvor substitutten Roberto Soldado scorede hattrick.

Ikonet – ikke spilleren

Torres interesserer mig, som Jørgen Leth ville sige – hvis han ellers interesserede sig for Torres. Det gør han næppe. Han interesserede sig for Michael Laudrup som ikon, ikke som fodboldspiller, da han i 1992 fik Brugsen til at finansiere hans film om fænomenet. Hvorfor ved jeg det? Fordi vi en aften i september 1992 drak på en bar i Escaray, Ebbe Trabergs landsby i Rioja-provinsen, og fulgte VM i banecykling på en kornet tv-skærm, da det faldt mig ind, at Laudrup samme aften spillede i El Classico mod Real Madrid på Nou Camp.

»Er du ikke ved at lave en film om Laudrup?« spurgte jeg.

»Jo,« sagde Jørgen, »det går skidegodt.«

»Hvad laver du så her? Han spiller i aften i Barcelona.«

»Dan Holmberg er på plads.«

Da filmen fik premiere blev det åbenbaret, at heller ikke Holmberg var interesseret i fodbold. Han havde konsekvent undladt at filme Laudrups fødder. Scenerne med den danske spilfordelers fødder var hentet fra tv-klip, som Leth levendegjorde med denne nu landskendte messen af fakta, der kan ses med blotte øje, men som Leth indimellem tilføjer en sær magi.

10’erne i regnebogen

Arh ja, erindringskisten, som Ebbe Traberg, Informations iberiske korrespondent i årtier, kaldte sine fodboldminder i et fan-digt, er uden bund. Jeg husker stadig de fleste navne på AGF’s mesterhold i 50’erne, på den indre harddisc hænger flimrende tv-klip fra EM-slutrunden i Belgien i ’72.

Den turnering satte standarden for moderne fodbolds miksning af organisation med individuel kreativitet, i dag sublimeret af Barcelona (og Spanien), Franz Beckenbauer er legenden – jeg så hans kontrafej på en T-shirt i Beirut så sent som forleden – som spillets ypperste organisator.

Færre husker den indolente Günther Netzer fra Mönchengladbach, der illuminerede Der Kaisers planlægning med sine uforudsigelige dybe afleveringer fra en tilbagetrukken position. Netzer skar forsvar op med samme selvfølgelighed, som en ferm fiskehandler renser torsk (switch-switch-svirp, værs’go!), og var den kreative kraft i den første tyske sejr på Wembley i 1972. Han er stadig den største 10’er i min regnebog ved siden af ungarske Puskas, tyrkiske Sergen og – nå ja, det skal jo frem: Michael Laudrup.

1992 var Laudrups store år som advokat for det smukke spil, da han fastholdt sin protest mod Richard Møller Nielsens solide håndværkerfodbold, der vandt EM-pokalen det år.

Morgenen efter finalesejren i Sverige var jeg – formentlig fordi alle eksperter stadig var i Sverige – inviteret i DR-studiet sammen med en af mine helte fra drengeårene, Knud Lundberg, fodboldkommentator på Det Fri Aktuelt. Min rolle var at komme med et bud på karakteren af den eufori, der skyllede hen over nationen, og som forårsagede et hjertestop da formanden for et hyggehold på Østerbro, ’Fremad Forsing Bananen’ angiveligt ’døde af glæde’ samme morgen.

En badegæst går om bord

Det var ikke svært at sætte ord på begejstringen, der var total og national og umulig at bortforklare, selv om jeg kun få uger i forvejen havde sagt i TV 2, at landsholdet burde blive hjemme – ’blodpenge’ kaldte jeg DBU’s forventede indtægter, efter at unionen kom med på afbud.

Det var vanskeligere at finde ord, der hyldede holdet, som var uden prægnans, uden originale profiler bortset fra Brian Laudrup, flegmatiske Kim Christofte, der derefter forsvandt fra radaren, og Peter Schmeichel, som allerede besad dette møver-syndrom, der dels gjorde ham til verdens bedste målmand, dels forlenede ham med parvenuens ulideligt arrogante udstråling.

I min regnebog stod 92-holdet spiller for spiller ikke mål med 84- (86-)holdet, der var mit hold, og som jeg fulgte som ’badegæst’ for TV Avisen gennem det meste af den kvalifikations-turnering, der gik forud – i Budapest, i London, i Parken selvfølgelig, men ikke i Athen, da de ’bragte det hele hjem’, som det hedder hos Dylan.

Udtrykket ’badegæst’ er oprindeligt Den kgl. Danske Marines daværende ubåds-eskadres, og dækkede alle oven vande. I 1984 var det betegnelsen for de journalister, der steg på landsholdets succes, men ikke kom fra sportsjournalisternes broderskab.

Landsholdet var brudt ud fra sportssidernes ghetto, da det begyndte at vinde med spillere fra europæiske eliteklubber. Der var pludselig en horisont, der rakte ud over ærgrelsen over de evindelige forsvars-koks.

Som reporter på TV Avisen var jeg ikke velkommen i broderskabet. Da jeg ville interviewe Sepp Piontek en klam aften i Budapest efter en trænings-session, trådte fodboldreporter Vagn Nielsen fra Ekstra Bladet, kærligt kaldet ’Vagn Badebold’ af kolleger, helt op i mit snudeskaft og plantede sine store plader på mine skos overlæder – og blev stående.

Da jeg senere samme aften hang i hotelbaren med Steen Ankerdal, stirrede BT’s Flemming Nielsen (badeboldens bror) og Berlingskes Jens Karl Kristensen så olmt i min retning, at Steen (der var medlem af broderskabet, i dag faktisk æresmedlem) mente, der var sikrest at fortrække, da man aldrig vidste, hvad der kunne komme flyvende efter et par genstande eller otte.

En skidt kollega

I Jens Karls og Nielsens optik – de havde begge spillet på eliteplan, Nielsen endda i Italien (Atalanta) – var jeg et kryb, en parasit, der aldrig havde spillet divisions-bold, som ikke hørte til ... et uoverlagt ord, en forkert bevægelse ved den bar, og jeg var endt på næmeste skadestue.

Det gik bedre med spillerne, hvor jeg etablerede en slags venskab med Søren Lerby og Frank Arnesen, der åbenlyst nød at få spørgsmål, de ikke havde hørt før.

Frank forklarede beredvilligt om, hvordan hans støvleknoppers længde blev afpasset efter banens underlag, og Lerby var imødekommende op til semifinalen mod Spanien i Lyon (der endte med forlænget spilletid og straffesparket, som Elkjær brændte), da vi aftalte, at han skyndte sig i bad efter kampen og kom ud i presseområdet, hvor jeg så ville interviewe ham til den (den gang) sene TV Avis.

Jeg havde Lerby for mig selv, idet sportsjournalisterne havde svært ved at hive brugbare one liners ud af ham. Han holdt aftalen med vådt hår, nedtonede sin egen scoring til 1-0 og sagde noget pænt om Elkjær: »For hvis nogen skulle brænde, er det Preben, da han har spillet en stor turnering.« Så smukt kan kritik og anerkendelse formuleres i én sætning.

Tiden var efterhånden endog meget knap og mit tv-link til København fra et fransk tv-studie langt fra stadion var åbent til kl. 23, så jeg spurgte Svend Gehrs, datidens elektroniske fodboldguru, der hang ud i døren til stadionstudiet, om jeg kunne sende fra DR-Sportens link – det ville tage et par minutter at få interviewet hjem. »Nej, der kan du ikke,« svarede han, »vi venter på Morten Olsen.« Da jeg nåede frem til det franske tv-studie, var klokken 23.02 og døren låst.

Simonsens værste skade

Det har den på en måde været siden, for så vidt angår den gysende fascination – indtil jeg så Torres. Jeg dækkede også EM-slutrunden i Tyskland i ’88 for Weekendavisen sammen med tegneren, Roald Als, og det eneste, jeg husker ud over Roalds appetit på en trestjernet restaurant, er Lerbys mord på Lothar Matthäus i starten af kampen mod Vesttyskland – der var helt klart tale om at afpisning af territorium.

Der lå Matthäus, men det hjalp ikke, holdet spillede ad helvede til og tabte samtlige indledende kampe: Det var færdigt som mulighed frem til miraklet i Sverige, der netop foldede sig ud, fordi ingen troede på det – slet ikke holdet, der følgelig spillede frit og fremadrettet, de kunne jo ligeså godt tabe med ære. Selv ikke, da de nåede finalen efter Christoftes nonchalant placerede straffespark mod Holland, fornemmede nogen, at holdet var under pres. I Tyskland var der opstillet æresporte, i Danmark var forventningen den sædvanlige, nemlig at fodbold er et spil for 22 mænd, hvor Tyskland vinder.

Jeg var i Lissabon i 2004, da Jon Dahls to mål – uforglemmeligt er hans lop fra egen banehalvdel – mod Sverige sikrede holdet adgang til kvartfinalen, men husker ellers kun irritationen over Thomas Gravesens evindelige råben på banen, som om han var under et voldsomt pres, som om banen var en psykiatersofa. Og dog er presset det mest fascinerende ved elitefodbold, det er den psykologiske faktor, der afgør, om en spiller stråler eller flopper.

Da Allan Simonsen blev udtaget til EM-slutrunden i 1984 (og VM i Mexico i ’86), var hans instinkt erstattet af den værste skade, der kan ramme en stor fodboldspiller, nemlig eftertanken. I Simonsens tilfælde var skaden et resultat af tiden i Barcelona, hvor han blev vraget til fordel for psykopaten Diego Maradona og aldrig forvandt ydmygelsen. Som han sagde, da jeg interviewede ham i 1983: »Barcelona kostede mig nok mest mentalt.«

Et uspoleret instinkt

Han havde stadig international klasse i ’83, da han med en lang aflevering frisatte Michael Laudrup for blankt sidenet i det første minut af kvalifikationskampen mod England på Wembley og derefter scorede på straffespark til 0-1 resultatet. Men han havde ikke længere verdensklasse og brækkede benet i åbningskampen i Paris i ’84, hvor han tidligere ville være hoppet over tacklingen.

Vi reportere, der dækkede den slutrunde, var ret enige om, at Simonsen var med i truppen for at nurse den labile Elkjær, hvis instinkter var intakte, men som sloges med en præstationsangst, der fik fatale følger i semifinalens straffespark-afgørelse mod Spanien i Lyon. Men Elkjær var vaks nok til at spille for klubber, der masserede hans vaklende selvfølelse.

Hans frivole talent var blevet dræbt i en storklub – Lokeren og Verona (hvor han vandt mesterskabet i duet med muskelbundtet Briegel i ’85) var de doser psykofarmaka, der gjorde ham til en stor spiller – it’s all in the mind, som de siger på Stamford Bridge.

Søren Lerby talte om ’presset’ før vigtige kampe. Frank Arnesen kaldte sin opladen for ’mentalisering’. Fælles for dem var, at de kunne falde tilbage i et acceptabelt gear, hvis det ikke lige kørte – for Elkjærs akavede talent var det alt eller intet.

På samme måde med Torres, der som Elkjær opererer i sit eget regi. Han havde stadig været i verdensklasse, var han blevet i Liverpool. Den finaleaften i 2008, der indledte spansk fodbolds gyldne periode, viste ham som verdens bedste angriber i kraft af et instinkt, der ikke var distraheret af eftertankens brøkdele af sinkende sekunder.

Jeg så en afgørende scoring, kun den fødte fodboldspiller præsterer, men jeg så også målet som en illustration af den spanske arv fra arabisk kultur. Jeg så den æstetik, der også gjorde H.C. Andersen euforisk, da han efter sit besøg i Al-Hambra kaldte murværkets ornamentering for ’sindets kniplinger’, de kniplinger, der fra 2008 er overført til den spanske spillestil, på landsholdet, i Barcelona. Og hos Torres i hans bedste momenter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen nielsen

Usædvanligt smukt skrevet artikel, med en dybfølt begejstring for emnet. Masser af respekt, hvis det ikke var for alt det psyko pis så ville jeg have printet artiklen og gemt den.

carsten maasbull

"Die deutsche elf" anno 1972. Sammen med Brasilien 1970 og det nuværende Barcelona hold det bedste mandskab verden har set.

steen nielsen

Kærlighed til forbold

Måske skulle jeg lige begrunde hvorfor jeg siger som jeg gør. Hvis der er steder hvor der hersker udpræget mandehørm så er det i fodboldverdnen, havd der været et overtal af kvinder ville det hurtigt komme til at handle mest om psykologi, men det er der jo ikke.

steen nielsen

Kærlighed til fodbold

Måske skulle jeg lige begrunde hvorfor jeg siger som jeg gør. Hvis der er steder hvor der hersker udpræget mandehørm så er det i fodboldverdnen, havd der været et overtal af kvinder ville det hurtigt komme til at handle mest om psykologi, men det er der jo ikke.

carsten maasbull

Carsten H

Uheldigvis for "Oranje" stod den tyske målmand Sepp Maier en superkamp i 1974-finalen, mens Rensenbrink formåede at ramme stolpen foran et tomt mål i 1978-finalen mod Argentina. Men et stort hold var det.

Carsten Hansen

Carsten M.

Nu vi er i gang med "mandehørmen", så var den tyske elver et hold af skræmmende styrke.

Maier, Beckenbaur, Netzer, Mûller, Overath, Hoeness, er navne der popper op (Helt uden at google).

;-)