Læsetid: 8 min.

Findes der et fælles mødested for religion og politik?

Ifølge filosoffen Jürgen Habermas kan et møde mellem religion og politik være frugtbart og skærpe de moralske grundvalg for demokratiet – også i et samfund, der præges af såvel religiøs som sekulær mangfoldighed
Ifølge filosoffen Jürgen Habermas kan et møde mellem religion og politik være frugtbart og skærpe de moralske grundvalg for demokratiet – også i et samfund, der præges af såvel religiøs som sekulær mangfoldighed
23. juni 2012

Et til selvfølgelighed ophøjet postulat i de fleste af Europas demokratier er, at religion og politik under ingen omstændigheder må blandes sammen, at religion ikke har noget at gøre på politikkens domæne, og at demokrati følgelig fordrer streng adskillelse mellem religion og politik.

I nogle årtier – og med terrorangrebene 11. september 2001 som et muligt symbolsk vendepunkt – er der imidlertid blevet sat spørgsmålstegn ved dette postulats selvfølgelighed. Dels af en voksende offentlig opinion og bevægelser, som hævder, at adskillelsen mellem religion og politik er under angreb fra militante religiøse kræfter, herunder især fra Europas muslimer. Men også af videnskabsmænd og filosoffer, der finder ideen om en sådan adskillelse problematisk i et stadig mere multikulturelt samfund, hvor linjerne mellem det religiøse og det sekulære bliver stadig mere udvisket. Hvad nogle af dem også finder problematisk, er selve definitionen af en sekulær stat, som er den form for stat, hvor adskillelsen mellem religion og politik er grundfæstet og søges fastholdt. Hvis en sekulær stat betyder, at religiøst baserede institutioner og synspunkter ikke har nogen forrang i forhold til at beslutte, hvordan staten skal styres, og hvilke love der skal udformes, kan de fleste blive enige – det i er i fald vanskeligt i dag få øje på nogen, der seriøst vil hævde det modsatte synspunkt. Men også for dem, der hævder at tale i Guds eller en religions navn, må principperne om ’lighed for loven’ og ’én mand én stemme’ være gældende. Med adskillelsen af kirke og stat, er dette også blevet knæsat på institutionelt plan.

Men herefter skiller vandene. Skal den sekulære stat have til opgave at fremme ’sekularisme’ og ’verdslige’ værdier? Eller skal dens opgave blot være at sikre, så langt loven tillader det, at der praktiseres ligebehandling af alle eksisterende livsformer, værdier og holdninger, uanset om de er religiøse eller sekulære af natur?

Forbud mod religiøse symboler

Den første udlægning har lige siden Den Franske Revolution haft sine mere eller mindre radikale fortalere. Da Frankrig for otte år siden forbød at bære religiøse symboler i franske skoler, blev dette motiveret med hensynet til den franske stats sekulære karakter og til det ukrænkelige princip om laïcité – om end et mere robust motiv jo nok var at tilfredsstille en voksende offentlig modvilje mod muslimer i almindelighed og imod deres religiøse manifestationer i særdeleshed. I praksis betød loven, at den franske regering påtog sig rollen som fortaler for ’sekularisme’ på bekostning af ’religion’. På tilsvarende vis er forsvaret for ’verdslige’ principper blevet anført som grund til at kræve en regeringsindsats imod hovedsageligt muslimske religiøse udtryk i lande som Schweiz, Danmark og Holland. I Sverige tog samme strenge tolkning af den sekulære stat form af et krav om forbud mod den jødiske tradition for omskæring af drengebørn, den såkaldte brit milah. Også her var det påståede motiv at forsvare en sekulær universel følsomhed imod et partikulært religiøst barbari. Men som andre steder i Europa viste grænsen mellem det ene og det andet sig i praksis at gå mellem majoritetskulturer og minoritetskulturers religiøse traditioner.

Den tyske filosof Jürgen Habermas har givetvis aldrig delt et sådant ’jakobinsk’ syn på den verdslige stats rolle (om mere eller mindre aktivt at bidrage til samfundets sekularisering). Alligevel hyldede han længe den overbevisning, at den fremadskridende sekularisering af samfundet var til gavn for den brede offentlige samtale, som, sagde han, var en forudsætning for demokratiet (se især Habermas: Teorien om den kommunikative handlen). Kun det sekulære sprog havde den universaliserbare rationalitet, som er nødvendig for at skabe samhørighed mellem borgere i samfund. Det religiøse sprog hørte til en anden kategori, mindre rationel og mindre kommunikérbar, og i det omfang at religionens sprog vandt indpas i politikken, ville der opstå misforståelser og kommunikationsvanskeligheder. Men med støtte i teorien om den fremadskridende sekularisering forventede Habermas, at dette problem ville løse sig med tiden.

Religionens rolle i demokratiet

Da han i midten af 1990’erne ikke desto mindre fattede interesse for religionens rolle i demokratiet, så var det ud fra den for ham selv overraskende opdagelse, at »de religiøse traditioner og trosretninger siden den politiske omvæltning i 1989/90 havde fået en ny og hidtil uforudset politisk betydning.« Uventet måske i Europa, bør det tilføjes, men næppe i USA, hvor en strengt sekulært styret stat altid er gået hånd i hånd med et samfund, der er stærkt gennemsyret af religion og religiøse værdier.

For Habermas meldte der sig i al fald det spørgsmål, hvordan religion kan tillades at spille en rolle i det offentlige liv og demokrati, uden at bringe demokratiets kommunikative fundament i fare. Da samfundets sekularisering ikke nødvendigvis medfører, at religionen dør bort, ja, men måske snarere, at den vender tilbage, var det ifølge Habermas ikke længere meningsfuldt at tale om det sekulære samfund. I stedet opfandt han udtrykket ’det postsekulære samfund’, hvorved han forstod et samfund, hvor sekulære og religiøse institutioner og den offentlige mening må kunne kommunikere med hinanden på lige vilkår. Den sekulære stats rolle i det postsekulære samfund ville således være at skabe og opretholde betingelserne for en sådan kommunikation. Dette ville ifølge Habermas også »kunne bidrage til at skærpe det postsekulære samfunds bevidsthed, awareness, om den religiøse traditions uudtømmelige magt«.

Denne idé videreudviklede han i yderligere diskussioner med blandt andre den canadiske filosof Charles Taylor, som findes optrykt i to nylige debatantologier, An Awareness of What is Missing (Polity 2010) og The Power of Religion in the Public Sphere (Columbia University Press, 2011). Her forsøger Habermas at præcisere, hvilke betingelser der skal være opfyldt for både religiøse og sekulære meningstilkendegivelser, for at et demokrati kan fungere. Den religiøse side skal acceptere, at dens politiske krav »skal kunne formuleres og begrundes i et alment tilgængeligt sprog«. Omvendt må den verdslige side ikke sætte sig til dommer over trosbaserede overbevisninger og sandheder og på forhånd dømme dem ude som irrationelle eller irrelevante. Begge sider må kunne forenes med noget, Habermas kalder offentlig fornuft, public reason, hvorved han forstår en fornuft, der kan slå bro mellem det religiøse sprog og det verdslige.

Udgangspunktet for Habermas er, at der eksisterer en sådan kløft. Det religiøse sprog er af en anden art end det verdslige. Det er ikke nødvendigvis dårligere eller mindre fornuftigt, men dog et sprog, som ikke uden videre lader sig anvende til politisk universelle udsagn og påstande, og som derfor skal ’oversættes’ til ord og begreber, der kan forstås af alle. En sådan begrænsning belaster ifølge Habermas ikke det sekulære sprog, men det påhviler den sekulære del af samfundet til »at reflektere kritiks over den sekulære eller post-metafysiske forstands grænser«. Det postsekulære samfund er for Habermas, et samfund, der er bevidst om, at ’noget mangler’ (deraf titlen ovenfor), og som derfor har meget at vinde ved at assimilere »den moralske kraft, der strømmer fra den religiøse tradition, og som det sekulære samfund ikke kan undvære uden dermed at miste troen på sig selv.«

Et neutralt sprog

Spørgsmålet er så, hvilken slags ’neutralt sprog’ Habermas forestiller sig. Kan der eksistere et sådant sprog? Og er det i givet fald alene det religiøse sprog, som har oversættelse behov?

Det første spørgsmål besvarer Charles Taylor i sin kommentar til Habermas med et betinget ’ja’. Det andet med et kategorisk nej. De karakteristiske træk ved de vestlige samfund i vor tid, skriver han, er, at de rummer en bred pluralistisk vifte af ikke kun religiøse holdninger og værdier, men også af ikke-religiøse. Lige så lidt som en lov kan begrundes med, at Gud eller Bibelen nu engang foreskriver den, kan den begrundes med, at Kant eller Bentham eller Marx engang sagde dette eller hint. Han accepterer derfor heller ikke Habermas’ sondring mellem det religiøse og sekulære sprog og insisterer på, at det ene under alle omstændigheder ikke nødvendigvis er mere universelt end det andet. Hvad Habermas i praksis kræver, at den religiøse fornuft, skriver Taylor, er, at den enten skal nå frem til den samme konklusion, som den sekulære fornuft, hvilket i så fald vil overflødiggøre den, eller alternativt, at den skal nå frem til en helt anden eller endda den modsatte konklusion, hvorved den vil blive farlig og forstyrrende. Habermas ’oversættelsesvilkår’ til opretholdelse af den politiske kommunikation i et post-sekulært samfund, som er præget af religiøs og sekulær mangfoldighed, bliver dermed, ifølge Taylor, kun en mulig stillingtagen blandt mange andre: »Lige så lidt som staten kan være kristen, muslimsk eller jødisk, kan den være kantiansk, marxistisk eller utilitaristisk.« Den sekulære stat må derfor i sin magtudøvelse være i stand til at anvende et sprog, der er neutralt i forhold til alle eksisterende værdier og overbevisninger, religiøse og verdslige, et officielt lingua franca, om man vil – et sprog, der lige så lidt kan være ’sekulært’, som det kan være ’religiøst’.

Taylor er som nævnt kritisk over for selve den sondring mellem forskellige slags sprog, som Habermas forudsætter. Det sprog, på hvilket lovene bliver formuleret, reglerne udformet, beslutningerne truffet og dommene afsagt, må rigtignok kunne favnes og forstås af alle borgere, men det betyder ikke nødvendigvis, at de forskellige sprogverdener, inden for hvilke samfundets holdninger og tro bliver udformet og formuleret må ’oversættes’ særskilt til den slags sprog, som Habermas fortsat betegner som sekulært.

Jeg tror, at Taylor her har fat i selve kernen af, hvad vi kan kalde den postsekulære tilstand. Her er det ikke længere kun religiøse overbevisninger og udtalelser, der kan siges at udspringe fra de ’irrationelle’ trosforestillinger. Selv den sekulære fornuft tvinges her til at granske og reflektere over de trosbaserede (ekstrapolitiske) fundamenter for dens egen ’rationalitet’. I det postsekulære samfund er den offentlige mening et produkt af en løbende kommunikation mellem både ’religiøs’ og ’sekulær’ tro. Under alle omstændigheder bliver det stadig mere indlysende, at et samfunds politiske og moralske principper, ikke kan udledes af politikken selv endsige af videnskaben eller logikken. Ligesom de to måske mest indflydelsesrige ikkereligiøse moralske systemer i Vesten, kantianisme (pligtetik) og utilitarisme (nyttemoral), ikke nødvendigvis formår at overbevise fuldt sansende og klart tænkende mennesker om deres iboende ’rationalitet’.

Det, som både Habermas og Taylor i sidste ende søger svaret på, er, hvordan det moralske grundlag for demokrati og politik skal kunne skabes og opretholdes i et samfund, der præget af både religiøs og verdslig pluralisme. Hvad der adskiller de to filosoffer fra hinanden, er grænsedragningen mellem religion og politik. Hvad der forener dem, er troen på det potentielt frugtbare i mødet mellem de to. Habermas håber for sin del at et sådant møde vil kunne vække »længe undertrykte, glemte og ubrugte intuitioner, som ligger begravet et eller andet sted« til live. Mens Taylor for sin del håber på en sekulær stat, der ikke skelner mellem religiøse og sekulære holdninger og værdier. I dialogen mellem de to filosoffer formes en ny forståelse af religionens rolle og betydning i det postsekulære samfund.

 

Göran Rosenberg journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Svenska Dagbladet og Information © Svenska Dagbladet og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Toke Andersen

Det franske forbud mod religiøse symboler i skolen handler om at beskytte børn mod indoktrinering og gruppepres.

Det er fuldstændigt ufatteligt at vi ikke har et lignende forbud i Danmark.

Den kristne kirke har mere eller mindre frie hænder til at indoktrinere og rekruttere nye sektmedlemmer før de har har opnået den nødvendige intellektuelle tyngde til at gennemskue løgnene og modstå det sociale pres.
Konfirmationsalderen er nøje tilrettelagt med dette formål.

Vi ser også muslimske piger ned til tiårs alderen blive tvunget i tørklæde og dermed udgøre et væsentligt socialt pres mod andre piger fra mere moderate familier.

Den eneste måde at beskrive dette er som psykisk og udviklingsmæssigt overgreb på forsvarsløse børn.

Karsten Aaen

Kære Toke Andersen

Jeg skal erindre dig - og andre - om at vi altså har religionsfrihed her i Danmark. Og betyder altså det som det betyder, at vi alle er fri til at tro på netop den Gud som vi vil, også muslimer, jøder, buddhister og kristne. Og det betyder ikke at de som gerne vil det kan blive fri for religion, religionsfrihed handler om at man er fri til at dyrke sin religion som man vil.

Og hvad du om de muslimske piger på 10 år og deres tøjvalg? Forventer du måske ikke at en pige på 10-12 år godt kan finde ud af, hvordan hun vil klæde sig og hvilket tøj, hun vil tage på. Min forventning er at det kan de her piger, uanset om de muslimske eller ej, altså godt finde ud af. Og hvis vi endelig skal derhen . og det skal vi - er det altså et langt, langt større problem at piger i Danmark i dag forventes 1) se godt ud 2) være intimbarberede stort set hele tiden 3) gå i dyrt mærkevaretøj 4) gå i dyre g-strenge, 5) bruge masser af make-up og 6) stå seksuelt til rådighed for drengene fra de er 15.16 år.

Det franske forbud mod religiøse symboler i skoler handler udelukkende om en ting, Frankrigs selvforståelse som en ateistisk stat, hvor staten, og dermed f.eks. kommuneskolerne mv. skal være og fremstå neutrale overfor. Og hvis vi taler om den kristne kirke i Danmark versus den kristne katolske kirke i Frankrig, så har den katolske kirke i Frankrigh altså væsentligt mere magt - selvom den franske stat er neutral i religions-mæssig forstand. Den franske katolske kirke indoktrinere børn langt mere end den danske folkekirke gør.....for nu at kalde det for det.

Og nej, Toke Andersen konfirmationsalderen er aldeles ikke sat til 7.klasse (de fleste steder) pga. det som du skriver. Den er sat der fordi endnu omkring 1965-1970 var det altså der de fleste nørn gik ud af skolen. Og før du sidder - eller har siddet med erindringer fra folk født i 1950 eller deromkring - og læst at kom ud at tjene som 14-årige i 1963 eller 1964 på en stor gård langt fra deres forældre, så tror jeg ganske enkelt at du - eller andre - fatter - hvordan Danmark så ud for 50 år siden. Langt de fleste fik kun en 7.klasses uddannelse - og for at bestå 7.klasse skulle man bl.a. konfirmeres. Og man skulle konfirmeres for ellers kunne man nemlig ikke komme ud at tjene...eller i lære...

Og er den græske stat, den italienske stat og den spanske stat ikke også neutrale rent religions-mæssigt. Alligevel mener folk og tror folk på Gud her og mener at religion udgør en stor del af deres liv.
Og de eneste krav der kommer at afskaffe religiøse symboler fra deres plads i offentligheden - ja det syne at være fra - ateisterne....

som ikke vil indse eller erkende at nogle mennesker er dybt religiøse.....eller spirituelle...

Toke Andersen

@Karsten

Man er netop ikke fri til at dyrke sin religion som man vil, som indoktrineret barn.

Og nej ingen børn på 10 og kun de færreste på 14 er i stand til at vurdere eller forstå symbolikken eller det gruppepres religiøs påklædning udgør. Sikke dog en vanvittig påstand !
Dertil er frivillighed ikke-eksisterende i ortodokse familier.
Hvad tror du et ungt menneske kan sige til forældres eller venners påstand om at en give påklædning er respekt for eller en fornærmelse mod gud ?

Det franske forbud, uanset hvor mange gange du påstår andet, er tænkt som en beskyttelse mod indoktrinering.

Konfirmationsalderen, konfirmationsritualet, gaveræset osv er etableret, mytisk funderet og nøje kalkuleret til at foregribe den viden og intellektuelle modenhed der ellers ville umuliggøre rekruttering.

Og til sidst. Religiøsitet og spiritualisme har intet med hinanden at gøre.

I guder !

Toke Andersen

"1) se godt ud 2) være intimbarberede stort set hele tiden 3) gå i dyrt mærkevaretøj 4) gå i dyre g-strenge, 5) bruge masser af make-up og 6) stå seksuelt til rådighed for drengene fra de er 15.16 år."

Undskyld men nu rabler det da for dig?

Unge piger ligesom unge mænd på ca 15 er som regel fuldt kønsmodne med et seriøst aktivt libido.

Det er netop kristendommens og andre religioners absurde forvridning og "syndiggørelse"af naturlige biologiske drifter der har gjort så pervers en udtalelse muligt.

Igennem 99.999999% af menneskehedens historie er midt-teen årene været der hvor forplantning har været mest hensigtsmæssig og haft størst succesrate.

John W Larsen

'Politik og Religion bør aldrig blandes sammen.'

Hvordan har du tænkt dig at realisere det ?
Religion er formende for en hel del menneskers moral, etik og generelle opfattelse af tilværelsens formål .

"Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium."

Jeg tror faktisk at løsningen er at blande politik og religion endnu mere sammen, eller måske snarere at det politiske blander sig lidt mere med det religiøse end tilfældet er nu !
Så længe det politiske ikke leverer andet end åndløse tilstande, 'skatte-reformer' og 'krig mod alt' vil folk blive ved med at strømme til religionerne .

(F.ex kan jeg ikke fatte at vi i trosfrihedens navn tolererer religioner der åbenlyst diskriminerer kvinder på usagligt og irrelevant grundlag .
DET, synes jeg, er et reelt problem,
i modsætning til diverse hår-mode eller tøjvalg ..)

Karsten Aaen

Jeg vil råde dig til at tilbringe en sommer i USA eller lde dit barn når det kommer dertil tilbringe et år på high shcool i USA. Her oplever barnet netop et totalt anderledes syn på tøjvalg end i Danmark. Og ja, her handler det i høj grad om at staten, dvs, skolen, blander sig i den enkeltes tøjvalg.

I nogle skoler skal drenge have kort og piger skal have langt hår...og det har intet med en hverken kristendom eller islam at gøre. Sådan er det bare...

Og du tror måske ikke at piger i Danmark i dag føler et endnu større gruppe-pres ved at skulle bruge make-up.... Når jeg ser tilbage på min yngste nieces karriere i gymnasiet tror jeg aldrig hun har nævnt at hun ikke har taget make-up på, ja også til hverdag. Men hvad med alle de piger som ikke inderst føler de har brug for at gøre det, men som gør det, fordi det forventes af dem...Tror du ikke, de netop føler et gruppe-pres...

Og jeg kan forstå, at du ikke har stor tiltro til 10-12 årige pigers tøjvalg, det har jeg...

Toke Andersen

Det er ikke deres eget valg at iføre sig religiøs påklædning, nej!.

Jeg har boet over et år i USA mellem 98 og 2000. Der meget få dele af det amerikanske værdigrundlag der ikke er præget eller direkte dikteret af kristne vrangforestillinger.

Jo gruppepres eksistere omkring mange ting og det er uheldigt.
Men der få, hvis nogen, andre områder der som religiøst pres udelukker og fjerner individets evne til at tænke selv; det er et handikap som de fleste formår at løsrive sig fra.

Og så er det i øvrigt ikke godt for noget som helst.

Teenage popularitetsræset, make'upen, det udfordrende tøj handler netop om den gryende seksualitet og udvikling af indentitet i konkurrencen om den mest attraktive partner.

Niels-Simon Larsen

Findes der et fælles mødested for politik og religion, og har vi et fælles sprog? Det synes jeg ikke. De kristne, religiøse, spirituelle og hvad man ellers kalder dem, er svære at tale med. Ikke fordi de er det, de nu engang er, nej, fordi de vil være noget mere, og de vil vise os andre, hvem de er, selvom det, der er kærnen i det ’spirituelle’, ikke kan vises uden at gøre vold på det spirituelle.

Hvis vi skal tale sammen, må vi have et fælles sprog, og det fordrer, at vores inderste meninger er noget vi lader blive hjemme i vores lønkamrer, et udmærket gammelt ord. I det offentlige rum taler vi forståeligt om forståelige ting. Privat har vi lov at pludre om alt muligt. Det giver uoverstigelige vanskeligheder, hvis man forlanger, at udenforstående skal respektere ens religiøse regler.

Slettet Profil

Forbud mod religiøse-symboler, burka, osv. skaber flere problemer end det løser – Jeg ville straks blive religiøs og flashe mine symboler, hvis de blev ulovlige i det offentlige rum, og de der er religiøse i forvejen giver næppe slip. Måske sku' vi gi' slip.

Hvad er forøvrigt et religiøst symbol? - Jeg har en 7cm tyk bog med religiøse symboler.

Mvh.

Jaweed Yusuf

Toke, Du er da en Islam-hater der vil noget!

Har i ikke fået nok af at sprede jeres Islam-had, har der ikke været nok konsekvenser ved at i spreder jeres had om at muslimer undertrykker deres døtre og gør alverdens ondskab.

Når man er nået dit niveau af saglighed eller mangel på samme, så er der ikke længere mulighed for en rationel diskussion eller debat, for du vil kun bruge muligheden for at udtrykke dit had til Islam.

Det er i virkeligheden resultatet af snæversynethed ilagt en hel del irrationelt had som du og dine venner på højrefløjen dyrker.

Og selvom det er tabu at sige det så holder jeg mig sjældent tilbage for at udtrykke tabuer, slet ikke overfor et så hadefuldt menneske som dig, Så :

Breivik var netop resultatet af det had som du og dine venner på højrefløjen sammen med FOGH m.fl spredte om Islam og muslimer, uden at kunne validere noget af det andet end at fyre masser af påstande om at 10 årige piger tvinges til det ene og det andet.

Hvis 10 årige piger tvinges til noget , så er det sku de danske mænd der tvinger deres døtre og steddøtre til at have seksuel samkvem med dem, det er da i det mindste blevet bevist efterhånden en hel del gange!!!

Men jeg ville ikke nedlade mig til at bruge sådanne argumenter mod den vestlige sekulære frihedskultur, selvom de jo er reelle, fordi jeg synes at en diskussion skal være mere grundlæggende og saglig i den forstand at hvis man mener en kultur eller et sæt værdier er problematiske må man kunne diskutere dem som ideer i sig selv og ikke hvordan en eller anden Peter eller Mogens som er sekulær voldtager sin datter.

Men du opfinde påstande om at piger tvinges uden at kunne validere det. Giv mig bevis på at en stort antal muslimske piger tvinges til at bære tørklæde!!

Og ikke en artikel fra EB, eller fra de højrefløjs hjemmesider du elsker at besøge, og heller ikke en udtalelse fra en eller anden DF-lærer som underviser på en folkeskole!

NEJ kom et med sagligt dokumenteret og valideret bevis! Og da du ikke vil kunne komme med det så synes jeg bare du skal sætte dig ind i din lokale bodega og diskutere med folk der er på samme niveau som dig selv, hvor i sammen kan bekræfte jeres fordomme.