Læsetid: 6 min.

En finale for alle

En efter en er de blevet sorteret fra for at blive til sten i den pyramide, de åbne franske mesterskaber er bygget af. Turneringen er ved at være forbi, og det kan meget vel blive en sjov finale mellem Sara Errani og Maria Sharapova, men det bliver aldrig den fest, som turneringen fortjener
9. juni 2012

Banen er fejet, linjerne børstet rene, i dag handler alt om den store finale. Det er en lidt mærkelig dag. Efter to uger med en halv million mennesker myldrende rundt på det gamle Roland Garros-tennisanlæg her i udkanten af Boulogneskoven, hundredvis af kampe og træningspas, knækkede strenge og bristede drømme, tårer og lårskader, så er der nu kun finalen tilbage.

Den står mellem Maria Sharapova og Sara Errani, men de må vente lidt endnu. At stirre sig blind på finalekampen svarer til at stå foran Keopspyramiden og kun have blik for de øverste sten. Faktisk, hvis vi lige dvæler ved metaforen et øjeblik, så tager turneringsstrukturen ved de åbne franske mesterskaber sig på mange måder ud som en faraos gravsted: Det er vind-eller-forsvind fra første runde, hvor 128 spillere bliver reduceret til 64, der bliver til 32, 16, 8 og så videre halveret, runde for runde, lag for lag, indtil en enkelt spiller står alene på toppen af pyramiden med den eftertragtede Coupe Suzanne Lenglen i hænderne.

Når finaledagen både er et klimaks og en lettere vemodig begivenhed, er det, fordi her er så tomt. Bevares, når Sharapova og Errani træder ind på Court Philippe Chatrier klokken 15, vil de være omgivet af små 15.000 tilskuere, og ovre på bane 1 vil yderligere 1.900 personer følge med på en til lejligheden opstillet storskærm, et arrangement med titlen »Tous en finale«, alle i finalen, også dem uden billet, og hvor ville det være skønt, hvis samme tankegang gjaldt for de udøvende, sådan at også de for længst besejrede spillere var med i finalen.

Hvor er de henne? Hvor er Virginie Razzano, den 29-årige franskmand, der fra sin plads som nummer 111 i verden skabte en af de største overraskelser nogensinde i grand slam-sammenhæng, da hun slog den altoverskyggende favorit, Serena Williams, ud i første runde. Ingen har større opbakning blandt det franske publikum end Razzano, der for et år siden deltog med en sort sløjfe på trøjen og sorg i hele kroppen, blot otte dage efter at en hjernesvulst havde taget livet af hendes træner og forlovede, Stephane Vidal, hvis ønske det var, at hun spillede, uanset om han var der eller ej.

Faldt i søvn

Dengang tabte hun i første runde, modløst, og det så ud til at blive et lige så kort visit i år, da hun bagud med et sæt og nede med 1-5 i andet sæts tiebreak var bare to point fra nederlag. Hvad der siden skete, prøver folk stadig at forstå. I hvert fald vandt Razzano med sine rene, flade slag de næste 13 point i træk, og mens publikum vågnede op, faldt Serena Williams nærmest i søvn, indtil hun, bagud 0-5 i tredje sæt, indledte et hidsigt comeback, overlevede først den ene matchbold, så den anden, så den syvende, alt imens Razzano kæmpede mod tiltagende gummiarm og smertefulde kramper i låret. Til sidst svævede Williams’ baghånd ud. Razzanos hænder strøg til himmels.

»Jeg tror, jeg har sørget, det jeg skal. Jeg har det godt i dag. Det tog sin tid,« sagde hun efter kampen.

Wozniacki foldede sig ud

Caroline Wozniacki var også følelsesmæssigt påvirket under sin dramatiske tredjerundekamp ovre på Court Suzanne Lenglen mod estiske Kaia Kanepi.

»Har du gået i skole?« spurgte hun dommer Poncho Ayala, efter han havde dømt et Kanepi-slag inde, som danskeren (og tv-transmissionernes gengivelser) så en halv centimeter ude.

»Du har gået i skole, så du ved, at det her (Wozniacki viser sin tommel- og pegefinger med luft i mellem) er ude,« fortsatte hun uden at forklare den nærmere årsagssammenhæng.

Det mest deprimerende ved den tidligere verdensetters nederlag var nu ikke så meget hendes tirader, som hendes manglende mod. Hun kan jo godt spille offensiv tennis. Bagud 6-1, 5-1 og på vej mod en decideret endefuld mod en ellers overkommelig modstander foldede Wozniacki sig endelig ud. Hun overlevede en matchbold ved 5-2 med et dunder af en cross court-forhånd fra dybt bag sin egen baglinje. Hun opfandt den frækkeste stopbold til 3-1-føring i tiebreaker. Vinderne fløj fra baghåndssiden, hun havde intet at tabe, så hun vandt andet sæt og så ud til at skulle køre Kanepi midt over i tredje, men ak – netop som kampen lå åben for Wozniacki, lukkede hun ned, trak sig tilbage og overlod initiativet til esteren, der ikke tøvede med at slå 18 vinderslag (mod danskerens to) på vej mod 6-3-sejr i sidste sæt.

Hvor er de henne nu? Hvor er Svetlana Kuznetsova – åh, Kuzzy – vel nok den største boldbegavelse på hele WTA-touren, kronisk utilregnelig, men urørlig, når det kører for hende, som det gjorde forrige fredag eftermiddag, da hun fuldstændig udraderede verdens nummer tre, formstærke Agnieszka Radwanska. Polakken var passiv deltager i en tennisklinik under ledelse af kunsthåndværkeren Kuznetsova.

Jeg blev så glad af at se hende springe ud til det ene topspundne forhåndslag efter det andet, og jeg spurgte hende bagefter, om det, der var så fornøjeligt at overvære, også var en glæde at udføre.

»Det er den bedste følelse,« svarede hun. »Det er derfor, jeg elsker tennis. Og jeg har ikke haft den følelse længe.«

Nu er Kuznetsova væk. Ligesom Dominika Cibulkova. Har jeg nævnt Dominika Cibulkova? I skulle have set den solbrune slovak, der, når låget tages af et nyt rør tennisbolde, altid lige skal lugte til dem (»Jeg kan virkelig godt lide duften af nye bolde«) og rutinemæssigt kysser sin højre skulder, inden hun skal til at serve, som en slags lykønskning af den kropsdel, hun er allermest afhængig af. Med sine 159 centimeter er hun ikke meget mere end en håndsbredde højere end nettet, men det lod hun sig ikke mærke med i ottendedelsfinalen mod verdensetteren Victoria Azarenka. Cibulkovas forhåndsslag var som små, kompakte eksplosioner. Og hun baghåndsslicede Azarenka til vanvid med sine stopbolde, også på matchbolden, da hun lokkede hviderusseren frem til nettet for så at brage et passerslag forbi hende.

Det rette klimaks

Jeg savner dem alle sammen. Finaledagen er ligesom en dimissionsfest, hvor kun de to studerende med højeste karaktergennemsnit dukker op for at blive hyldet. Tag ikke fejl, Sharapova og Errani fortjener opmærksomheden. Det kan blive en rigtig sjov kamp: På den ene side opkomlingen, lille Sara Errani, der for to uger siden aldrig havde slået en topti-spiller i 28 forsøg og nu står som en af de mest overraskende grand slam-finalister i nyere tid. På den anden side Maria Sharapova, 188 centimeter diva, verdens bedst betalte kvindelige idrætsudøver, tredobbelt grand slam-vinder og fra og med på mandag tilbage som nummer et på verdensranglisten. Coupe Suzanne Lenglen er det eneste trofæ, hun mangler i samlingen.

Det bliver en italiensk grusbanespecialist med lavt tyngdepunkt og enorme mængder topspin mod en russisk hardhitter, der indtil for få år siden beskrev sig selv på det rustrøde underlag som »en ko på is«. Slag for slag kan Errani ikke måle sig med Sharapova. Men på det langsomme grus, hvor bolden hopper højt og vinklerne byder sig til, er tennis et skakspil. Ketsjeren holdes i hånden, men kampen afgøres mellem ørerne.

Prøv så at forestille jer, når sidste slag er slået, og vinderen skal kåres, at Kuznetsova og Wozniacki og Razzano og Kanepi og Cibulkova og Azarenka og de 120 andre spillere, som stillede til start i første runde, plus de 84 som tabte allerede i kvalifikationsturneringen, ikke er rejst hjem til Monaco eller videre til en ny turnering, men alle sammen rejser sig fra tilskuerpladserne, hvor de ligesom os andre har fulgt finalen med klapsalver og alléz-råb, og nu træder ned på banen til de to finalister, mens 15.000 mennesker jubler og tramper i cementgulvet som hyldest til den tennisfest, de hver og én har været uundværlige deltagere i, og som når sit klimaks, når Sharapova eller Errani løfter trofæet omgivet af alle sine kollega-konkurrenter – tous en finale – samlet i smil, tårer og omfavnelse, inden vi alle sammen går hver til sit med længselsfuld venten på næste års mesterskaber, hvor en ny pyramide lader sig bygge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu