Nyhed
Læsetid: 8 min.

En inderside og en statue

Man tager sig selv i at længes efter vuvuzelaer og britiske dunderbolde
Moderne Tider
30. juni 2012
Rivaler. Onsdag aften var det overvejende neutrale publikum på Donbass Arena i Donetsk ikke i tvivl. De kedede sig. Der var udsigt til syv Real-spillere fordelt på Spanien og Portugals hold, et massivt buildup (slaget om den iberiske halvø) og en tvekamp i pressen om, hvem der er verdens bedste: Iniesta eller Ronaldo.

Rivaler. Onsdag aften var det overvejende neutrale publikum på Donbass Arena i Donetsk ikke i tvivl. De kedede sig. Der var udsigt til syv Real-spillere fordelt på Spanien og Portugals hold, et massivt buildup (slaget om den iberiske halvø) og en tvekamp i pressen om, hvem der er verdens bedste: Iniesta eller Ronaldo.

Filippo Monteforte

Spørger man Morten Olsen, handler fodbold ikke kun om at vinde, men også om måden, man gør det på. Modellen er hollandsk, hvor boldbesiddelse og kombinationer over hele grønsværen er Gud. Selvfølgelig taber vi af og til, men så var det et smukt nederlag. De andre vandt, fordi de var kyniske og grimme.

Som bekendt blev Danmark sendt retur af et både æstetisk og effektivt tysk mandskab, som ret beset kunne have tværet os mere ud, end de gjorde, men Olsens ideologi kan godt blive hængende som en overskrift på det store spørgsmål ved EM 2012: Dræber Spanien fodbolden? Er tiki-takaen efterhånden så perfekt, at den bliver kedelig? Og hvis herlighederne i Polen og Ukraine er en krystalkugle – eller måske bare en fejebakke for de tendenser, vi har set de senere år – hvad vinder så: possession eller turnover? Boldbesiddelse eller kontraer? Man fristes til at sige: FC Barcelona eller Real Madrid? Og hvad er det med den dér ’falske 9’er’?

Onsdag aften var det overvejende neutrale publikum på Donbass Arena i Donetsk ikke i tvivl. De kedede sig. Der var udsigt til syv Real-spillere fordelt på Spanien og Portugals hold, et massivt buildup (’slaget om den iberiske halvø’) og en tvekamp i pressen om, hvem der er verdens bedste: Iniesta eller Ronaldo. I stedet blev det endeløse trekanter, bagud, til siden, den anden side, en smule frem og så forfra igen. Tiki-taka som sovepille. Man tager sig selv i at længes efter vuvuzelaer og britiske dunderbolde. Når Spaniens signaturspil er mest besnærende, er linjerne mellem Xabi Alonso, Sergio Busquets, Xavi Hernández og Andrés Iniesta en lille fortælling om en offensiv, der hele tiden lurer på sin chance. Det er den pludselige åbning, der kickstarter Iniestas ryk ind i banen, Xavis geniale stikning i dybden eller måske Alonsos tværpasning, som naturligvis også er én stor, fed undskyldning for sonaten af indersider: pam-pam-pam. Eller blot lyden af en velsmurt maskine, for dér kom målet jo. Genialt! råber kommentatorer, og det må man bare respektere, men det ligner et Jean Michel Jarre-stunt: Hold en akkord i 10 minutter og skift så til dominanten. Tror da pokker, at folk jubler! Nu skete der endelig noget!

De rigtige 9’ere

Måske er myten bare ved at klinge ud, især på Donbass Arena, og verden er blevet træt af at reproducere Barcelonas kunstværk. Louvre er jo også fantastisk, og Mona Lisa hænger dér, men nogle gange vil man hellere på værtshus.

Inspireret af netop Barca og Josep ’Pep’ Guardiolas forward-løse formation, hvor Leo Messis målgivende togter kommer fra en dyb position på midtbanen med overlap på fløjene, var EM 2012 udset til at være legestue for den nye ’falske 9’er’. Ham er der skrevet meget om – jeg er selv pjattet med ham – men Polen og Ukraine har ikke givet noget entydigt billede af den trend, der i tal hedder 4-6-0. Han er der – og er der ikke. Og hvad der er helt sikkert: Han har svære kår. For da Real Madrid endelig lærte at besejre den catalanske pam-pam-pam, sivede dén erfaring videre til landsholdene. Nogle vil sige som et drab på det ’smukke spil’, mens andre vil sige, hey, det handler om at vinde.

Bortset fra en spektakulær helflugter fra Sami Khedira og et lidt mere forudsigeligt mål af Philipp Lahm, er de tyske scoringer sat ind af klassiske strikers som Mario Gómez og Miroslav Klose. De ligner mere en moderne, multifunktionel Didier Drogba end en gammeldags Filippo Inzaghi. De er stærke i feltet og gode til at løbe i position og holde på bolden, når det er nødvendigt. Gedigne Nicklas Bendtner, som var et niveau over de andre rød-hvide (bortset fra Agger og glimtvis Krohn-Dehli), er også i spil her, og det samme er Englands Andy Carroll og måske Danny Welbeck samt Spaniens Fernando Torres. Alle sammen ’rigtige’ 9’ere. Dog med et lille tvist: De kan sagtens finde ud af at træde nogle skridt tilbage i banen. Bendtner lærte det af nød i Arsene Wengers Arsenal. Når Robin van Persie var manden i front, var Big Ben tvunget ind i hullet bagved ham, og på den måde lærte han kunsten at ’træde’ på bolden, også ude på fløjen.

De farlige indlæg

Og dermed vandt det nyklassiske 4-2-3-1-system over 4-6-0 – som i øvrigt oprindeligt er brasiliansk. Lad os sætte parentes om Englands stovte 4-4-2, for Wayne Rooney gad alligevel ikke, og da det endelig kom til stykket, var Steven Gerrard en svag afglans af fjenden på samme sted i banen: Italiens Andrea Pirlo.

Mange havde spået, at eksperimenterne med tremandsforsvar, som florerede ved VM 2010 (Mexico, Nordkorea og ikke mindst Marcelo Bielsas Chile), ville fortsætte ved EM. Det gjorde de ikke. Og dog kopierede Cesare Prandelli i perioder Juventus’ 3-5-2-formel med Daniele De Rossi som ’falsk’ centerforsvarer, og også Vicente del Bosque flirtede med dynamiske skift mellem 4-3-3 og 3-4-3. Til gengæld så man ved flere lejligheder en Xavi, der ikke var lige så tilpas i rollen, som tidligere Sergio Busquets var det i den nederste trekantspids tæt på eget mål, når modstanderen kaprede bolden højt oppe.

Franskmændene kunne ikke, men portugiserne var lige ved at vippe spanierne af tronen. Laurent Blanc valgte i kvartfinalen at stille med noget, der lignede double-up på højre back for at tage brodden af spaniernes Jordi Alba og de farlige indlæg. På midten mandsmarkerede Mathieu Debuchy Alba, og længere tilbage mod franskmændenes mål stod Anthony Réveillère klar til at tage slagsmålene ved baglinjen. Resultatet var nemt at spå: Frankrigs kæder knækkede midt over, afstanden mellem forsvar og midtbane blev for lang, og spanierne havde masser af tid og rum til at trille kuglen skvulpende fra station til station. Som de nu gør.

Men så kom Portugal. Det var en fryd at iagttage deres bagkæde, anført af Pepe, hvordan den bølgede frem og tilbage og hele tiden så højt på banen, som er alfa og omega ved moderne presspil. Ellers foregik slaget på den højt besungne iberiske midtbane, og planen passede til punkt og prikke: Miguel Veloso løb i haserne på Xavi (så kunne spaniernes spil ikke komme i gang, og Xavi blev usikker, når det gik den anden vej). Højere oppe var Raul Meireles hård hund og ond skygge for Busquets, og João Moutinho gik mand-mod-mand med Alonso. Statistikken taler et tydeligt sprog: Ved halvleg var Spaniens pasnings-succesrate 85 procent lavere end nogle af deres andre kampe i turneringen.

Holdet maskinrum

Lige dér var Portugal og ikke mindst træner Paulo Bento klart José Mourinho-inspireret. Se bare på årets Champions League og Europa Cup: Begge blev vundet af kontraspillende, velorganiserede, adaptive hold, Chelsea og Atlético Madrid. I de nationale ligaer peger pilen i samme retning: Real Madrid og Borussia Dortmund var langt fra lige så dominerende i boldbesiddelse som deres ærkefjender, Barcelona og Bayern München. Til gengæld var de bedre i omstillingsfasen. Kald det tilfældighed eller inspiration, faktum er bare, at man i dag kan sætte sig ned og se to dvd’er med Spanien (eller Barcelona): En, hvor de er uovervindelige, og hvor pindsvinet må lægge sig ned på ryggen med det samme. Og én, der viser highlights fra dem, der klarede det. Der står Inter, Chelsea, Real Madrid og (næsten) Portugal på ryggen af den sidste, og den dvd vil blive vist og analyseret, igen og igen, også om to og fire og otte år.

En slutrunde er ikke en krystalkugle. Men det var tydeligt, hvad VM i 2006 gjorde ved fodbolden. Der kom fokus på double pivote. Det er de to defensive midtbanespillere. De udgør, som vi siger herhjemme, holdets ’maskinrum’. »Holding midfielders,« siger englænderne. Og hvis de ikke ville det før, skreg de på det nu: Vi vil også ha’ en Pirlo! Den klassiske 10’er, gerne den lange, generøse, graciøse, ham med det lave tyngdepunkt, fra Rivaldo til Riquelme, fra Michael Laudrup til Pavel Nedved og Guti; alle de dyder og alle de inkarnationer blev nu skubbet femten meter længere tilbage med Andrea Pirlo i det absolutte epicenter. Mindre fysik, men mere intelligens. Ikke et vulgært spark, hvor anstrengelsen er synlig i hele kadaveret som hos Cristiano Ronaldo (og den sene David Beckham), men et lækkert, næsten usynligt svirp. End ikke på Playstation kan man lave sådan noget. Pirlo-typen blev fusioneret med en form for moderne libero, helst med Beckenbauers coolness og Alonsos pasningsevner. Og så var han jo garderet af et par hærdebrede arbejdsheste i ’maskinrummet’. Tjek Carlo Ancelottis vidunderlige AC Milan-formation anno 2007, 4-3-2-1, ’juletræet’, hedder det, med Pirlo i smørhullet og Massimo Ambrosini og Gennaro Gattuso omkring sig.

Pirlo rejste hjem til Milano efter VM-guldet og fejrede nye triumfer de år, hvor Kaka var den ypperste stjerne. Efter skiftet til Juventus i 2011 fortsatte den i dag 33-årige lombarder sin metier som King of Cool, konsistent som bare fanden, men det var i kvartfinalen ved dette EM, at Pirlo gjorde græs til guld. Fuck janteloven og forbuddet mod intellektualisering og patetisk poesi! Mod englænderne var Pirlo en statue af fodboldskønhed, en langsom – netop langsom – og helt igennem majestætisk dans med molekyler på en kulisse af tæmmet natur. Hans bolde med ryggen til hen imod Antonio Cassano var diamanter trukket på en snor i luften – og straks faldt kadencen, for Cassano er ikke en magiker. Så hellere de maskerede pas til Mario Balotelli, der både er sjov at se på, og som kan finde på at lave de mest vidunderlige ting med UEFA’s lille runde.

I mellemtiden var briterne stive af skræk og turde ikke gå ind på kroppen af Pirlo af frygt for at slå huller i bredsiden foran Joe Hart. Englænderne kollapsede, og det samme gjorde Frankrig. De stod for dybt, og dér blev de stående. Portugiserne fandt recepten, de gik længere frem, og dér blev de, og de vandt næsten. Kampen mellem possession og turnover vil fortsætte mange år frem. Ronaldo vil slå nye rekorder, Xavi går snart på pension, og flere og flere vil få nøgler til at dirke alle tiders tindrende smukke titi-kaka op. De kan jo starte med at ringe til José Mourinho eller Paulo Bento. Men Andrea Pirlo bliver stående. Selvfølgelig. For han er jo allerede en statue. God finale.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her