Læsetid: 6 min.

Egypten er Det Arabiske Forårs syge mand

Meldingerne om Hosni Mubaraks svigtende helbred er et præcist billede af tilstanden i det nye egyptiske demokrati, der i de seneste uger systematisk er annulleret af de militære magthavere
Meldingerne om Hosni Mubaraks svigtende helbred er et præcist billede af tilstanden i det nye egyptiske demokrati, der i de seneste uger systematisk er annulleret af de militære magthavere
23. juni 2012

Hosni Mubaraks helbredstilstand dominerede medierne i den forløbne uge – som en morbid føljeton, der mest af alt afdækkede, at selv om manden muligvis lå (ligger?) i koma, er arven efter ham spillevende. Efter 16 måneders fornemmelse af frihed har Det Øverste Militære Råd (SCAF) i løbet af de seneste tre uger gennemført et rullende kup, der har ført Egypten tilbage til politiske tilstande, der ifølge Human Rights Watch »går langt ud over militærets beføjelser under Hosni Mubarak«.

Egypten er i dag uden fungerende parlament, i realiteten uden gyldig forfatning og har en ny præsident, hvis beføjelser pr. dekret er underlagt militærrådets myndighed. Og hvem der overhovedet er nyvalgt præsident vides ikke i skrivende stund, idet det officielle valgresultat blev udsat fra torsdag til denne weekend. Men alle meldinger peger på, at Det Muslimske Broderskabs kandidat, Mohamed Morsi fra Friheds- og Retfærdighedspartiet (FRP), vandt ca. 52 pct. af stemmerne mod militærets sekulære kandidat, eks-generalen og Mubaraks sidste premierminister, Ahmed Shafiq, der tog ca. 48 pct.

Det bidrager til det almindelige politiske kaos, at begge kandidater hævder at have vundet og følgelig har anklaget hinanden for fusk. Ingen tror længere på militærets løfte om at overdrage magten til de civile folkevalgte 30. juni.

Sikkerhedsanliggender

Kuppet indledtes 4. juni, fire dage efter den 31 år lange undtagelsestilstand formelt ophørte, med en bemyndigelse fra justitsministeren (udpeget af SCAF) til militæret om at anholde civile til retsforfølgelse ved militære domstole. Bemyndigelsen blev bekræftet med en udvidelse af Egyptens nationale sikkerhedsråds beføjelser i ’interne såvel som nationale sikkerhedsanliggender’ (strejker og demonstrationer). Rådets 11 militære og seks civile medlemmer træffer beslutninger ved almindeligt flertal.

Og 14. juni opløste den egyptiske forfatningsdomstol bestående af dommere udpeget i Hosni Mubaraks periode det egyptiske parlament. Begrundelsen var, at medlemmer af det islamiske FRP har besat parlamentssæder forbeholdt uafhængige kandidater, hvilket er i strid med den midlertidige forfatning, der blev godkendt med islamistisk støtte ved en folkesafstemning i marts 2011.

’Brødrene’ og magten

Soldater besatte parlamentsbygningerne og blokerer nu de 508 valgte medlemmers adgang til deres kontorer. Samme dag afsagde forfatningsdomstolen en kendelse, der sløjfede den såkaldte ’isolations’-lov, der vil udelukke Mubaraks gamle garde (læs: Ahmed Shafiq) fra politiske embeder, og som blev vedtaget i parlamentet kun nogle uger før præsidentvalget. Den 17. juni kom det endelige stød mod det ny demokrati, da militærrådet med en ’forfatningsretlig erklæring’ tiltog sig al lovgivende magt i fraværet af et arbejdsdygtigt parlament. Desuden fratog militæret den nye præsident (hvem han end er) retten til at træffe afgørelser i ’nationale sikkerhedsspørgsmål’ uden militærrådets godkendelse så længe der ikke er en ny forfatning på plads. Den dybere årsag til militærets kup er altså, at en ny forfatning ikke er på plads – en følge af Det Muslimske Broderskabs magtbrynde.

Friheds- og Retfærdighedspartiet, der var broderskabets politiske arm i parlamentet med et absolut flertal sammen med de salafistiske partier, sørgede for, at to tredjedele af de 100 medlemmer i den oprindeligt nedsatte forfatningskommission i foråret blev islamister.

Det medførte, at de liberale-sekulære medlemmer trak sig fra kommissionen, der snart efter blev opløst af militærrådet, der nedsatte en ny forsamling, nu med ligelig 50-50 fordeling af islamister og sekulære-liberale. Desuden sikrede militærrådet sig vetoret ved udformingen af en ny forfatningstekst, så militærets hidtidige privilegier, herunder skattefrihed og økonomisk immunitet for dets erhvervsvirksomheder, ikke forringes, ligesom generalerne vil præge udformningen af forfatningens beføjelser til præsidenten.

Som en anonym militærkilde sagde til netavisen Ahram Online torsdag: »Militærrådet vil under ingen omstændigheder overlade det Muslimske Broderskab magten.«

Det Muslimske Broderskab reagerede med at kalde til nye protester på Tahrirpladsen i det centrale Kairo med deraf følgende risiko for en voldelige konfrontation. Det fik iagttagere til at genkalde sig situationen i Algeriet i 1992, da militæret afblæste et parlamentsvalg, islamisterne stod til at vinde, med en efterfølgende borgerkrig, der kostede 150.000 menneskeliv, til følge.

Den nu forhenværende parlamentsformand Saad el-Katatni fra det islamistiske FRP, sagde torsdag, at »hvad der skete i Algeriet vil ikke gentage sig i Egypten«.

El-Katatni gjorde det klart, at Det Muslimske Broderskab »er ubevæbnet« og ikke har i sinde at ty til væbnet modstand mod militæret.

»Vi vil kæmpe en lovlig kamp via det eksisterende system og en folkelig kamp i gaderne,« sagde han og appellerede til de liberale-sekulære grupperinger om at støtte denne kamp.

Om Det Muslimske Broderskab får støtte udefra er imidlertid tvivlsomt. ’Brødrene’ vendte ryggen til revolutionen efter militærets magtovertagelse 13. februar sidste år. De støttede militærrådets krav om forfatningsændringer i marts 2011, som de revolutionære var imod, de trak sig fra oppositionens modstand mod militærets gradvist tiltagende diktatoriske magt – bl.a. er 12.000 aktivister dømt ved militære domstole siden februar 2011 – og op til parlamentsvalget undsagde de aktivisternes demonstrationer mod militærets overgreb, der lige før valgdagen i november kostede 40 mennesker livet. De var ligeledes inaktive, da militæret med bistand af betalte landsknægte dræbte 28 kristne koptere, der i oktober demonstrerede ved Maspero-mediehuset i Kairo i protest mod ødelæggelsen af en kirke i Øvre Egypten.

Ikke sikker på retfærdighed

Yngre medlemmer af broderskabet deserterede allerede i juni sidste år. Dels i protest mod samarbejdspolitikken med militærrådet, men nok så meget i utilfredshed med den konservative ledelse af Ikhwan, der afviste de unges krav om, at gøre FRP, den politiske arm, uafhængig af det ’Vejledende Bureau’, broderskabets øverste myndighed. Og op til præsidentvalg for en måned siden stod det klart, at politisk islam i Egypten er splittet i en reformfløj og en konservativ fløj, hvilket alt andet lige vil svække modstanden mod militærrådets diktater. Generalerne såvel som mange sekulære-liberale frygter, at en ny Ikhwan-præsident vil regere efter samråd med det ’Vejledende Bureau’ (som Mohamed Morsi har sværget troskabsed til), der således kan blive den egentlige magthaver i Egypten, eftersom det indtil det aktuelle militærkup ville have kontrolleret både parlament, præsident-embede og med civilt styre også regeringen.

De muslimske brødres stedvise alliancer og pragmatiske holdning til militærrådet har altså vist sig at give bagslag. Brødrene gik i deres egen fælde, og nu er alternativet en præsident, der tager ordrer fra generalerne, eller en præsident, der ikke vil få magt til at begrænse militærets beføjelser. De sekulære-liberale, den unge revolution, der for 16 måneder siden gik på gaden og tog tæskene sammen med unge medlemmer af broderskabet, der trodsede deres ledere og deltog, står tilbage som tabere.

Og om det så er den detroniserede egyptiske præsidents fremtidige skæbne, kan de ikke være sikre på, at retfærdigheden sker fyldest. Han er muligvis alvorligt syg med hjerneblødning, som det påstås af nogle kilder, eller har blot slået sig efter et fald i et badeværelse i Tora-fængslets sygeafdeling, som andre kilder hævder. Men alle meldinger om hans tilstand er ekko af hans regimes princip om at vildlede egypterne.

En konspirationsteori

I skrivende stund ved de ikke, hvad Mubarak rent faktisk fejler, og uvidenheden ligger i logisk forlængelse af hans egen myte om evig ungdom, en myte han bl.a. plejede ved at farve håret. Da han i 2010 skrantede efter en operation for en lidelse i galdeblæren på et hospital i Tyskland, dementerede en sykofantisk egyptisk presse unisont, at præsidenten var syg. Ja, faktisk var han mere rask end nogen sinde, så rørig, at embedsmænd havde svært ved at følge med hans rasende arbejdstempo. I 2008 skrev en egyptisk journalist en artikelserie, der såede tvivl om eneherskerens helbred – og blev idømt fængsel for ’fornærmelse af præsidenten’. Han slap dog for at afsone dommen af efter en præsidentiel benådning!

Og det var et billede på Egyptens aktuelle situation, da Mubarak i begyndelsen af juni liggende på en båre blev idømt livsvarigt fængsel som medansvarlig for drab på 850 egyptere under den 18 dage lange revolution i januar-februar 2011. Den 11. juni, ni dage efter domsafsigelsen, blev det rapporteret, at han var i »dyb koma«, i løbet af denne uge blev han erklæret »klinisk død«, men også i »stabil tilstand«. En konspirationsteori går ud på, at hans gamle officerskammerater i SCAF har en hemmelig plan om at overføre ham til behandling i udlandet og dermed skåne ham for ydmygende indespærring resten af livet i en egyptisk fængselscelle.

Ifølge de militære magthavere har den egyptiske befolkning ikke krav på at blive orienteret om den tidligere diktators faktiske helbredstilstand, ligesom den ikke har krav på at deltage i statens styring.

Mubarak så sig selv som guddommelig faderfigur – de 80 millioner egyptere var ikke medborgere, men undersåtter. Militærrådet synes at have nøjagtig samme opfattelse; i lighed med – tyder alt på – Det Muslimske Broderskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den 18.12.11 skrev jeg i dette medie, at Egypten ikke kan regeres uden om militæret, ej heller af Broderskabet, og at der ville komme en magtkamp efter valget.

Den oplever vi så nu. Indtil videre farer militæret med lempe, uden tvivl efter udenlandsk pres. Der forhandles uden tvivl nu på fuld kraft, og det er sandsynligt at det ender i en 'lokumsaftale'. Militæret kan ikke ignorere, at der er en stærk islamisk opbakning i befolkningen, men vil på den anden side ikke afgive for mange af sine privilegier.

Demokrati og menneskerettigheder? Det har lange udsigter. Bl.a. fordi det vil kræve en sekularisering, hvortil der ikke er de ringeste antydninger.