Læsetid: 9 min.

Kan curlingbørnene forelske sig ud af krisen?

De unge gør ikke oprør. De flekser ind og ud af netværk og får ting til at ske. Den fælles kampplatform ’arbejderklasse’ er afløst af ’særklasse’ – men om det kan blive verdensklasse afhænger af, om de unge tør engagere sig der, hvor det rykker
De unge gør ikke oprør. De flekser ind og ud af netværk og får ting til at ske. Den fælles kampplatform ’arbejderklasse’ er afløst af ’særklasse’ – men om det kan blive verdensklasse afhænger af, om de unge tør engagere sig der, hvor det rykker
16. juni 2012

De 16-26-årige har overhalet 68’erne, hvad angår politisk aktivisme. Og mens de gamle er rykket inden døre med deres kollektive projekter, er de unge mobile, åbne og spontane.

»68’erne opbyggede græsrodsorganisationer og organiserede store demonstrationer; den nye generation indgår i en lang række netværk og har et meget højt aktivitetsniveau. Men det er ofte lidt tilfældigt, hvad de kaster sig over,« siger samfundsforsker Johannes Andersen, der er lektor ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet.

På baggrund af en række undersøgelser af danskernes deltagelse i politik, hvor forskellen mellem generationer er blevet analyseret, konkluderer han, at de helt unge danskere mellem 16 og 26 år er nogle af de mest aktive. Også 68-generationen scorer højt, men de er faktisk ikke helt så politisk aktive som de unge. Desuden er der forskel på den måde, de to generationer engagerer sig på, forklarer Johannes Andersen:

»68’erne, der i deres ungdom var aktive i græsrodsorganisationer og demonstrationer, er nu ’trukket inden døre’ og satser især på at påvirke politikere og medier ved direkte henvendelser.«

Netværker for at gør en forskel

De unge derimod er især aktive inden for det, som samfundsforskeren kalder »netværksdeltagelse«. Det omfatter deltagelse i underskriftsindsamlinger og demonstrationer, oprettelse af Facebook-grupper og politisk forbrug.

»De unge er ikke revolutionære. De markerer sig ikke på samme tydelige måde som 68’erne, hvis kamp rettede sig mod en tydelig fjende, nemlig kapitalismen og det hierarkiske samfunds autoriteter,« siger han. Men har de unge en ironisk distance til deres bedsteforældres politiske kampe – og det tidligere ungdomsoprørs langhårede, hashrygende flokke af frihedshungrende studenter, lesbiske aktivister og højtråbende marxister? Ja, måske, mener Johannes Andersen. Men det betyder ikke, at de er uengagerede eller apatiske.

»De er handlingsorienterede og vil gerne gøre en forskel. Men deres engagement i kollektive handlinger er først og fremmest udtryk for, at de hele tiden er i gang med at finde individuelle strategier til at nå deres mål og f.eks. overvinde de problemer, som den økonomiske krise giver,« siger han.

Særklasse på tværs

Men er det nu så enkelt? Nej, mener filosof Henrik Jøker Bjerre fra Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet. Han er skeptisk over for det at sammenligne generationer og beskrive dem ud fra traditionelle sociologiske og politologiske karakteristika. For gør man det, overser man nemt alt det, der sker på tværs af generationer og uden for de kategorier, som samfundsforskerne anvender, og det er netop der – udenfor – at det mest interessante foregår, mener filosoffen. Det er nemlig her, der opstår det, som han kalder ’særklasse’:

»Særklassen er den, som bryder op i den herskende samfundsformation og giver mulighed for noget nyt. Det kan være små brud og forskydninger. En skæv idé, en ny måde at organisere sig på. En queer-gruppe, der insisterer på at bruge nye begreber og betegnelser. Kunstnere og musikere, der arbejder sammen på nye måder.«

’Særklasse’ er et begreb, han og de øvrige medlemmer af Center for Vild Analyse (CVA) har udviklet. Centret kalder sig »et kollektivt subjekt, der tænker og taler i den offentlige debat«, og har blandt andet udgivet bogen Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken. I bogen udfoldes en klasseteori med tre klasser: den imaginære, den symbolske og den reelle. I en ny bog, der udkommer på Informations Forlag til efteråret, har forfatterkollektivet lavet en filosofisk undersøgelse af, hvad der sker, når en ny gruppe opstår på tværs af alle mulige klasseskel. Og det er her, særklassebegrebet kommer ind.

Det kan begynde med en dame i en bus

Men hvordan kan man se og afgøre, hvad der er særklasse, og hvad er det, særklassen kan – ud over at være sære, skæve og sjove?

»Særklasse behøver ikke være en revolution, som Det Arabiske Forår, men det kan godt være det. Det er de øjeblikke, hvor nogle mennesker i fællesskab træder uden for den præmis, som de er underlagt, de rammer, der er blevet udstukket, og bryder med dem – eller går op imod dem,« siger Henrik Jøker Bjerre og nævner et eksempel fra den kommende bog:

»Særklasse er for eksempel, da Rosa Parks i 1955 nægtede at flytte sig fra en plads forrest i en bus, der var for ’whites only’. Rosa Parks så formodentlig ikke for sig, hvad hendes handling skulle blive begyndelsen på. Men den slags ting kan ske hele tiden. Særklasse er nemlig ikke en ideologi eller en færdigtænkt utopi; dens indhold eller form er aldrig defineret på forhånd. Den er en mulighed for fælles handling, som opstår spontant, og som får det, der så umuligt ud lige før, til med ét at synes muligt. For eksempel at sorte borgere i det amerikanske samfund blev formelt ligestillet med hvide. Det skete som resultat af en borgerrettighedsbevægelse, der fik liv og energi blandt andet af Rosa Parks’ brud med normen.«

Fra særklasse til verdensklasse

Når særklasse får den slags konsekvenser, bliver det, ifølge Henrik Jøker Bjerre, til ’verdensklasse’, og det kan ske hele tiden. Der er derfor ikke nødvendigvis behov for revolutioner for at løse de udfordringer, en tid med økonomisk krise, klimaforandringer, store globale forskelle mellem rig og fattig osv. stiller os over for. Løsningen ligger snarere i, at vi som samfund udvikler en sans for særklassen – og at politikere og andre beslutningstagere skaber forudsætninger for, at særklasse kan opstå og tør satse på at brede særklassen ud og gøre den til verdensklasse.

Det sker ikke ved at styre uddannelse og forskning med hård hånd oppefra, sådan som der ifølge Henrik Jøker Bjerre er tendens til i disse år.

»Når man beslutter sig for, at Danmark skal være i verdensklasse, når det gælder innovation og forskning og lægger en strategi med eliteforskning og så videre, er det allerede forfejlet. For man kan ikke definere verdensklasse på forhånd,« siger han.

Særklasse er nemlig også alt det, der opstår uden om rationel, økonomisk logik. Som da en gruppe århusianere for nylig fandt på, at de vil producere honning i byen og gik i gang med anlægge bistader i en baggård i Aarhus. Eller da en gruppe mennesker et andet sted i samme by sluttede sig sammen i en form for økologisk bygartneri, hvor alle lægger nogle timers gratis arbejde med at dyrke grøntsager og så kan veksle arbejdstimerne til grøntsager til eget brug. Det er blot to eksempler på de fællesskaber, der opstår, når begejstring og lyst til at ændre tingene i det små driver værket.

»Det sker hele tiden. To mennesker – eller flere – møder hinanden og får en idé. De ved ikke, hvor ideen kan føre hen. De forestiller sig ikke, at hele verden skal ændres efter deres idé. Men de vil noget sammen, og når andre ser det, kan de se, at her er noget særligt. Det er lidt som en forelskelse. Vi ved, at det sker på et tidspunkt, men vi kan aldrig forudsige hvor og hvornår.«

Og det sker ikke kun blandt unge, understreger Henrik Jøker Bjerre. Men mange unge har potentiale til at skabe særklasse, mener filosoffen:

»De unge er mindre bange for at tænke kollektivt end de tidligere generationer, som bar på en tung arv i form af dårlige erfaringer med kollektivistiske ideer, der udartede til totalitære og undertrykkende systemer,« siger han.

Snotforkælet at demonstrere

Den vurdering deler debattør og forfatter Lene Andersen: »Min generation, de 35-55-årige, har simpelthen været så forudsigelige og kedsommelige, at det næsten ikke er til at holde ud. Det hele har været så gudsjammerligt velbehageligt. Så det er godt, at 68’ernes børnebørn har mere at byde på,« siger Lene Andersen, der ikke selv hører til de mest forudsigelige i sin generation.

Efter at have læst til civiløkonom og studeret teologi, blev hun freelanceforfatter og debattør. Hun er kendt som en ivrig fortaler for det vestlige demokrati og for at opfordre alle til at deltage aktivt i det i stedet for at brokke sig eller bruge udenomsparlamentariske metoder.

Den holdning har hun også, når det gælder den unge generation og deres måde at forholde sig til den nuværende krise på:

»Jeg synes, at det er godt, at de unge reagerer og engagerer sig, og det er der heldigvis mange, der gør. Men helt ærligt, når jeg ser de unge anarkister, der går på gaden i Danmark og andre lande i Nordeuropa og laver ballade, bliver jeg sgu vred. Det er aggressivt og nærmest fascistoidt. Og Occupy-bevægelsen har jeg heller ikke meget tilovers for. Det er da snotforkælet at demonstrere mod den danske samfundsorden,« siger hun og tilføjer:

»Mit budskab til de unge vil være: Tag og få jer et job, og hvis I ikke kan få det job, I drømmer om, så må I tage til takke med et, der er dårligere betalt. Det er en illusion, at alle danskere skal være kreative grafiske designere og den slags i fremtiden. Der skal være alle typer af job, for at samfundet kan hænge sammen, og det må de unge indstille sig på, selv om de er blevet bildt noget andet ind,« siger hun. Og med en af sine velkendte henvisninger til dagsaktuelle nyheder siger hun:

»Ellers må de tage til Norge og få et arbejde på Starbucks. Det er tæt på, og sproget burde kunne læres på et par uger.«

Skuffede curlingbørn

Men vil de så det, de unge? Det tror samfundsforsker Johannes Andersen ikke meget på.

»De unge satser som sagt meget på at klare sig ved hjælp af individuelle strategier. De føler et ansvar for for eksempel klimaforandringerne og forskellige sociale problemer og vil gerne gøre noget. Men de har svært ved at få øje på overordnede politiske løsninger, de kan tilslutte sig og kæmpe for,« siger han.

Johannes Andersen mener, at de unge langt hen ad vejen vil bevare drømmen om, at de kan realisere deres egne personlige mål ved at navigere rigtigt i det kriseramte samfund.

»De vil måske benytte sig af ’morens uddannelsesstøtte’, hvis SU’en slipper op, og vil forsøge at netværke sig til et godt job. Lykkes det ikke, kan vi ende med en stor gruppe af frustrerede unge, som mister tilliden til samfundet og til sig selv. De er vant til, at Information skriver begejstret om dem, hver gang de går på gaden eller laver en ny Facebook-gruppe. Og bliver de skuffede, risikerer vi, at de mister selvtilliden og synker ned i apati,« siger samfundsforskeren.

Lene Andersen er enig: »Vi kender jo begrebet curlingbørn. Danske unge har alle muligheder for at organisere sig og handle kollektivt. Det tager to minutter at få registreret en forening eller en virksomhed, og så er det bare at gå i gang. Unge i Grækenland, Spanien og Italien står med helt andre udfordringer, for de har arvet nogle problemer, som befolkningerne selv har skabt. De har ikke holdt deres politikere i ørene, og nu betaler de prisen. Omvendt har vi i Danmark et system, der fungerer ret godt, fordi politikerne bliver stillet til ansvar for deres handlinger. Det er nok også derfor, vi ikke har set de store demonstrationer i Danmark, som vi har set i Sydeuropa,« siger hun.

Dingenoter og demokratisk nytænkning

Lene Andersen tilføjer, at der efter hendes mening også er stort potentiale i nytænkning inden for erhvervslivet.

»Der foregår mange ting inden for corporate social responsibility. Der bliver tænkt bæredygtighed på mange planer. Så jeg vil opfordre de unge til at engagere sig der, hvor det rykker. Uddanne sig til ingeniør og være med til at opfinde en eller anden dingenot, der kan løse et affaldsproblem for eksempel,« siger hun.

Henrik Jøker Bjerre er også positiv over for nytænkning i erhvervslivet, men understreger, at særklasse ikke opstår inden for de etablerede rammer, men i mindre fællesskaber, der skabes spontant, og at Center for Vild Analyse med deres undersøgelse af fænomenet særklasse netop ønsker at gøre op med idealet om, at de unge skal gøre sig umage, bidrage til velfærden osv.

»Vores bog handler om, hvordan der kan ske helt uventede ting, som omdefinerer, hvad demokrati er og kan være. Særklassen opstår som en modreaktion mod kravet om, at alle skal tilpasse sig det, filosoffen Sartre kaldte ’serien’, og hvordan ’serien’ kommer til at fungere bedre,« siger han.

Særklasse er altså snarere som en forelskelse, som ingen har planlagt, og som måske endda kommer på tværs af alle planer og normer. Og hvem ved, måske vil de unge – og mange ældre med dem – satse på at forelske sig ud af krisen?

Serie

Opbrud

Apokalyptiske klimaforandringer, angstprovokerende og afgrundsdybe sprækker i samfundet og handlingslammede politikere, der er kommet helt ud af øjenhøjde med befolkningen. Sådan er der mange unge europæere, der i dag oplever virkeligheden. I dette temanummer får de en stemme

Seneste artikler

  • Vi skal stræbe efter balance

    16. juni 2012
    Et kig i krystalkuglen. Tænketankene har ofte et videnskabeligt overblik over aktuelle udfordringer. Vi har spurgt fire tanketænkere, hvad de tror, fremtiden bringer for den bæredygtige udvikling
  • ’Vi vil ikke gøre det, vi bliver tvunget til’

    16. juni 2012
    Fra sin lejlighed har 28-årige Weronika Jówiak startet en gratis lokalavis i Polen. Hun vil have passionen tilbage i et lokalsamfund, der er ved at rådne op
  • Stjernerevolutionen over Europa

    16. juni 2012
    Europa var i krise, yderligtgående partier fik medvind, og politikere var parate til at gå på kompromis med menneskerettighederne. Oprørske unge fik nok, og i 2022 kom Stjernerevolutionen. Ti år senere er spørgsmålet, hvilken effekt revolutionen har haft
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu