Læsetid: 5 min.

De glemte masser

Fra at have været et sociologisk nøglebegreb, er masseteorien gledet ud i glemslen. I bogen ’The Politics of Crowds’ forsøger dansk forsker nu at rehabilitere studiet af masserne
Masseteori. ’Tilskuersport fungerer ikke som ventil, men snarere som generator for aggressiv adfærd. Man kan derfor meget vel forestille sig, at folk går på stadion ikke for at slippe af med aggressioner, men for at bygge aggressioner op,’  Christian Borch, som forsøger at rehabilitere masseteorien, som i de seneste årtier har været marginaliseret i den sociologiske forskning.

Masseteori. ’Tilskuersport fungerer ikke som ventil, men snarere som generator for aggressiv adfærd. Man kan derfor meget vel forestille sig, at folk går på stadion ikke for at slippe af med aggressioner, men for at bygge aggressioner op,’ Christian Borch, som forsøger at rehabilitere masseteorien, som i de seneste årtier har været marginaliseret i den sociologiske forskning.

Pascal Guyot

16. juni 2012

Det er en udbredt forestilling, at turen til det lokale fodboldstadion søndag eftermiddag fungerer som en tiltrængt lejlighed til at komme af med de frustrationer, der har hobet sig op i ugens løb. Efter kampen kan farmand og sønnike vende hjem til mors kødgryder og hverdagens trummerum i en mildere og mindre anspændt udgave.

Problemet er bare, at det forholder sig lige omvendt. Nye undersøgelser viser nemlig, at folk faktisk er mere aggressive, når de forlader stadion, end de var, da de kom, fortæller Christian Borch, lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS.

»Tilskuersport fungerer ikke som ventil, men snarere som generator for aggressiv adfærd. Man kan derfor meget vel forestille sig, at folk går på stadion ikke for at slippe af med aggressioner, men for at bygge aggressioner op,« siger han.

Yes We Can

Han har netop skrevet bogen The Politics of Crowds, som forsøger at rehabilitere masseteorien, som i de seneste årtier har været marginaliseret i den sociologiske forskning. For der er ifølge Borch mange gode grunde til at fokusere på studiet af masserne, hvis man vil forstå ikke bare tilskueradfærd, men også politisk adfærd til bunds.

»Folk støtter ikke en sag eller et parti over længere tid udelukkende ud fra snævre personlige interesser eller for at tage del i en rationel samtale om samfundets udvikling. Samfundsvidenskaben er nødt til også at inddrage de følelsesmæssige og irrationelle aspekter, som knytter sig til masserne, hvis den skal forstå moderne vælgeradfærd,« siger Christian Borch.

Historisk har appellen til masserne ofte stået i et problematisk lys. Alene ordet »masse« lugter lidt af fascisme og militaristiske parader i mellemkrigsårene. I den klassiske sociologi har studiet af massebegrebet da også ofte været forbundet med en kulturkonservativ kritik af modernitetens anonyme hob, som var til fals for politisk propaganda.

Men massen kan også manifestere sig som en positiv og dynamisk kraft i samfundet, påpeger Christian Borch. Et nyere eksempel på det er Obamas præsidentkampagne i 2008, som ifølge Borch er et studie i klassisk massemobilisering på moderne betingelser.

»Obamas budskab om ’change’ var netop ikke kun et økonomisk og rationalistisk argument for en ny politik, men havde også en følelsesmæssig klangbund. En succesfuld politisk mobilisering i dag er nødt til at inddrage de irrationelle, kollektive dimensioner. Man kan ikke mobilisere politisk med henvisning til snævre økonomiske kalkuler,« understreger han.

Men faktisk er det ikke mindst amerikanerne, som har været med til at køre studiet af masserne ud på et sidespor, fortæller Christian Borch. Først og fremmest fordi amerikanske sociologer har haft vanskeligt ved at acceptere massebegrebet, fordi det bryder med forestillingen om det frie menneske.

»I massen er man ikke længere fornuftig og rationel, men derimod underlagt massens nærmest hypnotiske kraft. Massens suggestion har amerikanerne opfattet som undergravende for det frie samfund.«

Bekymringen for massen har således været forskellig i henholdsvis Europa og USA. Hvor det i Europa handler om frygten for, at massen omstyrter samfundet, er det i USA netop en frygt for, at det liberale samfunds kerne, det liberale subjekt, bliver undermineret i massen.

Derfor har amerikanske sociologer forsøgt at gentænke og omdøbe massebegrebet i andre sammenhænge. Det gælder eksempelvis 1960’ernes Social Movements Studies, men igen er det kendetegnende, at amerikanerne ihærdigt forsøger at nedtone de hypnotiske, suggestive aspekter, fortæller Christian Borch.

»I stedet fastholder man et cost-benefit-perspektiv, som gør det muligt at bevare forestillingen om, at det enkelte, frie individ kun indgår i større bevægelser og sammenhænge på baggrund af rationelle, fornuftige valg.«

Men nye studier af finansmarkedernes aktører viser noget andet. Det er ikke mange år siden, at tidligere finansminister Mogens Lykketoft talte om aktiemarkedernes »hysteriske kællinger«. Netop den opfattelse af de finansielle markeder som en irrationel, hysterisk størrelse har en lang forhistorie og står i modsætning til en klassisk opfattelse blandt mange økonomer, ifølge hvilken finansmarkederne er grundlæggende rationelle.

Finanskrisen har ikke gjort den diskussion mindre aktuel. Og for Christian Borch er noget af det mest slående, i hvor høj grad finansmarkedernes egne aktører beskriver sig selv med irrationelle, følelsesmæssige termer.

»Spørger man finansmarkedets tradere beskriver de ofte, hvor irrationelt markedet opererer. De beskriver markedet med klassiske hypnotiske begreber og føler sig ganske enkelt følelsesmæssigt tiltrukket af markedet. Ofte er det ikke lønnen, men det at være en del af markedet særlige dynamik, som er det afgørende for dem,« fortæller Christian Borch.

I det hele taget beskriver disse markedsaktører ofte deres egen adfærd i termer, som er inspireret af masseteori. Resultatet er, at massetænkningen bliver en selvopfyldende profeti.

»Når massetænkningen på denne måde bliver en del af markedsaktørernes daglige virke, ophører den med at fungere som et teoretisk iagttagelsesredskab. Den bliver derimod et meget virkeligt værktøj, som tradere benytter i deres omgang med markedet, og som dermed er med til at påvirke markedets udvikling«.

Den tredje vej

Vender man blikket mod danske forhold, er det mest slående, hvor lidt appellen til masserne fylder i det politiske landskab, fremhæver Christian Borch. Ifølge ham skyldes det først og fremmest at den tredje vej har været så succesfuld herhjemme, at det er blevet umuligt at skelne mellem en højreorienteret og en venstreorienteret profil.

»Når den klassiske sondring mellem højre og venstre forsvinder, mister politikerne også muligheden for den brede kollektive appel. Dermed bliver de kollektive identiteters betydning simpelthen mindre,« påpeger Christian Borch.

Han fremhæver de oprindelige socialdemokratiske paroler om solidaritet som et klassisk eksempel på en appel til en kollektiv identitet, hvor modtagerne identificerede sig med en bestemt klasse i modsætning til andre klasser. I dag har den tredje vej lagt sig som en rationel dyne over det politiske landskab, som gør det vanskeligt at etablere stærke kollektive identiteter, siger Borch.

Han fremhæver den belgiske politolog Chantal Mouffe, som har argumenteret for, at venstrefløjen er nødt til at etablere et langt klarere alternativ til højrefløjen, hvis den skal genvinde politisk momentum. Det er ikke så langt fra, hvad SF’s Mathias Tesfaye har forsøgt sig med herhjemme.

Christian Borch vil nødigt afgøre, om Tesfayes strategi er den rigtige for den danske venstrefløj. Men han vil gerne understrege vigtigheden af at kunne etablere klare politiske alternativer i forsøget på at skabe et dynamisk og levende demokrati, som er i stand til at engagere borgerne i langt højere grad, end tilfældet er i dag: »I dag er det jo i sidste ende teknokratiske petitesser, som adskiller blokkene. Det er virkelig svært at se, hvad der fundamentalt og ideologisk set adskiller højre og venstre. Det vil betyde meget for det politiske liv herhjemme, hvis politikerne turde appellere langt klarere til den kollektive identitet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Faktisk en rigtig god artikel, lidt underligt at den ikke får kommentarer med på vejen...

Det der slog mig da jeg læste den, var at begrebet masser, vel egnlig dækker over tankesættet, dem og os...

Og at begrebet masser, nok er misvisende, idet der er rigtig mange del masser og at det vel egnlig handler om hvilken masse man tilhøre, eller høre mest til, for ingen passer vel 100% ind i noget.....

Og til tankesættet om at styre masserne, er det vel i virkeligheden den manipolerende kælling...

Steffen Gliese

Det er jo et paradoks, at det er lettere at ensrette og lede masser end blot en lille gruppe af bevidst enkeltpersoner. Derfor er individualitet og selvbevidsthed ikke grundlag for fravalg af demokratiet som styreform, men dets forudsætning - hvor man til gengæld kan iagttage den mest udbredte kadaverdisciplin i det topstyrede erhvervsliv.

odd bjertnes

Det kan ikke afvises, at det måske var ... skal vi kalde det : klarere, hvis magtens jonglører flyttede noget af deres fokus på at dele/herske alt og alle, til at samle/tale for specifikke segmenter. men fra deres eget synspunkt er det jo at pålægge sig selv begrænsninger.
Og var man det ikke i forvejen, så er man det ihvertfald dermed : bare 'spindoktor' for en interessegruppe.
Uforeneligt med statskundskabsstudier som faglig baggrund, simpelthen.