Fakkelbæreren

Sulfoskum på vandløbene kan selv et barn se er galt . I dag har både problemer og løsninger for miljøet et mere diffust ansigt, siger Informations klimajournalist Jørgen Steen Nielsen, der finder inspiration hos både sociale bevægelser og virksomhedsledere. Gennem 40 år har han båret faklen for bæredygtighed, drevet af et ønske om at skabe
Sulfoskum på vandløbene kan selv et barn se er galt . I dag har både problemer og løsninger for miljøet et mere diffust ansigt, siger Informations klimajournalist Jørgen Steen Nielsen, der finder inspiration hos både sociale bevægelser og virksomhedsledere. Gennem 40 år har han båret faklen for bæredygtighed, drevet af et ønske om at skabe
16. juni 2012

Naturen kunne ikke have iscenesat sig selv bedre end på denne bragende solskinsdag, hvor vimplerne vajer om kap på villavejen i Valby. Her tæt på togstationen i et gult hus byder Informations klima- og miljøjournalist, Jørgen Steen Nielsen, indenfor og udenfor igen på den lille altan øverst oppe på anden sal. Arbejdet for bevarelsen af klodens klima optager ham så meget, at han oftere sidder fordybet i miljørapporter og statistikker, end han ligger og roder i haven nedenfor, indrømmer han.

I fyrre år, og længe før alle andre satte ord som klima og miljø på dagsordenen, har han kæmpet for og skrevet om bevarelsen af den natur, han selv boltrede i som barn ved Lyngby Åmose.

I starten af 1970’erne som aktiv i Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) og siden 1985 som klimajournalist på Information. Lige nu er der ekstra tryk på. Dels er der forberedelserne til 60-års fødselsdagen, dels Rio+20, det symbolladede topmøde om miljø og udvikling i Brasilien, og dels er bogen Den store omstilling – fra systemkrise til grøn økonomi lige udkommet.

Bogens bærende pointe er, at den nuværende finanskrise blot er en forsmag på, hvad der venter os, hvis ikke vi grundlæggende sadler om.

»Alle taler om at skabe vækst, om at komme op på hesten igen og tilbage på sporet af, hvad verden før 2007 var. Det, vi trænger til at forstå, er, at hvis ikke vi stiller om til grøn økonomi nu, render vi ind i en endnu større ørefigen om måske tre til fem år,« siger Jørgen Steen Nielsen og byder på kaffe og postevand serveret på en gammel træbakke.

Kampen mod øldåser og økonomisk teori

I dag foregår kampen om klodens overlevelse med statistikker og økonomiske grafer, men sådan var det ikke, da Jørgen Steen Nielsen først trådte ind på arenaen.

»Da jeg begyndte at beskæftige mig med naturen, var sagen ganske enkel. Fjenderne var dem, der producerede øldåser og atomkraft. I dag hænger det med fiskene og fuglene uvægerligt sammen med finanskrisen, og jeg har derfor måttet flytte med over på den platform, der hedder økonomi,« siger Jørgen Steen Nielsen, der oprindeligt er uddannet biolog.

Selv mener han ikke at have ændret sitgrundsyn på de fyrre år, han har været med på banen. Til gengæld har løsningen flyttet sig fra at ligge hos forbrugeren selv til at være en kompleks størrelse, der kræver, at vi trækker i sytten forskellige håndtag samtidig, mener han og lyder som en politiker, der taler i en jævn og glat strøm, men med en forskers faktabaserede grundighed.

»Det er både virksomheder, civilsamfund og de politiske rammebetingelser, der skal bane vej for den omstilling til grøn økonomi, vi skal i gang med. Som cirkler i vandet, der breder sig og skaber en bevægelse,« siger han. Og netop ordet bevægelse dækker meget godt den omfattende omstilling, vi ifølge Jørgen Steen Nielsen står over for.

Men er det ikke en utopi at tale om grønne omlægninger i en tid, hvor flere EU-lande med Grækenland i spidsen står over for en statsbankerot, og hver niende amerikaner er arbejdsløs?

»Vi skal selvfølgelig handle på krisen her og nu, men det, krisen fortæller os, er, at der er noget galt med hele den måde, vi tænker vores økonomi på,« siger han og efterlyser udvikling af nye økonomiske teorier, der ikke bare har aktieafkast og BNP-forøgelse, men i lige så høj grad bæredygtighed som succeskriterie.

Konkret så Jørgen Steen Nielsen gerne, at vi fik en egentlig grøn skattereform.

»Vi skal beskatte det, vi vil have mindre af, nemlig energiforbrug, knappe råstoffer og forurening, og satte skatten ned på det, vi vil have mere af, som f.eks. arbejde,« siger han og lader forstå, at han ikke er imponeret over den nye regerings indsats på området.

I sin bog Den store omstilling oplister han ni greb, vi kan ty til for at omstille til grønt. På den lange bane er det helt afgørende, at vi får defineret en grænse for vort forbrug af verdens naturressourcer, mener han.

»Vi bliver nødt til at sætte et loft over forbruget af nogle af vor klodes mest udsatte råstoffer som for eksempel fosfor. Det kan virke provokerende for nogle, men systemet med loft og kvoter fungerer jo allerede i dag på fiskeriområdet og på CO2-området i EU – om end prisen her er alt for lav,« siger Jørgen Steen Nielsen og tilføjer, at han støtter Tyskland og Frankrigs varme forsvar for indførelsen af en skat på finansielle transaktioner, den såkaldte Tobinskat.

»Det vil begrænse den del af økonomien, der bygger på spekulationer, og som har bredt sig ud over alle bredder og gør vores økonomi så skrøbelig.«

Olierede vandspejl og grønne frøer

For Jørgen Steen Nielsen selv begyndte den grønne bevægelse ved bredden af Lyngby Åmose nord for København. Her legede han som dreng, satte kryds, hver gang han så en ny fugleart, tog planter med hjem og gav dem nyt liv i vindueskarmen og fiskede haletudser, som han opbevarede i baljer på drengeværelset til de havde forvandlet sig til små grønne frøer.

»Jeg fik naturen ind under huden, og oplevede, hvor smuk, men også hvor sårbar, den er,« fortæller Jørgen Steen Nielsen, der husker, hvordan han kom ned til Åmosen en dag, hvor vandspejlet var underlig fedtet. »De voksne fortalte os, at man simpelthen sprøjtede olie på vandet, fordi der var så mange myg. Olien kvalte effektivt alle myggelarverne,« siger han.

Oplevelserne i og med naturen lagde kimen til et brændende engagement, men Jørgen Steen Nielsen blev for alvor vakt, da man op gennem 1970’erne blev bevidst om, hvordan den menneskelige adfærd direkte påvirkede havde naturen.

»Vi fik kampagner, der fremstillede danskerne som skovsvin, der smed deres affald alle steder i skoven, og sulfo-skummet på vandløbene ved vaskerierne blev pludselig synligt,« fortæller han om det niveau, miljøindsatsen begyndte på.

Dengang var det let at udpege fjender og venner, i dag er billedet mere broget, erkender han.

»I dag knytter jeg nok mest håb til virksomheder og til initiativer i civilsamfundet«, siger Jørgen Steen Nielsen, der i bogen fremhæver virksomheder som Danfoss og VELUX samt tænketanke som britiske New Economics Foundation.

»Jeg har mødt en håndfuld virksomhedsejere med en moral, der siger dem, at de ikke bare for at tjene penge kan være bekendt at ødelægge den jord, deres børn og børnebørn skal arve,« siger Jørgen Steen Nielsen. »Det har gjort indtryk på mig.«

Håbet ligger i skraldecontainerne

Nogle virksomheder vægrer sig ved forandringer, lyder det fra Jørgen Steen Nielsen, mens fuglene pipper nærmest hysterisk forårskåde i baggrunden.

»Men den generelle tendens er, at flere virksomheder får øjnene op for, at de er nødt til at passe på de produktionsfaktorer, de selv er afhængige af. Det er meget positivt,« siger Jørgen Steen Nielsen.

Håret er endnu ikke rigtig gråt, om håndleddet bærer han et tyndt perlearmbånd i solidaritet med Pokot-folket, der lever som nomader i Kenya, og hvis leveform er truet af tørke og klimaændringer, fortæller han. Bag Jørgen Steen Nielsens åbenhed og nysgerrighed genlyder tonen fra en anden tid i hans begreber: produktionsfaktorer, ligeløn og manden på gulvet eksempelvis.

Han ser ikke alle nye initiativer som lige fantastiske, men fremtidshåbet investerer han hos de sociale innovatorer, der ikke bare vil lave forretning og koncepter, men skabe reel menneskelig og miljømæssig forandring. Samt hos de dele af civilsamfundet, der på egen hånd iværksætter småskalaløsninger til gavn for miljøet.

»Jeg sætter min lid til kræfter som ‘skralderne’, som min ældste datter, der bor i kollektiv, er engageret i. Hun og hendes venner går ud og tømmer supermarkedernes containere for madvarer, der intet andet har imod sig, end at sidste salgsdato er en anelse overskredet,« siger han og fortsætter med at nævne små og store initiativer rundt om i verden.

Som den omstillingsbevægelse af ‘Transition Towns’, der startede i England, men har bredt sig til fjorten lande – byer hvor man f.eks. planter frugttræer i parkerne frem for ’nyttesløse prydtræer’, eller hvor man indsamler fritureolie fra fastfoodkæderne og bruger det som brændstof i bilerne.

Pointen er, at forandringerne skal have rod i menneskers hverdag, hvis de skal have en fremtid, mener klimajournalisten.

Atomkraft? Nej tak

Jørgen Steen Nielsen er i høj grad selv rundet af ngo-miljøet. I 1974 var han medstifter af Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA). Foreningens logo, den smilende sol, der siger ’Atomkraft? Nej tak!’ blev tegnet af en pige i Aarhus og er i dag kendt på over 50 sprog. Som frivillig arbejdede Jørgen Steen Nielsen for langvarige kampagner, skrev læserbreve og arrangerede demonstrationer – i en tid, hvor der hverken fandtes internet, fax eller mobil.

»Det var en uddannelse for livet, vi fik der. I hvert fald har den vist sig langt mere værdifuld end den læring, jeg fik på de elleve år, jeg var om at læse biologi,« siger han og fortæller, at han altid har kunnet lide at organisere og sætte i gang.

»Jeg har altid villet skabe noget. Som 12-årig dannede jeg min første forening for modeltog og fik min far til at lave brevpapir til os fem medlemmer«, siger Jørgen Steen Nielsen, »og jeg fik endda min fætter til at oprette en filial i Skanderborg.«

Jørgen Steen Nielsens far drev en fabrik, der producerede fiskenet, og som han nok også havde håbet, sønnen ville overtage.

»Hvis ikke jeg havde haft nogle grundholdninger og fornemmelser, der trak i en anden retning, kunne jeg måske være blevet en glimrende kapitalist eller virksomhedsejer,« siger han og kan godt selv se ironien.

»Det at skabe noget er på en måde forbundet med det vækstbegreb, jeg bruger min tid på at kritisere,« siger han og smiler lidt i skægget.

Ligeløn på chefgangen

Skulle Jørgen Steen Nielsen have været noget andet end journalist, ville han gerne have prøvet kræfter med filmmediet, fortæller han. Billeder formidler følelser rigtig godt, og som dreng tegnede han en del.

Det er historierne og dramaet, der interesserer ham, og det er for så vidt en tilfældighed, at det blev den skriftlige udtryksform, der vandt.

»Der var en del skrivearbejde på medlemsblade og pressemeddelelser og den slags i Organisationen til Oplysning om Atomkraft, og det var der, jeg opdagede, at jeg brændte for at formidle,« siger Jørgen Steen Nielsen, der derfor i 1985 søgte job på Information og fik det i form af et vikariat, der blev forlænget, og i perioden 1995-2002 blev til en delt chefredaktørstilling.

I den rolle måtte Jørgen Steen Nielsen modvilligt acceptere et brud på ligelønnen, da dygtige folk forsvandt til bedre lønnede job hos konkurrenterne, hvis ikke man formåede at honorere dem bedre. Noget han selv forklarer med vækstbegrebets dybe rodfæstethed i vores tankegang.

»Det ligger i hele samfundsnormen, at vi skal have mere. Men hvorfor skal økonomien og lønnen egentlig vokse med to procent eller mere, så langt øjet rækker?« spørger han og siger, at en sådan vækstrate vil betyde, at vi i 2050 er over dobbelt så rige, som vi er i dag.

»Hvordan skal vi bære os ad med at bruge alle de penge,« spørger han retorisk. »Skal vi køre i fire biler per familie?«

Jørgen Steen Nielsens argumenter går stik imod de mange meldinger om, at danskerne lige så godt kan vende sig til at skulle arbejde mere.

»De prognoser og fremskrivninger, som f.eks. forslaget om 12 minutter længere arbejdstid om dagen bygger på, er behæftet med stor usikkerhed og formentlig direkte forfejlede,« siger han.

»Jeg tror ikke på, at der bliver mere arbejde i fremtiden – snarere at vi skal lære at dele det arbejde, der er. De fleste undersøgelser fortæller jo også, at mennesker prioriterer mere fri tid over mere i løn.«

Dollargrin og dårlig samvittighed

Selv arbejder han en del. Det gør man på dagbladet Information, men så længe det er til en ikke alt for høj løn, belaster man ikke klimaet så meget med sit forbrug, siger han i spøg.

Jørgen Steen Nielsen har ikke bil og har aldrig ejet én, men siger, at han faktisk elsker at køre på de åbne landeveje. Som dreng sad han med et legetøjsrat sat fast med sugekopper på handskerummet ved siden af sin far i dollargrinet.

»Men jeg synes, at bilen indebærer en frygtelig masse besvær, og at der omvendt er forbundet en masse frihedsgrader med ikke at eje en. Man skal tjene færre penge, man skal ikke lede efter parkering, man skal ikke sidde i kø, man skal ikke fylde benzin på eller køre den til service,« siger han og tilføjer så: »Folk tror altid, jeg gør det rigtige, men det gør jeg altså ikke.«

Hans miljøgevinst ved ikke at køre bil og ved at spise økologisk, bliver måske ædt op af belastningen ved de flyrejser, han foretager.

»Det gælder om at finde en balance,« siger han og beundrer alligevel de mennesker, der går hele vejen.

»Op til klimatopmødet i Mexico i 2010 var der en ung mand på 19 år, der nægtede at flyve til Mexico, som vi andre gjorde. Han satte sig for at sejle hele vejen, tog hyre på et sejlskib og nåede vist i øvrigt kun til Cuba. Mødet med den slags mennesker giver optimisme,« siger Jørgen Steen Nielsen.

Søndage kan godt være lidt svære

Selv er han begavet med tvivlens nådegave. Intuitivt sikker på målet med sin sag, men tvivlrådig, når det kommer til, hvordan vejen derhen ser ud. Spørgsmålet er, hvad der driver ham?

»Jeg kan ikke lade være. Jeg bliver hele tiden fanget ind af de dramaer, der foregår. Faktisk kan søndage godt være lidt svære,« siger han og åbner en flig ind til privatliv og den fritid, han ellers ikke taler meget om.

»Der står du pludselig uden for den stadige strøm af spændende indtryk, som du gerne vil hægte dig på, deltage i, formidle og måske understøtte,« forklarer han.

På trods af at Jørgen Steen Nielsen i researchen til sin bog opdagede, at Information og han selv faktisk havde kørt en serie med titlen ‘Den store omstilling’ tilbage under miljøtopmødet i Rio i 1992 og sågar omtalt den samme problematik tyve år tidligere, kører han ikke fast eller træt.

»Der er så meget, der er dødspændende,« siger han, »men det er klart, at hvis jeg fra starten havde vidst, at jeg ville fortælle den samme historie i fyrre år, så var jeg måske ikke begyndt.«

Opbrud

Apokalyptiske klimaforandringer, angstprovokerende og afgrundsdybe sprækker i samfundet og handlingslammede politikere, der er kommet helt ud af øjenhøjde med befolkningen. Sådan er der mange unge europæere, der i dag oplever virkeligheden. I dette temanummer får de en stemme

Seneste artikler

  • Vi skal stræbe efter balance

    16. juni 2012
    Et kig i krystalkuglen. Tænketankene har ofte et videnskabeligt overblik over aktuelle udfordringer. Vi har spurgt fire tanketænkere, hvad de tror, fremtiden bringer for den bæredygtige udvikling
  • ’Vi vil ikke gøre det, vi bliver tvunget til’

    16. juni 2012
    Fra sin lejlighed har 28-årige Weronika Jówiak startet en gratis lokalavis i Polen. Hun vil have passionen tilbage i et lokalsamfund, der er ved at rådne op
  • Stjernerevolutionen over Europa

    16. juni 2012
    Europa var i krise, yderligtgående partier fik medvind, og politikere var parate til at gå på kompromis med menneskerettighederne. Oprørske unge fik nok, og i 2022 kom Stjernerevolutionen. Ti år senere er spørgsmålet, hvilken effekt revolutionen har haft

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu